At være dansk er ikke dansk nok

Hvis du lukker øjnene en gang og tænker tilbage. Tilbage på tiden i grillbaren, hvor friturenstanken alene var nok til at give dig gaming-abstinenser, eller til tiden, hvor du sad sammen med dine kammerater foran din Commodore 64’er eller Amiga 500. Hvilke spil ser du for dine øjenlåg? Sikkert spil som Pac Man, Bubble Bobble, Space Invaders, Donkey Kong, Frogger, Pong, Lotus Turbo Challenge og Golden Axe. Hvor mange danskudviklede spil poppede op i din hukommelse? Sikkert ingen. Fortidens store klassikere er ikke danske, og der ligger det store problem i denne sag. For Kulturministeriet vil tilsyneladende ikke gå ind og bruge midler på at bevare noget, der ikke er dansk. Derfor er loven begrænset til at gælde “udgivelser i Danmark”. Dette begreb er dog fortolket meget forskelliget, alt efter hvem man spørger.

Kulturministeriet: Et pligtafleveringssystem må dog have sine begrænsninger. Det er i sagens natur ikke muligt med en pligtafleveringslov at sikre, at alt, hvad en dansker har kendt til igen- nem historien, bevares i Danmark. Danmark er under konstant påvirkning af udlandet, og Danmark bliver dagligt oversvømmet med udenlandske udgivelser, f. eks. blade, film, tv- og radio – og dermed naturligvis også computerspil. Det er ganske enkelt ikke muligt eller forsvarligt at pålægge Danmark at gemme alt dette materiale.

BilledeBillede

Nu bliver det interessant. For selvom det er forståeligt, at vi ikke kan pålægge kulturministeriet at bevare alle de vigtige spillemaskiner og spil, der igennem tidens løb er udkommet og vil udkomme på verdensplan, hvad så med spil, vi helt og holdent anser for at være ganske danske? Spilredaktør på Politikken Thomas Vigild har i flere blogindlæg – som efterfølgende er brugt som bilag for Kulturministeriets undersøgelse – fremstillet flere eksempler på, at denne lov om pligtaflevering er helt og aldeles forældet, eller fuldstændig fejlfortolket af politikerne og Det Kongelige Bibliotek, som egentlig har den lovpligtige opgave at bevaringen af spilkulturen. Hverken LIMBO, platformsspillet udviklet af det danske Playdead, Hitman: Bloodmoney fra danske IO Interactive eller Max & The Magic Marker fra københavnske Press Play er bevaringsværdige ifølge Det Kongelige Bibliotek og Kulturministeriet.

Spillene er nemlig ikke trykt på dvd-skiver i Danmark! Ja, så kampfjollet en grund ligger der blandt andet bag, at de tre danske spiljuveler ikke er værd at bevare. Det er nærmest svært at trække vejret, så tåbeligt det hele virker. Den anden grund er, at spillene ikke har en dansk udgiver. Men igen virker årsagen fuldstændig forfejlet. For spilbranchen er som helhed international helt ind i kernen. Denne dybt forældede holdning vil resultere i, at vi om 30 år står tilbage med en bunke børnespil og håndholdte små indiespil i vores gemmere. Det er ikke en kritik af de danske udviklere, der sidder med sådanne spil, de er skam også bevaringsværdige. Men det er en skam, at alle andre store og små spil og tendenser i branchen vil gå tabt i historien. Den dansk-bevarede historie under alle omstændigheder.

BilledeBillede

Netop LIMBO, Hitman og Max & The Magic marker er nogle af de største danskdrevne internationale successer vi nogensinde har haft rent kulturelt. De er fuldt ud på højde med Lars von Triers og Susanne Biers roste film. Når de film henrykker det udenlandske publikum, så står politikerne nærmest på nakken af hinanden, når der skal uddeles roser. Da Susanne Biers film “Hævnen” modtog en Oscar, sagde daværende kulturminister Per Stig Møller:

Dansk film har længe markeret sig flot internationalt, og med prisen til Susanne Bier viser vi endnu en gang, hvordan vores lille land med et lille sprogområde kan skabe film, der rækker langt ud over vores geografiske grænser.

