Arbejdsugen er overstået, mørket har sænket sig og det er derfor tid til den ugentlige Søndagsspiller: mødestedet hvor vi snakker om vores yndlingshobby.

I dag falder snakken på et relativt nyt fænomen for gaming, nemlig de såkaldte trophies og achievements. Det er ikke engang fordi jeg betragter mig selv som en såkaldt ”trophy hunter”, men en gang imellem præsenterer et spil en udfordring, som jeg simpelthen ikke kan løsrive mig fra.

For et par uger siden besluttede jeg mig for at starte 2018’s God of War op. Den egentlige anledning var, at jeg har fået mig et nyt fjernsyn, der understøtter både 4K-opløsning og HDR, og hvilken bedre titel end God of War til at få min PS4 Pro til at spille med musklerne. Udover den medrivende historie, det fængende gameplay og de spektakulære actionsekvenser, så gik det også op for mig, at der var en særlig udfordring jeg ikke kunne overkomme ved min første gennemspilning for godt halvandet år siden: The Valkyries.

Jeg er næsten igennem hovedhistorien, og Kratos er derfor også lige ved at være stærk nok, til at kunne overleve mere end et par sekunder i mødet med de formidable modstandere. Om jeg ender med at kunne få valkyrierne nedlagt må tiden vise, men hvert sekund min PS4 Pro ikke har registreret en sejr, forstyrres min nattesøvn yderligere.

Min dedikation til den forestående opgave, fik mig dog til at mindes andre spil, hvor jeg var fast besluttet på at skulle overkomme en udfordring, koste hvad det ville. Nogle af spillene er endda fra en tid før spillekonsoller berigede os med digitale anerkendelser på bestræbelserne, og jeg vil dele nogle af mine største øjeblikke med jer her.

Final Fantasy VII: Ruby Weapon

Hvad der ligner en uskyldig regnorm midt i ørkenen, viser sig at være spillets absolut sværeste boss. Ja, det er helt valgfrit, om man ønsker at tage kampen op, men det lille hoved der stikker ud af sandet lokker mere end kagefadet til en børnefødselsdag.

Jeg er ret sikker på at jeg kan tælle flere nederlag mod Ruby Weapon, end der er saltkrystaller i en pose peanuts. I sekundet kampen starter, suger Ruby Weapon nemlig to af dine figurer ned i sandet, og udelukker dem derved fra at deltage i resten af kampen. Du har derfor kun én spilbar figur til rådighed, til at sende det tentaklede bæst tilbage hvor det kom fra.

Jeg kastede mig over årelange guides og walkthroughs, for at finde den mest optimale metode. Efter endnu flere mislykkede forsøg var der pludselig en eftermiddag, hvor alt flaskede sig, strategien gik op i en højere enhed, og den ikoniske ”swoosh” lyd kombineret med den rødglødende rysteeffekt prægede Ruby Weapons silhuet. Den sværeste boss i Final Fantasy VII var besejret, og jeg er ikke i tvivl om at alle mine bekendte ønskede mig en tarvelig betændelse midt i pralhalsen.

Guitar Hero: Bark at the Moon

Det var ikke før udgivelsen af Guitar Hero II i 2006, at rytmespillet for alvor satte bidemærker i både gamingbranchen og dens forbrugere. Jeg var dog allerede i gang med at omkonfigurere mine fingerled med det første Guitar Hero på PlayStation 2 i 2005. På dette tidspunkt var der en sang, som uden diskussion kunne kaldes håbefulde gaming-guitaristers nemesis: Bark at the Moon af Ozzy Osbourne.

Sammenlignet med senere udgivelsers gigtfremkaldende vederstyggeligheder i form af Lynyrd Skynyrds Free Bird og DragonForces Through the Fire and Flames, er der ingen tvivl om at Bark at the Moon er en relativt simpel sang at gennemføre. Det skal dog også nævnes, at de særlige ”hammer on”- og ”pull off”-teknikker endnu ikke var helt optimeret til guitar-controlleren i første spil, hvilket altså gjorde udfordringen betragteligt mere intimiderende.

Som du dog nok allerede har gættet, så lykkedes det mig at klare sangen på expert-sværhedsgraden. Det var godt nok ikke en performance, som udløste fem stjerner efterfølgende, men jeg var stolt nok af mig selv, til at dele min storslåede sejr med jer.

