Da Uncharted 4: A Thief’s End udkom for over 15 måneder siden, var der få der regnede med at se mere til det univers og dets karakterer. Som et lyn fra en klar himmel fik vi præsenteret Uncharted: The Lost Legacy ved dette års E3-messe, og denne gang med Chloe Frazer som protagonisten. Frazer gjorde sin entré i Uncharted 2: Among Thieves fra 2009, og ved sin side har hun Nadine Ross, som blev introduceret i sidste års storhit.

En gammel kending

Frazer er på jagt efter den sagnsomspundne Tusk of Ganesh, et mystisk klenodie fra hinduistisk mytologi. Hun er dog ikke den eneste der søger skatten, da Asav, lederen af en rebelsk oprørsgruppe, har andre tanker om hvor artefakten hører til. Chloes bevæggrunde for at finde den er af personlig karakter, men hvad det præcis indebærer, vil jeg ikke afsløre her. Nadine er hvad der bedst kan betegnes som hired muscle, da hendes erfaring som leder af militærorganisationen Shoreline, har gjort hende yderst kampdygtig. Har du spillet Uncharted 4: A Thief’s End, kan der næppe herske tvivl om dette faktum.

Chloe og Nadine udgør en virkelig sej duo.

Der er ingen grund til at frygte at Uncharted: The Lost Legacy på nogen måde er en nedskaleret oplevelse; det føles og spiller som den Uncharted-formular, der har høstet hæder og ære i næsten en dekade. Det samme må også siges om formidlingen af historien, hvor Chloe gør en rigtig god figur som hovedrolleindehaver. Hun er viljestærk, handledygtig og passioneret, og intet skal komme i vejen mellem hende og målet.

Dertil er det også rart at se Nadine Ross fra en anden vinkel, end som den hårdføre biskurk hun blev introduceret som. Der er tydelige spændinger mellem Chloe og Nadine, og deres indbyrdes forhold oplever en gedigen rutschebanetur fra start til slut. Mest interessant er at se hvordan de lige så stille kommer tættere på hinanden, og hvis ikke nødvendigvis forstår, så i hvert fald sympatiserer med hinandens argumentationer for, hvorfor deres liv har båret dem i den retning.

Asav ser måske ikke ud af meget, men han er en yderst farlig herre.

Det er den fortællestil som Naughty Dog mestrer bedre end de fleste, og The Lost Legacy er bestemt ingen undtagelse. Der er ikke nær de samme emotionelle mavepustere, som tidligere Uncharted-spil har budt på, men når først historien tager fart, er det umuligt at løsrive sig.

Det spiller stadig

Alt hvad man kender fra tidligere Uncharted-spil er ganske intakt. Der skal kravles op af umulige bygninger og bjergskråninger. Et utal af fjender skal hensynsløst nedkæmpes. Storslåede set pieces sætter den helt rigtige action stemning. Særligt spillets puzzles skal have ekstra stor ros, da de er nær umulige at brute force sig igennem, og når de endelig bliver løst, lister den helt rigtige følelse af forløsning sig ind under huden.

Det kræver særlig tankevirksomhed at overkomme de forskellige puzzles.

Det virker som om der er færre egentlige kampsekvenser end tidligere, og det klæder virkelig spillet at fokusere på navigering af de storslåede landskaber og de førnævnte puzzles. Kampene er der naturligvis stadig, og det er det samme solide gunplay med fantastisk level design, som serien altid har gjort sig bemærket på. Der er små ændringer til hvordan nærkamp fungerer, da trekantsknappen nu er blevet inkluderet i processen, men det føles hurtigt naturligt, og skal så absolut stadig betragtes som ”en sidste udvej”.