Det har stor betydning for branding af Danmark, at vi kan levere kunstneriske bidrag, der vækker så betydelig genklang

Mon Per Stig Møller havde undersøgt, om dvd’erne var trykt i Danmark, om biografrullerne var lavet i Danmark? Og gik han op i, at det faktisk var Sony Pictures Classics, der stod som udgiver af Hævnen på det internationale marked? Nej, det gjorde han med garanti ikke. For ham var Hævnen meget,meget dansk. På samme måde som LIMBO er det for ufattelig mange spillere, der kigger lidt påm hvem er laver spillene. Danske spilsuccesser fortjener altså samme behandling fra politikerne. Og samme opbakning, når et danskproduceret spil klarer sig fortrinligt i det store udland. Som fx. LIMBO, Hitman og Max & The Magic Marker.

34 KOMMENTARER

  1. Jeg er egentlig enig med kulturministeriets beslutning så langt, at det kun bør være danske spil der skal have støtte til bevaring.
    Det ville jo være en glidebane uden ende, hvis vi også skulle til, at bevare alle udenlandske film.

    Der hvor jeg synes det bliver underligt, er når de vil have, at dvd’en er trykt i Danmark. Hvad har dvd’en(eller andre former for lagring) noget som helst at gøre med selve spilmediet? Man kunne jo også tage den et skridt videre, og så lade alt der nogensinde er trykt på en dvd komme uden for kategorien, bevaringsværdigt. Det er jo ikke en dansk opfindelse.

    Det bliver endnu mere underligt, at limbo ikke synes at være bevaringsværdigt. Det er jo slet ikke blevet udgivet på noget fysisk medie, men på internettet :S

    I tilfældet med hitman og ioi, bevæger man sig også ud i en gråzone. ioi er jo trods alt, en division af square enix. Der er som sådan ikke meget dansk tilbage i firmaet, på trods af at det blev startet dansk.

    Jeg synes generelt at artiklen var god, omend MEGET farvet. Argumenterne omkring per stig der mener at hævnen var meget dansk, er i bedste fald forfejlet. Det er jo ikke ensbetydende med, at de to nævnte organener finder filmen bevaringsværdig. Derudover så har filmen jo også haft en dansk udgiver.

  2. EU midler, de skulle undersøge om ikke der er midler at hente i en eller anden EU fond…

    #2 – Du kan ikke se en fordel i at Danmark kom til at sidde på det førende arkiv for den del af verdenskulturhistorie der omfatter computerspil?

  3. #3
    Ja, det har du jo egentlig ret i. Hvis ikke Grækenland har taget alle EU’s penge

    edit: Men tror du ikke man ville støde ind nogen af de samme argumenter, hvis man har spil fra usa og østen f.eks.?

    Edit2: Du mener altså, at vi bør give spilindustrien specielle fordele i Danmark? Det hænger ikke rigtigt sammen med, at folk siger at spil kan konkurrere direkte med film og musik som industri.
    Der ville også være fordele ved at have verdens største samling af musik og film, men det gøres jo heller ikke. Jeg mener der bær være lige adgang til alle medier til at kunne få støtte til at få bevaret deres genstande, men at give specielle fordele til visse medier synes jeg ikke om.

  4. Det er interessant og spændende, og som en der har smidt min del af mønter i arkademaskinerne i barndommen ville jeg da gerne opleve det.

    Men er enig i at det kulturmæssigt nok ikke ligger helt på toppen, det var en lille del af ungdomskulturen i hvad, måske 8-10 år?

    Hvis alt hvad der falder i samme kategori skulle have et museum og beskyttes af kulturministeriet så ville det jo ingen ende tage.

    Den slags har en berettigelse, men det bør understøttes af private ildsjæle og donationer, og ikke via offentlig understøttelse, præcis som så mange andre niche musser fungerer.

  5. Latterligt land vi lever i, når spilmuseet ikke får nogen støtte, samtidig med at flopfilmen “Magi i Luften” blev støttet med 9 mio DKK, og feministiske KVINFOs bibliotek alene får 7 mio DKK i støtte årligt.

  6. #7
    Ja det var jo præcis det jeg skrev. Mit indlæg var skrevet til dem der kan læse mellem linjerne og kan tænke selv ydermere. Du er undtaget.

  7. #8
    Ok, nu hvor jeg er så dum ikke at kunne læse dit indlæg, så det kommer til sin ret, vil du så ikke forklarer mig hvordan de to ting du nævner er eksempler på hvorfor spilmuseet skal have støtte?

