Astralis Group, selskabet bag de danske CS:GO superstjerner Astralis, har i en pressemeddelelse i dag annonceret, at de planlægger en notering på børsen Nasdaq First North Growth Market.

Om Astralis Groups mål med noteringen udtaler CEO Nikolaj Nyholm:

Vi vil investere i både faciliteter, performance-værktøjer, organisation, mediekanaler og kommercielle platforme, så vi kan bibeholde og udvikle vores position. Vi vil investere i at gøre esporten og vores egne brands endnu mere interessante for fansene og lettere tilgængelige for et langt bredere publikum. Vi vil fortsætte arbejdet med at bygge de mest vindende hold i verden, samt udvikle vores kommercielle platforme. Vi ser et stort potentiale i at videreudvikle vores produkter og at skalere forretningen globalt.

Noteringen vil efter Astralis Groups plan finde sted allerede inden året er omme.

Astralis Group blev stiftet tidligere på året, hvor selskabet købte dels Astralis og dels League of Legends-holdet Origen af RFRSH Entertainment.