Jeg er i skrivende stund i gang med et fantastisk spil: The Witcher 3. For spillets protagonist, Geralt fra Rivia, mangler verden bestemt ikke ting at lave, selv hvis man føler et behov for en pause fra spillets ellers glimrende hovedfortælling. Man kan jage monstre, gå på skattejagt efter episk gear, bokse med de lokale, befri besatte områder, ride om kap med de adelige og meget, meget mere. Spillets kort er så plastret til med aktiviteter og uudforskede spørgsmålstegn, at det uden tvivl kan inducere panikanfald hos en ellers helbredt OCD-patient. Og dog er der én ting, som altid får mig til at smide alt hvad jeg har i hænderne og spæne Geralt igennem hele byen; nemlig Gwent.

Gwent i The Witcher 3

Gwent er et kortspil, som Geralt bliver introduceret for i starten af The Witcher 3. To hære forsøger at besejre hinanden igennem tre runder. Hvem end der kan vinde to ud af de tre runder, med de ti kort man har på hånden, har vundet. Det er så simpelt og alligevel er der masser af plads til taktiske overvejelser og udspekulerede tricks. Kort sagt, det er ret genialt.

Det deck, man starter med, er selvsagt uhyre dårligt, men hver person man vinder over giver et nyt kort og inden længe har man flere legendariske kort på hånden. At rejse rundt fra sted til sted og tæve de regerende Gwent-mestre i The Witchers verden, med mit bad-ass Northern Realms deck, er faktisk federe end at rejse rundt og jage monstre. Nogle gang sker det endda, at man får muligheden for at løse en quest gennem et spil Gwent, hvortil jeg altid svarer ”Alright, let’s play Gwent, motherfucker!”

Gwent er altså et af de sjældne tilfælde, hvor et minigame til tider stjæler rampelyset fra hovedspillet. Et andet spil, hvor dette var tilfældet, er måske lidt obskurt og gammelt, så bær lige over med mig.

Monkey Football i Ape Escape 2

Ærlig talt kan jeg ikke huske meget fra Ape Escape 2. Mine brødre og jeg havde spillet på vores PS2, for hvad der føles som en evighed siden. Det, jeg dog kan huske er, at Ape Escape 2 i sig selv var irrelevant; det eneste, der betød noget, var Monkey Football. Monkey Football er – som navnet antyder – et rimelig ligetil fodboldminigame, hvor to hold aber spiller mod hinanden. Men hold kæft hvor var det sjovt og nøj, hvor kunne man blive rasende, når man tabte i sidste sekund. (NB: Det var dengang, PlayStation controlleren havde ledning, hvilket ofte betød, at man i ren arrigskab kom til at hive konsollen ned på gulvet).

Mine brødre og jeg endte med at gennemføre spillet 100%, ikke fordi vi syntes det var sjovt, men blot så vi kunne være sikre på, at vi havde de bedste aber til at spille Monkey Football. Gode tider.

Kung Foot i Rayman Legends

Før jeg begynder, vil jeg gerne lige få to ting på plads:

  • Rayman Legends er et fantastisk spil i sig selv, Kung Foot er bare et mere genialt partygame.
  • Jeg er ikke særlig vild med fodboldspil generelt, men åbenbart elsker jeg det som minigame.

Kung Foot er så simpelt som det bliver: to hold, to mål, én bold, total fucking kaos. I perfekt overensstemmelse med hovedspillet er det i Kung Foot fuldt ud tilladt at tæske løs både på bolden, sine modspillere og endda sine medspillere. Som resultat bliver alle kampe i Kung Foot et stort kaotisk virvar, hvor bolden flyver over det hele, og ingen har nogen som helst idé om, hvad de laver.

Nu hvor jeg beskriver det, lyder det måske frustrerende, hvilket er helt forkert. Fremfor alt er Kung Foot ekstremt underholdende, specielt når man spiller to mod to, og en virkelig god måde at få folk op at køre. Det måske bedste ved Kung Foot er, at givet spillets letforståelige kontroller, plus en vanvittig mængde kaos, kan selv den største noob samle en controller op og være med.

Mega minigames

Nogle gange sker det at minigames får deres helt eget liv. Dette skete for minigamet Geometry Wars i Project Gotham Racing 2 som blev til det fremragende Geometry Wars: Retro Evolved. Ligeledes fik Gwent også sit eget liv sidste år, da CD Project Red udgav Gwent: The Witcher Card Game som et free-to-play spil til PC, PS4 og Xbox One.

De største succeshistorier – når minigames udvikler sig til megagames – findes dog ikke i de officielle spil, men er et resultat af almindelige brugere, som har brugt værktøjerne fra et spil til skabe deres egne minigames. Jeg tænker specielt på to brugerskabte minigames, som hver især ændrede gamingverdenen: DotA fra Warcraft III og Survival Games fra Minecraft.

DotA kender vi vist nok alle. Dette mod lagde grundstenen til den genre, der senere kom til at hedder MOBA, og som var dominerende i begyndelsen af 2010’erne med titler som League of Legends, DotA 2 og Heroes of the Storm.

Minecrafts Survival Games lyder nok en del mere obskurt for de fleste, men dets indflydelse er meget tydelig at mærke nu om dage. Survival Games (oprindeligt kaldet Hunger Games – et navn der ikke overraskende blev ændret) blev udgivet i kølvandet på The Hunger Games filmen og forsøgte at genskabe filmens alle-mod-alle overlevelsesarena. Dermed blev Survival Games ét af de første spil i den genre, som vi alle kender og – nogle af os – elsker, nemlig Battle Royale.

