I 2016 fik Daily Rush et tiltrængt ansigtsløft, og i den forbindelse har vi her på redaktionen valgt, at ændre formatet på den sædvanlige ”Årets Spil”-artikel. I stedet for at tage den traditionsrige sludder indbyrdes blandt skribenterne, hvor enighed er et sjældent fænomen, har hver skribent fået mulighed for at sammensætte sin egen opgørelse over de bedste spiloplevelser for det forgangne år.

Jeg lægger derfor ud, med mine absolutte favoritter fra 2016.

For mange spil og for lidt tid

Jeg har på ingen måde haft mulighed for eller lejlighed til at spille alle spil, som er udkommet i 2016. Nogle af titlerne på min bucket list inkluderer f.eks. Civilization VI, World of Final Fantasy, Titanfall 2, Forza Horizon 3, Overwatch og Dark Souls 3.

Dertil er der spil, som jeg kun har stiftet meget kort bekendtskab med, men som alligevel ligger klar i spilbiblioteket, med henblik på en nærmere granskning. Disse titler omhandler f.eks. Hitman, Batman: The Telltale Series og Firewatch.

Dertil burde jeg vel egentlig også give No Man’s Sky et forsøg mere, efter udgivelsen af den seneste patch, som skulle have tilføjet en del underholdende elementer til oplevelsen. Kommer det nogensinde til at ske? Næppe …

Ikke desto mindre er jeg dog blevet velsignet med nogle fantastiske oplevelser, som mere end rigeligt har fanget min interesse i de seneste 12 måneder, og herunder finder du mine største succeser i vilkårlig rækkefølge

The Last Guardian (Kæledyrssimulatoren)

Hvad der føltes som uendeligt lang udviklingstid, mundede ud i den mest følelsesladede spiloplevelse i mange år. Båndet mellem den uskyldige dreng og det lodne fabeldyr Trico, vækkede personlige minder om de kæledyr jeg selv har været beriget med gennem min opvækst.

Trico var ofte umulig at kommandere rundt med, men det var netop en del af charmen og indlevelsen. Enhver der nogensinde har forsøgt at tæmme en kat, ved at det er en nærmest umulig opgave, men man kan dog ikke undgå at holde af kræet, når det ruller rundt på jorden med et legesygt blik.

Hvis du på noget tidspunkt har tænkt dig at stifte bekendtskab med Trico, så hold dig væk fra alt der minder om spoilers. Du tror du ved hvordan historien konkluderer, men det kan jeg love dig for at du ikke gør!

Final Fantasy XV (Boy Band-simulatoren)

Nu vi snakker om lang udviklingstid, så giver det vist fin mening at følge op med Final Fantasy XV. De fire kammeraters road trip formåede at fange alt hvad gør Final Fantasy-serien fantastisk, mens nye elementer blev nænsomt introduceret til det uindviede publikum.

Final Fantasy XV formår ikke helt at markere sig som en af de bedste udgivelser i den traditionsrige franchise, men med fornuftig inspiration fra vestlige RPG’er, er spillet et fremragende eksempel på, at spilindustriens veteraner ikke skal være bange for at prøve noget nyt.

Jeg er i hvert fald ikke længere nervøs for om Final Fantasy VII: Remake bliver min tid værd. Faktisk er jeg kun blevet endnu mere spændt.

The Witness (Hjerneblødningssimulatoren)

Jeg troede at puzzle-genren var nået i mål med Portal 2, men genistregen fra Jonathan Blow skulle vise sig at være meget mere, end en næsten uendelig række af paneler der skulle løses. De puzzles man blev præsenteret for var udfordrende i sig selv, men turde man opsøge spillets skjulte mekanikker, var der en hel verden af mønstre og sammenhænge, som får det gængse easter egg til at ligne et pusespil med to brikker.

Måden hvorpå The Witness introducerer spilleren til sine regler og begrænsninger, foregår helt uden tale eller skrift, hvilket blot understreger de muligheder der ligger i at udvikle et sprogneutralt spil. Det er præmisser alle kan forstå, og hvis man giver sig selv tid nok, er det en åbenbaring af de helt store der venter.

Jeg har stadig ikke klaret samtlige af spillets udfordringer, men det piner mig at jeg må træde ind i 2017, uden at have overkommet den sekvens, der blot omtales som “The Challenge”.

XCOM 2 (Brætspilssimulatoren)

Jeg var uendeligt lykkelig den dag XCOM 2 blev annonceret til konsollerne. Gang uendeligt med sig selv, og så har du min sindstilstand fra den dag jeg sad med spillet i hænderne. Alt hvad jeg huskede fra min gennemspilning af XCOM: Enemy Unknown var intakt, med adskillige forbedringer til formularen som blot intensiverede spiloplevelsen.

