Et behov, jeg støder på efterhånden alle steder, er anbefalinger til gode børnespil. Eller rettere: Spil man gider spille med børn, og som de også har lyst til. Selvfølgelig vil de gerne prøve Matador, Ludo og den slags de møder hjemme hos deres kedelige venner, men det er din forpligtelse enten som forælder eller onkel/moster at opdrage med ordentlige spil.

Og ordentlige spillevaner så vi kan få begrænset mængden af dårlige tabere og snydepelse. Og jeg vil kraftigt advare imod at finde sin egne barndomsminder frem! Der er absolut ingen grund til at belemre børn med Afrikas Stjerne, Kalaha, Den Magiske Labyrint eller alle de andre, der er grunden til, at så mange voksne ikke spiller spil i dag. Der er SÅ mange gode spil derude, som børn og voksne sagtens kan mødes over og få noget fedt ud af.

Hvilke spil fungerer så? Det afhænger allermest af børnenes alder, men i næsten lige så høj grad af din evne til at forklare grunden til at et givent spil er godt. Børn kan have et ret højt abstraktionsniveau og lyst til at være sammen med dig, hvis blot de ved, hvad de skal, og hvad der er sjovt ved det. Jeg vil ignorere småbørnsspil, dog blot konstatere at jeg aldrig spiller Hønsefræs med en 4-årig igen. Deres maskinelle hukommelse gør det ellers glimrende vendespil/kapløb til en meget kort og ensidig fornøjelse

Udover de overlap der er med sidste måneds klumme om behændighedsspil, vil jeg prøve at finde nogle nyere spil, som jeg selv har haft succes med (succes betyder i dette tilfælde ikke nødvendigvis at jeg har vundet – de satans unger lærer hurtigt!) Jeg har tidligere lavet en film hvor jeg og en makker anbefaler fem spil hver, og mange af dem er absolut stadig anbefalelsesværdige.

Ikke mindst vil jeg gerne holde fast i Dixit. Der er absolut ingen undskyldning, for at en børnefamilie IKKE ejer dette spil i en af dets udgaver. Det kan binde generationer sammen, der er ingen fordele ved alder og det er et helt igennem sympatisk spil. Det er sundt for børn at bruge deres fantasi på den måde, som Dixit lægger op til. Og så kan kortene også bruges til at spille Codenames, som jeg egentlig også gerne vil anbefale her.

Codenames er egentlig ikke et børnespil, men i og med at man spiller det i hold, kan det udjævnes en smule. Og det gør noget godt for ungernes begrebsforståelse og associationsevne. I starten vil du nok opleve, at ungerne kun giver clues om ét kort ad gangen, men efterhånden som de opdager, hvordan man vinder, vil du se helt nye sider af deres abstraktionsevne. Spillet fås både med ord, tegninger og andet, og kan spilles af ret mange spillere. Du kan også snildt spille det med dine venner.

I førstnævnte film anbefaler jeg også Star Wars: The Queen’s Gambit. Det er et spil, der er ret svært at få fat på efterhånden, men de har det stående på Bastard Café i København. Der er også kommet et spil, der hedder Risk: Star Wars, der efter sigende er en noget simplere og kortere udgave af The Queen’s Gambit. Jeg har ikke prøvet det selv, for mine drenge har ikke noget problem med lange spil, og temaet fanger dem 100%.

Et andet spil, hvor temaet gør at ungerne måske er lidt ekstra tålmodige, er Formula D. På trods af at der er terninger med, så synes jeg det er et vildt skægt racerspil. Og man kan nemt eskalere kompleksiteten, efterhånden som ungerne fanger det. Den bærende mekanik er din spilleplade, hvor du kun kan skifte ét gear op ad gangen. Så du gambler hele tiden med hvor højt et gear (lig med større terning), du tør køre i over for hvor meget, du smadrer din bil i kurverne. Det er ikke tungt strategisk, men hvis man kører over flere omgange og tilføjer vejr, dæktyper og de mange forskellige baner, så ender du op med en god fornemmelse af strategien i det rigtige formel 1.

Jeg regner med at skrive en klumme om gateway-spil, altså spil der på en let måde introducerer nogle af de mekaniker, jeg godt kan lide i mere komplekse spil. På den måde kan man spille Sushi Go! og derefter er det nemt at lære 7 Wonders, eller man kan spille Splendor og derefter er næsten alle enginebuildere lidt nemmere. Med mindre børn har jeg gode erfaringer med Machi Koro, som er et nuttet enginebuilder med tilsat held. Det er et helt enkelt forløb, hvor man køber kort der bliver aktiveret af terningeslag. Det fede her er, at nogle af kortene bliver aktiveret af andres slag, så man er nødt til at være opmærksom hele tiden. En god øvelse for alle børn.

I samme tradition med at spille forsimplede udgaver af komplekse spil har Stonemaier Games udgivet My Little Scythe. Og ja, det er simpelthen en børneudgave af det vidunderligt smukke Scythe. De har bevaret mange af de grundlæggende funktioner og strategier, men har gjort det nuttet og forenklet og helt igennem charmerende. Et vanvittigt godt spil, der slet ikke er så dumt som det lader som om.

