Det er blevet søndag aften, regnen pisker ned og vinden rusker udenfor. Heldigvis sidder du lunt inden døre med en kop af din foretrukne varme drik. Det er med andre ord blevet tid til Søndagspilleren – vores faste mødested på Daily Rush hver søndag aften. Velkommen!

I aften kunne jeg godt tænke mig at tale om en spilgenre, som desværre er forsvundet med tiden: Teksteventyr, text adventures eller – som genren lidt mere intellektuelt senere hen blev kaldt – interactive fiction.

Teksteventyr som genre går tilbage til midten af 70’erne og Colossal Cave Adventure. Som navnet antyder, er det spil, der har rødder i det eventyrlige og hvor tekst er det eneste interface mellem dig og spillet. Du skriver, hvad du vil gøre, og spillet svarer tilbage med en beskrivelse af hvad der sker, hvor du er osv.

De første spil tog eventyret meget bogstaveligt, og handlede om at udforske huler og slotte for at indsamle skatte. Senere blev genren meget bredere, og spillene handlede om romance, spionage, sci-fi og meget mere.

For nu lige at påpege det åbenlyse, så udsprang genren selvfølgelig først og fremmest af de første computeres ekstremt begrænsede kapacitet. Flydende animationer, højopløst grafik og 3D var årtier væk, så at beskrive spillets verden i tekst var et helt reelt alternativ. Men der var heller ikke bare tale om en mellemmad, indtil de ordentlige spil udkom senere. Når teksteventyr var bedst, tilbød de en unik spiloplevelse, som man kunne blive lige så opslugt af, som det bedste 2020 kan byde på.

Men hvorfor skriver jeg egentlig i datid? Op gennem 80’erne var teksteventyr kommercielt gangbare, men i 90’erne begyndte genren at aftage i popularitet. Spillene var på det tidspunkt begyndt at tilføje både grafik, animationer og lyd, men gamernes interesse var på vej i andre retninger og hen mod år 2000 var teksteventyr kommercielt stendøde.

De lever dog stadig videre den dag i dag. Dels kan man selvfølgelig stadig spille de gamle spil, og dels udkommer der faktisk stadig rigtig mange teksteventyr skrevet af fans og entusiaster fra interactive fiction communityet.

Og ånden fra de gamle spil vil jeg påstå også eksisterer i dag. Det største overlap ser jeg med RPG’er, som stadig lever i bedste velgående. Men også MMO-genren hænger sammen med de gamle teksteventyr. Genren MUD (Multi-User Dungeon) er en slags multiplayer teksteventyr, og den genre kan spores i lige linje frem til de første MMORPG’er.

Har du lyst til at kigge nærmere på både nye og gamle teksteventyr, vil jeg anbefale det glimrende site Classic Adventures Solution Archive, som i øvrigt er dansk.

13 KOMMENTARER

  1. Er vist ikke helt gammel nok til at have været med på vognen med teksteventyr som bsrn. Jeg lagde i stedet hårdt ud med det første Leasure Suit Larry spil da jeg var 12 år 😃 Egentlig også en slags tekst eventyr for man skulle skrive alle kommandoer i spillet!

  2. Var heller ikke så meget med på tekst. Måske nok fordi jeg dengang var omkring 10 år, og langt fra et engelsk geni.
    Spillede og gennemførte dog “Conquests of Camelot: The Search for the Grail” på pc mener jeg det var. Fedt af låne bøger på biblioteket for at kunne klare quest i spillet.

    Prøvede også Larry spillene, men synes de var for svære og noget frække.

    Kunne godt finde på at prøve lidt igen.

  3. Nød faktisk Police Quest 2 som var det første tekst/animerede spil jeg prøvede.
    Man styrede manden men alle handlinger skulle skrives som kommando. Lærte vanvittigt meget engelsk af det, men kan se på dato for udgivelsen at jeg har været mellem 5 og 7 år gammel afhængig af hvornår jeg har fået det.

  4. #8 +1 – utroligt så gode historier som de fik med i de spil.

    Kan nogle anbefale et godt sted at finde gamle text adventures som måtte være frigivet til public domain? Back in the day var det jo ikke sjovt at sidde fast, og jeg kunne godt tænke mig at prøve et par spil med internettet i ryggen

  5. Jeg spillede faktisk en del af dem på min c64 tilbage i 87, husker især Robin of Sherwood, Zorg 1+2 og Hitch Hikers Guide to the Galaxy, som var supersvært selvom jeg elskede bøgerne og havde læste dem gentagne gange.

    Der var flere men husker slet iikke titlerne. Det var såmænd sjovt nok og vi var godt tilfredse, men med Point & click kom der virkelig gang i adventure spillene.

  6. #9 Infocom text adventures er stadig under copyright af Activision plus andre, og er vist svære at få fat på.
    Men har du mod på at prøve nogle nyere spil af samme type (ja der bliver faktisk stadig lavet nogle af entusiaster, nogle af dem er ret gode), kan jeg anbefale The Interactive Fiction Database:
    https://ifdb.tads.org/

    Af spillene på sitet husker jeg især “Jigsaw” og “Lost Pig” som værende værd at bruge tid på, og det er til at finde walkthroughs og hints på nettet.

  7. Søndagsspilleren læser jeg typisk på bagkant så lidt sent svar, men vil blot nævne hvilken fantastisk artikel. Jeg selv ret vild med teksteventur spil og får helt lyst til at køre et af de gamle igen