Fjenderne blev mere lumske, banerne var aldrig helt de samme og konsekvenserne af et forkert trin eskalerede på ingen tid. At den form for spænding kan findes i et turbaseret strategispil, må betragtes som et kæmpe skulderklap til Firaxis Games.

Jeg var mest af alt imponeret over hvor glimrende spilet egentlig fungerer med en controller, da jeg normalt vil sværge til mus og keyboard ved denne genre. Konsolejerne skal dog kun se sig tilfredse, da XCOM 2 er det ypperste inden for sin egen kategori, og uanset hvilken platform man foretrækker, er dette mange sene nattetimer værd at begrave sig i.

Keep Talking and Nobody Explodes (Stresssimulatoren)

Jeg ved godt at PC-gamerne fik Keep Talking and Nobody Explodes tilbage i 2015, men det var først i år PlayStation 4-folket kunne være med. Det er ikke en titel jeg fik anledning til at anmelde, men efter et par festlige lejligheder med både venner og kollegaer, har der slet ikke været tvivl om at dette spil er værd at nævne.

Keep Talking er simpelthen det perfekte festspil, hvor en person har til opgave at forklare sine medspillere hvordan en bombe ser ud, og ud fra den 23 sider lange manuel, skal medspillerne så forklare hvordan bomben skal desarmeres.

Spillet vækker en rus i alle spillere, både når det lykkes at desarmere bomben, men lige så vel når der begås en fejl. Der opfordres til at man danner sit eget komprimerede og effektive sprog, og særligt som teambuilding er Keep Talking fænomenalt. I må gerne bashe mig for at være håbløst bagud på spiludgivelser, men hvis du og dine venner endnu ikke har prøvet det, så er der altså ingen undskyldning til jeres næste sammenkomst.

INSIDE (Angstsimulatoren)

INSIDE er det andet spil, som jeg nogensinde har givet karakteren 10/10. Det tager blot fire timer at gennemføre, men muligvis en levealder at bearbejde. INSIDE findes til alle tænkelige platforme.

Der er faktisk ingen undskyldning – du SKAL spille INSIDE!

Hvis du allerede har gennemført spillet, er du sikkert også med i koret af lovprisere. Har du oplevelsen til gode, så lad det være det første du gør, når tømmermændene alligevel skal overkommes d. 1. januar.

Uncharted 4: A Thief’s End (Familiesimulatoren)

Der er næppe nogen som er i tvivl om, at Uncharted 4 var noget nær den perfekte afslutning, på en fantastisk serie. Det solide gameplay var intakt og grafikken var stadig i verdensklasse. Alligevel var det den fortalte historie som indtog førersædet, og sikrede at Nathan Drake fremover kan hædres som et gaming-ikon.

Kombinationen af det fremragende manuskript og de fantastiske ansigtsanimationer, var hvad der fik Uncharted 4 til at skille sig ud fra de øvrige spil i genren. Som Østkyst Hustlers siger det i deres dansk rap-klassiker Hustlerstil:

“Jeg er forrest i feltet og du ved jeg bli’r ved – jeg ved der er en nummer to, men der’ for langt derned.”

Selvom Uncharted 4 angiveligt skulle være et farvel til Nathan Drake, så kan vi alligevel se frem til Uncharted: The Lost Legacy, med den ubehageligt appellerende Chloe Frazer i hovedrollen. Man bliver jo helt varm indeni blot ved tanken.

Dette blev mine sidste ord på Daily Rush i 2016. Tusind tak for i år, og se nu frem til krudtet, de fjollede hatte og en dosis tømmermænd der kan nedlægge et næsehorn.

8 KOMMENTARER

  1. Det bedste spil jeg har spillet i år, må være Uncharted 4: Thiefs end. Det er det bedste eventyr/skattejagt spil jeg nogensinde har spillet og alle fremtidige eventyr spil vil blive målt med det. Der er ingen tvivl i min bog at Årets spil er Uncharted 4: Thiefs end.

  2. God liste, jeg tror faktisk, at Inside er årets spil for mig. Det var virkelig en fantastisk oplevelse.
    Samt The Witcher, som jeg først fik prøvet i år.
    Uncharted 4, er selvfølgelig også med på den liste, men de to andre titler gjorde alligevel noget specielt.

  3. #0, ja, for satan, Uncharted 4 er jo genialt. Jeg har netop fået mig en PS4 Pro, og har så i samme ombæring købt Uncharted 4, og jeg er helt blæst væk af fortællingen, fortællerstilen, GRAFIKKEN, animationerne, gunplay, lydsiden, skuespillet…nøj, hvor er det dog bare guf! Jeg skal også ha’ mig The Last Of Us: Remastered, når nu det er Naughty Dog, der også har lavet det.