E3 bliver som bekendt ikke til noget i år. Til gengæld kan vi nu markere datoer i kalenderen til næste år, da ESA har meldt ud, at messen vender tilbage i 2021.

Nyheden blev delt med showets samarbejdspartnere og videreformidlet af GI.biz, som fortæller at E3 i 2021 vil finde sted fra den 15. til 17. juni.

Rammerne for begivenheden må dog forventes at tage en anden form end vi er vant til. I forbindelse med annonceringen af de nye datoer, meldes det også ud at showet vil blive “reimagined”, altså nytænkt. Præcis hvad det indebærer, er endnu svært at spå om. Det er ikke utænkeligt at arrangørerne allerede nu, er ved at gøre sig overvejelser om hvordan afviklingen skal håndteres, i tilfælde at den aktuelle coronavirus stadig spøger.

Det er i hvert fald betryggende, at verdens største branchemesse for gaming stadig har i sinde at finde sted, omend det med al sandsynlighed bliver med nogle drastiske ændringer til den ellers velkendte formel.

1 kommentar

  1. Det er langtidsplanlægning med mange ubekendte, må man sige. Jeg håber godt nok, at den slags event kan afvikles sikkert om et år.