SteelSeries' kontor på Frederiksberg

For mange år siden startede SteelSeries i samme kælderlokale som Daily Rush. Siden da er brandet, der er kendt for deres high-end gaming headset, mus, keyboards og musemåtter, vokset til gigantstørrelse og har været med til eftertrykkeligt at sætte Danmark på gamingens verdenskort. I dag omsætter SteelSeries gaming udstyr for over en milliard kroner om året og sælger deres produkter verden over.

På Daily Rush kender vi SteelSeries’ grundlægger, Jacob Wolff-Petersen, helt tilbage fra den danske IT-branche i 90’erne, hvor han var kommet til København fra Bornholm med en masse idéer og endnu mere energi. For nylig mødtes vi med Jacob til en snak om gaming, hardware, spil, iværksætteri og selvfølgelig SteelSeries.

Ice Ice Baby!

Soft Trading, som SteelSeries hed oprindeligt, kom til verden på Holmen i København i 2001. Firmaets første produkt hed Icemat og var en musemåtte lavet i glas. I dag er musemåtter i høj kvalitet til gaming en no-brainer, men det var bestemt ikke tilfældet dengang. Samtidig var en musemåtte til 199 kroner ret uhørt. Musemåtter, det var noget crap i plastic, man fik kastet i nakken gratis.

Men Jacob Wolff-Petersen havde set, at uden den rigtige musemåtte fik man som gamer ikke det optimale ud af sin dyre mus:

“Icemat’en løste virkelig et reelt problem. Der er to sider af sagen, når man skal have god tracking, og hvis man er villig til at give så mange penge for en mus med god optik eller gode sensorer, så er man selvfølgelig klar til at betale for den anden halvdel, som er musemåtten.”

Icemat var firmaets første produkt

Icemat’en fandt hurtigt et dedikeret publikum og begyndte at sælge. Med firmaets næste skridt i tankerne rejste Jacob Wolff-Petersen til Taiwan i 2002. Han ankom som et fuldstændig ubeskrevet blad, men fik ikke desto mindre snakket og charmeret sig til en aftale med en fabrik, der også producerede for Sennheiser, Panasonic og Plantronics, der på det tidspunkt dominerede markedet inden for high-end headset.

”Det var jo bare fordi, de troede på mig. Jeg kunne sidde og fortælle en helt fantastisk historie om, hvad gaming kunne blive til i fremtiden. At det så rent faktisk blev sådan, det var der ikke nogen, der vidste, inklusiv mig selv,” griner Jacob Wolff-Petersen.

Det håndslag i Taiwan blev startskuddet på SteelSeries’ produktportefølje, som vi kender den i dag og førte bl.a. til de ikoniske headset 5H og Siberia.

Men det var faktisk først i 2003, at Jacob Wolff-Petersen gik all in og begyndte at arbejde fuld tid med SteelSeries. Han havde fået en aftale på plads med Microsoft om at bundle deres IME (IntelliMouse Explorer) 3.0 mus med Icemat. Dengang så Microsoft ikke selv IME 3.0 som en gamermus, men det gjorde Jacob og hans bundle solgte i tusindvis.

Fra Holmen til hele verden

I takt med den stigende succes begyndte firmaet at vokse. Flere medarbejdere kom til, og kælderen på Holmen blev skiftet ud med nye, større lokaler på Nørrebro i København og senere de nuværende kontorer på Frederiksberg, i Chicago og i Taipei. Firmaet gik helt fra start ud i verden for at lave aftaler med distributører. De skulle være globale! Og Jacob Wolff-Petersen rejste selv rundt og forhandlede 200 dage om året.

SteelSeries’ gamle kontor på Ryesgade i København

Den hidtidige kulmination på vokseværket kom i juli i år, da den danske kapitalfond Axcel købte SteelSeries. Sælgerne var amerikanske Catterton Partners, der købte sig ind i firmaet tilbage i 2012.

Det er både tankevækkende og faktisk også betryggende, at en virksomhed, der er vokset fra et enkelt skrivebord i en kælder til en stab på 180 medarbejdere og en stor kapitalfond i ryggen, stadig er drevet af passionen for gaming hele vejen rundt, og at der ikke er gået politik og MBA regneark i den.

”Noget af det, der har været bibeholdt er faktisk den DNA og den følelse, der er dybt inde i SteelSeries. Der en uformel stemning, et buzz, og alle vil gerne være venner med alle. Og så handler det kun om gaming. Det har jeg det mega godt med,” udtaler Jacob Wolff-Petersen.

Jacobs egen rolle i firmaet har også ændret sig over tid. Han var oprindeligt direktør, men sidder i dag som medlem af SteelSeries’ bestyrelse, hvor han arbejder med firmaets overordnede strategi. Samtidig fungerer han som sparringspartner for SteelSeries’ ledelse.

Job hos SteelSeries? Du SKAL være gamer

Men hvordan bygger man så de produkter, som gamere verden over vil kaste deres surt opsparede penge efter? Det gør man ved selv at være gamer.

”For os er det at være gamer IKKE en, der sidder nede i kælderen. Det er ALLE. Det er fedt at være gamer, og man skal være megastolt af det,” fortæller Jacob Wolff-Petersen, som også pointerer, at alle helt op til den øverste CEO selv spiller.

Jacob forklarer, at fordi folkene i SteelSeries’ udviklingsafdeling har en gamerbaggrund, har de en helt grundlæggende forståelse for, hvad der fungerer og ikke fungerer, når man spiller.

