Mit gamer-år har på godt og ondt været defineret af en vis global begivenhed, der næppe behøver nærmere introduktion her. På flere leder og kanter har det været udfordrende at mødes i den virkelige verden med venner og familie i en alt for lang periode. Og det har helt naturligt trukket mig hen til skærmen i 2020 for at få tanket op på socialt input. Mit første favoritspil for året er derfor også rendyrket multiplayer.

Call of Duty: Warzone

Warzone blev spillet, der for alvor trak mig ind i Battle Royale genren her i 2020. Inden da har jeg utroligt nok kun sniffet kortvarigt til genren via Battlefield V: Firestorm. Ikke just den mest opløftende indfaldsvinkel til Battle Royale, og jeg blev da også ret hurtigt kureret for interessen igen. Men så en dag i forsommeren var der et par venner, som ret insisterende ville have mig til at downloade Call of Duty: Warzone, ”for det er sindsygt godt, og så er det jo gratis”. Jeg har været grundigt hooked lige siden.

Kort fortalt byder Warzone først og fremmest på klassisk Battle Royale mode, hvor man alene eller i hold på op til fire spillere bliver smidt ind i en afgrænset kampzone. Zonen er omkranset af dødelig giftgas, der gradvist bevæger sig ind imod et usynligt centrum et sted på kortet. Man er op til 150 spillere ved rundestart, og så bliver alle ellers stille og roligt mast sammen på et mindre og mindre område. Herfra er det så om at være sidste spiller/team i live for at vinde runden.

Der skal for det første samles udstyr og våben op, samt tjenes penge til mere udstyr, ammunition og armour plates (skudsikre plader). Og så er Warzone ellers en rigtig fed kombination af stealth og man hunt! Når man forstår at holde lav profil de rigtige steder, slå til med lynets hast som en ninja og med den rette timing, så venter succesen forude.

Runden er startet og 150 mand dropper ind med faldskærm – undgå helst at lande oveni et modstanderhold.

Spillet er rigtig godt mht. det sociale, hvis man har en fast gruppe venner at spille med. Spillets tempo er først og fremmest tilpas lavt til, at man også kan komme hinanden ved undervejs og have det sjovt. Men der er også klart behov for knivskarpt samarbejde og kommunikation. Hvis det skal gå rigtig godt, så bør man udpege en holdleder – for ellers ender man hurtigt som fire hovedløse kyllinger på en befærdet motorvej. Spillet giver til gengæld virkelig mental belønning, når samarbejdet flyder, man får strategien til at virke og får nedlagt modstanderne effektivt. Det giver et lækkert kick, når man som hold får lagt en god angrebsstrategi, overlister et andet hold, og udfører udryddelsen til perfektion. For enden af regnbuen venter naturligvis også det ultimative: en rundesejr!

Selvom tempoet ofte er lavt, så eksploderer tingene hurtigt på nul komma fem i Warzone.

Omvendt kan spillet være utroligt nådesløst, hvis man er uopmærksom, tåger for meget rundt uden en plan, eller slet og ret bare er uheldig. Spilområdet er ved rundens start kæmpestort og der er ofte mange åbne vinkler, hvor man kan blive set fra. Pludselig bliver man dræbt fra en uset vinkel af ét eller få skud, uden nogen sinde at have haft en chance. Held er derfor altid også en del af spillets udfald på godt og ondt.

Alt i alt har Warzone været en rigtig god måde for mig at være sammen med flere af de nærmeste venner på i de seneste måneder. At spillet samtidig er gratis, utroligt fængende og sjovt samt ikke mindst nervepirrende, er en stor bonus.

Assetto Corsa Competizione

Mange gamere kender i hvert fald nok af navn Assetto Corsa – en efterhånden klassisk racing simulator med pæn popularitet og succes bag sig. Til gengæld er det nok færre, som kender til efterfølgeren Assetto Corsa Competizione (ACC). I modsætning til originalen, så er ACC et utroligt smalt og fokuseret spil, hvor det pt. kun er muligt at køre to bilklasser: GT3 og GT4. For den gennemsnitlige gamer med interesse for racerspil fremstår ACC muligvis derfor meget fattigt på indhold. Intet kunne dog værre længere fra sandheden. I ACC ligger djævlen – eller rettere glæden – nemlig gemt i detaljen!

ACC er over to år gammelt, men har stadig min fulde interesse, og har efterhånden bestjålet mig for 300 timer. Også her i 2020 er det blevet til utallige timer bag rattet, og spillet er af den slags, der virkelig vokser på én med tiden.

Det er rullende starter i ACC. Positionerne er fundet og om et sekund eksploderer feltet – “green green green”!

Kort fortalt er ACC en ekstremt nøjagtig og virkelighedstro simulation af virkelighedens GT3 og GT4 World Challenge racerserier. Racerbanerne og bilerne er modelleret og simuleret ned til mindste detalje. Og her er ikke noget med powerslides og drift i Forza Horizon stil, eller nitroboost og uendelige doughnuts á la Need for Speed. Bilerne er simuleret så realistisk som man kan forvente af et spil for almindeligt dødelige, og sværhedsgraden er derefter. Bilerne er dog slet ikke umulige at komme i gang med at køre i. Der hvor spillet for alvor bliver svært, er først når man skal lære at køre bilerne helt til grænsen for at finde de sidste sekunder på omgangstiden.

(Artiklen fortsætter på næste side.)

3 KOMMENTARER

  1. Jeg er klart med på BG3 Er dog ikke sikker på, at det når at komme ud næste år, og jeg springer heller ikke på Early Access.

  2. glæder mig til noget mere subnautica og denne gang helt blindt i modsætning til originalen hvor jeg desværre spillede early access. BG3 skal helt sikkert også spilles når det er ude af early access