Der har aldrig været den helt store opmærksomhed omkring Yakuza-serien i hverken Europa eller Nordamerika, til trods for enorm succes i Japan. Det er måske også forståeligt nok, da spillene er tungt inspireret af yakuza-filmgenren, som ligeledes heller ikke har det store publikum uden for hjemlandet. Yakuza 6 blev udgivet på de breddegrader i december 2016, og høstede, ligesom sine forgængere, stor ros fra anmeldere, men er spillet overhovedet relevant for de vestlige gamere?

Japansk ”hvem er hvem”

Lad mig med det samme slå fast, at et forhåndskendskab til Yakuza-serien ikke er nødvendig, for at kunne følge med i Yakuza 6. Udover at spillets intro har en god mængde flashbacks, som kyndigt forklarer hvordan landet ligger, så kan du fra hovedmenuen også vælge at læse en skriftlig gennemgang af historien fra de forrige spil.

Kiryu er på jagt efter barnets far.

Kazuma Kiryu er kendt som ”The Dragon of Dojima”; et navn han har gjort sig fortjent ved, gennem en årelang karriere som en af de mest hårdkogte mafiasympatisører, med et alenlang liste af kriminelle handlinger bag sig. Han har dog hjertet på rette sted, da han har påtaget sig en faderrolle overfor den unge Haruka Sawamura, som en dag bliver ramt af en flugtbilist. Omstændighederne er dog for tilfældige, og Kiryu er ikke i tvivl om, at der er større og mere ondsindede kræfter på spil. I samme forbindelse opdager han at Haruka har fået sig en søn, og han drager derfor til storbyen Kamurocho, hvor han agter at finde den skyldige i påkørslen, såvel som den biologiske far til barnet.

Kiryus mavefornemmelse viser sig at være helt korrekt, da en storstilet bandekrig er under optrapning. Uanset hvor meget han dog bestræber sig på at være neutral i underverdenens politiske magtspil, bliver han dog suget ind i virvaret, og må følge det helt til dørs, for at finde de mennesker han søger.

Du kan aldrig være helt sikker på hvem der er venner og fjender.

Historien har fart på allerede fra starten, men stikker aldrig så meget af, at tråden helt mistes. Det er nemt nok at holde styr på forløbet, men det giver til gengæld nogle andre udfordringer, når der udelukkende tales japansk, og engelske undertekster derved er eneste kilde til at holde trit med persongalleriet. Hver gang et nyt navn præsenteres, glemmes det sekundet efter det var blevet sagt, fordi de japanske navne bare ikke er skarpe nok i deres ordlyd, til at hænge ordentligt fast i en europæisk øregang. Det gør det udfordrende at vide hvilke navne der er relevante at huske, og hvilke man kan tillade sig at arkivere i glemmebogen. Det er især ærgerligt, når samtlige figurer er så stærke og karismatiske i deres udfoldelser, at det er nemmere at huske deres ansigter, end det navn de er blevet tildelt.

Marineret i neon

Hoveddelen af spillet foregår på gadeplan i storbyerne Kamurocho og Hiroshima, og det er faktisk befriende, at der ikke sigtes efter en gigantisk landmasse, som vi f.eks. ser i Grand Theft Auto V og lignende open world-titler – Man kan faktisk løbe fra det ene hjørne af Kamurocho til det modsatte på et par minutter.

Til trods for de minimale omgivelser, er der dog rigeligt at tage sig til. Næsten hver anden bygning gemmer på enten en arkadehal, en cabaret-klub, en internetcafé eller lignende etablissement, hvor en eller anden form for mini game kan finde sted. Om du vil spille dart, styrketræne eller score damer, så kan du altså få stillet sulten i den travle storby. De fleste sideaktiviteter bidrager dog ikke til andet end tidsfordriv, men de er nu ikke helt uden sin egen charme og underholdningsværdi. Se bare billedet herunder, fra en hyggelig online-chat jeg havde med en yndig dame.

Det er her ens forældre IKKE skal træde ind på værelset mens man gamer.

Lige så sprudlende byerne er af aktiviteter, i lige så høj grad praler de også af at se helt fantastiske ud. Der er virkelig kræset for detaljerne, hvilket der netop har været overskud til, når det ikke har været et spørgsmål om kvadratkilometer. Mantraet om ”kvalitet over kvantitet” er tydeligst i nattetimerne, når neonskiltene lyser husfacaderne op, og virkelig får spillet til at fastslå sit unikke udtryk. Ja, det er overdrevet til det nærmest karikerede, men der sker så mange ting på skærmen, at det er svært at understrege en enkelt facet, som værende de øvrige elementer overlegen. For satan hvor ser det bare godt ud!

