Meget kan man sige om det nørdede aspekt af brætspil, men én ting er sikkert: Det er i sit udgangspunkt mere socialt end mange andre full-on nørderier. Og selv os nørder bliver jo ældre og får kærester og måske ligefrem kone/mand og børn og den slags tidskrævende projekter. Jeg gætter på, at det var i forlængelse af det, at en Daily Rush’er efterspurgte spil, man kan spille med hustruen.

Jeg vælger at tænke, at det ikke handler så meget om, at det er en kvinde, der skal lokkes til pappet, men mere den dimension, at det er en ikke-spiller. Og hvad er det så, der kan friste en ny til bordet, hvis vi vælger at ignorere quiz-spil, nostalgi og partygames? Det kan jeg ikke give et entydigt svar på, men der er nogle vinkler og i den forbindelse også nogle gode spil.

Før de egentlige vinkler er jeg nødt til at nævne den mest oplagte, nemlig den danske kæmpesuccess Fog Of Love. Designeren Jacob stod nemlig i samme situation, og kunne ikke få sin kone til at spille brætspil; hun ville hellere se romantiske komedier. Så Jacob designede et spil, hvor man skal gennemføre et parforhold. Man starter med at trække nogle karaktertræk for sin person som er helt åbne, og derefter nogle hemmelige delmål, som kun du har for jeres forhold.

Derefter gennemspiller man tre faser i forholdet via kort og beslutninger. Man vælger selv i hvilken grad man vil rollespille det, men det er vildt skægt at give den lidt gas på den konto og måske samtidigt narre modspilleren til at gætte forkert på dine delmål. For ligesom i virkeligheden er forholdet et fælles projekt, men der er også ting, du gerne vil opnå i det.

Spillet har verdens nemmeste regelbog (en række kort der fortæller dig skridt for skridt hvordan du spiller første spil, så du SLET ikke kigger i regelbogen) og minder ikke om noget som helst andet. Så hvis du har en indre Hugh Grant, så er det bare om at komme i gang.

Ingen krig!

Folk der ikke gider brætspil nævner ofte enten held eller krig, som faktorer der holder dem fra det. Mængden af held er ret begrænset i moderne brætspil, og det burde ikke være svært at komme uden om krigsspil heller, men her er alligevel et par konkrete bud:

Yinsh er måske det bedste i den hollandske GIPF-serie. Det er otte spil, der alle er abstrakte spil til to spillere med ganske få regler og ingen historie eller tematik overhovedet. De er i Backgammon traditionen men uden terninger og held. Til gengæld er de elegante, både i udseende og gameflow, og kan læres på cirka et minut. De er allesammen gode, men fem af dem er vildt gode! Jeg har lavet film om de fem, men hvis Yinsh slet ikke kalder på dig, så gør de andre nok heller ikke.

Man kunne også nævne Quacks of Quedlingburg, som jeg skrev mere om i sidste måneds klumme om deckbuildere. Det har yderligere den fordel, at det spiller lige så godt om man er to, tre eller fire spillere. Så hvis du først har lokket kæresten til det, er det nemmere at hive frem, når der er gæster.

Præcis samme ting gør sig gældende med The Mind. Et spil der er så overvældende i sin enkelhed, at man er NØDT til at vise det til andre. Ganske kort, så skal man arbejde sammen om at lægge kort i numerisk rækkefølge. Tricket er at du ikke må kommunikere, og du ved ikke, hvad de andre har. Det er SÅ intenst!

Færre regler!

En anden ting, der skubber nye spillere væk, er mængden af regler. Personligt har jeg intet imod at der er mange regler, hvis de giver mening tematisk og strategisk, men jeg kan godt forstå modviljen imod regler bare for kompleksitetens skyld. Her oplever jeg ofte, at hvis spillet er forklaret godt, kan der accepteres væsentligt flere regler, end hvis det er rodet formidlet.

