Electronic Arts inviterede os til Guildford i Storbritannien, hvor Criterion Games udvikler det ene højoktane bilspil efter det andet. Vi fik mulighed for at kaste os frådende over deres nyeste racerspil og fik også en snak med Matt Webster, producer på Need For Speed: Hot Pursuit. Lad det allerede være sagt nu: Glæd dig til den 18. november!

Tilbage fra de døde

Need For Speed franchisen styrede bilscenen i de glade 90’ere. I det nye årtusinde har serien dog vaklet fra det ene yderpunkt til det andet, og dækket alt fra arkadeagtige gadeløb til semiseriøst baneræs. Kvaliteten og succesen har været ekstremt svingene, og til tider kunne man nærmest have ønsket, at EA tog mod til sig og dumpede den afdankede serie på skrotpladsen. Men i stedet har EA nu overladt franchisen til Criterion Games, studiet bag den populære Burnout serie. Skulle man dømme efter spillets trailers og billeder, så er Need For Speed: Hot Pursuit faktisk bare Burnout med Need For Speed smækket oven i. Og den tro kan man faktisk roligt blive i, for sådan føles Need For Speed: Hot Pursuit! Men hvor er bare det en fantastisk parring!

BilledeBillede

Selvom vi kun fik fire timer med spillet, hvor vi både fik prøvet singleplayer og multiplayer, står det klart, at Need For Speed: Hot Pursuit har potentialet til ikke bare at være et af årets fedeste racerspil, men også til at hæve Need For Speed franchisen tilbage til fordums storhed. Den endelige dom skal selvfølgelig vente til vores omfattende anmeldelse, som vi håber kan komme op inden spillets udgivelse den 16. november, men der venter sig utvivlsomt en lækker spiloplevelse. Især til de spillere, der i sin tid legede med det oprindelige Hot Pursuit!

Asynkron facebook

“Et af de største problemer med at spille online er at få alle vennerne online på samme tid,” fortæller producer Matt Webster. Det problem kender vi vist alle sammen. Man er lige ved at få samlet nok spillere til at baske nogle provokerende nordmænd i Halo, eller også mangler man lige et par venner til et fuldt bande i Red Dead Redemption, og så smutter der lige et par stykker, fordi de skal spise, til fodbold eller føler sig obligeret til at udføre lignende uvæsentlige og pøbelagtige hverdagshandlinger. Need For Speed: Hot Pursuit løser ikke dette problem fuldstændigt, da det ville kræve et ukendt antal af ormehuller eller tidsmaskiner. Men til gengæld er hele spiloplevelsen bundet sammen af Autolog, en slags facebook for billiderlige fartelskere. Og denne Autolog gør det utroligt simpelt at konkurrere imod sine venner, selvom man ikke er online på samme tid. Alt hvad man foretager sig i Need For Speed: Hot Pursuit bliver registreret i Autologgen. Det er alt fra progressionen i singleplayerkampagnen til de enkelte resultater på tidskørsel eller andre udfordringer.

BilledeBillede

Via Autolog kan man således se vennernes fremskridt, tider og andre stats. Har din kammerat slået din tid på en af banerne? Så kan du springe til selvsamme bane med et enkelt tryk på kontrolleren, og vupti, så er du klar til at sprænge hans patetiske tid til atomer. Vi fik ikke muligheden for at rode så meget med Autologgen, men umiddelbart virker det som et solidt og brugervenligt redskab, der gør det ekstremt simpelt at konkurrere med sine venner og følge med i, hvad de laver i spillet.

8 KOMMENTARER

  1. Har masser af dråber benzin i blodet men spillet sagde mig intet da jeg prøvede det i søndags til coolshops cool car race event.

    burnrout 3: takedown er stadig criterions bedste spil

  2. #1 Well, det er jo smag og behag. Jeg har dog ikke hygget mig så meget med et bilspil siden forza 3…

    EDIT… Yeah, takedown var og er fucking genialt!

    Jeg tror dog at hot pursuit bliver federe.

  3. Hvorfor hedder det egentlig ikke smugkig, i stedet for preview? Jeg får tit læst det som review, og vi bruger joh så fint det danske sprog her inde.