Jeg nåede aldrig helt at forstå hvad der egentlig foregik i The Evil Within fra 2014. Historien var forvirrende, gameplay forældet og figurerne var ikke just sympatiske eller særligt fængende. Dertil var de besynderlige designvalg i grafikken og det større fokus på action end horror, medvirkende til at det endelige spil fremstod som en ivrig amatørjonglør, med flere bolde i luften end det er muligt at gribe igen.

Tango Gameworks har dog lyttet til kritikken, og det kunne tydeligt mærkes i den ca. en time lange demo jeg fik lov at spille for nyligt. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg glæder mig meget til den endelige udgivelse.

Styr på tingene

Jeg valgte at spille The Evil Within 2’s andet og tredje kapitel med en controller. Det første jeg bemærkede var en langt mere flydende oplevelse med spillets styring, end det var tilfældet i forgængeren. Den hårdkogte betjent Sebastian Castellanos (Seb) var tung at danse med i det første The Evil Within, men dette er blevet markant optimeret. Styringen er langt mere glidende og responsiv nu, og alene her er der taget et vigtigt skridt mod en stærk spil-oplevelse.

Der er desuden små detaljer i spillets user interface, og i forlængelse heraf også user experience. Spillet husker f.eks. i hvilken quick menu du har placeret de remedier som du kan løbe tør for. Et kast med en flaske kan bruges til at distrahere nogle af fjenderne, og det er rart at man ikke skal justere hvordan de hives frem, hver gang man løber tør for dem.

Nærkamp er bestemt en dårlig ide, når man uundgåeligt kommer helt tæt på nogle af de blodige fjender. Stealth er bestemt en gyldig fremgangsmåde, og man kan effektivt tage nogle zombier ud, hvis man når lydløst ind på dem. Man bliver dog også nødsaget til at trække sin pistol, og her er den skarpe styring igen på spil. Seb bevæger sig præcist som man kan håbe på, med gode skarpe reflekser, der dog holdes en kende tilbage for at understrege at det er horror-genren vi sidder med; han er bestemt ikke en Nathan Drake, når det kommer til at plante patron-frø i panden på sine modstandere, men han er dog habil nok i sine evner, så spilleren ikke føler sig helt hjælpeløs.

En spøgelsesby

The Evil Within 2 skåner os denne gang for et helt lineært forløb. Der åbnes op for den lille by Union, hvor man enten kan følge spillets hovedmission, eller undersøge nogle af de omkringligende huse. Disse lokationer kan f.eks. gemme på brugbar ammunition, eller hvis du er uheldig, en fremmed som vil dig ondt. Ikke desto mindre så er det værd at kaste sig over disse sidemissioner, da de både tilbyder en god udfordring, samt underbygger spillets horror-stemning.

Der er dog stadig action-sekvenser i The Evil Within 2. Når først chokket ved første konfrontation med de virkelig modbydelige modstandere har lagt sig, pumper musikken i takt med den hjemsøgende og dæmoniske latter fra hvad end der jager dig.

En af mine personlige anker ved det første spil, var at der var mere fokus på blodbad og gore end på egentlig horror. Der er stadig masser af blod, men detaljerne i kulisserne, grafik og lydbillede underbygger nu den angstprovokerende følelse af ikke at være i sin comfort zone. Effekten skinnede i hvert fald tydeligt igennem i den time jeg havde med spillet.

Jeg fandt nogle enkelte kritikpunkter ved The Evil Within 2. Usynlige vægge var der lidt for mange af i Union, ligesom der var et væltet bord som jeg vurderede at Seb burde kunne gå hen over. Dette var desværre ikke tilfældet, og han endte derfor med blot at blive stående på sin plads, i stedet for at løfte sine fødder otte centimeter og passere bordet.

Når det så er sagt, så ser det ud til at The Evil Within 2 retter op på sin forgængers fejltrin, og potentielt kan efterlade et større indtryk. Jeg venter i hvert fald spændt på fredag d. 13. oktober, hvor spillet udkommer til PC, Xbox One og PlayStation 4.

4 KOMMENTARER