Jeg føler at jeg skylder Dark Souls II: Scholar of the First Sin en undskyldning. Det er som om jeg har behandlet spillet som en ny kæreste jeg egentlig ikke var interesseret i. I starten var jeg ikke i tvivl om at det var ”hendes” skyld, da jeg ikke ligefrem manglede undskyldninger for at foretage mig noget andet. ”Hun” var jo ikke lige så smuk som de andre. ”Hun” var et forfærdeligt rodehoved og havde ingen ordenssans i sin taske. Selv under de fysiske aktiviteter, virkede ”hun” stiv i leddene og ufokuseret. Men jo mere jeg tænkte over det, indså jeg at jeg kun sad tilbage med den alt for klichéfyldte kommentar: ”It’s not you. It’s me”.

Undskyld

Det er jo helt tydeligt at det er mig den er gal med, da jeg simpelthen er alt for forkælet. Jeg har været vant til livet i den hurtige bane med klare mål for fremtiden, en forventningsafstemning hos andre partnere om hvordan vi interagerer sammen og en fælles forståelse for hvordan man præsenterer sig bedst. Det gad Dark Souls II bare ikke.

Jeg fik ellers et fremragende førstehåndsindtryk på vores første date, da hendes datingprofil indeholdt en video der mere end lovede et omfattende eventyr. Den illusion brast dog hurtigt da jeg mødte hendes, noget ældre, veninder i en afsides hytte. De foretog sig ikke meget andet end at håne mig, og sarkastisk beundre min evne til at huske mit eget navn. Jeg burde have taget det som en velment advarsel, om det turbulente forhold jeg havde kastet mig over.

BilledeBillede

Som taget ud af en roman med et loved and lost-tema, kunne jeg ikke lade være med at drømme mig tilbage til de glade dage, som jeg havde sammen med lillesøsteren, Bloodborne. Her havde jeg en helt anden forståelse for hvordan et forhold fungerer. Hun var både smuk, målbevidst, havde orden i sine ting og når jeg sårede hende, lærte hun mig præcis hvad det var jeg gjorde forkert. Bevares, hun tog sig ofte lige lovlig lange pauser før hun talte, men de ord der kom ud af hende mund efterfølgende, sidder stadig lykkeligt boret ind i min bevidsthed.
Jeg var blevet forkælet og tilvænnet, og det er ikke Dark Souls II’s skyld. Det er min!

Sagen er bare den at mange andre havde fortalt mig om deres gode oplevelser med Dark Souls II, så jeg var naturligvis spændt på at møde hende, men måske var forventningerne skruet for højt i vejret. Måske faldt lyset forkert på hende. Måske misbrugte jeg hendes hårbørste og mascara, uden at vide hvor meget det ville koste at reparere dem. Jeg kunne aldrig finde rundt i det system, som hun påstod at have i sin håndtaske, men måske var bare jeg for dum til at forstå, hvordan den egentlig var organiseret.

Jeg kunne godt se at hun havde gjort sig umage med makeuppen, men det var reelt set den samme som jeg havde set på billederne fra hendes tidligere kærester, blot med mere erfarne strøg. De kunne dog ikke skjule de ar, som var blevet efterladt af de konservative forhold hun tidligere havde været i. Hun var hærget. Hun havde ikke fulgt ordentlig med fremskridtet.

Jeg har dog ladet mig fortælle at hun var begyndt at træne, med henblik på at løbe mere stabilt og glidende, og jeg må trods alt tage hatten af for de fremskridt. Hun bevægede sig virkelig gnidningsløst, men det tydeliggjorde bare yderligere hvor stive led hun egentlig havde. Jeg mistænker at det har været medfødt, så jeg kan ikke udelukkende smide skylden over på de gamle konsoller … undskyld; ”kærester”.

BilledeBillede

Jeg skulle have mødt hende noget før. Som hun står i dag er hun bare ikke kvinden for mig. Havde jeg stiftet bekendtskab med hende for et år siden, havde situationen måske været anderledes, men som det er lige nu kan jeg ikke retfærdiggøre at ses i selskab med hende. Jeg ville lyve for min omgangskreds hvis jeg sagde at vi havde et godt forhold, til trods for at det kun varede nogle dage. Det der piner mig mest er at det på ingen måde er hendes skyld. Det er et hundrede procent min.

Hvis du vil have et andet indtryk af den kvinde Dark Souls II er, så har Kim allerede skrevet en yderst uddybende anmeldelse. Desværre for hende er hun altså ikke noget for mig. Ikke i dag. Ikke i morgen. Næppe heller længere i fremtiden.

Undskyld, Dark Souls II. It’s not you. It’s Me …

3 KOMMENTARER

  1. #1 + #2: I har begge ret og det er mig den er gal med. Det er bare virkelig tungt at gå fra så fokuseret en oplevelse som Bloodborne, og føle at man tager nogle skridt tilbage til Dark Souls 2, og som jeg nævner, er det på ingen måde spillets skyld …