Plus: Brugerbeskeder i alle spil
Vi har set både Xbox Live og Playstation Network lade internettet sive ind i alle deres spil igennem achievements, leaderboards, avatarer osv. Fælles for alle disse tiltag er dog en aura af konkurrence og godhjertet egodemonstration. Wii U sætter stævnen mod mere hjælpsommelige horisonter, og de gør det ved at kopiere Demon’s Souls. Ja, hvorfor ikke… En fast bestandel af spil til Wii U er muligheden for at skrive og uploade beskeder, som andre folk kan indlemme i deres version af spillet. Når du til et bestemt punkt i et spil, bliver du mødt af beskeder, som andre har efterladt. Dette gøres ved at åbne konsollens Home-menu, hvilket får konsollen til at tage et screenshot af dit spil på det tidspunkt, hvor du åbnede Home-menuen. Med Nintendo’s historiske fokus på familievenlighed burde man tro, at man – faktisk som i Demon’s Souls – blot kunne forfatte sine spilnoveller fra forudbestemte ord og vendinger, men nej; der er frit slag blandt hele alfabetet, og sågar tegninger på Gamepad’ens touch-skærm kan dukke op.
![]() | ![]() |
Nu tænker du sikkert: Tillad folk at lege Picasso, og du drukner landet i penisser. Og det ville måske også finde sted, hvis ikke Nintendo havde direkte erfaring med netop dette fænomen. Deres DSi-maskine introducerede Hatena-servicen, der lod folk uploade animationer skabt på netop DSi. Og mens vi her i vesten ynder at kalde japanerne skøre pr. definition, har vi selv taget patent på at tegne penisser på nettet. Det var i hvert fald først, da Nintendo bragte Hatena til det vestlige publikum, at de fik problemer med invasionen af håndtegnede kropsmedistere.
Det kunne Nintendo ikke acceptere på Wii U, så de igangsatte noget af det mere festlige spilforskning, vi har hørt om: For at udvikle et spilsystem for hele familien, satte en flok garvede spilarkitekter sig til at stirre på penisstørrelser og -former, i otte timer om dagen, for at udvikle et penis-detektivsystem. Dette stod på i en uge, før det gik op for dem, at de snarere burde studere tegninger af penisser. Dette markerer enten spidsfindig fejlfokus eller fabelagtig firma-trolling, men uanset hvad sætter det konsoludvikling i et nyt og… interessant lys, ligesom det formentlig skaber et håb internt hos Nintendo om, at folk snart gider begynde at tegne bryster i stedet for.
![]() | ![]() |
Så med penisskjoldet aktivt kan folk ellers skrible og tegne på livet løs, så vi – forhåbentligt – kan indlede en opfordring til at hjælpe hinanden. De fleste, der spillede Fez ved dets udgivelse, kunne opleve, hvordan gaming kan gå op i en højere enhed, når alle deltager i at dele information og arbejde mod et fælles mål. Og samarbejdet i visse spil har fået folk til at trodse orkaner for at spille videre. Hvis denne vilje til samarbejde vandrede fra internettets konsekvensfattige lovløshed og direkte ind i Nintendos trygge sofamiljø, kunne vi måske se de første spadestik til at kommunikere på tværs af konsolspil på en facon, der ikke altid kopierer manuskriptet fra en Tarantino-film. Og hvis tidlige udfoldelser holder stik, har vi mange farverige præstationer i vente. Samt muligheden for at bruge ordet “penis” syv gange i en artikel omkring en Nintendo-maskine.































Hrmm.. Wii U tiltaler ikke rigtig mig.. Det er temmelig underligt hvordan deres DRM er sat sammen. Derudover tror jeg de andre nyere håndholdte konsoller som kommer vil klare det langt bedre end Wii U siden Wii U hardwaren ikke er noget at råbe hurra for.. Påtrods af den ikke alt for gode hardware synes jeg godt nok også den er lidt spicy i prisen!
hverkan jeg læser ordet “Wii U” så…
https://www.youtube.com/watch?v=0JElywbkSbY&t=0m8s