The Witness: The Challenge

Puzzle-genren er i de senere år blevet ganske særlig for mig. Kickstarteren var, som for mange andre, Portal-spillene, som blandede en god historie med solidt og underholdende gameplay. I januar 2016 udkom The Witness, som jeg i dag gladeligt kalder et af de bedste spil nogensinde. Min begejstring for Jonathan Blows, i mine øjne, mesterværk, blev ikke mindre, efter jeg lærte om et trophy spillet gemmer på, blot omtalt som “The Challenge”.

The Witness går ud på at gennemføre labyrintlignende gåder på nogle elektroniske paneler. Der er ingen tidsramme, du kan gøre det i dit eget tempo, og du kan vende tilbage til et svært panel på et senere tidspunkt. Sådan foregår The Challenge dog ikke.

Når The Challenge startes, har man lige under otte minutter til at løse 14 paneler, som alle er tilfældige varianter af de gåder, man har løst gennem resten af spillet. Trykker du pause, må du starte forfra. Løber tiden fra dig, må du starte forfra. Når jeg siger forfra, så mener jeg at panelerne atter bliver tilfældigt genereret, så det nytter ingenting at tage noter undervejs.

Jeg dedikerede en hel weekend, fast besluttet på at jeg ville være en del af statistikken. Jeg ville mænge mig med den forsamling af gamere, der også havde “The Challenge”-trofæet synligt på deres PSN-profiler. Efter syv timer med frustration, fokus og øjne der glemte at blinke, lykkedes det mig, og det er i dag det trophy, som jeg klart er mest stolt af!

Hvilke udfordringer har spil kastet efter jer, kære Daily Rush’ere, som I er særligt stolte af at have klaret? Var der en særlig boss, der kostede nye controllere og lapning af huller i væggen? En racingbane med et hårnålesving, der giver grå hår før tid? Måske en platformer med et uundgåeligt hop i døden, som tog flere uger at traversere?

6 KOMMENTARER

  1. For mit vedkommende er det nok WoW achievements, det er gået mest galt med Især de ekstremt grindy rep achievements som The Diplomat osv. Good times

  2. Åhh guitarhero! Tror den sjoveste og sväreste achievement i guitarhero var at få 5stjärnet på de fleste sange på expert i Guitar Hero 3, og det var selvfølgelig en fed oplevelse at klare Through the fire and flames på expert også, men synes 5stjernerne var absolut den tungeste achievement.

    I WoW har jeg ikke haft en federe sejrs fornemmelse end når min lille guild fik klaret Zul’aman bear mount eventet! Og når man bare har et forsög hver 3. dag, så blev det sgu også lidt mere stressende.

  3. Et også ude i noget Wow.
    Det må være titlen “The Immortal”

    Ingen deaths på et 25 mands clear i Naxx. Det var så tæt på mange gange. Det var altid en eller anden Shaman, der kvajede sig uge efter uge.

    Man frygtede selv hver uge, at det var en selv der forpurrede det.

    Men det var lækkert da den kom i hus.

  4. Det er hvis kun i WoW i “nyere” tid, jeg har givet den sådan rigtig gas i spil. Og før det spillede jeg kun FPS multiplayer hvor det jo ikke som sådan er ting at fuldføre. Men har mange gode minder fra gode plays / wins / turneringer osv.

    I WoW:
    Adskillige server firsts i vanilla
    S1 gladiator I 2 brackets
    Solo tank “the undying” achievement i et pug med nogle venner.
    Raidlead/tank et Gold DKP naxx 25 run hvor folk bare gjorde alt jeg bad om perfekt, så vi oneshottede arthas. Ingen af de andre havde haft et pull på ham før ;). Ganske givet var de fleste high end PvP spillere, så de var møg dygtige.

    Generelt er der vel bare mange af de bosser som man havde hundredevis af pulls på før man endelig fik dem ned der spr

  5. Jeg har det omvendt – hvis jeg har spillet for blot at opnå en eller anden status (dvs ikke relateret til egentligt element i selve spillet, men de syntetiske meta-achievements som trophys er) så ærger jeg mig og ligefrem skammer mig lidt. Mest stolt er jeg, når jeg blot lægger et gennemført spil bag mig selvom nogle tropies næsten er opnået.