Der er mange, der godt kunne tænke sig, at deres børn spillede skak. Der er ikke nær så mange børn, der synes, at det er en god idé. Og det handler i høj grad om læringskurven, der er ret lang, før det egentlig bliver et sjovt spil. Hvis man gerne vil give dem en idé om hvorfor skak er et fantastisk spil, så er Onitama et godt bud. Meget mere overskueligt for nye spillere og med fede muligheder for at customize og selv udvikle videre på. Et lille elegant to-spiller spil, hvor man er hver sin kampskole, der mødes på Onitama-bjerget for at imponere med sin seje kung-fu.

Og er man i det hjørne, og ungerne rykker på et krigsspil, så er Risk IKKE værd at bruge tid på. Der er SÅ mange ting forkert i det spil, og de fleste har noget at gøre med mængden af held, længden på spillet, folks monotone strategi og så får det i exceptionel grad noget usympatisk op i spillerne. Ikke som en spilmekanik som i Diplomacy, bare en ufed måde at spille på. Men hvis man nu synes at Risk har nogle kvaliteter, så vil jeg foreslå History of the World i stedet for. Jeg har ikke prøvet den nye udgave, men den gamle er et solidt, spændende, varieret og langt krigsspil, hvor intet er afgjort før til sidst.

Jeg kunne godt skrive i lang tid om grundene til at spillle med sine børn, men et par kodeord må være nærvær, tænke strategisk, kommunikationskompetencer og mødes over noget andet end skærme. Mange af de ovennævnte spil vil ungerne også selv kunne spille efter et par gange men den bedste fordel: Hvis de bliver bidt af det, kan de ret hurtigt opgradere til at spille vilde spil med dig! Jeg spiller Rising Sun, Santa Maria, Underwater Cities og andre store spil med mine drenge, og det er en skøn ting at bruge tid på med sine børn.

10 KOMMENTARER

  1. God timing med alle de her anbefalinger op til julen! Specielt Dixit skal jeg have et nærmere kig på. Har dog allerede også Galaxy Trucker liggende og vente på en første ‘prøvetur’, så må hellere lade være med at købe for mange nye brætspil

  2. Får det sku helt dårligt over vores samling indeholder Afrikas Stjerne, Kalaha og Den Magiske Labyrint!

    Rigtig god artikel! Problemet er jo netop at mange af de spil man køber til ungerne ikke er særlig sjove for voksne (heller ikke altid for børnene)

    Så det ender med at være en “skal” ting istedet for at man spiller med dem af lyst.

  3. Ingen grund til skam. Man kan jo altid indramme spillepladen og hænge den op og føle sig nostalgisk.
    God fornøjelse med Dixit, det er en stensikker succes! Og væsentligt nemmere at komme i gang med end Galaxy Trucker
    Meld endelig tilbage om det har været hits, det kan jo godt være at det bare er mine spil-opdragede børn der finder glæden ved dem.
    Mange af spillene kan også lånes på biblioteket. Så har man lige lidt press på, fordi man gerne skulle nå at spille det inden det skal afleveres.

  4. Hvor hyggeligt, Hansen. Vidste slet ikke, ar du også hang ud herinde.
    Må hellere se at komme i gang med at prøve Dixit. Ikke første gang jeg hører dig tale godt om det
    Ses til møde senere

  5. #0 – Hvordan får Risk i exceptionel grad noget usympatisk op i spillerne?

    #3 – Kalaha er et spil der i en eller anden form har ekstremt mange år på bagen… Ingen skam i det, når du spiller det er du en del af mere end 2000 års kulturhistorie

  6. #8 Det er rent anekdotisk bevismateriale, så vær velkommen til at ignorere det, men: Jeg har efterhånden prøvet at spille med en del folk, der spiller alle andre spil helt fint, men når det kommer til Risk, bare bliver ubehagelige og irriterende. Og netop ikke på den måde hvor det er en bærende mekanik i spillet ( Junta, Diplomacy, Manhattan osv.). Men på den måde der skaber dårlige tabere og dårlige vindere, og bare ikke gør det til en særlig sjov spilsession.
    Jeg ved ikke om det var svar nok – og det er sikkert ikke gældende for lige præcis din spillegruppe – men det er min erfaring

  7. #9 – Junta er fantastisk, det er hands down det sjoveste brætspil jeg har prøvet.

    Anyways, det er mit indtryk at Risk spil hurtigt bliver meget politisk med uformelle aftaler og alliancer der skifter som vinden blæser og tonsvis af brudte løfter. Men jeg ved ikke om jeg synes det som sådan får det værste op i folk, på nær når nogen bærer nag med fra det ene spil til det andet. Men jeg er også meget nostalgisk omkring Risk, det var det første sådan rigtige brætspil jeg prøvede som en bette hvalp.