Vi har haft fingrene i en af årets mest ventede titler, nemlig Deus Ex: Mankind Divided. Vi fik seks timer spillet på PlayStation 4, hvor vi kunne lege med en næsten færdig udgave af spillet. Vi er nu klar med vores preview, og det skal allerede afsløres med det samme, at redaktionen er ret så begejstrede!

Originalen var en “instant classic”

Deus Ex: Mankind Divided udkommer om lidt over en måned, nemlig den 23. august 2016. Spillet er en direkte fortsættelse af Deus Ex: Human Revolution, der snart har fem gode år på bagen. Men inden vi kaster os over previewet, skal vi lige runde Deus Ex-seriens klassiske rødder.

Det første spil udkom tilbage i sommeren 2000, hvor det blev hyldet som en “Instant Classic”. Half-Life havde allerede vist os, at man kunne levere en god historie i en first person shooter to år forinden, og med System Shock og Thief-spillene havde Deus Ex-bagmanden Warren Spector også demonstreret, at både rollespilselementer og stealth kunne klares i den ellers typisk  actionprægede FPS-genre. Deus Ex formåede dog at kombinere ufattelig mange interessante elementer med en solid first person shooter, hvor stealth, hacking, superkræfter og solid skyderi blev leveret til spilleren pakket ind i en banebrydende dyb og stemningsfyldt historie sovset ind i alskens underholdende konspirationsteorier. Deus Ex var på mange måder det første af sin slags, hvor rollespilselementer og spillervalg blev succesfuldt inkorporeret i en first person shooter, og det tog verden og mig med storm.

deusex_bemutato_05

Personligt har jeg originalspillet i min top fem over bedste spil nogensinde, og jeg glemmer aldrig eventyret om JC Denton og hvordan han navigerede sig igennem et utal af konspirationer, der ville give selv Mulder og Scully baghjul. Illuminati, Area 51, Men In Black, Chubacabras, grå rumvæsner og endda Tempelridderne er bare nogle af de spillere, som var på banen. Et gennemgående genialt spil.

Toeren skuffede fælt

Seriens ry blev desværre blakket grundigt til, da den længeventede efterfølger landede i julen 2003. Deus Ex: Invisible War skød helt forbi målet med en uinteressant historie, kedelig hovedperson, tonsvis af bugs og et konsol-interface, der var ringe selv for standarden i 2003, hvilket burde sige en del. Jeg havde bestemt ikke regnet med at se mere til Deus Ex-universet efter den fadæse. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

0000001648_1024x768

I 2011 var Square Enix og Eidos Montreal klar med en genoplivning af serien med Deus Ex: Human Revolution. På trods af fraværet fra både Warren Spector og Harvey Smith, to af de bærende kræfter fra originalen, fik vi et spil, der var Deus Ex-navnet værdig. Med sikkerheds chefen Adam Jensen i spidsen fik vi et sci-fi-eventyr, hvor stealth, hackeri, sjove emails, konspirationer og en interessant spilverden endnu engang var i centrum. Selvom Deus Ex: Human Revolution ikke var lige så banebrydende som det første spil i serien, var der tale om et enormt godt spil, der på trods af et par irriterende fejl (boss-kampene blandt andet) fik serien tilbage på sporet.

Deus-Ex-Mankind-Divided

Med sit meget unikke sort, gule og orange skær fik Deus Ex: Human Revolution sat gang i serien, og nu får vi snart efterfølgeren, der virker bedre, sjovere, større og vildere på alle punkter. Skal vi dømme ud fra de seks timer, vi fik med spillet, skal du i hvert fald ikke frygte endnu en Invisible War-affære. Ja, vi skulle praktisk talt bæres væk fra tv’et og controlleren tvinges ud af hænderne.

