En snak med IO Interactive
De fleste danske gamere er stolte af, at også lille Danmark gør sig bemærket på det internationale marked for computerspil. I Malerstræde i det centrale København finder vi IO Interactive, som har skabt de succesfulde spil – Hitman: Codename 47, Hitman 2: Silent Assassin og senest Freedom Fighters.Vi har sat Mads Prahm (Game Director på Freedom Fighters) og Jacob Andersen (Game Director på Hitman-serien) stævne til en mindre formel snak.
Daily Rush: Hvordan dukkede ideen om at skabe et spiludviklerfirma?
Jacob Andersen: Vi var nogle stykker som arbejdede sammen i USA for et firma med udviklingen af et spil, men firmaet gik på et tidspunkt konkurs. Et eller andet skulle vi jo så lave, da vi pludselig stod uden ansættelseskontrakter, så hvorfor ikke?
Det var også et ret naturligt valg, da det var en ting vi var ret overbeviste om at vi var gode til, og Danmark er fuld af kreative dygtige mennesker – så det var bare om at komme i gang.
Daily Rush: Hvordan opstod ideerne til at lave Hitman serien og Freedom Fighters?
Jacob Andersen: Da vi startede på Hitman ville vi først lave et vildt shooter spil inspireret at JohnWoo filmene The Killer og Hardboiled, men efterhånden som vi fik levet os mere og mere ind i rollen som en lejemorder blev spillet også mere stealth-agtigt.
Mads Prahm : Vi havde alle mulige idéer til Freedom Fighters, som bl.a. udsprang af at vi ville lave en form for krigs/skydespil med MASSER af karakterer, eksplosioner og action på en gang. Vi ville lave noget, som var helt forskelligt fra Hitman – hvor Hitman er et ”snige-spil”, kan man nærmest ikke hoppe, springe og larme nok i Freedom Fighters.
Daily Rush: Hvor tit spiller I selv de spil I har lavet?
Mads Prahm : Under udviklingen af spillene bliver de pågældende spil afprøvet MEGET af hele holdet. Både grafikere, animatorer, programmører og lyd designerer har brug for at spille spillet ofte for at se om det de har produceret fungerer i spillet. Når spillet først er udgivet, er det svært at få taget sig sammen til at spille det “rigtigt”, da man på det tidspunkt kender det ud og ind. Overraskelseselementerne mangler jo lidt :o)
Daily Rush: Hvilke spil spiller i selv meget?
Jacob Andersen: Alt med Anden Verdenskrig i, og ellers Civ3.
Mads Prahm : Grand Theft Auto (PS2), Prince of Persia (PS2), Splinter Cell (XBOX), Rainbow Six (XBOX), Halo (XBOX), …
Daily Rush: Der har været en del navneforvirring om hvad jeres seneste projekt, første gang hed det Freedom: The Battle for Liberty Island og så anden gang hed det Freedom: Soliders of Liberty. Hvorfor endte det med Freedom Fighters?
Mads Prahm : Freedom Fighters var faktisk et af de oprindelige navne vi gerne ville have til spillet, men desværre var der et amerikansk firma det havde rettighederne til det. Da vi nærmede os udgivelsen af spillet lykkedes det os endelig at købe rettighederne så vi kunne kalde spillet det vi syntes var det bedste (og ikke mindst det korteste) navn.
Daily Rush: Hovedmanden bag musikken i jeres spil er jo den fantastiske musiker Jesper Kyd. Er han fast musikmand hos IO Interactive?
Jacob Andersen: Vi har arbejdet sammen med Kyd siden vi som teenagere lavede amiga-demoer, han var med i USA (og bor derovre stadig) og vi kender ham rigtig godt og det gør det jo unægteligt meget nemmere at arbejde sammen med ham. Kyd er ikke ‘fast’ men der er bare meget få musikere derude med Kyd’s talent for at lave musik til spil, så vi har ikke rigtig fået alternativer, vi mener kan bruges.
Daily Rush: Hvor meget kostede at lave Hitman, Hitman 2, Freedom Fighters?
Jacob Andersen: Hmm, det er svært at sige for IO-Interactive er gået igennem en opskalering løbende som ikke kan regnes ind i selve omkostningerne for spillene, men i omegnen af henholdsvis 14, 23 og 25 millioner for de 3 spil. Og vi forventer at budgetterne stiger ret meget i fremtiden.
Daily Rush: Har I planer om i fremtiden at lave spil til N-gage eller Game Boy Advance?
Jacob Andersen: Vi er faktisk mere interesserede i at se, hvordan PSP (Playstation Portable) kan bringe spil verdenen og vi følger lige nu dens udvikling med stor spænding.
Daily Rush: Vil der komme et nyt Freedom Fighters spil?
Mads Prahm : Tjah – man ved jo aldrig. Det kommer an på hvordan spillet bliver modtaget. Når julehandelen er overstået vil det være tydeligt om vi har et hit eller ej. Bliver spillet et hit, vil det være rigtigt interessant for os at lave en efterfølger. Men indtil videre synes vi salget tyder godt.
Daily Rush: Jeres næste projekt er Hitman 3, kan I afsløre noget MERE om det kommende spil?
Jacob Andersen: Det bliver en mere mørk og barsk version af Hitman. Missioner fra fortiden sådan som 47 husker dem.






























Nice interview.. helt sikkert…
og du kunne godt have presset dem lidt mere med Hitman3 end 1 spørgsmål
Jeg glæder mig som et lille barn til det spil, da jeg var fuldt optaget af 1 og 2’eren.
Jeg ved godt at de er meget hemmelighedsfulde omkring Hitman3 og vil gerne holde mange af tingene tilbage lidt endnu jeg har selv prøvet at udspørger dem om Hitman3 med mit eget spil community (http://www.callmebobo.com) …. jeg fik da også svar tilbage om at de ikke ville afsløre noget endnu, de ville lige have juleperioden overstået og sætte fokus på at få solgt Freedom Fighters.
Jeg har da også fået fat i hitman 3 traileren… og ser meget frem til mere info SNART !!!
//bobo
http://www.callmebobo.com
Øhh, alle kan få fat i Hitman 3 traileren.
Som sucks, men ja, det kan alle..