I stærk kontrast til dette sites navn, så handler min klumme ikke om rush, men om fordybelse. Det er nemlig brætspil, der bliver fokus her. Og ja, min åbning er ment provokerende Selvfølgelig er der masser af computerspil, der opererer med fordybelse og stemninger, og der er også masser af brætspil, der har adrenalin som en vigtig parameter. Men den helt dovne opdeling kunne godt gå lidt på prioriteringen af adrenalin kontra beslutninger.

I denne første klumme vil jeg skrive om forskellige rumspil. Det er et tema, der fungerer vildt godt både som computerspil og som brætspil. Det ene format er ikke bedre end det andet, men det er forskellige ting, de kan.

Kongespillet inden for genren 4X (explore, expand, exploit, exterminate) er Twilight Imperium. Et kolossalt spil der fylder enormt på bordet. Det første spørgsmål er altid: Er det ikke ret langt? Og jo, det er det. Men der sker noget helt specielt, når man sætter sig ved et bord sammen med 5-6 andre, vel vidende at man kommer til at sidde der otte timer i en intens kamp for at være den første, der scorer de ti point, der afgør spillet. Det er ikke et meget komplekst spil, det tager bare lang tid med mange vigtige beslutninger undervejs. Et lille tip er at undgå at komme bagud i starten, for så bliver det altså otte lange timer, hvor det er meget lidt sandsynligt, at du kommer tilbage i spillet.

Spillet er udkommet i fire forskellige udgaver, og det kan godt betale sig at gå efter en nyere edition, da gameplayet er blevet langt mere strømlinet med tiden. Den første udgave er temmelig clunky og rodet, hvorimod det glider meget mere intuitivt i den nye.

En af mine egne favoritter i rummet er Pulsar 2849. Slet ikke lige så episk som Twilight Imperium, men med et gigantisk pres på hver eneste beslutning. Der er hele tiden 50 ting du gerne vil gøre, men du har kun 16 actions i hele spillet. Alt hviler på, at du gør tingene i den perfekte rækkefølge, men nogle gange vil dine modspillere det samme, og det kan man ikke. At vinde kræver et skarpt øje på de andres behov og planer samt evnen til at tænke 16 komplekse træk frem. Vidunderligt spil, der også fungerer super med kun to spillere.

I den noget lettere ende finder vi det dejlige Mission: Red Planet. Det er et area control spil, sat i en steam punk æstetik, om erobringen af Mars. Man har den samme starthånd af mulige actions, og du kan kun bruge hver action én gang (indtil du bruger en action på at tage dine kort op igen). Så hvis man er god til at huske hvad de andre har spillet, kan man sikre sig plads på de bedste raketter og derved komme hen til de optimale steder på Mars. Vi er nede på under en time for et spil, og der er fuld HG Wells stemning på hele pladen.

Et af nyere tids største hits på papfronten er også ude på Steam, nemlig Terraforming Mars. Løst baseret på romanen Red Mars af Kim Stanley Robinson, repræsenterer hver spiller en corporation, der arbejder på at gøre Mars beboelig. Så selvom alle spillere har det samme mål for Mars, vil de hver især selvfølgelig helst have den største del af kagen. Man starter med forskellige udgangspunkter i form af ressourcer, økonomi og evner, og det er med til at sikre replayability. Det er vidt forskellige strategier der lægges op til, afhængigt af din startposition, og spillene forløber forskelligt hver eneste gang.

Et af kendetegnene for et godt brætspil for mig, er følelsen af at tage vigtige beslutninger, og i Terraforming Mars har hver eneste beslutning en værdi. Du skal hurtigst muligt have din engine op at køre, og hvis dine kort ikke spiller sammen, så vinder du ikke. Samtidig kan det være svært at gennemskue undervejs, hvem der egentlig fører. Én ting er de victory points, alle kan følge, men der er også en række endgame points, som kan vende op og ned på det hele til sidst.

Spillet ender, når Mars er gjort beboelig, det vil sige når der er lagt ni søer, temperaturen er nået otte grader og luftfugtigheden er oppe på 14 procent. Uanset hvor man ender på pointtavlen, er der noget meget tilfredsstillende over at betragte Mars i sin endelig udgave, med byer, skove og søer. Jeg har ikke prøvet Steam-udgaven, men med tanke på hvor god solo-udgaven af spillet er, så gætter jeg på, at det har kunnet overføres til en digital platform, og stadig være meget tro mod originalen.

Science fiction trigger i den grad min fantasi, og det er et oplagt tema til både papspil og computerspil. Det er måske også derfor et godt sted at starte, hvis man som inkarneret gamer overvejer at prøve noget pap. Der er mange mekanikker, der vil være genkendelige, og nørdfaktoren er høj. Om det er på den visuelle side som i Mission: Red Planet, den videnskabelige vinkel i Terraforming Mars, eller full on space opera som i Twilight Imperium. Eller nogle af de utallige andre, jeg ikke har nævnt her.

Tak fordi I læste med på min første klumme. Skriv gerne forslag til temaer, genrer eller vinkler, der interesser jer. Klummen vender tilbage næste måned. I mellemtiden er du meget velkommen til at kigge forbi min YouTube-kanal Subboardia Brætspil i Forstæderne, hvor jeg løbende uploader nye film om brætspil.

11 KOMMENTARER

  1. Fantastisk emne du skriver om, er selv blevet bidt af brætspil, og bruger flere penge på det end hardware og spil (men det var nu ikke så meget i forvejen). Terraforming Mars er et virkelig godt spil, og kan anbefales herfra.