Grund til selvsikkerhed

Mange preview-events foregår med en udvikler eller PR-medarbejder konstant kiggende over dine skuldre, med embargos mig her og der, ting du ikke må gøre (eller ikke kan gøre) og ofte med meget begrænset spilletid. Vi får ofte flere sider med beskrivelser, begrænsninger og alskens info, der skal hjælpe os godt i gang med et spil, som måske er langt fra at være færdigt og spilbart. Sådan var det i den grad ikke med Deus Ex: Mankind Divided. Vi fik en 2 minutters intro-snak fra Andre Vu, der er Global Excecutive Brand Director for Deus Ex. Derefter kunne vi ellers sætte os til rette foran TV’et og nyde over seks timer med en næsten færdig udgave af Deus Ex: Mankind Divided.

Vi fik mulighed for at spille igennem tutorial-delen samt Act 1, og der ville være mulighed for at forsøge sig med flere gennemspilninger. Hvilket jeg slet ikke nåede, da jeg ikke engang var bare tæt på at gøre Act 1 færdig da sessionen sluttede.

DXMD_Screenshot_2016_07_18_PREVIEW_ONLINE-41_05_1467710882.07.2016

Hele præsentationen og eventet viste stor selvtillid fra udviklerne, og det ser i den grad ud til, at de har noget at have det i. Som gammel og stor fan af serien havde jeg svært ved at få mine arme ned på cykelturen hjem fra det dunkle konferencelokale i Valby.

To år efter “The Event”

Deus Ex: Mankind Divided finder sted to år efter afslutningen af Deus Ex: Human Revolution. Spillet havde flere forskellige slutninger, men Eidos Montreal har lagt sig fast på én retning, og det er ikke sikkert, at den lige passer med den slutning, som du måske valgte, hvis du gennemførte forgængeren. Det betyder dog ikke det store, og har du slet ikke spillet Deus Ex: Human Revolution, kan du vælge at se en cirka 10 minutter lang gennemgang af hele spillet, der også tager begivenhederne fra Vita-spillet “The Fall” med, hvilket er en god lille detalje. Det skal bestemt anbefales at starte her, da både begivenheder, personer og grupperinger betyder enormt meget for historien og stemningen i Deus Ex: Mankind Divided.

Jeg vil slet ikke afsløre detaljer om historien i Deus Ex: Mankind Divided, ud over at give jer en lille oversigt over plottet. “The Event” var afslutningen på forgængeren, hvor personer med augmentationer gik amok verden over og slog ufattelig mange mennesker ihjel. Det førte til det, der nu kendes som “Mechanical Arpartheid”, hvor augmenterede personer undertrykkes i stort set hele verden grundet frygt, mistro og ja, det faktum at de augmenterede mennesker myrdede store dele af verdens befolkning. Det har ledt til et delt samfund, hvor oprør konstant truer og forskellige faktioner hele tiden kæmper om magten “bag scenen”. Det er endnu en gang en fortælling, hvor der er masser af guf for fans af konspirationsteorier og slet skjult politisk drama. Denne gang har de små fortællinger dog også fået masser af plads, hvilket viser sig i nogle yderst interessante sidemissioner.

DXMD_Screenshot_2016_07_18_PREVIEW_ONLINE-39_05_1467710878.07.2016

Adam Befinder sig igen midt i det hele, denne gang som agent for Interpol. Han er dog en del af den hemmelige hackergruppe “The Juggernaut Collective”, der kæmper imod den lige så hemmelige gruppe Illuminati, der to år tidligere fik de augmenterede mennesker til at gå amok. Setuppet virker til at give grobund for masser af gode historier og en rutschebanetur, hvor du ikke helt ved, hvem du bør stole på.

Fem gode nyheder

Har du spillet forgængeren vil du lynhurtigt få føling med Deus Ex: Mankind Divided. Spillet er langt flottere takket være en ny grafikmotor, og der er masser af nye ting. Men Deus Ex: Mankind Divided er en direkte fortsættelse af Human Revolution, og det kan føles. På den gode måde! Adam Jensen er tilbage, lige så hæs som nogensinde før, og han har en masse nye tricks oppe i sine augmenterede ærmer.

