Nogle gange er det slet ikke nødvendigt med en overflod af smarte funktioner for at blive glad for et par gaming-hovedtelefoner. De mest basale ting er sådan set på plads i det PS4-kompatible Stealth 600 fra Turtle Beach, men så heller ikke mere end det.

Et afdæmpet brag

Stealth 600 er et simpelt headset, som ikke forlanger stor viden omkring hverken den lyd man modtager eller komplicerede installationer med dertilhørende personlige justeringer. Den medfølgende transmitter sættes i en USB-port i sin PlayStation 4, headsettet tændes ved at holde power-knappen på venstre kop inde og så er der ellers hul igennem.

Til denne anmeldelse kastede jeg mig i første omgang over Horizon Zero Dawn, hvor jeg vurderede at der ville være masser af detaljer i lydbilledet, som headsettet kunne forsøge at gengive fyldestgørende. Jeg skal da også lige love for, at det lykkedes i høj grad. Spillets mekaniske modstandere blev virkelig bragt til live på ny, med en diskret knitren fra de små maskiners trasken gennem græsområder, og bombastiske brag fra de store krabater, når en tonstung fod landede få meter fra min position.

Jeg behøvede ikke kigge på spillets kort, for at finde ud af om der var en tallneck i nærheden; den kunne høres på laaang afstand.

Detaljegraden er på alle måder imponerende. Baggrundsmusikkens stammetrommer blev ekstraordinært bombastisk gengivet, og kampene mere intense end hvad jeg tidligere har oplevet. Desværre måtte jeg indse, at min iver efter at skrue endnu mere op for bragene, blev mødt af en skuffende mavepuster. Den maximale lydstyrke som headsettet tillader på PS4, bliver ganske enkelt ikke højere, end hvad jeg oplevede i det øjeblik. Det er ikke fordi det højeste lydniveau er “for” lavt, det er faktisk decideret behageligt at spille med, men ønsker man at give lyden det sidste skrald, måske bare for en kort stund, kommer man altså til kort.

Hvor blev knappen af?

Horizon Zero Dawn blev spillet med den såkaldte “Signature Sound”-indstilling. Tre andre indstillinger er tilgængelig i form af “bass boost”, “bass and treble boost” og “vocal boost”. Man ændrer på disse via den en knap placeret ved siden af power-knappen. Knapperne er dog alt for anonyme i deres udformning, og selv efter 14 dage med headsettet, har jeg endnu ikke vænnet mig til, at ramme denne mode-knap i ét forsøg.

Det kan godt være jeg har for hård hud på fingerspidserne, men det er altså svært at føle sig frem til, om man er ved at trykke på mode eller den tilstødende power-knap. Jeg har derfor vænnet mig til at føre både pege- og langefinger op til knapperne, for at være sikker på at kunne skifte lydindstillingen. En mere mærkbar indikation af hvor ens finger er placeret, havde klædt headsettet gevaldigt. At begge knapper desuden kræver et ret solidt tryk, før de registrerer ens intentioner, bidrager heller ikke til en positiv helhedsoplevelse.

Det er mere besværligt end det burde være, at føle sig frem til hvilken af de to knapper man er ved at give lidt kærlighed.

Som nævnt er der også to hjul til at skrue op for lydstyrken og mikrofonen. Begge er placeret lige ved siden af hinanden, og jeg fandt både størrelse og afstand mellem dem passende, uden nogensinde at være i tvivl om hvad jeg var ved at skrue på.

Headsettets mikrofon er også placeret på venstre kop, og den tænder automatisk, når den vippes ud af sin dvalende position langs med koppen. Et lille “bip” indikerer da også, både når mikrofonen tændes og slukkes, og det fungerer ganske ubesværet. Jeg synes dog armens drejefunktioner virker en kende stiv i leddet, og med tanke på det plastik-materiale den er bygget af, sår jeg tvivl om langtidsholdbarheden. Det er dog blot en forsigtig spådom, og altså ikke noget jeg kan gøre mig rigtigt klog på før efter adskillige måneders brug.

Komfort i højsædet, men hvor længe?