    Fortsæt endelig med mere om brætspil, evt vinklet mod de digitale versioner eller tilføjelser. Flere og flere brætspil har companion apps eller sågar integreret som en del af spillet, tænker Mansions of Madness 2nd edition.

  2. Tanx!
    Jeg kommer bestemt ind om omkring integreringen af pap og bits, ikke mindst fordi der efterhånden er nogle rigtig gode bud på det derude.

  3. Brætspil er sejt nok. Spiller selv Axis&Allies med nogle gutter et par gange om måneden. Det spil bliver aldrig kedeligt.

  4. YAY! brætspil – endelig fristes man næsten til at sige. For at blive i rumgenren, hvad med spil som SW Imperial Assault, SW Outer rim? Og i en helt anden genre, hvad med et spil som Smash Up eller Gloomhaven? Bare lidt forskellige forslag.

  5. Åh tak
    Nu var det ikke et forsøg på at nævne ALLE spil der foregår i rummet
    Kan godt være at man skulle skrive en klumme med franchise-spil. De har bare tendens til at være en masse terningerulleri, og det fanger ikke mig på samme måde, som det tydeligvis fanger en masse andre.
    Fedt at der bliver spillet bræt herinde!

  6. Rigtig spændende at læse om selvom jeg personligt får ret lange løg af brætspil som kører i timevis. Især dem hvor man kan blive sat helt af og så ellers lide i timevis mens de andre snøvler sig færdige

  7. #6 ja det er ikke sjovt, hvilket er klart en faktor jeg holder for øje når der købes brætspil, for hvis man kan og det sker en af de første par gange en spiller det, er det næsten 100% at de ikke gider igen.

    Mht Terraforming Mars, vil jeg tilføje, jeg syns det blev bedre efter et par gange. De første spil fik vi random kort (hvilket giver mening), men efter et par spil og vi begyndte at drafte, blev det meget bedre.

  8. @6: Twiligtht Imperium er lidt den slags, og det er også derfor jeg nævner lige præcis den faktor. Det er heller ikke en feature jeg generelt er vild med. De spil jeg mest kommer til at anbefale, vil være nogen hvor det ikke er tydeligt hvem der fører, før til sidst. Så man hele tiden har i det mindste illusionen om at man måske vinder.
    Som Uranos næsten siger, så er Terraforming Mars helt fantastisk hvis man drafter kort, for at eliminere heldfaktoren, og give dig muligheder for rent faktisk at arbejde efter en strategi.
    Og kan man reglerne, så er det to timer givet virkelig godt ud!

  9. Men… Men…
    Space crusade ??

    Jeg savner de første gange jeg spillede det spil.
    Genestealers alle vegne, død og ødelæggelse.. Så lækkert..

  10. #6

    Jeg forstår heller ikke hvordan nogle folk kan svinge sig op til timer-lange brætspil, specielt sådan noget som der nævnes i artiklen:
    “Et lille tip er at undgå at komme bagud i starten, for så bliver det altså otte lange timer, hvor det er meget lidt sandsynligt, at du kommer tilbage i spillet.”
    Ejjj, dét lyder som dårligt spildesign efter min mening!

    Der findes spil, som
    * er garanteret hurtigere overstået
    * er designet sådan at du (næsten) aldrig bliver sat helt ud af spillet
    * er designet sådan man ikke kan rotte sig sammen mod andre spillere
    * ikke beror på tilfældigheder, men taktik
    * hvis taktiske elementer ikke beror på tykke regelbøger, men simple regler, som er hurtigt forklaret, og som underneden gemmer på masser af dybde og muligheder

    Mit yndlingsspil, som lever op til alt det ovenstående, er det arketypiske deckbuilder-spil, Dominion. Fantastisk spil! Jeg har spillet hundredevis af spil mod min kæreste (vi holder regnskab ), og noget der nærmer sig hundredevis af spil forskellige sæt af venner (man kan spille med 2-6 spiller, og det er bedst med 3 imo) efterhånden som vi har fået folk hooked på det.

    Som et spil, der er helt i den modsatte ende af det, jeg citerer fra artiklen, vil jeg nævne Escape: The Curse of the Temple. Det er et samarbejdsspil, hvor alle 2-6 spillere agerer Indiana Jones-agtige typer, der kæmper for at finde ud af templet, før det styrter sammen. Alle skal med ud! Spillet er atypisk, fordi man som nævnt arbejder sammen mod spillet, men også fordi det er _enormt_ action-packed, fordi det er på tid, udmålt af et 10 minutters langt soundtrack. På soundtracket er der musik, der skifter i stemning og stresser spillerne undervejs idet det signalerer opgaver, der hurtigt skal gennemføres, og i det tiende minut klapper fangedøren sammen, og spillet er slut! Det er et vildt godt spil, som næsten alle, jeg har spillet det med, har været fænget af med det samme, og en rigtig god måde at starte en spilsession, idet det ryster op i folks forventninger til brætspil.

    Jeg synes at det er fedt at spille spil som de ovennævnte, fordi man kan nå at både tabe, vinde og tage snackpauser adskillige gange i mange forskellige spil på samme tid, som det ville have taget at trække sig gennem en 8 timers lang deprimerende spilsession i et kæmpe, kompliceret krigsspil, hvor man er sat bagud fra starten. Smag og behag, of course.