  8. Folk skal lige huske at tænke på, at problemet i langt højere grad er, at Det Kongelige Bibliotek anser Toy Story 3 som mere dansk end Hitman: Bloodmoney, da Toy Story 3 har dansk sprog og den danske version er trykt til DVD i Danmark. Det er udelukkende og 100% derfor – der er vitterligt ingen anden årsag.
    Når de samtidig påstår at sikre danske kultur bedst muligt, har de bare misforstået noget meget grundlæggende.

    #5:
    Det er dog den mest profitable mediebranche i dag, hvorfor det giver 100% mening at opbevare branchens tidlige spadestik som kulturarv.
    Computere var heller ikke vilderen udbredt i deres første år, men derfor er det stadig værdifuldt at gemme hele deres historie.

  9. #12
    Det er interessant hvordan det udelukkende er blood money der kommer op. Det vil sige, at Hitman og silent assasin er bevaringsværdige?

    På sin vis kan man jo godt se det sådan. For hvis det ikke er en dansk udvikler, og det ikke er på dansk, så er der jo ikke meget dansk over det. For det er jo det der er tale om, i forhold til blood money. Det er ikke udelukkende udgiveren der er baseret i Japan, men ejeren der er baseret i Japan.
    På samme måde som at Lego har divisioner(eller hvad man skal kalde det) spredt ud over hele verden, så gør det jo ikke lego til hverken kinesisk eller amerikansk. Det er jo dansk.

    At Limbo så heller ikke er bevaringsværdig er mig så en gåde. Nogen der ved præcis hvorfor det spil ikke er bevaringsværdigt?

  10. #13:
    Der er forskel på Lego og Hitman. Så vidt jeg ved, produceres Legoklodser i Danmark, eller i hvert fald en anseelig andel, samt af danskere.

    Som jeg ser det, bør det være dem, der har skabt spillet, ikke hvem der ejer rettighederne eller har udgivet det, der er dansk.

    Det er ogs en instruktør, der “står bag” en film, ikke det selskab, der udgiver den.

    At gøre et produkt tilgængeligt at ikke det samme som at skabe produktet.

  11. Det er ærgerligt og skammeligt at Kulturministeriet har en så gammeldags og forstokket holdning…

    En helt anden diskussion er, at HVIS museet trues på sin eksistens, kunne det være, at de skulle revurdere deres forretningsmodel og begynde at tage entré. Som det er nu, er det gratis, men et spil på maskinerne koster, hvad de gjorde engang. Det levner dem ikke mulighed for noget så simpelt som at inflationskorrigere, fordi maskinerne kører med bestemte, faste takster og det i sig selv vil stille og roligt fjerne indtægtsgrundlaget. 2 kr. for et slag Pac-Man betaler vel dårligt nok den strøm som sådan et arkadedyr sluger.

    De burde tage entré istedet og gøre spillene gratis. Evt. med tidsbestemte armbånd, så man ikke bare kan betale entré og hænge ud dagen lang. “Alle dem med brunt bånd skal op nu”.

  12. #14
    Så vidt jeg ved, så er det en ganske lille del af hvad lego producere der bliver lavet i Danmark.

    Men dem der har skabt spillet blood money er jo heller ikke dansk. Det er en division af en japansk virksomhed. Ligesom Bioware er en division af EA.

  13. Super fedt at se en artikel som denne på Dailyrush. Det er det jeg har efterlyst så længe.

    Og så er det oven i købet et emne, som er blevet forsømt af den normale presse.

    Det havde dog klædt artiklen (specielt anden halvdel) Hvis Dennis havde kontaktet Kulturministeriet istedet for at skrive sin egen mening og hænge dem ud for at være dumme. Det er lidt ensidigt, og det kunne da være rart at vide, hvad deres tanker er om det.

    Anywho. Stadig en fin artikel, der skaber noget opmærksomhed om problemet.

  14. Kunne man ikke oprette en af de der støtteting man har brugt til ligesom med udgivelse af spil?

    Jeg tænker her på:
    http://www.kickstarter.com/

    Der er stort set ingenting jeg vil gider “bakke op om”, lige bortset fra det her.

    Jeg er udmærket med på det ligesom kræver en eller anden form for slutprodukt, men det var da værd at undersøge?

  15. #12
    Stor og profitable branche ja bestemt, men det giver ikke en berettigelse til at samfundet skal betale for at beskytte alt fra den branches historie som en del af kulturen.

