Flot ser det ud!
Spillet kører på Frostbite 2-motoren og gør det rigtigt flot. På en containerhavn oplever man pludseligt et savlfremkaldende ragnarok af kæmpe jerncontainere, som bliver kastet rundt, og øregangene forkæles af en virkelighedstro lydside. Andre gange sidder man og bander over, at man ikke udnytter systemet til fulde, da banedesign og ødelæggelser er henholdsvis lineært og minimalt. Micro destruction er simpelthen et skridt tilbage, hvilket allermest kom til udtryk i multiplayer-delen. Det bliver spændende at se, hvor meget Danger Close tør eksperimentere, da vi både har set nogle vilde og fantastiske scenarier, men også kedelige og utiltalende dele af spillets singleplayer-del. Dog er intet af det fornyende i en fastlåst genre.
Jeg fik lov til at spille lidt multiplayer med de andre inviterede, og efter at have ventet spændt i et par timer, hvor den primært stod på Need for Speed, var vi tændte på lidt LAN team deathmatch.
Warfighter har sine egne aversioner af de klassiske multiplayermodes, som enten er en gang team deathmatch, king of the hill eller capture the flag. Banerne som stod til rådighed var Sarajevo Stadium og Al Fara Cliffside, og her kæmpede vi 16 mand fordelt på to hold. Den første maskine jeg fik, var dog opsat til tysk, så efter lidt (læs: megen) forvirring var undertegnede klar til at redde den hjem fra holdet. Det var dog allerede ved startskærmen, at der opstod problemer.
![]() | ![]() |
Man kan i Warfighter vælge mellem mere end ti forskellige virkelige soldatertyper baseret på virkelighedens specieltropper, men forskellen på disse blev i virkeligheden kogt ned til seks forskellige klasser. En bug i spillet gjorde, at man automatisk startede som snigskytte, hvilket i starten affødte frustrerede kommentarer fra de fleste af os. Gameplay-mekanikken var som i det forrige spil og andre militære skydespil, så man valgte straks mere en mere vaks karakter, og sprang derudaf. Her kom begrænsningerne i banedesignet og valget af micro destruction virkelig til syne, da man flere gange ikke kunne kravle over almindelige forhindringer i banen. Spillet var plaget enormt af fejl, så indtrykket blev selvfølgelig ret negativt, men man kunne da klart skimte mange gode intentioner. Banedesignet virkede også uopfindsomt med alt for mange flaskehalse, og den manglende mulighed for at kunne ødelægge mere end de sædvanlige vinduer skæmmede oplevelsen en del.



























Enig. Jeg spillede dog kun 2-3 minutter før jeg var helt sikker på jeg ikke var imponeret…
Havde ellers håbet på jeg skulle spille MoH Warfighter mens jeg ventede på BF4, men som det ser ud nu, så er det simpelthen bare for ringe.
Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle købe BF3 grundet singleplayer mode’en, men alle reviews sagde, at det ville være en dårlig idé. Det gjorde jeg så alligevel i håb om et par venner ville lege med i MP delen skulle det være så skidt i SP som de sagde.
Endte med at være ganske enige i de reviews, der var.
Baseret på jeres review af MOH-W så tror jeg bare jeg springer over indtil de finder ud af at lave en ordenlig FPS shooter. I mellemtiden er der jo heldigvis andre gode titler til at holde én beskæfitget
Tak for review’et
#2 Dette her er IKKE en anmeldelse.
“Vi ærer vores tropper ved at fokusere på dem.”
Nej tjak! Giv mig et spil, som taler ned til alle, der har med krig at gøre. Et spil, der understreger det idiotiske i at kæmpe for et land, gerne gennem en hovedperson, der kun kæmper for sig selv og dræber alt, der kommer i vejen. Og meget gerne én, der ser det ærefulde og oprindelige i kun at dræbe med næverne, selv når han møder modstand med moderne ildkraft bag sig.
#4
Det spil ville jeg gerne spille.
Nu sad jeg med Xbox betaen i dag, og jeg kunne konstatere, at der er store irritationsmomenter, bl.a. er banerne ikke interessante, og team-samarbejdet fungerer ikke…
Ydermere ligner det ikke et spil, som køres på frostbite 2-motoren…