Det er tid til at falde på knæ. Ikke for at putte en ring din udkårnes finger, men for at headshotte tusindvis af russiske dræberrobotter i rummet. Vanquish har nemlig ramt Pc’en kun syv år for sent. Men hvordan spiller den klassiske Xbox 360/PlayStation 3-titel på den moderne PC-platform?

De brysthøje mure var på deres højeste

Da PlatinumGames leverede Vanquish til de to store konsoller i 2010, var brugen af brysthøje mure og brune spilverdener på sit absolut højeste takket være Gears of War-serien. Året forinden havde PlatinumGames med Shinji Mikami i spidsen kreeret Bayonetta, der blev modtaget yderst godt af både anmeldere og spillere. Det kunne virke som et underlidt skridt, at de nu kom med en 3rd person cover shooter.

Men det gjorde de faktisk ikke. For selvom spillet byder på massevis af de velkendte brysthøje mure, skulle Vanquish nemlig IKKE spilles som en cover shooter. I hvert fald ikke, hvis du ville have det sjovt med spillet. For som med mange af deres spil, havde PlatinumGames nemlig en ganske unik tilgang til det nu veletablerede coversystem. Det skulle nemlig bruges til at lade hovedpersonen genoplade den enormt effektive combat suit, der kunne ræse rundt på knæene, hvor det så blev muligt at skyde fjenderne i stumper og stykker i slow motion.

Onde russiske rumrobotter

Efter et oprør i Rusland bliver San Fransisco stegt som var hele byen i en stor mikrobølgeovn. Det duer selvfølgelig ikke, og derfor sender amerikanerne den kæderygende og fuldstændig intetsigende Gideon Emery ud i rummet, hvor han skal uddele tørre tæsk til alle russernes robotter, så New York ikke også bliver tilberedt som et daggammelt stykke kylling.

Historien tager sig selv alt for seriøs, hvilket til gengæld gør det umuligt at tage historien særlig seriøs. Den er ikke sjov, interessant eller fyldt med sjove personer. Det er klart det svageste led i hele spillet, og lidt en skuffelse efter den 100% vanvittige, overdrevne og total tossede historie fra Bayonetta året forinden. Heldigvis byder Vanquish på et ret så fantastisk gameplay.

Knæræs og kamprobotter

Hjertet af Vanquish er Gideons knæ og dragtens raketdrevne boostere. Spillets unikke ”gimmick” er nemlig, at Gideon kaster sig ned på knæene og blæser rundt på banerne. Sigter du på samme tid, går spillet i slow motion, og her kan man så høste headshots dagen lang. Det ville man i hvert fald, hvis ikke dragten løb tør for energi efter relativ kort tid. Især når du både slider og bruger slow motion. Og her kommer de brysthøje mure så ind i billedet. Det er bag dem, du regenererer energien til de drabelige knæfald. Det er en virkelig god brug af coversystemet, og det betyder, at Vanquish bestemt ikke er en stop’n’pop shooter ala Gears of War.

Du kan sagtens spille Vanquish som en traditionel covershooter, men så vil du nok kede dig halv ihjel. Hurtigt. Kaster du dig derimod rundt på knæene, tegner der sig et helt andet billede. Det er en fryd at fræse rundt om fjenderne og pløkke metalkranie på metalkranie i slow motion.

Overlegen kontrol med mus og tastatur

Det er let at mærke, hvordan Vanquish var designet til en controller. Lige meget hvordan du vender og drejer det med konsol-rosenrøde øjne er musen bare langt hurtigere og meget mere præcis end controlleren, hvilket kommer til udtryk i Vanquish. Jeg husker det som en rimelig udfordrende spil, hvor jeg ikke altid kunne lande så mange kritiske headshots tilbage på Xbox 360’eren. Men med musen i hånden cruisede jeg nærmest igennem spillet uden de store udfordringer på den normale sværhedsgrad. Også selvom der tilsyneladende er en bug, der gør, at man tager mere skade jo højere frameraten er (det skulle blive patchet ugen efter udgivelsen).

Den overlegne kontrol er ikke negativt, tvært imod. Det er en fryd at bruge et af spillets præcise våben og flække skaller på stribe, og det har aldrig føltes bedre at spille Vanquish. Jeg skiftede lidt mellem en Xbox One controller og musen, og det var bare langt mere tilfredsstillende med den overlegne mus.