I al beskedenhed må jeg erklære min alliance til de gamere, der betragter sig selv som værende indehavere af et over middel-størrelse hoved. Jeg har endnu ikke fundet et headset, hvor stængerne ikke skulle være slået ud til sin maximale kapacitet, for at have en brugbar pasform til mit behov.

Stealth 600 sidder heldigvis yderst komfortabelt, og dette er til trods for at der ikke er de store justeringsmuligheder. Det er udelukkende armene lige over hver kop der kan trækkes ud, men det kan de til gengæld også rigeligt, og de fleste hovedformer og -størrelser bør derfor kunne være med. Over-ear kopperne har en blød og tilpas fyldig polstring, ligesom der også er polstring på indersiden af bøjlen. Kopperne vinkles desuden primært om den lodrette akse, med kun få graders mulig vinkling om den vandrette akse.

Headsettet er yderst behageligt at have på under længerevarende sessioner.

Til trods for den behagelige pasform, er jeg dog atter i tvivl om, hvor længe vinklingen omkring den vandrette akse holder. Det virker som om der er et spænde på indersiden af koppen, som insisterer på at holde igen, inden den er spændt helt ud. Med tanke på det plastik-materiale jeg nævnte tidligere som primær substans for konstruktionen, mistænker jeg også her, at holdbarheden er på lånt tid.

Havde det ikke været for den fremragende lydkvalitet, ville jeg med øjnene alene vurdere, at jeg sad med et billigt og lynproduceret headset, hvis kvaliteter i design og holdbarhed blot marginalt kan overgå et tilsvarende fra spot-hylderne hos den lokale discount-købmand. Lad mig igen understrege, at mine forbehold omhandler langtidssigtet brug, og det er derfor ikke en udfordring jeg døjer med i skrivende stund.

Technobal i Tetrisland

En af mine nye guilty pleasures er Tetris Effect, som jeg kastede mig over for nogle uger siden. Jeg er blevet så begejstret for spillet, at jeg endda så mig nødsaget til at nævne det i en nylig søndagsspiller. Det er ikke kun det visuelle aspekt af Tetris Effect der har overvundet mig, men i særdeleshed også det blændende soundtrack, og jeg har derfor benyttet mig af dette spil, til at teste nogle af de andre lydindstillinger som Stealth 600 byder på.

Med et tryk på mode-knappen på venstre kop, afbrydes lyden af en stemme, som blot har én ting at sige: “Bass boost”. Jeg valgte at spille nogle af de mere EDM-orienterede baner, for at presse headsettet bare en smule, og det er heldigvis en smal sag for hovedtelefonerne.

Jeg kan ikke få mig selv til at spille Tetris Effect mere, uden også at have påmonteret Stealth 600.

Med masser af skub i de tunge bastoner, formår Stealth 600 virkelig at yde en performance, som hædrer det musikalske udtryk i spillet. Lydniveauet er stadig ikke blevet højere end hvad jeg nævnte tidligere, men markeringerne på de insisterende technorytmer skinner virkelig igennem, og efterlader et vidunderligt indtryk.

Med endnu et knaptryk på mode, skiftes der nu til “bass and treble boost”, og effekten her er lige så imponerende. Detaljerne omkring de højere frekvenser gengives her helt eminent, endda i en sådan grad, at jeg fremover ikke nænner at lade mit fjernsyn gengive storladne soundtracks på egen hånd. Stealth 600 er blevet min nye personlige standard, og jeg mindes ikke at min høresans er blevet så forkælet i meget lang tid.

Den sidste lydindstilling er “vocal boost”, og den gør præcis hvad den lover: skruer op for andre spilleres snakken i multiplayer. Det fungerer gnidningsfrit, og lydkvaliteten her er også sublim, naturligvis afhængigt af kvaliteten på afsenderens gear.

Ingen højere gear

En hurtig søgen på Pricerunner viser, at Stealth 600 kan anskaffes for 539 kr, og med flere udbydere der svinger mellem 700 og 800 kr. Vi ligger altså ikke i den helt skrabede prisklasse, men bestemt heller ikke den tungeste. Med denne pris medfølger dog også det faktum, at der ikke er noget som helst udenomssnak.