Der er virkelig gang i lyseffekterne i de sene nattetimer

Både fodgængere og biltrafik bidrager yderligere til helhedsoplevelsen, og jeg fangede ofte mig selv i blot at stoppe op, og betragte byens åndedræt. Når først storbylivet i Yakuza 6 har fanget dig, så holder det fast – med modhager. Dertil hjælper det også, at de cykler, reklameskilte og trafikkegler man finder i bybilledet, kan bruges til at tæve folk med. Jep, nu skal det handle om al den sexede vold!

Spisepinde som våben

Før du tror, at du bare kan give hvem som helst et par på munden i Yakuza 6, så slå lige koldt vand i blodet. Du kan kun starte slagsmål med særlige grupperinger af mennesker. Disse varierer fra almindelige bøller til bandemedlemmer og mafia-undersåtter. De skal dog alle have den samme tur rundt i manegen, med en alsidig kombination af offensive og defensive teknikker. Det er ikke et komplekst system, men hvis du aldrig undviger eller parerer et angreb, så får du lov at bide i asfalten.

Der er rigelig mulighed for at nakke japanere i jakkesæt.

Efterhånden som Kiryu bliver stærkere, låses der op for flere angrebskombinationer, hvor mange af disse kan bruges under særlige omstændigheder. Bryder der f.eks. en slåskamp ud inde i en butik, kan du med den rette timing, få losset en fjendes hoved ind i en tændt mikroovn, og derved brænde deres ansigt til ugenkendelighed. Støder du på modstandere med håndvåben, er det muligt at fravriste dem disse, og efterfølgende bruge våbnene imod dem. Jeg bliver i hvert fald aldrig træt af, at hapse en forhammer fra en uopmærksom slyngel, og så give ham et ekstra næsebor på størrelse med en knytnæve.

Det tager lidt tid at låse op for de særlige special moves, men de er det hele værd.

Kampene er fede når de finder sted, men bliver altså ikke mere varierede end man selv gør dem. Den taktik du bruger mod spillets allerførste fjende, er lige så effektiv mod nogle af de hårdere negle man støder på senere i spillet. Fortællingerne i både hoved- og sidemissioner varierer, men det gør formularen bestemt ikke: cut scene, løb hen til mål, slåskamp og så en afsluttende belønnings-cut scene. Selv missionen hvor man skal klædes ud som en tegneseriemaskot der skal underholde byens børn, er der stadig nogle tumper der skal fodres med håndmadder. Vil man have alsidighed, må man derfor opsøge de tidligere nævnte aktiviteter, hvoraf nogle af dem dog også bidrager til at samle erfaringspoint til Kiryu.

Det kan godt svare sig at opgradere Kiryus evner, så snart man har nogle point til rådighed.

Jeg kan umiddelbart godt tilgive Yakuza 6 for dette aspekt, da de fleste kampe alligevel bidrager til følelsen af progression. Særligt bosskampene har efterladt nogle gode minder, hvor særlige øjeblikke giver en lille cut scene, før modstanderen skifter til sin næste, og lidt stærkere, form. Disse bosskampe tester mere din tålmodighed, end din egentlige teknik, da disse naturligvis har en god mængde hit points, hurtigere reflekser og har nogle aktive forsvarspositioner. Det er dog blot et spørgsmål om at aflure deres angrebsmønster, og så give igen når deres parader er nede.

Oftest står man over for grupper af fem fjender, men i nogle tilfælde vil man befinde sig i et lokale hvor op mod 20 eller 30 fjender skal have en lærestreg. Her er det til gengæld kaos der hersker, og de små finesser fra de mindre gruppekampe, kan da ikke længere betragtes som værende funktionsdygtige strategier. Det er ikke fordi kampene er umulige at vinde, men det har oftere været held end forstand, der har fået mig levende igennem disse sekvenser.

Spis, min gris

Der er nogle elementer i Yakuza 6, som dog ikke helt fungerer efter hensigten. Særligt spillets økonomi giver ingen verdens mening. Det ene øjeblik har du næsten ikke en krone på lommen, men pludselig kan du overmande en helt tilfældig fjende, som så smider 50.000 yen på jorden efter end kamp. Og herfra tager det fart. Du kommer til at have flere penge på dig, end du aner hvad du skal stille op med, og det er ikke fordi man høster særligt mange fordele, ved at købe nogle af spillets forskellige accessoires.

