Søndag aften er atter over os, og i aften tager vi en snak om en genre, som ikke burde have fået succes.

For 10 år siden udkom Demon’s Souls, og vendte hele RPG-genren på hovedet. Med sin nådesløse sværhedsgrad, kryptiske formidling af historien, og en generel præmis om at overlade spilleren til sig selv, var der pludselig skabt en helt ny genre, som vi i dag kalder Souls-like.

Nogle af de bedste spiludgivelser fra den seneste dekade, har da også været i denne genre. Se bare på populariteten hos Dark Souls, Bloodborne, Nioh og Sekiro: Shadows Die Twice. I skrivende stund har vi desuden yderligere to udgivelser i horisonten, i form af Code Vein og The Surge 2.

Min første oplevelse med genren kom i form af Bloodborne, som jeg anmeldte i 2015. Jeg var ganske klar over, at jeg stod overfor en udfordring, især i betragtning af at jeg ingen reel erfaring havde med genren. Det tog mig hele otte timer fra jeg startede spillet første gang, til den første boss var nedlagt, hvilket jeg også berettede om i en kort Bloodborne-spiller her på Daily Rush.

Intet kunne mentalt forberede mig på de håndmadder jeg fik leveret, da jeg spillede Bloodborne for første gang

I dag har jeg en bedre forståelse for spiltypen, og især hvad der forlanges af mig. Stamina-målere og animationers varighed er blevet bidende nødvendige at holde et øje på, og selvom jeg i dag føler mig langt bedre rustet til at håndtere souls-like-spillene, så ændrer det ikke på det faktum, at genren eksisterer for at presse spillerens årvågenhed til det yderste – og det er voldsomt frustrerende.

Jeg er stadig på bristepunktet til at hive mine mørke lokker ud af mit hoved, og kyle min Dual Shock 4-controller tværs gennem lokalet, med en styrke og hastighed som kan give frit udsyn til naboens tilstødende toiletfaciliteter. På samme tid ved jeg også, at spillene er så skarpt skruet sammen, at når nederlaget viser sit grimme ansigt, så har det 99 ud af 100 gange, været fordi jeg blev for ivrig eller var uopmærksom – altså var det min egen skyld.

The Surge 2 udkommer den 24. september 2019

Jeg er altid vemodig når jeg starter et nyt spil op i Souls-like-genren, fordi jeg har adskillige anelser om hvordan spillet vil prøve at få mig ned med nakken. Men jeg kan heller ikke lade være med at overgive mig, fordi genren også har en tillid til, at jeg med den rette dedikation og tålmodighed nok skal overkomme udfordringerne. Det kan nok bedst betegnes som tough love af den gensidige variant, men jeg ved at jeg ikke har kastet mig over pinslerne for sidste gang.

… der er nemlig en anmeldelse af The Surge 2 på vej fra min hånd.

Hvordan har rusherne det med Souls-like-genren? Nyder i selvpineriet, eller deler i min frustration?

18 KOMMENTARER

  1. Jeg har faktisk ikke spillet et eneste spil i genren, men har altid syntes, at Bloodborne ser utroligt fedt ud. Lige min stemning

  2. Netop den nådeløse sværhedsgrad gør at jeg aldrig ville røre de spil med en ildtang….spil må gerne være svære, men klarer jeg ikke bossen i 10. forsøg – så bliver det lagt på hylden. Alt andet holder mit hjerte ikke til….også er de spil spild af penge.

  3. Jeg har gennemført Demon Souls, næsten gennemført Dark Souls.
    Er hoppet DS2 og 3 over og har kastet min kærlighed på Sekiro i stedet for, men det er desværre nok her, jeg melder mig ud og siger, at det er for svært for mig desværre. – Jeg overvejer bl.a. om det er fordi mit fjernsyn simpelthen er for stort? Det lyder dumt, men det er svært at opfange mange af de små nuancer når du sidder og kigger på sådan en stor skærm.
    Og så er jeg endda ikke engang nået til nogle af de rigtig svære bosser endnu.

  4. Jeg synes der er flere af spillene der ser interessante ud, men har aldrig prøvet dem, da jeg ikke har tålmodighed (eller tid, for den sags skyld) til at prøve om og om igen.

  5. Mit förste Soulsborne spil var Nioh! Det var der jeg for förste gang fik öjnene op for den krævende spillestil! Der efter blev det straks ind og købe alle andre spil – DarkSouls2-3, BloodBorne, The Surge, Lords of the Fallen. Jeg spillede ALT efter jeg kom igennem Nioh, da jeg fandt ud af at jeg faktisk kunne klare bosserne og alt der imellem. Nu har jeg ydermere spillet DS:remastered, Sekiro, Darksiders3, Ashen og imorgen kommer TheSurge2 som bliver enormt fedt. CodeVein er i horisonten, det nye StarWars spil har soulsborne-lig gameplay.

    I 2d-universet findes der også gode perler – Hollow Knight, Blasphemous & DeadCells.