Du skal for eksempel ikke overveje at tage hovedtelefonerne med dig. Stealth 600 er på ingen måde sammenklappelige, og jeg gyser ved tanken om at de skulle rode rundt i en rygsæk, med andre hårde objekter, som kan flå den i forvejen tvivlsomme plastik fra hinanden. Du kan selvfølgelig fragte dem på hovedet, men det bliver da uden musik fra din smartphone, da headsettet ikke kan forbindes via bluetooth.

Stealth 600 er som sagt fuldstændig trådløst, hvilket også gør at det ikke er kompatibelt med PlayStations virtual reality-brille, PS VR. Det giver vel en slags mening, eftersom der også findes en Xbox-optimeret model af headsettet, men det er nu alligevel en skam, at en kablet løsning ikke er inkluderet.

Hovedtelefonerne kan skam godt bruges på en PC, men hvis du har forhåbninger om at kunne justere på alverdens lydeffekter via den officielle Turtle Beach Audio Hub-software, så sæt hellere forventningerne ned; samtlige PC-funktioner for Stealth 600 ser du nemlig på billedet herunder:

Okay okay, jeg skal nok nøjes med at bruge mit Stealth 600 på min PlayStation …

Jeg ved godt at det i nogen grad er unfair at teste et stykke hardware, på en platform som det ikke er optimeret til. Jeg havde dog håbet på lidt flere funktioner, når Turtle Beach nu ikke just er en lille spiller på markedet.

Skal du derfor have et sæt hovedtelefoner, som tjener flere end de basale gaming-behov, så skal du altså lige slå bremsen i, hvis du har et godt øje til Stealth 600. Du skal udelukkende markere dig som en interesseret køber, hvis dine intentioner med headsettet er at lade det ligge ved siden af fjernsynet, blot for at blive samlet op når der skal games. Det er alt hvad det duer til, men det gør det til gengæld også fremragende.

Konklusion

Jeg nyder virkelig at spille med Turtle Beach Stealth 600. Mine ører ser hele tiden frem til atter at blive viklet ind i både komforten og lydkvaliteten fra disse hovedtelefoner. Med en batterilevetid på op til 15 timer, er der altså rig mulighed for at holde naboerne glade, hvis man ønsker at spille til langt ud på natten.

Der er en del designvalg som jeg ikke helt kan forligne mig med. De anonyme power– og mode-knapper er både svære at føle sig frem til i kampens hede, ligesom de er forbløffende faste og svære at trykke i bag det hårde lag af plastik. At headsettet dertil er bygget i selv samme plastik fra top til bund, giver blot en mistanke om, at det har en begrænset levetid, før en eller anden del knækker af. Jeg er ikke i tvivl om, at beslutningen omkring materialet er blevet truffet, på baggrund af en ambition om at holde prisen nede, men guderne skal være nådige, hvis jeg en dag ser et barn sidde og hive kopperne i hver sin retning.

Et fremragende gamingheadset, men heller ikke andet end det.

De fire præinstallerede lydindstillinger tjener hvert sit formål, og de fungerer hver især upåklageligt. Generelt er det fair at sige, at de funktioner der tilbydes, er overskuelige for den gængse casual-gamer, som sagtens vil kunne finde et lydmønster til deres behov, også selvom den maksimale volume efterlader et lille ønske om at kunne presses en anelse mere.

Turtle Beach Stealth 600 er til konsolejeren, som udelukkende skal have et headset til gaming, og ikke ønsker at blive distraheret af for mange overflødige muligheder. Til det formål, så er pengene til gengæld også givet rigtig godt ud.

1 kommentar

  1. Det lyder som om de ikke helt har brugt tid nok på brugerfladen, altså hvordan knapperne er at arbejde med. Og ærgerligt at spare på materialerne. Men okay, hvis de alligevel har tænkt headsettet til at være i den billige ende, så er virker det som om de i det mindste leverer en lækker lyd!

    Og så er det altså også rigtig fedt at se noget hardware til andet end PC =)