”Når vi ansætter folk, så er det sådan at: Ja ja, det kan godt være, du ved meget om elektronik. Det kan også godt være, at du har lavet headset før… Men hvilke spil spiller du?”

Når der skal introduceres nye features, har SteelSeries også altid professionelle gamere med i processen, som giver deres feedback. Og endelig er Jacob Wolff-Petersen selv en inkarneret gamer gennem mange år.

Vi misser selvfølgelig ikke chancen for at spørge, hvad Jacobs all-time favoritspil er, og han tøver ikke med at svare: StarCraft!

Software som SteelSeries’ edge

Flere gange i løbet af vores samtale vender Jacob tilbage til SteelSeries Engine. Det er den software på din computer, der styrer alt fra nye drivere til avancerede indstillinger, som at dit keyboards RGB-lys skifter til rødt, når din health i spillet bliver for lav, eller at din mus vibrerer, når en cooldown er udløbet.

SteelSeries Engine

Den første version af Engine kom på gaden i 2008. Softwaren opstod i kølvandet af SteelSeries’ World of Warcraft-mus, som kunne sættes op direkte inde i spillet. Men allerede tilbage i 2007 havde Jacob skitseret et helt roadmap for SteelSeries Engines features, og hvordan software og hardware skulle integreres i de kommende år.

“Hele softwaredelen kommer til at adskille os – også i fremtiden” udtaler Jacob, som i dag ser software som én af SteelSeries’ helt store styrker over for konkurrenterne. Han forventer at hardware og software kommer til at smelte endnu mere sammen, også inden for nogle af de nye produktkategorier, SteelSeries har kig på, som f.eks. gaming chairs.

Og der er endnu mere på vej på softwaresiden. Senere i år kan vi forvente en helt ny version af SteelSeries Engine, der lander med en stribe rigtig spændende features (følg med herinde på Daily Rush for at blive opdateret på det nye).

Jacobs guldkorn til jer med iværksætterdrømme

Interviewet lakker mod enden, og Jacob skal snart hente sine børn fra skole. På falderebet spørger vi, hvilke råd han vil give til de unge Daily Rush’ere, der har en god ide til et firma, og Jacob deler to råd med os.

Det første handler om ikke at sætte alt over styr fra dag 1. Jacob sørgede i starten for nøje at skalere sine omkostninger efter sine indtægter, så han ikke risikerede at måtte lukke firmaet, fordi han var løbet tør for penge.

“Det tager bare lang tid, og det er en god idé, at man kan få noget brød i munden undervejs, og det skal man sørge for.”

Det andet råd handler om at kende sine egne begrænsninger som iværksætter. Man skal finde de folk, der kan alt det, man ikke kan selv og så lære af dem. Er man ikke villig til det, er det et stort problem for firmaet, forklarer Jacob Wolff-Petersen.

“Jeg har været meget succesfuld med at se, hvad mine egne begrænsninger var, og jeg har aldrig haft noget imod at ansætte folk, der er langt bedre end mig.”

Jacobs gode råd er hermed givet videre til næste generation. Fra redaktionen siger vi tak til Jacob Wolff-Petersen og SteelSeries for interviewet!

15 KOMMENTARER

  1. Ah en Icemat med teflon tape på musen. Det var de gode gamle dage! Gad vide hvor min er…?

    Fedt interview og spændende læsning.

  2. Har stadig min icemat liggende. Eneste minus ved den var at ens musehånd hurtigere blev kold på glas end på stof. Havde den ikke haft det “problem” havde jeg sikkert stadig brugt den i dag.

  3. Ja, Icemat var sindssygt fed sammen med de gamle kuglemus, de eneste problemer var at fødderne på musen blev slidt op hvis ikke man brugte teflontape under og så blev den plaskvåd hvis man svedte for meget i hænderne i kampens hede.

    Har en Rival 710 mus pt. og det er en af de bedste mus jeg har prøvet.

  4. Superfedt interview, rart at læse om (endnu) en dansk succeshistorie inden for gaming! Havde set frem til interviewet da I nævnte det sidst – godt gået DR.

    Derudover; anede ikke, at det oprindeligt var Steelseries (dog under et andet navn) som i sin tid stod bag Icemat mussemåtterne. Har flere gange overvejet, om man skulle anskaffe sig sådan én igen. Det lader dog til, at de i disse dage kun kan opstøves på DBA o.lign.

  5. Icemat + Intellimouse. Det var satme en vild combo. Det eneste jeg ønskede mig dengang var en større musemåtte.

    Det blev løst ved jeg fik et nyt skrivebord, der var perfekt til Quake3!

  6. Ejede som de fleste FPS gamere dengang også en intelli 3.0 mus og en icemat – sled faktisk flere mus op.
    Ville ønske jeg havde købt nogen flere dengang og gemt dem i kælderen

  7. Kan huske lyden og følelsen af, den mindste krumme eller sandkorn på en icemat drev mig sindssyg. Forfærdelig plade, men havde da en.

  8. Uhhh jeg har stadig en first edition Steelpad som jeg måtte vente ekstra tid på pga mange ordre. Han stod selv og skar dem ud i sin garage

  9. Rigtig fint interview!

    Min mor har min gamle Icemat virker stadig fint. Min far har min gamle Steelpad som også fungerer glimrende.

  10. Jeg tror faktisk også stadig jeg har en icemat liggende i en kasse. Jeg aner ikke hvorfor, da jeg næppe kommer til at bruge den igen. De musse-underlag man kan få nu er satme blevet gode.