Endnu et år er gået og denne gang tror jeg verden drager et kollektivt lettelsens suk. 2021 ser ikke ud til at skulle starte specielt godt, medmindre man er gamer. For os er det relativt nemt at finde en mental flugtvej og vi har mange muligheder! Men hvor har jeg så været henne i gamer-universet i år? Faktisk temmelig vidt omkring, viser det sig!

Lige i slutningen af 2019 sad jeg og hyggede med Star Wars Jedi: Fallen Order. Det er jo et singleplayer-spil med masser af historiefortælling, så det var lige mig! Der var mange timers god underholdning, men desværre ikke nogen særlig replayability. Heldigvis kan mit spilbibliotek byde på mangt og meget, så jeg kunne vende næsen mod Diablo 3 og Deep Rock Galactic. De to spil kan jeg snildt vende tilbage til – selv efter en lang pause. Det er rart med nogle go-to spil!

Doom Eternal

Foråret bød på den første lockdown, men heldigvis også på Doom Eternal. Jeg havde fornøjelsen af at pløkke mig gennem så store horder af dæmoner, at selv Constantine ville nikke respektfuldt og anerkendende i min retning. Tung metal gennem højttalere og kranier, what’s not to like? Med spillets hæsblæsende hastighed, er jeg næsten ked af at jeg ikke er til multiplayer og PVP.

Deep Rock Galactic

Maj måned markerede en særlig dag for mig: Deep Rock Galactic gik i luften! Dette er et spil jeg har nydt gennem Early Access i selskab med et par venner. Skal sandt siges, så har jeg selv købt og betalt både spillet og dets udvidelser, selv om Ghost Ship Games sikkert med glæde havde kastet keys efter mig. Det har de ladet gå ud over jer og derfor har vi så mange gange kunnet udlodde spillet og nogle udvidelser. Det er et spil, jeg konstant er vendt tilbage til – både i solo play og med vennerne.

Command & Conquer Remastered

Op mod sommeren blev jeg sendt tilbage i tiden. Det skete med Command & Conquer: Remastered. Selv om jeg har været fan af serien under dens udvikling, måtte jeg krybe til korset og erkende, at min nostalgi ikke var stærk nok. Det var sjovt at se tilbage på min fortid som gamer, men ikke sjovt nok til at spillet blev en del af min nutid. Efter anmeldelsen røg spillet da også tilbage på hylden.

Disintegration

Lidt efter blev det til en omgang Disintegration. Heller ikke her var jeg synderligt imponeret. Jo, der var nogle ganske pæne elementer, men så var det heller ikke bedre. Konceptet var fint men simpelthen ikke ambitiøst nok. Det kunne have været en storslået oplevelse med et dybt gameplay, men udgiveren syntes åbenbart at ”færdig er bedre end perfekt”. Jeg havde nok trukket ”færdig”-stregen et andet sted i sandet.

Star Wars: Squadrons

Der skulle gå noget tid, før Hr. Chefredaktøren kastede nye ting i min retning. Det blev til endnu en tur til en galakse langt, langt væk, men denne gang i et helt omvendt perspektiv. Fra at være en Jedi under udvikling, blev det tid til at være en ualmindeligt almindelig men dygtig pilot. Skiftet fra at være superhelt til at opleve konflikten fra begge sider og i et cockpit var rigtig fin! Som sædvanlig er jeg dog en sucker for singleplayer og historiefortælling, så det var mest dén del, der optog mig. Også selv om det stadig er sjovt at spille med og mod andre.

Immortals Fenyx Rising

Helt anderledes blev det dog, da jeg i december fik en kode til Immortals Fenyx Rising. Sjovt nok passede det med, at jeg blev sendt hjem i karantæne OG modtog koden i god tid før udgivelsen. Det blev dermed min absolutte fornøjelse at kunne levere jer en anmeldelse før udgivelsen på et virkelig stærkt grundlag. Heldigvis var det også en spiltype som jeg synes godt om, så jeg var vældig underholdt! Og så er det faktisk sjovt nok det eneste spil, jeg anmeldte i 2020, som IKKE er sci-fi!

Cyberpunk 2077

Nu sidder jeg med Cyberpunk 2077 og glæder mig til et godt stykke inde i det næste år. Hvorfor? Ja, som rygtet er det en veritabel bug-fest, ganske lige som The Witcher 3 var ved sin udgivelse. Jeg gider ikke at udbrede mig om spilindustriens fejl og mangler, men ser bare frem til at CDPR får udbedret dem der er i spillet.

Året der gak

I sin helhed har 2020 været oplagt for gaming. Lockdowns, karantæne, social distancering. Det er lige præcis opskriften på at få fred til at spille sine spil. Bredden af spil i mit bibliotek, har da også gjort at jeg har kunnet få afløb for mangt og meget. Om det så bare har været lidt mentale udfordringer, så har puzzlegames kunnet gøre det. Skulle jeg af med lidt flere aggressioner, så har Doom Eternal været lige ved hånden. Og så er der den generelle virkelighedsflugt, når verden derude bare er helt på skideren. Så er det næsten ligemeget hvilket spil, jeg får gang i.

4 KOMMENTARER

  1. Damn jeg er lidt misundelig på at du har haft både deep rock galactic, Doom Eternal og immortals. Har ik selv haft tid til dem endnu, men det kommer

  2. Doom Eternal ville jeg rigtig gerne kunne holde af og spille, men jeg har desværre et kæmpe problem med spillet: jeg bliver simpelt hen så søsyg af at spille det indenfor 10 minutter Så det kommer jeg desværre nok aldrig igennem.

    Er også godt i gang med Star Wars Squadrons kampagnen og det er med stor fornøjelse og nostalgi fra de gode gamle x wing spil. @guitarlars, jeg har det som dig her: single player og story mode trækker klart mest her, men må hellere få prøvet MP bagefter også – trods alt spillets kerne element