I aften kunne jeg godt tænke mig at tale om mobilspil. Ikke at de ikke allerede har været diskuteret ofte og længe på Daily Rush – for det har de. Men diskussionen kommer bare meget tit til at handle om enten de mange utroligt ringe mobilspil, der findes derude, eller om forretningsmodellerne omkring mobilspil.

Og vi kan hurtigt blive enige om, at der er mange virkelig dårlige spil til smartphones og tablets, og at nogle af forretningsmodellerne omkring dem er nedtur. Derfor vil jeg i aften koncentrere mig om de gode mobilspil der også findes. De kan desværre godt drukne lidt i ophedede diskussioner om mikrotransaktioner, og det synes jeg egentlig er synd.

Det første spil, jeg vil nævne er FTL: Faster Than Light på iPad. Det er et stemningsfyldt roguelike rumspil, som du bør have i din samling, hvis du har en iPad. Spillet har nogle år på bagen efterhånden, men er stadig et super godt spil. Ikke bare et godt mobilspil, men et godt spil absolut set. Oven i hatten har spillet en prisseddel på $9,99 og derfra ingen in-app purchases eller lignende. Betal én gang og spil så meget du vil – en model de fleste gamere har det rigtig godt med.

Spillet er real-time strategi, men kan pauses når som helst. Det medvirker til, at kontrollerne fungerer fint på en tablet.

Netop kontrollerne er i fokus på det næste spil, jeg gerne vil fremhæve, nemlig Gridrunner på iOS. Actionspil fungerer ikke altid lige godt med touch (og nogle gange fungerer de bare slet ikke), men selv når Gridrunner blev allermest hektisk, havde man stadig fuld styring med spillet.

Gridrunner går oprindeligt helt tilbage til 8-bit hjemmecomputerne i 1980’erne, men spillets udvikler – den legendariske Jeff Minter – har siden da lavet versioner af det til en række forskellige maskiner. Beklageligvis blev han så træt af Apples App Store, at han senere fjernede alle sine spil derfra, så det er altså ikke længere muligt at hente Gridrunner til sit iOS device, hvilket er en skam.

Et nyt spil, jeg gerne vil fremhæve, er Grindstone til iPhone og iPad. Det er udviklet af Capybara Games, som mange af jer nok kender fra Might & Magic: Clash of Heroes og Superbrothers: Sword & Sworcery EP.

Grindstone er en kombination af puzzle og hack and slash, som helt overfladisk nok ligner rigtig mange andre spil, hvor man skal matche farver, men hurtigt viser sig at have væsentlig mere dybde. Det er mega sjovt og ret vanedannende. Men nøjes ikke med at tage mit ord for det – Penny Arcade elsker Grindstone!

Spillet er en del af Apples abonnementsservice Apple Arcade, som gik i luften i september. Dvs. ingen in-app purchases eller mikrotransaktioner, men til gengæld betaler man 39 kr. om måneden for alle servicens spil. Men selv hvis du nøjes med den gratis måned, vil jeg opfordre dig til at tage en tur til Grindstone Mountain.

Hvis I, kære Daily Rush’ere, har nogle anbefalinger af ordentlige spil til smartphones og tablets, så del dem meget gerne med os andre i kommentarerne!

16 KOMMENTARER

  1. Det er godt nok længe siden, jeg har spillet et “godt” mobilspil, så jeg har fuldstændig opgivet den platform.

    Hvis der nogen som sidder inde med gode anbefalinger til Android, så råb endelig op.

  2. Polytopia er det bedste Mobilspil – punktum. Strategispil som tager en times tid pr map (største map). Har den der ‘just-one-more-turn’ føling.

  3. Zen Pinball er dyrt men godt. Det er fantasy pinball, så der er levende figurer på mange af maskinerne, men IMO fungerer det godt. Man får enkelte gratis maskiner ved download, men derfra koster en maskine typisk 9 kr eller så. Hvis man spiller pinball meget, så er det et sjovt spil med mange timer i. Man behøves ikke at eje ret mange maskiner for at have det sjov.

  4. Jeg synes lidt at artiklen misser en pointe, der er væsentlig for debatten.
    Det hedder “Mobilspil” fordi det skal foregå på min mobiltelefon og ikke på en tablet.

    Der findes rigtig mange gode udgivelser til tablet, FTL (som nævnt), Minecraft, Baldurs Gate, Final Fantasy etc.
    Det kræver bare du har en ipad og det er der mange, som ikke har. Det er heller ikke noget, der er mobilt på samme måde som den telefon du har liggende i lommen.

    Jeg kan fremhæve Crypt of the Necrodancer, som fungerer rigtig fint på en iPhone.
    Andre spil, der også er fint, Plague Inc, Nano Golf, Final Fantasy (det er nogenlunde med styringen).

  5. Du har sikkert ikke prøvet spil på andriod enheder så her er lige lidt.

    Kingdom rush serien. Tower defence som bare er skide godt. der er 4 spil i den serie.

    Pinball arcade – de laver en kopi af rigtige borde så hvis der er nogle med et nostalgi trip inden for pinball kunne dette være en mulighed

    Skyforce reloaded – en 1942 klon som ser godt ud og der er god styring

    giana sisters

    Plaugue inc.

    Af de tablet/telefon spil som der er synes jeg sagtens der kan spilles baldurs gate på en telefon. Der er bare lidt småt
    Samme med carmageddon og XCOM spillene

    Hvis man kan leve med grind så er hungry shark også meget sjovt – selvom det også er et pay ton advance spil.

    Af brætspil kan jeg anbefale CATAN og tickets to ride. Begge spil har lidt småfejl men de er til at leve med syes jeg.

  6. Ok man kan spille Baldurs Gate på telefon. Men hvorfor i alverden skulle man gøre dette når oplevelsen er 100 gange bedre på PC.

    Mobilspilmarkedet er en overflod af lort med ganske få guldklumper. Og selv de bedste titler er kun gode i sammenligning med alternativerne af mobilspil. Ikke noget der virkelig kan overbevise en garvet spilentusiast.

  7. #12
    Jeg giver dig ret i at der er langt i mellem gode spil på telefonen men de gode er ogaå gode!
    Plaugue inc, kongdom rsuh og pinball arcade har jeg lagt mange timer i og har også støttet lidt via lodt in app køb fordi de er fede. Så synes godt de kan lave noget der er godt og funger. Det er bare synd der er så mange der prøver at malke penge ud af en…

  8. Har hygget mig ganske meget med et lille platform spil der hedder Oddwar, rigtig godt lavet og god historie, første “Verden” er gratis at spille med 5 eller 6 levels så vidt jeg husker.

  9. #12 – Det virkede fint for mig at genspille BG2 på en tablet, jeg kunne side i sofaen og holde et vågent øje med mine børn – samtidig med at min kone ikke brokkede sig over jeg var fraværende