Jeg døde ikke mange gange undervejs, heller ikke på trods af den øgede skade med en høj framerate. De gange jeg døde, mistede jeg et upgrade point til et af mine våben. Det er en lille straf men et godt incitament til at holde sig i live. Spillet er dog langt fra svært, og de cirka fem timer bød ikke på den store modstand, ud over et par virkelig belastende quick time events. Lige meget hvor spektakulære disse er, finder jeg dem stadigvæk meget belastende.

Fra ustabil vaseline til ynde og skarp ælde

1024 x 720 var opløsningen på Xbox 360 i 2010. Framerate var 30, når maskinen dog kunne følge med, hvilket bestemt ikke var hele tiden. Syv år senere byder spillet på en ”uncapped” framerate samt understøttelse af 4K opløsningen. Vi testede det på en i7 7700K med et 1080ti. Med højeste settings i 4K fik vi generelt 120 frames i sekundet, ofte lidt mere og sjældent under. Frameraten var overraskende stabilt for et spil, der var designet til at køre med 30 frames i sekundet for syv år siden på de gamle konsoller.

Man skulle tro at springet fra noget, der er under Full HD til native 4K ville være som at træde ind i en anden verden. Det er det dog slet, slet ikke. Det er mere som om, at man fjerne vaselinen fra skærmen. Teksturerne står meget skarpere, men det er dog stadigvæk teksturer fra 2010. Jeg skal ikke kunne sige, om de har smidt nye teksturer ind, men det ser bestemt ikke sådan ud. Alt er skarpt, men det ligner et spil fra 2010 på trods af 4K opløsningen.

Der er tilføjet Ambient Occlusion, der kaster skygger rundt om objekter, så det ser lidt mere realistisk ud, og der er skarpere skygger. Der er også en højere detaljegrad på større afstande. Ellers er det så som så med tilføjelserne til PC-udgaven. Personligt ville jeg meget gerne se en ”remaster”, hvor de smider en masse nye ting ind, men denne opskalering er nu også ganske fin, selvom spillet bestemt ikke imponerer på det visuelle.

Den højere framerate gør dog en enorm forskel. PlatinumGames har altid leveret spil, hvor der kræves lynsnare reflekser og hurtige bevægelser. Her er det bare bedre med flere frames i sekundet, da det gør spillet langt mere responsivt. Selvom spillet er gammelt og en kende grimt, nød jeg vitterligt kampagnen langt mere end jeg havde forventet. Med musen og den højere framerate har vi Vanquish i den absolut bedste udgave, det er der slet ingen tvivl om.

En lille sjov og lidt irriterende ting er, at spillets mellemsekvenser er prærenderede videoer, der kører i en mærkbar lavere opløsning end 4K og kun i 30 frames per sekund. Når man kommer fra 4K 120+ frames per sekund, er det som at få kastet en leverpostejsmad i ansigtet. Det sjove er så, at spillet fylder 18,5GB. De 16GB er video … selve spillet fylder blot 2,5GB.

Konklusion

Med Vanquish til Pc’en har vi den klart bedste udgave af spillet. Musen gør spillet langt mere præcis og muligheden for høje framerates gør spillet mere responsivt. Og netop de to ting er så vigtige i denne lynhurtige type spil, som PlatinumGames mestrer til fulde.

At spillet på trods af 4K opløsning og lidt nye grafiske muligheder ligner et gammelt spil fra 2010 gør ikke så meget. Kønt er det ikke, men det er funktionelt. Gameplayet må siges at være kongen i Vanquish, og PC-udgaven regerer!

 

2 KOMMENTARER

  1. Lyder næsten som om du har set DFs anmeldelse inden du lavede dit. Helt ned til med hvor meget spillet fylder og hvor meget af det der er video filer.

  2. Jeg har set deres tekniske gennemgang og så ellers bare fuldt med på reddit og alle mulige andre steder. Faldt dog selv over det med videoerne, da jeg gerne ville slette opstartsvideoerne. Det kunne jeg dog ikke, men fandt en del store videofiler og undrede mig over, hvad det kunne være. Lidt skørt at de fylder næsten 10x så meget som selve spillet.