Vi blev taget med bukserne nede, da spillet tidligere kendt som Gods and Monsters pludselig skiftede navn til Immortals Fenyx Rising. Vi har efterfølgende forstået, at ét af argumenterne for navneændringen er de store ændringer, der er kommet til spillet i løbet af udviklingsprocessen. I betragtning af at vi ikke vidste særlig meget om spillet i forvejen, har det næppe den helt store betydning for os der får spillet i hænderne, når det udgives den 3. december 2020.

Guddommeligt design

Op til aftenens Ubisoft Forward, hvor Ubisoft viste Immortals Fenyx Rising frem for første gang, var Daily Rush blevet inviteret til at tilbringe et par timer i den yderst cartoony fortolkning af de græske guders Grækenland. Hovedpersonen Fenyx skal redde de græske guder fra en frygtelig forbandelse. Spillets skurk er den dæmoniske Typhon, som er ude på at hævne sig efter at være blevet spærret inde af førnævnte guddommeligeheder.

Der er masser af overraskelser i Immortals Fenyx Rising.

Hver græsk gud har et område særligt designet efter deres evner og personlighed, og vores gennemspilning fandt primært sted i The Forgelands, hvor smeden Hephaistos hører hjemme. Her findes både en gigantisk smeltedigel, enorme bunker af kul, metalliske konstruktioner og fjender udformet som selvtænkende robotter af varierende størrelse.

Missionen vi blev præsenteret for, bad os fylde kul på fire fyr, skyde en ildpil efter kullet med henblik på at få gang i flammerne, så Hephaistos kan vende tilbage til sit arbejde. Jeg havde egentlig forventet, at jeg blot skulle løbe hen til hvert fyr, nedkæmpe en håndfuld modstandere og derefter aktivere en mekanisme, som ville starte fyrene op igen. Jeg blev dog glædeligt overrasket, da jeg opdagede at det krævede lidt tankevirksomhed fra min side at få løst opgaverne.

Spillets puzzles er ganske kløgtigt tænkt igennem.

Hvert fyr har sin egen mini-puzzle tilknyttet. Ved et af fyrene skulle jeg først finde en stak kul, som fysisk skulle kastes ind i ovnen. Derefter måtte jeg finde et sted, hvorfra jeg kunne affyre en pil igennem flammer, og da fortsætte pilens rute ind mod kullets endelige placering. Bunkerne af kul var ikke altid placeret helt så åbenlyst, ligesom de små fade med flammer var lumsk placeret.

Variation over hele linjen

Lignende puzzles findes også over resten af øen, hvor en pil skal føres gennem en længere rute af ringe og musikalske opgaver beder dig huske særlige mønstre. Jeg blev både overrasket og underholdt, da jeg pludselig fandt Fenyx foran en gigantisk “flippermaskine”, hvor spillets egen physics engine blev brugt, til at føre en stenkugle igennem en større stak af forhindringer. Det er afsindigt godt skruet sammen, og kreativiteten i disse udfordringer kan jeg slet ikke vente med at udforske flere af.

Den gigantiske flippermaskine var en af de største overraskelser.

Navigering foregår både til lands, til vands og i luften. Fenyx kan hidkalde sig en mount, med henblik på at traversere terrænet hurtigere, ligesom hun er velsignet med Diadalos’ vinger til at svæve gennem luften. Fenyx kan desuden klatre på klippevægge, svømme under vand og sprinte på egen hånd. De fleste af disse evner dræner en stamina-bar, men det gav udelukkende begrænsninger til hvordan områderne kunne og skulle udforskes, uden at lægge en dæmper på det generelt høje tempo der er i spillet.

Nu vi snakker højt tempo, så skal der også falde et par ord på kampsystemet. Ubisoft Quebec er studiet bag Immortals Fenyx Rising og de stod også tidligere for 2018’s Assassin’s Creed Odyssey. Der er hentet en solid gang erfaring fra denne titel, omend udførelsen er i en mere hæsblæsende og farverig version end deres forrige besøg i græske omgivelser.

Det’ hammer hammer svær(d)

Fenyx er bevæbnet med sværd, hammer og bue, med henblik på at kunne skifte hurtigt mellem hurtige, tunge og langdistanceangreb. Dertil er der et væld af overnaturlige evner at kaste i hovedet på fjenderne. Adskillige dusin spyd kan flyve op fra jorden, hurtige dash-angreb holder fjenderne i skak og Fenyx’ følgesvend, en fugl ved navn Phosphorus, kan også kaldes til kamp.

Der er god pondus i de spyd der vælter op fra det underjordiske.

Kampe føles som en blanding af de bedste elementer fra adskillige genrer. De fleste evner har en down time efter brug, undvigemanøvrer tester reflekserne, korrekt parrering får tiden til at gå langsommere og stun-systemet SKAL bruges, for at få de største af fjenderne ned med nakken. Hvert møde med fjender føltes både udfordrende og underholdende, og selv mod helt små fjender, var jeg nødt til at være årvågen for at kunne manøvrere mig rundt om dem.

Jeg skal endnu ikke kunne spå om hvor mange fjendetyper, det endelige spil vil byde på, men jeg oplevede rigeligt med variation i dem jeg rent faktisk stødte på. Jeg kan forestille mig at flere af dem vil gå igen i de andre områder, der kan udforskes, men det er blot spekulation.

En boss-kamp var der også tid til.

Som det ser ud lige nu, så er det helt klart værd at holde øje med Immortals Fenyx Rising. Det er action-RPG fra den virkelig gode skuffe, som finder vej til PC, Stadia, Switch samt nuværende og næste konsolgeneration fra PlayStation og Xbox den 3. december 2020.

10 KOMMENTARER

  1. #1 og #2: Her er kickeren: jeg har aldrig spillet BotW, men jeg forstod meget pludseligt og meget omgående what the fuzz was about. Det her kan gå hen og blive det Zelda-spil, som ikke-Nintendo-ejere kan få til at fatte hvad resten af verden snakker om.

    Jeg havde virkelig en fest med mine få timer med Immortals Fenyx Rising (selvom titlen irriterer mig).

  2. Ser rimelig cool ud, ikke et spil jeg har fulgt særlig meget med siden jeg hørte om det, men må indrømme det ser ret sjovt ud. Især hvis der bliver gjort meget ud af mytologien, det er virkelig noget jeg ville elske.

  3. Gad vide, hvad Google har betalt for at få en eksklusiv demo på Stadia? Jeg regner da med at prøve demoen, inden jeg smider penge efter det.

  4. #7 Ja, Gods and Monsters var faktisk et ganske catchy navn allerede. Og ikke nok med at det nye navn er lidt af en mundfuld, så er det også grammatisk ukorrekt, hvilket måske er det der irriterer mig mest.

    Det virker som om at de har fået besøg af en fra Square Enix (ja, der er noget generelt fjollet JRPG over navnet), som har tilbudt at navngive deres spil

  5. Kombat i spillet ser super godt ud og ser ud til at køre ret flydende.

    Hvor er det bare cute den måde hun åbner kister på… love it!