En sikker succes på den konto er spillet Patchwork. Alle kan grine af at et spil om at lave kludetæpper skulle kunne være spændende, men det er det! Og det kan spilles virkelig mange gange. Det er designet af Uwe Rosenberg og introducerer på en måde nogle af de mekanikker, der gør sig gældende i flere hans spil. Så man kan på ultra-sneaky måde liste den her ind under radaren, og trin for trin bygge ovenpå, så kæresten til sidst sidder og spiller A Feast for Odin uden at tænke over det skift.

Jep, man kan umærkeligt gå igennem en række spil og nå herfra:

Og hertil:

Og begge er fantastiske på hver deres måde.

Det skal være pænt

Jeg er absolut ikke visuelt orienteret, så den er lidt tricky for mig den her. Men jeg ved at for mange kvinder, er det en relevant pointe, at det er et pænt spil. Det udelukker en del af de mere gnidrede handelsspil, men åbner op for nogle andre præferencer. Jeg har før nævnt Azul, som er et meget pænt og lækkert spil, men en værdig konkurrent er Sagrada. Man skal simpelthen designe mosaikvinduer til Sagrada Familia-kirken i Barcelona. Et ganske harmløst tema men et godt spil med lækre kulørte terninger, som man drafter for at udfylde det mønster, der giver dig flere point end de andre spillere. Et rigtig fint spil der fungerer præcist lige godt med to, tre eller fire spillere, så parmiddagen kan også spædes op.

Ikke nær så pænt men til gengæld nemt at spille med børn og nye spillere er nyklassikeren Blokus. Der er to regler, og resten er strategi. Meget god oplevelse af at sidde og bygge et mosaikbord sammen. Det fås i mange udgaver, men jeg foretrækker nok den oprindelige, der kan spilles af to eller fire spillere. Den mindre version er nok bedre, hvis man kun spiller to.

Det kan også være, at du totalt undervurderer din kærestes brætspilsniveau, og at du bare skal kaste dig ud i et solidt eurogame, hvor din begejstring kan overskygge eventuelle fordomme. Her vil jeg virkelig foreslå en date på Bastard Café, også for at slippe for at smide 500 kr. på noget der slet ikke tænder. Her vil det være åbenlyst, at der er cirka 50/50 fordeling af køn og meget løst fordelt over alder. Så hvis skepsis er baseret på, at det kun er nørder, der skubber pap, så kan det være en øjenåbner.

Når først man opdager at dårlige tabere hører barndommen til, og at spil ikke handler om hverken held eller krig, så plejer de fleste gerne at ville prøve. Dog ikke min egen kæreste Hun spillede, da vi mødtes i starten af 90’erne, men i takt med min egen stigende interesse så faldt hendes og nu kan jeg slet ikke få hende til at spille mere. Så måske er jeg den dårligste at lytte til i dette tilfælde?

8 KOMMENTARER

  1. Gode betragtninger om hvordan man kan få en ikke-spiller med til bordet.

    Jeg har prøvet Photosynthesis med konen, og det var faktisk en okay succes. Det er et ret simpel spil, nemme regler, ingen krig og så var det også pænt at se på.

    Tanken om at forklare reglerne i Great Western Trail til hende, føles dog helt overvældende.

  2. Jeg tror det var det faktum, at vi ikke kunne styre solens retning. Den gik bare “på tur” og så fik det konsekvenser for alle.

  3. Har du også erfaringer med hensyn til brætspil og børn @subboardia? Kunne være fedt med nogle anbefalinger så man kan komme ud over de mere almindelige som Ludo, Uno osv. og prøve nogen anderledes nogen med ens børn/nevø/niece.

  4. #4 Werewolf kan måske bruges, hvis de ikke er for små. Om ikke andet, skal man omformulere spillet en smule, for at gøre det mindre blodigt.

    Stiger og rutschebaner kan også være et superspil til de mindre.

    Går det hen og skal blive lidt mere udfordrende, er The Amazing Labyrinth også rigtig godt, men jeg aner ikke hvor man kan finde det henne længere. Jeg tror ikke det findes, medmindre nogen har valgt at genudgive det. Det er et spil hvor man skal samle forskellige ting sammen, men den labyrint man spiller i, ændrer sig for hver tur.