De to største kritikpunkter fra etteren må siges at være, at man ikke kunne “stealthe” sig igennem spillet uden at dræbe (boss-kampene, grrr!) og så et super svagt energi-system, der begrænsede brugen af de augmenterede evner alt for meget. Deus Ex: Mankind Divided byder på boss-kampe, hvor du kan dræbe, snige, hacke og bruge hele arsenalet af evner til at klare opgaven, helt som du vil, og udviklerne lovede os, at du ikke behøver at dræbe én eneste igennem hele spillet. Det er dejligt, da min spillestil er stealth og “less lethal” så meget som overhovedet muligt. Derudover var det første, som jeg opdagede, at Adam Jensen nu er langt mere effektiv. Du løber ikke hele tiden tør for batteri, hvilket til tider kunne være en stor gene i Human Revolution.

deus_ex_mankind_divided_gamescom_1En tredje god tilføjelse er Adams bevægelser. Han er langt mere mobil, og det er let som en leg at springe rundt på stiger og afsatser. Det gør bevægelse og stealth en hel del sjovere, da du kan bevæge dig let og effektivt rundt. Især med nogle af de nye og ganske kraftfulde augmentationer, som er den fjerde fede nyhed i Deus Ex: Mankind Divided.

Adam Jensen er nemlig blevet en hel del vildere. Han har langt flere interessante evner denne gang. Ikke mindst når det kommer til at suse rundt på de store og overraskende åbne baner. Der er kommet flere ting at lege med, at mange augmentationer, der kan slås til og fra alt efter behov, hvilket giver et dynamisk, engagerende og dybt underholdende gameplay.

Til sidst virker det også til, at det er blevet langt sjovere at skyde sig igennem spillet. Både AI, coversystem og følelsen af våbnene er blevet fintunet, så det minder mere om en moderne shooter, og ikke så meget som et rollespil med underudviklede shooter-mekanismer, som forgængeren ofte føltes.

En usynlig og lydløs dræber

Adam Jensen er på vej imod et kæmpemæssigt hotel, hvor en oprørsgruppe skal nedkæmpes. Han kaster sig ud fra helikopteren og tordner ned imod jorden fra mange hundrede meters højde. Et splitsekund inden Jensen bliver møder betonunderlagdet folder han et par elektriske vinger ud og laver en elegant “Icarus” landing. Herefter går den lydløse jagt på oprørerne, der gemmer sig overalt på det gigantiske hotel, der ellers er forladt, da det står under ombygning.

Det førte man opdager, at det nye coversystem, der gør det meget let at springe fra cover til cover, dreje om hjørner og alt det, et godt coversystem nu skal kunne i 2016. Det minder en del om systemet fra The Division, hvor du peger med sigtekornet, der hvor du vil løbe til, og derefter trykker du bare på knappen, og vupti, så er du fremme. Lyd spiller en ret stor rolle i forhold til fjenderne, der nu er blevet noget bedre til at høre dig, når du sniger dig rundt. Nu er det dog muligt at aktivere en evne, der fjerner lyden af dine fodtrin. Den skal dog slukkes og tændes, da den brænder en del energi af, når du bevæger dig. Men kombineres den men den aktive camouflage, er Adam Jensen umulig at opdage. Det skal dog bruges taktisk, da batterierne ikke varer evigt (de genoplader heldigvis meget hurtigere end i forgængeren!).

DXMD_4

I et af de første rum scanner Jensen omgivelserne og finder otte svært bevæbnede fjender. Det ville være muligt at gå i kødet på dem med granater og varmt bly, men i stedet vælger jeg den lydløse og venlige metode. Sovepile og kvælertag! Lokalet er kæmpestort uden reel dækning, men der er to balkoner på hver sin side af rummet. Der er seks mand på gulvet og en på hver balkon. Jeg finder en luftskakt, der fører på til den ene balkon. Herfra kan jeg snige mig ind på den enlige vagt. Med et enkelt tryk kvæler Adam vagten til bevidstløshed. Ved at holde knappen inde er det muligt at stikke Adams velkendte foldeud-sværd igennem fjenderne. Men ikke denne gang.