En af de største overraskelser finder sted efter blot en times spil, hvor Chloe og Nadine slippes løs i et enormt åbent landskab. Her er der en jeep til rådighed, ikke ulig midtersekvensen fra Uncharted 4, men der er denne gang rigeligt med argumenter for at udforske. Det er ikke en absolut nødvendighed at gå på opdagelse i samtlige hjørner af kortet, da man sagtens blot kan følge historiens gang. Hører du til blandt completionister, vil du dog elske dig selv for at gøre det.

Der lægges virkelig op til udforskning i spillets første timer.

Jeg ville skamme mig hvis jeg ikke også nævnte, at Uncharted: The Lost Legacy byder på en sekvens tilsvarende togturen fra Uncharted 2: Among Thieves. Hvis du har glade minder om den bane, så er du nødt til at kæmpe dig vej til netop denne sektion i Chloes eventyr. Den mængde af gameplayelementer der er presset ned i denne ”remixede” nyklassiker, er overvældende, lamslående og intet mindre end spektakulær. Jeg troede ikke at et af de stærkeste øjeblikke i seriens historie kunne forbedres så voldsomt, men det er eksekveret til den helt store guldmedalje, uden at føles som et reelt deja vu. Sekvensen er ufatteligt lang, men det er fristende at råbe på mere, mere og så lidt mere.

En usleben diamant

Det kan selvfølgelig godt tænkes, at jeg har vænnet mig til grafisk perfektion fra Naughty Dog, men denne gang er der altså nogle elementer der halter. Vandeffekterne er ikke nær så imponerende som tidligere, og her mener jeg specifikt ved bunden af vandfald, hvor den opbrusende plasken bryder resten af det imponerende helhedsbillede. Dertil døjer spillet med nogle af de samme problematikker, som tidligere spil heller aldrig fik helt bugt med. Det er nemlig ikke altid helt til at se, om der er en afsats man kan gribe ud efter, eller om det blot er en del af baggrundskulissen.

Det er bare noget ved vandeffekterne, som ikke stemmer helt.

Jeg oplevede også flere steder at Chloe blot ”sad fast”, uden mulighed for at bevæge hende væk derfra. Der skulle et decideret hop til at få hende på ret kurs, og det virker særligt fjollet da dette ikke har været en udfordring i serien tidligere. Det er ikke fordi det spolerer selve gameplayet, men når den grafiske kunne stadig er andre nyudgivne spil langt overlegen, så bryder det illusionen og ser egentlig bare fjollet ud.

Der er dog rigeligt med detaljer andetsteds, som gør at disse instanser hurtigt ryger i glemmebogen. Der er inkluderet et lock picking mini-game, Chloe og Nadine refererer til velkendte figurer fra Uncharted-universet, og en enkelt overraskelse bliver det da også til, når et andet velkendt ansigt pludselig viser sig i horisonten. Selv Marco Polo-vitserne har sneget sig ind, og det endda på et tidspunkt hvor jeg overhovedet ikke så den komme.

… under vandoverfladen er sagen dog en ganske anden – Uncharted er stadig hamrende smukt.

En reel anke for mig, må næsten være at det tog mig godt 8 timer at gennemføre, og det var endda med relativt grundig udforskning af det åbne areal som jeg nævnte tidligere i anmeldelsen. Man kan selvfølgelig trøste sig med at spillet ”kun” koster 319 kr. på den danske PlayStation Store, og altså ikke står til den sædvanlige nypris på over 500 kr., men har du spillet et Uncharted-spil, så vil følelsen af en brat slutning være svær at overkomme.

Konklusion

Jeg var egentlig afklaret med at Uncharted 4: A Thief’s End skulle være afslutningen på et storslået eventyr. Alligevel er jeg lykkelig over at Chloe også fik en sidste chance, for at charmere mig mere end hun gjorde ved sin introduktion i 2009. The Lost Legacy bygger videre på den formel som Naughty Dog har høstet priser på, og introducerer den rette mængde af nye ting, som gør at intet føles fremmedgjort. Når der samtidigt slynges shout outs til tidligere udgivelser i både spillets manuskript, historie og gameplay, så er det svært ikke at overgive sig.

