Det er måske en provokerende beskrivelse, men her er hvorfor den passer: Den rette vin kan sagtens stå og lagre længe, mens den samler sig om alt det gode fra druen! Og at hælde denne kærligt behandlede vin på nye, flotte flasker er snarere gjort af stolthed over produktets kvalitet, end en sygelig trang til at bruge etikettens design til at overdøve en sørgelig oplevelse.

Det er basalt set den fornemmelse, jeg sidder tilbage med, når jeg med et lettelsens suk, læner mig tilbage efter at have overlevet endnu et panik-inducerende zerg-rush af dæmoner og andet ondskabsfuldt godtfolk. Alle de gode kvaliteter fra de unge DOOM-dage, triller let og legende over tungen med liflige overtoner af mørk humor, samt tungere noter af krudtrøg, indvolde og eksplosioner.

Få vil blive overraskede over, at grafikken i dén grad har fået et løft siden de gamle dage. Deraf de nye flasker. Spillet er, selv i mine lidt mere beskedne indstillinger, stadig hamrende flot og flydende mens det emmer af stemning. De nye grafiske muligheder er endda blevet udnyttet med respekt for de gamle spil, så designet virker snarere som en mere detaljerig opdatering, frem for en komplet erstatning af de gamle designs.

Lagringen af den gode vin, kommer især til udtryk i hvordan DOOM formår at inkorporere alle de fede nyskabninger, som spilverdenen efterhånden har taget for givet. Mulighederne for at opgradere og tilpasse sin rustning og sine våben, er udført helt fantastisk og er det væld af komplekse noter, der danser aromatisk rundt om næsen og løfter spiloplevelsen.

Skål!

6 KOMMENTARER

  1. Du fanger helt sikkert essensen af spillet Jeg elsker også hvert sekund af DOOM (singleplayer) og har heldigvis en smule af kampagnen til gode endnu.

  2. Jeg synes også det er en flaske der smager af mere. Man kan jo sagtens nyde den i laaaaange drag af store glas, til man er igennem den første flaske.

    Derefter er der intet der forhindrer i at man åbner en flaske til, og sipper nok så forsigtigt til den, så man kan nyde den ud i alle krogene, hvor de virkelig finurlige noter gemmer sig i aromatiske tåger

    Nu fik jeg så også lige fingre i bedre glas at drikke den af, samt en vel-iltende karaffel og i stedet for 70cL flasker, fik jeg en Magnum-flaske! Også kendt som henholdsvis ny musemåtte, ny mus, samt et GeForce GTX 1080, hvis man lige vil have oversat vinjargonen. Nyyyyyyyydelse!