En uge mere er fløjet afsted og weekenden lakker desværre også mod enden. Alt er dog ikke tabt! Vi mangler nemlig stadig Søndagsspilleren – vores faste mødested på Daily Rush søndag aften og den sidste bastion inden mandag morgen. Let’s gooooo!

I aften vil jeg gerne give jer en opdatering på hvad vi arbejder på på redaktionen i øjeblikket. Som I nok har bemærket, er vi midt i en stime af online events, som pga. coronavirus erstatter de store årlige konferencer som E3.

Det betyder bl.a. at vi har siddet på noget spændende klausuleret indhold – altså indhold som vi først kan publicere efter en given embargodato, som spilfirmaernes PR-folk laver deres planlægning efter.

Sidste uge havde Ubisoft inviteret os til at tilbringe noget tid sammen med Watch Dogs Legion, den tredje titel i Watch Dogs-serien. Det er der kommet et preview ud af, som du kan læse senere i aften – nærmere bestemt kl. 21:45 efter Ubisoft Forward-eventet.

I denne uge deltog vi i et Electronic Arts presse-event for deres kommende shooter Rocket Arena, hvor vi fik noget hands-on tid med spillet og dystede mod en masse andre europæiske medier og journalister. Du kan læse mine indtryk af spillet i morgen mandag kl. 16:00.

Og så er der den sidste store PlayStation 4-eksklusive titel inden PlayStation 5 kommer på markedet: Ghost of Tsushima. Spillet udkommer fredag i næste uge og Chrisms anmeldelse ligger klar. Du kan læse den fra på tirsdag kl. 16:00.

Christian havde i forbindelse med anmeldelsen oprettet en tråd i forummet, hvor I kunne fortælle hvad I kunne tænke jer dækket i anmeldelsen. Det synes jeg fungerede rigtig godt og det kommer vi til at gøre med andre store titler i fremtiden også.

Chrism arbejder i øvrigt også på noget nyt video-indhold, som han er klar til at dele med jer i næste uge.

På redaktionen arbejder vi også på to nye interviews, som vi glæder os rigtig meget til at dele med jer. Jeg vil ikke løfte sløret endnu, men de er begge indenfor vores fokus på dansk gaming. Stay tuned!

Photo credit: Billedet er en beskåret version af originalen fra Wellcome Collection, som er licenseret under Attribution 4.0 International (CC BY 4.0).

2 KOMMENTARER