Der er længere mellem kampsekvenserne, men det gør bestemt ikke noget.

The Lost Legacy er en fremragende dessert, ovenpå Nathan Drakes egne eventyr. Naughty Dog er stadig bemandet af tryllekunstnere, når det kommer til visuel præsentation, historisk formidling og stærkt stemmeskuespil. Der er nogle enkelte vandeffekter og glitches, som dog ikke er spilødelæggende, men for Naughty Dogs standard er de bare ekstra synlige, og det er vel på en måde en skam, at de har sat barren så højt for sig selv.

Der er stadig nogle måneder til de store efterårsudgivelser rammer butikshylderne, og ejer du en PlayStation 4, er det nemt at argumentere for at få dette eventyr med sig. Selvom det blot anses som et sideprojekt, så understreger The Lost Legacy, at Uncharted-navnet kan bære sig selv, uafhængigt af hvem der indtager hovedrollen – og det er altså en vild præstation i sig selv.

Fik jeg nævnt at der også er inkluderet en “photo mode”, hvor man kan ændre Chloes ansigtsudtryk?

10 KOMMENTARER

  1. Jeg vil gerne købe det, men kan kun se en preorder pack.. har nogen kunne købe kun spillet? Er for nærig till at give over 350 for så kort et spil, selv om det er et spil i en af mine yndlings serier

  2. Prisen er da fin nok. Et fuldlængdespil koster 599 kr, og har det en god længde, er det vel 15-25 timer. her får vi ca. 8 timer, så det passer jo meget godt.

  3. @chrism hvad er det ved slutningen, der er “brat”..? Det var da en fin slutning. Og hvorfor kan du ikke li’ vandeffekterne..? De er da ligeså flotte som i Uncharted 4.

  4. #5 – Det jeg mener med den bratte slutning, er at tidligere Uncharted-serien har krævet min. dobbelt så lang tid at gennemføre, og at jeg derfor at ren vane, synes at slutningen kom pludseligt. Det har intet med selve historieformidlingen at gøre, men er udelukkende i forhold til længden af spillet.

    Jeg prøver lige at lave en video i morgen, som forhåbentlig kan bidrage til forståelse af min anke omkring vandet. Det er som sagt ikke alle vandeffekter, men helt specifikt de “plaske”-animationer ved f.eks. vandfald.

  5. #7 – Jeg bemærkede dem ikke i Uncharted 4, men denne gang så det bare helt skævt ud for mig. Det kan godt være jeg lige skal boote U4 op i morgen, og se om jeg kan finde en sammenligning.

  6. #7 – Her er en video, som måske demonstrerer det jeg mener.

    https://www.youtube.com/watch?v=LC3wxKuo3XM

    Jeg synes lige præcis de plaskeeffekter ser meget statiske ud, og det skar mig i øjnene når resten af spillet er så flot. Det stak simpelthen ud i forhold til det øvrige. Jeg kiggede også lige nærmere på det i photo mode, hvor der også sker noget mærkeligt når jeg drejer kameraet.

    Er det en fair kritik? Næppe, men jeg bemærkede det og blev irriteret. Som jeg også nævner i anmeldelsen, så er det Naughty Dog der laver de suverænt flotteste spil på PS4, og derfor bliver det bare så meget mere tydeligt, når der pludselig er en lille bitte udstikker – I hvert fald for mig …

  7. #9, ja, okay, det ligner, at de er lavet som statiske skiver, der drejer, for på den måde at simulere bevægelse i stedet for deciderede partikler. Det er måske gjort for at bevare en acceptabel framerate, når man kigger på et vandfald..? Jeg må indrømme, at spillet ser så flot ud på alle andre leder og kanter, at det simpelthen ikke var noget, jeg lagde mærke til før nu, og det generer mig på ingen måde.