    En bid hist og pist for generelt at symbolisere tiden og æraen skal nok finde vej ind på museer med tiden hvis det ellers er værd en fodnote når den tid kommer.

    Men en “så fuldstændig og så komplet som muligt samling” hører hjemme, og bør finansieres, af private samlere og ildsjæle indenfor det specifikke område.

    Samtlige modeller og udformninger, fra forskellige producenter indenfor…ridepiske, tobaksvarer, rationeringsmærker eller porno, det er heller ikke berettiget at kunstministeriet skal financiere, uanset hvor store brancherne engang har måttet være. Blot et par enkelte eksemplarer til at illustrere æraen dækker fint det generelle kulturelle behov, hvis det ellers er der.

    Alt udover er en niche specialisering med præg af samlinger, som mere hører hjemme i privat regi, der må trækkes en grænse for hvor meget vi kan kræve at samfundet/staten har et ansvar for at bevare.

    De største og mest komplette samlinger indenfor specialiserede områder er jo allerede idag i privat eje, legetøj, biler, frimærker, lamper, glas, tegneserier etc etc.

  16. #19.
    Essensen er – for mig – ikke mængden af bevarede spil, mens af loven fortolkes, så Toy Story 3 anses for mere dansk end Hitman. Fordi de danske Toy Story 3-spilleskiver blev trykt i Danmark. Det er da til grin.

  17. #4 – Der er ikke andre der har tænkt på det, sådan nogle hovedarkiver er en god ide at have hvis man kan pumpe deres rygte – både pågrund af forskning, forretning og kulturskabelse-

  18. #17 De er skam kontaktet. De har ikke kommet med noget brugbart endnu.

    Men håber helt klart, at lave en opfølgende artikel.

    Og ja, artiklen er mega farvet. Det er bevidst. Hvis vi her som en spilside ikke må skrive en farvet artikel om netop dette emne. Hvem skulle så gøre det?

  19. #13 LIMBO er ikke bevaringsværdigt, ifølge kulturministeriet, da det ikke er lavet til det danske marked. Det blev jo udgivet til hele verden via xbox live.

    Den daværende kultumedister skrev:

    Limbo er et online distribueret computerspil, som er udviklet af det dansk baseredefirma Playdead. Ifølge Det Kongelige Biblioteks oplysninger stod Playdead også somudgiver af spillet og på baggrund heraf lagde biblioteket til grund, at spillet var målret-tet mod Danmark.Biblioteket har efterfølgende fået oplyst, at det er Microsoft, der spillets udgiver. Spilletoffentliggøres ikke fra et dansk internetdomæne og det er ikke rettet mod et danskpublikum, da det eksempelvis ikke er muligt at afvikle spillet på dansk. Spillet er derfor ikkeomfattet af pligtafleveringsloven.

    Sakset fra et af hr. vigilds gode blogindlæg:
    http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/KUU/bilag/57/1049065/index.htm

  20. #28

    Det er selvølgelig netjournalistikkens charme, at modparten først kommer til orde i artikel nummer to

    Det er fint nok at være farvet. Din artikel fremstår bare lidt spøjst i mine øjne, når første del er meget faktuel og bygger på interview, mens resten næsten er en regulær klumme. Så hellere gøre en af delene helt.

    Men nu skal det ikke blive en diskussion, hvor I bliver sure på mig (igen). Lad mig endnu en gang understrege, at jeg synes, det er monster fedt, at du har lavet denne artikel.

    *edit* Et tip hvis du skal have udtalelser fra politikere. Fix et gæstekort til Borgen og fang dem på vejen ud af et samråd. Hvis du mailer/ringer, så bliver du sparket rundt ind til de bliver trætte af dig eller har fundet det bedst mulige svar på dit spørgsmål.

  21. #30 Plejer nu fint at få dem i tale ved bare at ringe. Virkede fint fra skolen af.

    De fik 3 arbejdsdage til at komme med et svar. Det gjorde de så ikke.

  22. #29:
    Ja, hvis én ting er sikkert, er det da, at vi er uheldige nok til at have en af de hobbyer i verden, der er længst tid om at blive forstået korrekt af dem med magten.

  23. Fin artikel. Synes det er en skam, hvis alt dette går tabt. Jeg synes virkeligt reglerne er lidt gammeldaws, hvad det her angår. Men det bliver nok ikke nemt, at få politikerne til at tage det her seriøst.