På den anden balkon står der desværre en fjende og kigger efter den netop nedlagte vagt. Han råber til sine venner på gulvet, at der er noget galt, og de andre vagter kommer nu løbe op på balkonen, hvor jeg intet gemmested kan finde. Resolut aktiverer jeg den aktive camouflage samt de lydløse trin, hvilket giver mig cirka fem sekunder til at komme væk, inden batterierne er opbrugte. Jeg sprinter imod gelænderet (sprint suger også batteri, arg!) og springer så af alle kræfter de cirka fem meter over til den modsatte balkon, hvor Adam netop kan gribe kanten og trække sig op i det øjeblik både lydløshed og camouflagen slukker, da batteriet løber tør. Vagten når lige at sige “What is …” inden Adam smasker en knyttet næve i staklens ansigt og derefter punkterer brystkassen med sit sværd. Ups … jeg kom til at holde knappen nede, så der røg min ide med at skåne dem alle.

Det var en gameplayoplevelse på bare fem sekunder, men det fungerede bare super godt, og følelsen af at være supersoldat er i den grad tilstede i Deus Ex. Herefter pillede jeg de resterede seks soldater ned en efter en med sovepile fra riflen, godt gemt bag balkonens stole. Yderst tilfredsstillende, og meget lovende for resten af spillet, da dette blot var et lille tutorial-område.

En vaskeægte dødsmaskine

Du har dog også valget om at gå mere aggressivt til værks. Her kommer en række nye augmentationer i spil, så som en form for aktiv rustning, der dækker Adam i sort materiale, der er yderst svært at skyde igennem … og så ser det ærlig talt ret bad ass ud! Den sidste halvdel af tutorialen valgte jeg at spille aggressivt og nådesløst. Her mærker man virkelig en stor forskel fra Human Revolution, hvor mange våben føles lidt fesne og uden særlig megen vægt. Det er blevet langt bedre i Mankind Divided, og jeg kunne allerede nu forestille mig, at jeg skal have en “0 kills stealth” gennemspilning samt en “Rambo Mode” tur, da der er mange sjove aggressive muligheder at hente. Især med den nye armor.

DXMD_Screenshot_2016_07_18_PREVIEW_ONLINE-44_05_1467710883.07.2016

Store baner med masser af små historier

Jeg spenderede over halvanden time med den indledende tutorial, og jeg tror bestemt ikke, at jeg så det hele. Derefter stod det på en tur til Prag, hvor dele af Act 1 skulle finde sted. Her fik jeg for første gang et indtryk af, hvor store spillets Hubs er. Mankind Divided er nemlig – ganske som de andre spil i serien – indelt i større områder, hvor man ofte kan rejse imellem dem. Prag er et af disse områder, og her spenderede jeg mindst fire timer med at besøge alle mulige steder, rejse med subway imellem forskellige “sub-hubs” i Prag. Jeg må sige, at hvis resten af spillets Hubs har samme størrelse, går vi en virkelig stor spilverden i møde. Prag havde massevis af interessante lokationer, som blandt andet Adam Jensens egen lejlighed. Og jeg fandt flere oprigtigt interessante sidemissioner, der bare viser et spil, der emmer af overskud og spilleglæde.

DXMD_Screenshot_2016_07_18_PREVIEW_ONLINE-38_05_1467710877.07.2016

En af disse missioner fandt jeg ved et tilfælde. På min vej igennem Prags små hyggelige gader opdagede jeg en betjent, der var i fuld gang med at “undertrykke” hvad der lignede en fattig butiksejer. Jeg betragtede optrinet et stykke væk og bagefter sneg jeg mig efter betjenten. Det viste sig hurtigt, at betjenten ikke havde rent mel i posen og at han snød folk til at betale enorme summer for forfalskede rejsepapirer, således folk kunne rejse frit imellem de mange checkpoints i Prag.

