Solen står højt på himlen i det centrale London. Menneskerne på gaden bærer begejstrede ansigtsudtryk, for at anerkende tegnene på det ankomne forår. Men alt det er ligegyldigt i dag, for Zenimax, Bethesda og Arkane Studios har inviteret indenfor i et mørklagt lokale, hvor skæret fra rækken af PC-monitors fungerer som eneste lyskilde. Skærmen giver enkelte valgmuligheder, og en af disse udtales ”new game”.

Solen er nu blot et fjernt minde, da jeg vågner i en futuristisk lejlighed, med alle de fornødenheder en voksen mand har brug for, for at få dagligdagen til at fungere. En helikopter venter på mig på tagetagen, og jeg stiger ind i den for at blive fragtet til min arbejdsplads i den anden ende af byen. Med autoritet bevæger jeg mig ind i et testkammer, hvor jeg skal bidrage til videnskabens fremskridt, ved at trykke på nogle knapper. Efterhånden som undersøgelserne skrider frem, overmandes en af videnskabsmændene af en umenneskelig og tentakelbefængt substans. Jeg ser hjælpeløst til fra mit isolerede glaskammer …

Alene i rummet

Prey er udviklet af Arkane Studios, som også står bag de fremragende Dishonored-spil. Det kan tydeligt ses både på spillets grafiske design, gameplay-elementerne og de midler der bruges til at opbygge universet. Mine godt to timer med spillet, skulle dog ikke omhandle historien, men derimod en af spillets missioner, som skulle vise noget af den alsidighed der bydes på.

Banen jeg befinder mig på, spænder over to etager. Jeg skal fra den ene ende af nederste sal, op til modsatte ende af øverste sal. Undervejs vil de førnævnte entiteter forsøge at forhindre mig i at nå dette mål, så jeg må bruge min list, håndvåben og overnaturlige evner til at overkomme udfordringen.

Allerede efter de første par skridt, måtte jeg sande at mine sanser ikke var helt på bølgelængde med den metalkasse i hjørnet af lokalet, som kastede harmfulde lyn og gnister af sig – et par enkelte fejltrin, og tændernes møde med metalgulvet var uundgåelig. Jeg måtte i stedet ty til min GLOO Cannon, hvis ammunition formåede at ”tætne” strømudslippet, og derved lade mig passere uskadt.

Ikke blot en shooter

Allerede fra starten er jeg udstyret med en svensknøgle, en lyddæmpet pistol, en GLOO Cannon og en armbrøst der skyder med skumgummipile. Sidstnævnte tjener ikke noget formål i kamp, men kan derimod distrahere fjender, eller bruges til at trykke på knapper på længere afstand. GLOO Cannon tjener et mere strategisk formål, da den kan klistre fjenderne fast og mindske deres bevægelighed drastisk. Man skal dog nå at destruere dem helt i denne tilstand, da de efter en rum tid vil løsrive sig, og igen være i stand til at gøre modstand.

Et par granater er der også plads til i inventaret. De er ikke af traditionel eksplosiv karakter, men derimod mere strategiske. En af granaterne lokker spillets rumvæsener til sig, mens en anden suger både fjender og materialer til sig, og lader dem forsvinde ind i et sort hul.

Under den korte gennemspilning, stiftede jeg også bekendtskab med to overnaturlige kræfter. Den ene lader mig gøre tiden langsommere, så jeg hurtigere kan undvige fjendtlige angreb, mens den anden kraft er en slags trykbølge der blot uddeler skade.

Der er fokus på alsidighed i Preys kerne-gameplay, og da ammunition er sparsom, er det sjældent en gyldig løsning blot at hamre løs på aftrækkeren. I stedet må man ty til resursestyring, og overveje hvilken kombination af evner og våben, der bedst tjener den givne situation.

Horror for nybegyndere

Prey virker på mange måder som en imitation af Dishonered, med et friskt lagt maling og nogle nye værktøjer. For dem der har nydt denne spilserie, er det helt klart værd at holde et vågent øje på Prey.

Hvis du til gengæld håber på en intimiderende horror-oplevelse, skal du nok lige slå bremsen lidt i. Under min gennemspilning havde jeg forventet en opbyggende stemning, som lige så stille ville understrege de klaustrofobiske omstændigheder man befinder sig i. Dette var desværre ikke tilfældet.

I stedet blev der kastet halvhjertede jump scares efter mig, primært underbygget af et højlydt vink fra spillets lydside, når der var et fjende i det lokale jeg netop var trådt ind i. De første fjender du møder, er de små og relativt harmløse mimics, som har den evne at de kan ændre form til forskellige hverdagsremedier, som f.eks kaffekopper, værktøjskasser og lignende. Effekten af denne gimmick dør dog hurtigt, og kampene med disse ender som simple tålmodighedskonkurrencer, når man venter på at bæstet dukker op igen.

Der er væsentligt mere udfordring at finde i de kampdygtige phantoms. De er lynende hurtige, og kan på et bogstaveligt øjeblik, finde om bag ryggen på dig mens du er ved at tage sigte. Deres tilstedeværelse overrasker dog aldrig, da der som sagt afspilles musik og gives små lyd-cues når du møder dem.

Den manglende horror-effekt blev ikke just hjulpet på vej af spillets UI, som der ikke var mulighed for at eksperimentere med under min gennemspilning. Som udgangspunkt kan du både se fjendernes livsbarre og talindikatorer der viser hvor meget skade du giver. Jeg spurgte ind til dette, og blev siden informeret om at talindikatorerne kan slås fra, men at det ikke var sikkert med livsbarren. Havde det været muligt at slukke helt for begge dele, kunne det virkelig hjælpe på indlevelsen, da man ville kunne skabe en ramme af usikkerhed, omkring ens våbens effektivitet.

En anden grund til at spillets UI spolerede uhyggen, var at en livsbarre dukkede op, da jeg vendte sigtekornet mod en væg som jeg ret tydeligt kunne destruere. Det blev derved ret hurtigt afsløret, at der lå en fjende på lur bag denne væg, og overraskelsen udeblev derfor.

Der er håb forude

Hvis du ikke afventer Prey for sine mangelfulde horror-elementer, er det dog et ufatteligt flot spil, som tydeligt er inspireret af de største shootere på markedet. Dishonored er en åbenlys sammenligning, men der er lånt elementer fra både Bioshock, Metro-spillene og til dels også Alien: Isolation – og det er helt bestemt en god ting.

Er det denne oplevelse du er ude efter, så kan du med god grund glæde dig til den 5. maj, hvor Prey udkommer til PC, PlayStation 4 og Xbox One.

3 KOMMENTARER

  1. #1 – Jeg havde både keyboard/mus og controller til rådighed, og begge dele fungerede glimrende i forhold til både menuer og generelle contro