    Sammenlagt har jeg vil lagt ligeså mange timer, om ikke mer i disse spil, end jeg har i WOW, hvilket er ret meget, de seneste år. Kan simpelthen ikke få nok af udfordringerne. BloodBorne & DS3 ligger nu også top på mine absolutte favorit spil. Spillestilen, visuelle design, verdenen, alt tiltaler mig bare.

    Om folk skal begynde med disse spil anbefaler jeg Ashen. Det er ret så overkommeligt i sværhedsgrad(da man får en følgesvend med sig ud i dets verden), men byder på samme mekanikker som i Darksouls/bloodborne – estusflask, souls osv.

  6. Har gennemført demons souls, alle dark souls, sekiro og kort rørt bloodborne og lords of the fallen. Elsker “genren”, men der kom for mange billige spil som f.eks. lords of the fallen som slet ikke når de andre originale titler til sokkeholderne. Håber vi ser demons souls release til pc engang

  7. Ville man sætte ‘Zelda: Breath of the Wild’ i denne kategori? Jeg er godt igang med spillet, og nyder det ekstremt meget, men jeg tror heller ikke det skal være meget sværere før jeg ville give op.

  8. Jeg elsker combat delen… og som regel går også fint med de første 2-3 bosser. Men der efter mister jeg som regel interessen, da jeg ikke har tålmodighed til at slås mod samme boss 117 gange.

    Da jeg ikke har hvad der skal til for blive leet eller git gut.

  9. Er helt enig.

    Jeg elsker combat delen… og som regel går også fint med de første 2-3 bosser. Men der efter mister jeg som regel interessen, da jeg ikke har tålmodighed til at slås mod samme boss 117 gange.

    Da jeg ikke har hvad der skal til for blive leet eller git gut… hvilket sikkert kan tilskrives min adhd.

  10. har ikke lige hoppet på disse spil men spillede ninja gaiden 1 og 2 og til dels også 3eren til xbox 360. De var godt nok svære de spil men fåårk et fedt combat system. Var forelesket i den måde man kunne hoppe rundt og sparke røv og svinge sine udvalgte våben.

    nåede ikke igennem 1eren da fanil boss var for svær for mig men har da gennemført 2eren

  11. Jeg har klaret mig igennem Demon Souls, Dark Souls, Dark Souls 2, Dark Souls 3 og Bloodbourne

    Jeg mistede min mødom til Dark Souls og derfra har det taget fat om sig. Jeg har, med et skud fra hoften, nok ramt mine 2000 timer fordelt over de 5 spil.

    Jeg blev aldrig vild med The Surge og Nioh, der var ikke samme stemning som i spillene fra From Software og så er det svært at blive rigtig fanget.

    Sekiro: Shadows die Twice er i kiggerten, men prisen for Xbox versionen ligger stadig langt over 300kr og så er jeg trods blevet lidt for nærig gammelfar (31 år) når det kommer til at købe spil.

  12. Jeg prøvet en del af dem fordi jeg virkelig gerne vil kunne lide det, men det duer ikke for mig. For mig er den ideelle spil oplevelse i Blizzards filosofi – “Easy to learn, hard to master”. Spil skal være nogenlunde tilgængelige at gå igang med fra nul. Så er det fair hvis der er læringskurven stiger på et tidspunkt. Men når man rammer muren 4 minutter efter man har startet spillet, og inden jeg overhovedet kan finde ud af controls, så kommer jeg slet ikke igang.

    Dertil synes jeg verderne tit er lidt for obskure til det fænger mig.

  13. Den slags selvpineri droppede jeg ved og med River Rescue på C64.

    ADVARSEL, der bandes i denne!
    [youtube]https://www.youtube.com/watch?v=bvMHgsUUBQo&t=254s[/youtube]

    Nå, det kan jeg ikke linke…..Men tjek den ud.
    Det er et glimrende og semi-nyt review af det værste spil jeg nogensinde har spillet

    Den slags “underholdning” – koster for meget i HW.

  14. Jeg elsker DS1 og har lige taget både DS1 & DS2 i træk her i sommerferien.

    Nu er jeg godt i gang med DS3, men FUUUUUUCK!! Hvor er jeg frustreret over at hastigheden lige skulle sættes op til BB lignede niveau. Det ødelægger totalt min nydelse at skulle sidde og lege twitch gaming på den måde.

    Om jeg fatter hvordan nogen kunne være så naiv og tro, at ændre på en mega succesrig opskrift på den måde ville være en god ide. Hold dog twitch gaming i BB og den metodiske strategi i DS hvor de høre til.

    Jeg frygter godt nok at Elden Ring bliver mere af det samme hø

  15. Jeg ville gerne kunne lide spillene, da de ser super fede ud. Men jeg ved også at jeg ville miste tålmodigheden allerede på første boss, så det ville aldrig være pengene værd for mig. Jeg er bare ikke stædig nok.