Vind eller forsvind

Da Destiny 2 landede i vores maskiner i efteråret 2017, tøvede vi ikke med at kaste en masse roser efter et spil, der både ville og kunne en masse. Tårnhøj produktionsværdi, gennemførte shooter-mekanikker, lækkert loot og ikke mindst muligheden for at spille igennem det meste i co-op med kammeraterne. Alt i alt en knaldgod omgang popcornsunderholdning, som så ud til at have potentiale til at underholde i lang tid fremover.

En langvarig nydelse var det dog ikke, taget i betragtning af Bungies ambitioner om at tilbyde et spil, som holdte spillerne ved ilden i mange måneder frem. For undertegnedes vedkommende blev det desværre også en kort fornøjelse, da endgame-mulighederne hurtigt blev trivielle og krævede endeløs grind af den mere kedelige slags. Altså havde jeg ca. 30 gode timer i selskab med spillet, hvorefter det blev lagt på hylden. En rigtig fin værdi for pengene – men den dedikerede fanskare ville have mere.

I sidste ende handler Destiny 2: Forsaken stadig om det samme – nyt, skinnende loot, der kan forøge dit power level.

Efter to små og meget skuffende udvidelser, der ikke har haft nok nyt under solen til at kunne lokke spillerbasen tilbage, er Bungie nu nået til en skillevej. Enten leverer de varen med Forsaken og giver den fuld gas i mange måneder frem, eller også må Destiny 2 siges at have fået dødsstødet af skaberne selv. Lad os omgående finde vores gear frem af gemmerne og drage i kamp, på vej mod power level 600!

Både pris- og indholdsmæssigt tungt

Forsaken forudsætter, at du allerede har Destiny 2 + de to udvidelser. I skrivende stund ligger Destiny 2 gratis på PSN for Plus-medlemmer, mens udvidelserne kan købes i en samlet pakke for 134,-. Forsaken koster i sig selv 319,-. Du skal derfor ud og investere 453 gode, danske kroner, hvis du vil være med til alt det nye og ikke har rørt ved Destiny 2 siden den oprindelige udgivelse. Vi har altså at gøre med en udvidelse, der ligger helt oppe i den tunge ende rent prismæssigt.

Til syvende og sidst er Forsaken dog ”blot” en udvidelse af grundspillet. Men på indholdssiden er det heldigvis også en rigtig tung én af slagsen, som byder på en masse nyt. Først og fremmest er der den helt nye kampagne. Hvor der i grundspillet var tale om en historie om undergang og storstilet krig, er der nu tale om en noget mere personlig fortælling, hvor en god ven skal hævnes. Undervejs støder man naturligvis på masser af skurke, hvor nogle er mere ambitiøse end andre. Men i det store hele er det en meget simpel og ligetil fortælling, som sjældent afbryder gameplayet. Personligt passer det mig helt fint, da Destiny-serien aldrig har været kendt for fantastiske historier, og at den derfor fylder mindst muligt, giver blot mere plads til det, som spillet excellerer i – kampene.

The Hangman – én af mange nye, underholdende bosskampe.

Den ca. 10-timer lange kampagne har i denne omgang en noget anderledes opbygning end vi er vant til fra serien. Efter få indledende missioner, bliver der åbnet op for en håndfuld såkaldte adventures. Hver af disse indeholder en dusørjagt på en boss – alle og én skal nedlægges, før vi kan få adgang til kampagnens sidste missioner og det endelige opgør mod den primære fjende. Alle adventures er mægtigt underholdende og indeholder masser af variation, og selve bosskampene byder på kreativt design samt et rimeligt niveau af udfordring.

Særligt én bosskamp står klart i min hukommelse. Her mødte jeg en boss, som ikke var til fods, men derimod fløj rundt på sin sci-fi-motorcykel. Her var jeg nødt til selv at hoppe op på et af disse lynhurtige bæster og nedkæmpe ham med de påmonterede våben. Ind imellem måtte jeg forlade den brændende skude, springe rundt til fods og fyre raketter efter ham, mens utallige andre fjender meldte deres ankomst, indtil jeg igen fandt et fartøj og kunne sætte efter ham. Kampagnen byder altså på væsentlig mere variation og sjovere bosskampe end grundspillets selvsamme.

Nyt, nyt, nyt

”Men hvad så efter de 10 timer, som kampagnen varer?”, tænker du nok. Jo, ser du, først og fremmest skal det slås fast, at der undervejs i kampagnen er meget andet at lave end blot de lineære missioner. Den ene af de to nye lokationer, Tangled Shore, byder på masser af små fristelser, som utvivlsomt kommer til at lede de fleste væk fra kampagnen for at jage nye belønninger og lækkert loot.