Here’s to you, minigames

Minigames er altså potentielt mere end blot en distraktion fra det fulde spil. Der findes uden tvivl en masse minigames som er spild af ens egen tid og af spiludviklernes energi. Er der nogle, der kan huske Tekken Force fra Tekken 3 og Tekken 4? Nøj, det var RINGE! Men der findes også minigames som overstråler deres oprindelsessted. Minigames er samtidig en god måde for professionelle spiludviklere og glade amatører at teste nogle sindssyge idéer, som aldrig kunne blive et selvstændigt spil under den rigide AAA-spil model. Jeg håber i hvert fald, at vi kommer til at se mange flere minigames i fremtidens store udgivelser.

Hvilke minigames mener I, gør hovedspillet til skamme? Drop en kommentar nedenunder og kom med nogle bud.

14 KOMMENTARER

  1. Triple Triad i Final Fantasy VIII. Afsindigt simpelt kortspil, som også kunne stjæle forbløffende meget af min opmærksomhed. Elskede at drøne til alle afkroge af verden, og finde/vinde de mest sjældne kort. Specifikke regler kunne ændre sig fra region til region og jeg brugte afsindigt lang tid på at udrydde “random”-reglen, da den seriøst kunne fucke alting op, men med elements og same-reglerne, kunne man med lidt snilde sagtens tæve en åbenlyst bedre hånd. Tror faktisk også spillet senere blev udgivet i app-form til smartphones, men har ikke lige undersøgt det nærmere.

    Der var et nogenlunde tilsvarende kortspil i Final Fantasy IX, men det fangede mig aldrig rigtigt på samme måde. Blitzball i Final Fantasy X var heller ikke uden sin charme.

  2. Hyggelig og godt skrevet artikel. Velkommen til Wane.

    Jeg kan sagtens følge Gwent som værende super vanedannende, har ikke spillet det så meget selv. Jeg har indtryk af, at har du nok gode kort, så er det næsten svært ikke at vinde mod AI’en, men det er måske bare mig?

  3. Jeg er så enig med dig Wane, især GWENT fra the witcher, elskede simpelthen også at spille det i Thw Witcher 3, jeg udfordrede alt og alle, og elskede at samle og købe mig til et godt deck Hvor ville det da bare være fedt hvis det var første gange jeg skulle starte TW3 op!

  4. #1 Jeg sprang Final Fantasy VIII over – den gang, for lang tid siden – og lige nu fortryder jeg det!

    #2 NB: Stand-alone udgaven af Gwent er blevet ændret så meget, at den ligner mere Hearthstone, end Gwent-spillet i Witcher 3. Personligt er jeg ikke en fan.

    #3 Det er da rigtigt! Jeg spillede også vildt meget Poker og Liars Dice i det originale RDR. Synes generelt at Rockstars minigames er kedelige ad H til, men Red Dead gør det godt.

    #4 Damn, det er old-school.

    #5 Tak skal de have!
    Til dit spørgsmål må jeg svare både ja og nej. Ja, på et tidspunkt havde jeg så gode kort, at det blev for nemt. Heldigvis har CDPR været så smarte, at de har gjort det muligt at justere sværhedsgraden for Gwent alene. Efter jeg havde skruet op på ‘hard’, havde alle købmænd og innkeepere pludseligt de samme OP legendariske kort som mig, og spillet blev lidt udfordrende igen. (Ikke den mest elegante løsningen, men hej, hvad ellers?)
    Skal dog lige sige, at der er én quest, som er én stor Gwent turnering. Den er i hvert fald udfordrende, og, en god måde at afslutte sin Gwent-carriere i Witcher 3.

    #6 Ja, det har de virkelig lavet godt. Kan godt forstå alle dem som kalder Witcher 3 for ‘game of the generation’. Glæder mig til at spille udvidelserne, har hørt at der er flere Gwent-kort i Blood and Wine

  5. Stolt ejer her af “Card Collector” og “I Have A Gwent Problem” – achievements. Begge er til hovedspillet, jeg kan dog ikke huske om jeg samlede alle kort fra DLC’s. Men havde det mægtigt sjovt med Gwent.

  6. #7, du kan godt glæde dig til Blood and Wine, især så får du er nærmest selvstændigt separat spil med masser timer i, og kanon historie. Og så, er der gjort rigtigt meget ud af Gwent, med masser turneringer og nye modstandere, og masser kort Ej, nu ville jeg ønske det også var første gang jeg skulle spille Blood of Wine

  7. Jeg kan huske at Gwent ikke gik særlig godt for mig i første gennemspilning af Witcher 3.

    Da jeg så fik fingre i Heart of Stone og Blood and Wine, kunne jeg ikke lade være med at gå i dybden med spillet. Det var sgu top dollar og virkelig godt indrullet i spillets verden! Og ja, så skader det ikke at få fingre i de virkelig fede kort

  8. Velskrevet!

    Dine skriverier opvejer din ekstremt lille e-penis. Må den vokse støt og roligt!

    /DR-jargon off

    Velkommen, var vist det, som jeg prøvede at sige (skrive?)…

  9. Action quake 2 er i min verden det mod der kom inden Counterstrike kom på banen som mod i Half life. Har næsten samme aspekter og våben dog med Quake måden at bevæge sig på.