Har du Guitar Hero Live liggende i et skab, hvor det blot samler støv? Så tag mine ord for gode varer, når jeg nu fortæller dig, at der ikke er nogen grund til at hive det frem igen nogensinde.

 

I weekenden fik jeg en pludselig lyst til at spille Guitar Hero Live. Ganske uprovokeret fik jeg billeder i hovedet af folkemængden foran scenen, som tilbad min overlegne fingerteknik, mit karismatiske scenetække og evne til at tryllebinde et fanatisk publikum. Det er i hvert fald præmisserne for ”Live”-delen af spillet, som jeg semi-lykkeligt huskede som værende en ganske unik følelse.

Jeg hev derfor de gamle guitarer frem, smed disken i min PlayStation 4 og forberedte mig på en massive lydbølge fra de tusindvis af dedikerede rockentusiaster, hvis eneste job er at brøle ekstatiske jubelord om kap med hinanden.

Du smiler måske nu, men der er en rant på vej.

Jeg skulle ganske få øjeblikke ind i spillets første sang, før det gik op for mig, at mine minder om Guitar Hero Live, som jeg anmeldte i 2015, på ingen måde kan synkroniseres, med den utilstrækkelige spiloplevelse der fejlagtigt forsøgte at vække begejstring i mit gamersind. Noget virkede helt forkert, og det tog mig lige et par dage, før jeg kunne sætte ord på hvad det helt konkret var. Faktisk kom visdomsordene fra den person jeg deler postkasse med, da hun valgte at sætte spillet op mod en relativt tilsvarende og væsentligt mere moderne fortolkning af rytmespilsgenren: Beat Saber, som vi herhjemme spiller med PS VR.

Mens jeg sad og mumlede en hybrid af bandeord og skuffelse, og ikke helt forstod hvorfor jeg ikke kunne holde de rytmer, som ellers var relativt simple at holde i forrige spil i serien, fik hun ytret sine egne forbehold ved spillet, og hun ramte fuldstændig plet: der mangler ”feedback”.

Så anerkend mig dog!

Feedback er en del af et spils design, som kan findes både i lyd og billede. Det er blod der fosser fra en fjendes kranie, når en patron flyver tværs igennem øjet. Det er det penetrerende ”kling” der afgives, når to sværd krydser klinger. Det er også lyden af et minimalistisk tordenskrald, når man skærer en blå eller rød kasse midt over under en omgang Beat Saber.

Guitar Hero Live har også feedback, men det kommer udelukkende til udtryk i form af forstyrrende ”klinke-klanke”-lyde, når man strummer forkert. Spillet formår derimod ikke at anerkende, når man gør noget rigtigt, udover den forudbestemte reaktionen fra publikum, som gradvist vendes fra begejstring til hån og tilbage igen. Der er ingen pondus i denne reaktion. Det er en glidende overgang, som ikke formår at påpege, præcis hvor man som spiller gør noget galt. Når denne upræcise feedback ikke lærer spilleren noget af sine fejl, og ligeledes heller ikke anerkender de sekvenser, der forlanger særlig opmærksomhed og fingersnilde, så fejler designet af spillet.

Publikum her viser ret godt mine tanker i dag om Guitar Hero Live.

I min anmeldelse påpegede jeg også, at musikken i Live-delen er henvendt en målgruppe, som jeg bestemt ikke tilhører. Alt for få af sangene er udgivet før årtusindeskiftet, og det var ikke et udvalg af artister som umiddelbart appellerede til mig. Jeg skulle dog i forbindelse med weekendens guitarudskejelser opdage, at det faktisk ikke var sangenes skyld, men derimod det overordnede lydbillede. Hovedinstrumentet, altså guitaren, lå forbløffende langt tilbage i lydbilledet, hvilket i sig selv er en mærkelig beslutning, når fokus nu bør ligge på netop lyden herfra. Dertil er der nærmest ingen ”umf” over hverken trommer eller bas. Mest overraskende er vokalen i samtlige sange, der lyder som om de pågældende vokalister har haft et halstørklæde for stramt om læberne, til at lade ordene komme ordentligt igennem.