Jeg sneg mig ind i checkpointet ved at kravle over et par hustage og derefter hacke mig igennem en garage, hvor en skakt førte mig ind til et kontor. Her sad en kvinde, som den beskidte betjent åbenbart havde afpresset til at lave de falske ID-kort, som han derefter kunne hustle videre til Prags indbyggere. Ved hjælp af en social augmentation overtalte jeg kvinden til at hjælpe mig. Hun gav mig beviser på, at betjenten var korrupt. Disse beviser videregav jeg derefter til en retskaffen og yderst nysgerrig kvindelig betjent, der efterfølgende gik i kamp med den korrupte betjent og hans kumpaner. Helt uden at affyre et eneste skud havde jeg dermed skaffet en værre bandit af vejen, og kunne nu rejse frit igennem deres chekcpoint, hvor jeg også fandt en masse guf gemt godt af vejen.

Missionen fortsætter

Men sidemissionen stoppede åbenbart ikke her. For kvinden, der forfalskede rejsepapirerne, spurgte mig om hjælp til at aktivere to sæt falske ID-kort, der allerede var givet videre til to intetanende borgere. Blev kortene ikke aktiveret, ville de to blive arresteret næste gang de forsøgte at bruge kortene. Herefter gik vejen forbi et politi-kontor, der var godt bevogtet af både betjente og kameraer. Da jeg ikke ville skyde mig igennem, måtte jeg snige mig. Der opstod desværre problemer, da et kamera i en lang gang uden gemmesteder spottede mig, da min aktive camouflage ikke kunne være aktiveret hele vejen igennem gangen. Der er en augmentation, der kan hacke kameraer på afstand, men den havde jeg desværre ikke på det tidspunkt. Så jeg måtte finde en anden vej.

DXMD_2015_10_08_1stHandsOn_screen_ONLINE_024.0

Jeg fandt en udluftningskanal på siden af bygningen. Den var dog meget højt oppe. Jeg kunne heldigvis opgradere min styrke, hvilket gjorde Adam i stand til at slæbe to store kasser hen under luftkanalen for derefter at bruge hans augmenterede ben til at lave en gevaldigt hop op på kasserne og derefter ind igennem kanalen. Den førte mig lige lukt til et kontor, hvor jeg efter det lille hacking-minigame (der er sjovere og udbygget en del denne gang) kunne aktivere de to kort.

Der opstod imidlertidig problemer, og jeg kunne kun vælge at aktivere ét sæt kort. Hvem skulle jeg så vælge? Manden eller kvinden? Jeg havde ikke mødt nogle af personerne, men ved en tilfældighed kom jeg til at vælge kvinden. Og så var missionen sådan set overstået, efter jeg fik sneget mig ud. Troede jeg!

Og den fortsætter …

Flere timer senere var jeg kommet til et helt andet område, og jeg havde sådan set glemt alt om den lille sidemission med ID-kortene. Her skulle jeg igennem et stærkt bevogtet fængsel, hvilket var nærmest umuligt. Med mindre jeg kunne få hjælp af den lokale gangster. Efter en længere samtale finder jeg ud af, at denne gangster rent faktisk har en “beef” med den selvsamme mand fra Prag, hvis ID-kort jeg IKKE aktiverede. Det fortæller jeg til gangsteren, der så får politiet til at anholde manden med de falske papirer. Denne information giver mig så adgang til fængslet, som ellers ville have været nærmest umulig at komme igennem.

DXMD_Screenshot_2016_07_18_PREVIEW_ONLINE-43_05_1467710882.07.2016

Det er bare et eksempel på, at en lille sidemission, som jeg kunne have undladt – eller slet ikke opdaget – får konsekvenser for min videre færd, selvom jeg er kommet et godt stykke videre i spillet. Er resten af spillet så godt sat sammen, er det altså noget af en interessant oplevelse, som vi har i vente, hvor dine handlinger som Adam Jensen påvirker spilverdenen i meget stor grad. Jeg var i hvert fald forbløffet over både dybden af sidemissionen, samt hvordan den kunne påvirke min videre færd.

