For lidt over en uge siden fik Mette Zachariassen fra e-sportholdet RESAT markeret sig blandt de mest udholdende, stædige og dygtigste retrogamere i verden. Hun formåede nemlig at slå en verdensrekord, ved at spille Konamis Gyruss fra 1983 i hele 29 timer på en enkelt credit/mønt, før skærmen viste den skæbnesvangre Game Over-tekst.

Med de 29 timer bag sig, er hun nu den kvinde i verden, med det længste arkademarathon på én credit; den forrige rekord var på 24 timer og 15 minutter, og hendes eget længste run inden rekordforsøget, lå allerede på yderst imponerende 14 timer. I forbindelse med gennemspilningen er hun også landet på en femteplads på verdensranglisten i Gyruss med en high score på 34.034.580 point.

Gyruss fra 1983 er designet til at man højest (bør) overleve i ganske få minutter, med henblik på at man skal smide flere mønter i arkademaskinen.

RESAT-holdets Facebookside kan man ønske tillykke til både Zachariassen og resten af holdet med den imponerende præstation. Her kan man også se et citat fra hende, med nogle af de overvejelser der har fundet sted i forbindelse med planlægningen:

“Hvis du skal holde en tissepause bliver du nød til at spare nok liv sammen til at det kan lade sig gøre eller kunne nå at gøre det under en bonusbane(under 60 sekunder) hvor du ikke kan dø. Jeg gjorde det på en bonusbane og omkring 2 liv ind i næste bane. Mad og vand havde jeg min veninde til at sørge for, da jeg heller ikke kunne gå og sørge for det samtidig”

Vi ønsker et stort tillykke med verdensrekorden til Mette Zachariassen og RESAT.

6 KOMMENTARER