Foruden diverse public events (udfordringer, hvor spillere kan flokkes om at nedkæmpe en fælles fjende), alverdens collectibles, samt Lost Sectors (mini-dungeons, hvor en boss og en kiste med loot venter for enden), introduceres vi også for et nyt dusørsystem. Disse dusører samles op hos vores gode ven og dusør-pusher, Spider, og leder os ud på mission for at finde og tilintetgøre forskellige bosser med et stort WANTED plastret på deres navn. Nogle af disse finder sted i Tangled Shore, mens andre fører os til de andre planeter i solsystemet, som vi besøgte i grundspillet. En fin, ny feature, som gør, at de gamle lokationer stadig har relevans. Desværre er det ikke altid klart, hvor man skal lede efter bosserne, hvorfor jeg flere gange var nødt til at ty til en google-søgning.

Tangled Shore er fyldt med aktiviteter som disse Public Events. Slå pjalterne sammen med andre spillere og høst frugten af jeres hårde arbejde. Her ser du også et af de nye våben – buen, et klassisk værktøj mod alskens kryb.

En række nye strikes, altså dungeons for tre spillere, er det også blevet til i denne omgang. De er mægtigt underholdende og veldesignede, men desværre er jeg bange for, at mange casual-spillere slet ikke vil bide mærke i dem, da de blandes sammen med alle andre strikes i en samlet playlist. Det er muligt at starte de nye strikes enkeltvis, men gør man det, går man glip af de gode rewards, som man kun får fat i, når man hopper ind i en playlist. Kluntet designet. Men de nye strikes er i sig selv fede og står fortsat for noget af den ypperste underholdning, man kan have online med to venner.

En helt ny spiltype er det også blevet til – Gambit. To hold af spillere kæmper, særskilt på hver deres map, om først at fylde en beholder med såkaldte motes. Når beholderen er fyldt, spawner en boss, der så skal nedlægges. Vinderholdet er naturligvis det, der først nedlægger den kraftfulde fjende. Men der er et twist. Indimellem får man muligheden for at springe ind i det andet holds verden og lave ravage. Dermed blander denne nye spiltype altså PVE og PVP på rigtig underholdende vis. Og for én som mig, der aldrig rigtig var glad for Destiny 2’s oprindelige ultrasimple PVP, er det her en rigtig kærkommen tilføjelse.

Slutter det nogensinde?

Når du har gennemført kampagnen, klaret alle de nye strikes og mestret den nye spiltype… ja, så er spillet faktisk stadig ikke slut. En del af udvidelsens endgame udgøres nemlig af en helt ny destination, The Dreaming City. For at komme dertil skal du udføre en række udfordringer og mindre missioner, som låser op for dette besynderlige område, hvor endnu mere loot venter på dig. Her finder du daglige og ugentlige udfordringer, flere public events, endnu et strike, foruden det nye raid også venter på de allerstærkeste, som får kæmpet sig højt nok op i power level, så de kan deltage i spillets ultimative udfordring. Jeg har ikke haft mulighed for at prøve dette raid af, da mit power level simpelthen ikke er højt nok. Det kommer til at tage LANG tid, før jeg er helt deroppe!

En ny feature – collections. Her kan du generhverve udstyr, du tidligere har samlet op, hvorefter du kan forbedre det og modificere på livet løs, så det passer til din endgame-karakter. En rigtig lækker tilføjelse, der giver flere muligheder for at være kreativ med sit build.

Hvor Destiny 2-grundspillets endgame altså bød på endeløs grind af indhold, du allerede havde gennemspillet, på planeter, du tidligere havde udforsket, får du med Forsaken et helt nyt område at boltre dig på. Dertil skal også lægges, at du fortsat har mulighed for at grinde dusører, Lost Sectors, reputation, osv., hvis du ikke har fået nok af den slags. Der er med andre ord nok at gå i krig med, i hvert fald på nuværende tidspunkt. Om det er nok til at holde de mere ihærdige spillere fast i længere tid end det oprindelige spil kunne, kan kun tiden vise. Jeg har det fortsat sjovt efter ca. 25 timer, men om det også gælder efter 50 timer, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt udtale mig om.

Flere muligheder til folket

At dykke helt ned i Forsaken er en tidskrævende affære. Inden udvidelsen havde vi adgang til tre klasser, Hunter, Warlock og Titan, med hver tre underklasser, og hver af de tre underklasser kunne ydermere vælge mellem tre forskellige builds. I Forsaken udbygges hver underklasse med et nyt build. Altså kan man se frem til tre meget forskellige gennemspilninger, hvis man vil prøve alt det nye af.