Jeg forstår slet ikke, hvordan mit minde om denne udgivelse var så positivt, når jeg nu har stået med spillet i hænderne igen, og følt at jeg på en eller anden måde har snydt mine egne sanser. Designet omkring lyd, feedback og den insisterende leflen for et alt for ungt publikum, gør at det ikke længere er et spil jeg kommer til at savne. At TV-delen af spillet desuden lukkede for sine servere i 2018, og dermed aktivt udryddede mere end 800 sange med langt større variation fra sin playliste, bidrager heller ikke til at genfinde min begejstring.

Jeg vil i mellemtiden håbe på, at der en eller anden dag bliver genudgivet ”de go’e gamle” Guitar Hero-spil, fra dengang karikerede rockstjerne-arketyper, generiske publikummere og selveste Slash formåede at simulere drømmen om et liv på scenen, bedre end optagelser af virkelig mennesker kan formå.

Beklager, Guitar Hero Live, men jeg tænkte for højt om dig …

Det er naivt at tro, at alle spil kan forblive tidløse. Men der er noget utrygt ved tanken om, at man bliver blæst så langt bagover af et førstehåndsindtryk, at man potentielt glemmer at være kritisk overfor om det man lader sig underholde af, i virkeligheden aldrig burde have set dagens lys. Okay, den udmelding er måske lige hård nok, og jeg anerkender trods alt, at posen blev rystet godt og grundigt med Guitar Hero Live. Skal jeg tænke tilbage på Guitar Hero-serien, og rent faktisk finde et smil frem på læben, så vil min erindring fremover blot strække sig til Guitar Hero III: Legends of Rock.

Det tror jeg ret nemt jeg kan slutte fred med.

12 KOMMENTARER

  1. Guitar Hero Live fik aldrig ordentligt fat i mig. Jeg mindes med glæde min tid med Guitar Hero 2, 3 og World Tour (det var sgu fedt at lave et band med vennerne, og trommerne var også sjove). Det bedste (som jeg dog har spillet for lidt, da det kom lidt sent) må næsten være Guitar Hero: Metallica. Alle numrene er fede at spille guitar på.

  2. Har aldrig prøvet live, men 1,2,3, Legends of Rock, Metallica og Rock Band har jeg kastet uendeligt mange timer efter.

    Den gamle xbox, guitarerne og trommesættet (det store 3. Parts man kunne købe den gang) står stadog fremme på herreværelset og bliver brugt engang i mellem når jeg trænger til luft

  3. Jeg hoppede på Rockband bølgen efter GH 2 og da jeg gav mig i kast med GH3 var det bare ikke det samme.. Netop det du beskriver, at man føler sig unsync og ikke rammer. Rockband havde bedre respons i forhold til billede og tast. (måske var det sync mellem fjernsyn og lyd, men fik det aldrig til at spille optimalt med GH serien i forhold til Rockband)

    Virkelig god point med feedback du kommer ind på og fin klumme
    Ja, det kunne være fedt at få lidt musik tilbage i den dur eller mol

  4. GH Live fangede heller aldrig mig og tror sgu du (eller din bedre halvdel) rammer hovedet på sømmet hvad feedback angår. Der var så mange små mikroonteraktioner i de gamle spil der hele tiden gav dig små dopaminskud i løbet af en sang. Live handlede alt for meget om at det skulle være en “realistisk” koncertoplevelse og glemte gameplayet i den stræben. Jeg ville også elske at se en genudgivelse med alle de gode gamle sange og det bundsolide gameplay opdateret til nutidig 4k 60fps

  5. #4 Accenten er nu ikke en del af imperativ på dansk, hvis vi skal ned i detaljer. Man kan sådan helt generelt vælge at bruge den for at fremhæve hvor trykket skal ligge. Og godt nok kan “kasser” læses på flere måder, men det er kun én af dem, der resulterer i en gyldig og meningsfuld sætning