Vil du blive stærk hurtigt, så er det bare om at proppe noget i kæften.

Det mest fornuftige man kan gøre, er at besøge et af byens spisesteder, hvor man kan spise sig til flere erfaringspoint. Kombinerer du særlige retter, får du bonuspoint, som du kan smide direkte efter dine stats eller nye angrebsteknikker. Bevares, Kiryu kan kun spise en hvis mængde mad af gangen, men du behøver ikke vente mange minutter, før mavesækken er tom og du igen kan købe dig til flere point. For realismens skyld giver det egentlig fin mening, at helten ikke duer uden mad og drikke, men det virker akavet at æde tre burgere, to store stykker friturestegt kylling, en stor cola og en stor fadøl, med henblik på at få Kiryu i bedre form.

Spisningen giver bedst mening i samhørighed med træningscentret. Her får du en personlig træner, som giver dig nogle øvelser i form af quick time events, og beder dig herefter gå ud og spise noget helt bestemt. Du skal så regne ud, hvad det præcist er træneren gerne vil have dig til at spise, og finde det pågældende spisested som serverer netop den ret.

Nogle af sidemissionerne er decideret fjollede, men der er altid garanti for et slagsmål.

En endnu billigere løsning er at købe drikkevarer, som midlertidigt booster en angrebsstyrke, forsvar, hit points eller den mængde erfaringspoint Kiryu modtager, men jeg prøvede dem blot i starten af spillet, og rørte dem aldrig siden. Alligevel er der automater overalt hvor disse kan købes, og der er endda irriterende pile på både skærm og mini map, som påpeger deres tilstedeværelse. Jeg ser simpelthen ikke pointen i at gøre så stort et nummer ud af dem, når effekten af dem er så marginal.

Konklusion

Jeg har moret mig gevaldigt med Yakuza 6, og det er uden tvivl en serie jeg kommer til at holde øje med fremover. Den nærværende historie om Kiryu, som blot forsøger at lægge det kriminelle liv bag sig, holdt på min interesse, og det simple kampsystem er lige præcis skarpt nok, til at man ikke kan sove sig igennem forløbet.

Til gengæld fokuseres der meget på at alle missioner skal indeholde en kampsekvens, og noget adspredelse her havde virkelig klædt indlevelsen. Solving problems with your fists behøver ikke være en go to-løsning for alt.

Hvis man får lavet sådan en tatovering, så skal man sgu også kunne leve op til den – og det kan Kiryu.

Det er selvfølgelig valgfrit, hvor meget man ønsker at udnytte spillets økonomi, men der lader ikke til at være lagt for mange skarpe tanker i eksekveringen af dette. Måden hvorpå man rent faktisk optjener penge, altså ved at slå på mennesker man ikke kan lide, virker hverken troværdig eller særlig balanceret.

Dette til trods, så får Yakuza 6 stadig en varm anbefaling fra mig. Der er en dejlig balance mellem det seriøse gangsterliv og gakkede sidemissioner, som sørger for at holde humøret højt hele vejen igennem. Så må det være op til dig selv, at holde styr på navnene på alle spillets figurer.

6 KOMMENTARER

  1. #3 – Hvis Persona 5, Nier Automata og Nioh fungerer med engelske stemmer, så kan jeg ikke se hvorfor Yakuza 6 ikke skulle kunne få det til at lykkes. Spillet har været ude i Japan siden december 2016, så jeg undres over at der ikke er lagt nogle kræfter i en localization.

    Jeg vænnede mig skam (nogenlunde) til det, men jeg synes muligheden for at vælge engelsk tale havde været et stort plus.

  2. Jeg har været fan af Yakuza serien siden Yakuza 3 og glæder mig meget til at fortsætte historien med Kiryu.
    Hvad der især har tiltrukket mig er faktisk at det foregår på japansk. Det er en mere “immersive experience”. Man er i Japan, så man forventer også at der bliver talt Japansk.

    I henhold til at der ikke er en mulighed for at skifte til Engelsk har jeg selv aldrig savnet og jeg kan også se hvorfor det ikke bliver gjort

    Som der bliver nævnt i artiklen, så har vi at gøre med en niche i “Open World” genren.
    Og at have localization for et spil er sindsygt dyrt (især hvis man skal have gode VA)
    så tror det har meget at sige, hvorfor der ikke bliver brugt energi på dette