Det bliver stort

Efter seks timer med spillet er jeg overbevidst om, at vi går et stort spil i møde. Forstået som, at spillet er ekstremt stort og omfattende. Efter seks timer havde jeg spillet tutorialen og tre sidemissioner i Prag samt snust lidt til den overordnede historie. Jeg ved ikke helt, hvor mange “Acts” spillet indeholder, men jeg nåede slet ikke bare tæt på at gennemføre det første akt den dag.

DXMD_Screenshot_2016_07_18_PREVIEW_ONLINE-40_05_1467710881.07.2016

Og det så bliver et vaskeægte storspil, det må tiden og den endelige udgave jo vise om en god måneds tid. Som fan af serien er jeg dog meget positivt stemt efter de seks timer. Kort fortalt virker det som en voldsomt opgraderet version af Human Revolution. Langt bedre grafik, strammere gameplay, sjovere augmentationer og mulighed for langt støre variation og leg med spillets systemer. Et par af de vigtigste ingredienser er historien og stemningen. Med kun seks timer fik jeg ikke meget af plottet tygget igennem, men starten virker lovende og ganske interessant. Stemningen var – i hvert fald i Prag – virkelig ramt godt. Dystopisk, skræmmende, smukt og altid med masser af emails, bøger og aviser til at læse, og den europæiske setting er et rigtig godt valg til den første del af spillet.

Vi sad som sagt med en konsoludgave, og den tekniske side var ganske fin. Grafisk set er spillet langt flottere end forgængeren på alle punkter, og jeg er ret spændt på at se en god PC rive spillet rundt. Det kan blive et rigtigt lækkert spil at se på med den rette hardware. Konsolversionen er dog ikke at kimse ad, men vi vil vente med at dykke ned i den tekniske side indtil den endelige udgave lander på redaktionen.

Jeg håber, at I har nydt dette preview, og at I ligesom jeg ser frem til den 23. august, hvor Adam Jensen for alvor skal i aktion på PlayStation 4, Xbox One og selvfølgelig PC’en.

14 KOMMENTARER

  1. Fik du prøvet andre, lange sidemissioner?

    Jeg håber ikke, at dette eksempel er ligesom Bloody Baron fra Witcher 3.

    Folk snakkede løs om det, og afsluttede med “og det er bare en sidemission”, som var resten af spillets historier lige så gode og endnu bedre. Og så var Bloody Baron rent faktisk det bedste historieindhold i hele spillet.

  2. #1 Der var ikke rigtigt tid til flere, så det ved jeg faktisk ikke. Men modsat the Bloody Baron var denne mission 100% optional. Jeg kunne havde ignoreret alt og bare mast fremad med hovedhistorien. Så jeg kunne forestille mig, at der gemmer sig flere af sådanne missioner rundt omkring. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.

  3. #2 Ja, jeg har nu heller ikke været i tvivl om, at det spil skal i min samling

     

    #4 Haha, det er godt! Jeg skal 100% sikkert også selv sidde med PC-udgaven. Glæder mig til at se, hvad en lidt højere opløsning, bedre framerate og måske lidt flere effekter kan gøre. Konsoludgaven så fin ud, tror PC-udgaven bliver ret lækker!

  4. Håber og krydser fingre for, at os PC folk undgår en elendig konsol-port. Styringsmæssigt har man jo bare nogle helt andre muligheder på PC end på konsol… Et spil som eksempel kunne være Division, som jeg føler ligger meget op ad en dårlig port, rent styringsmæssigt.

  5. Hvis ikke jeg var hyped før, er jeg det i hvert fald nu. For satan jeg glæder mig!
    Det kan ikke blive andet end godt, hvis det er en mere omfattende end Human Revolution. Bare den beskrivelse af sidemissionens gøre og effekt fik min nerd boner helt op.

  6. Nu burde det stille og roligt være på vej til min computer. NØRJ hvor jeg glæder mig!
    Så må Geralt lige tage sig et hvil på lvl 74, mens Adam kan få lov at flexe sine nye tricks i sine nye omgivelser.
    Det er vist godt, jeg har opgraderet grafikkortet, det lyder som om jeg har noget af en visuel oplevelse i vente! Komnukomnukomnukomnukomnu!