Selv fortsatte jeg min færd som Warlock og valgte at låse op for det nye build til underklassen Stormcaller. Her fik jeg adgang til både nye nærkamp- og super-evner, som var særligt effektive på afstand, altså en væsentlig forskel fra tidligere builds, som var bedre, når fjenderne var kommet for tæt på. De nye evner, både de aktive og passive, ændrer altså markant min tilgang til kampene, og giver mig fornyet lyst til at mestre min klasse på en ny måde. På denne front leverer Forsaken også varen.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg kigger på her, men jeg får lyst til at være en idiot og trykke på alle knapperne. Destiny 2: Forsaken byder igen på smukt design og stemningsmættede sci-fi-omgivelser.

Mange af de kritikpunkter, som Destiny 2 modtog efter udgivelsen, da de første, positive indtryk havde lagt sig, gik på mangelfulde RPG-systemer, som først rigtigt blottede deres svagheder, når man var dybt inde i spillets endgame. Modifikationssystemet, som tilføjede nye evner til våben og udstyr, var dybt forvirrende og ikke særligt gennemtænkt. Det er nu blevet helt omstruktureret, så det er mere overskueligt, ligetil og giver mere gennemskuelige fordele til det udstyr, man vælger at modificere.

Et andet kritikpunkt var det meget restriktive våbensystem, der eksempelvis ikke gjorde det nemt, hvis man ville have en snigskytte-rolle, da snigskytteriflerne altid var låst til ens power slot, altså de mest kraftfulde våben, som krævede speciel og mere sjælden ammunition. Systemet er nu blevet mere åbent, så der er større valgfrihed og mulighed for mere kreative tilgange. Vil du slæbe to snigskytterifler med i kamp? No problem!

Konklusion

Destiny 2: Forsaken gør meget rigtigt i forsøget på at puste nyt liv i et ellers døende spil. En helt ny kampagne, flere strikes, tilføjelsen af den nye og underholdende kombinerede PVE/PVP-mode Gambit, forbedret endgame, en omstrukturering af væsentlige RPG-elementer og nye muligheder for hver klasse. Jeg kan i det hele taget ikke komme i tanke om flere væsentlige rettelser og tilføjelser, Bungie kunne have kastet sig over, uden helt at skulle omkode grundspillet. Så på den måde får de det optimale ud af udvidelsen.

Men det hele har en pris. Forsaken kræver nemlig, at du har både grundspil samt de to foregående udvidelser, hvorfor du kan ende med at betale rigtig meget for at være med helt fremme. Derfor synes jeg, at spillets prispolitik er lige lovlig aggressiv. I bund og grund er der tale om en videreudvikling, en udvidelse – dog med en række væsentlige tilføjelser – til et allerede eksisterende spil.

Scenen er sat til den næste store bosskamp. Arenaer som disse fører ofte til de bedste oplevelser med Destiny 2: Forsaken. Om få sekunder flyver effekterne om ørerne på én, mens man løber og svæver rundt, kaster med Void-granater og generelt bare føler sig ret fantastisk.

I sidste ende vil du ikke elske Forsaken, hvis du altid har hadet Destiny-serien. Så meget er der trods alt ikke ændret. Men har du altid haft smag for dens bombastiske popcorns-sci-fi-tilgang, med bløde RPG-elementer og masser af eksplosivt loot, og har du tilmed en gruppe venner, som du atter engang kan lokke med ud på fælles eventyr, er der rigtig meget at komme efter her. Det grundlæggende shooter-gameplay er stadigvæk eminent designet, og nu hvor Bungie har fået strammet op på resten af oplevelsen, har der vel ikke været et bedre tidspunkt at hoppe ombord på.

3 KOMMENTARER

  1. Gad godt se bungie kaste sig over et helt nyt rendyrket FPS. Tror der er mange der ikke bryder sig om den måde Destiny er bygget op på.

  2. #1 Du har helt ret i, at Destiny er en serie, som deler vandene. Jeg var faktisk ikke rigtig til deres Halo-serie. Selv om styring og mekanikker sad lige i skabet, manglede jeg i dén grad mere dybde og rpg-elementer. Men jeg er sikker på, at der netop er mange derude, som savner de mere simple tider.

  3. Jeg havde svoret jeg ikke orkede mere Destiny, men må indrømme det er ret underholdende. Købte først det hele da det blev gratis på psn nu her.

    Men synes det er nogle meget fede kampe. Og de har formået på en eller anden måde at gøre dem tilpas svære eller overkommelige.
    Så de virker intense selvom vi wndnu ikke har opgivet st nakke en boss.