RedLynx er tilbage med endnu et spil i Trials-serien. Et spilkoncept som på overfladen ser nemt ud, men i høj grad er et “let at lære, svært at mestre” spil med masser af potentiale og adskillige timers underholdning.

Speederen i bund og håret tilbage

Trials Rising er i bund og grund et spil, hvor man skal flytte en motocrosscykel fra A til B. Det er så enkelt, men ser sjældent elegant ud. Man har en speeder, en bremse og så kan man ellers læne sig til frem eller tilbage. Den simple opskrift har fulgt Trials-serien siden dens begyndelse i 2000. Har man stiftet bekendtskab med serien før, så ved man, at det på ingen måde er et nemt spil. Der går ikke længe før man for alvor er udfordret på balance og speederen.

Hvis man er optaget af at komme hurtigst fra A til B, så skal man indse, at det ikke sker med speederen i bund. Ofte har det den modsatte effekt og man opdager (nogle hurtigere end andre) at spillet handler om pacing eller tempo om man vil. Det er vigtigt at læse det næste stykke af banen og lynhurtigt tage en beslutning om man vil slippe speederen og bremse lidt, så baghjulet har kontakt med overfladen så meget som muligt. Dét skaber de hurtigste tider.

Duksen i klassen

Heldigvis er der hjælp at hente i form af University of Trials hvor Professor FatShady har tilrettelagt 12 lektioner, som kan lære en nybegynder alt det basale, men som også kan teste de mest hardcore spillere. Man får lært hvordan man holder en god fart hen over hele banen, hvordan man skal balancere motocross’eren når man skal lande på en skråning og hvordan man bruger baghjulets støddæmper til at lave bunny hops.

Det starter ganske fredeligt, men der går ikke længe før man har over 200 fejlforsøg på at hoppe fra den ene container til den anden og er ved at kaste sin controller igennem et vindue. For at opnå karakteren A eller A+ skal man holde tungen lige i munden og et lille forsinket ryk med venstre analog stick betyder at man lander to meter for kort. Det kræver absolut perfektion at kunne komme igennem til karakteren A+.

At få lov til at lære spillet gennem lektioner og med en AI, som kører fejlfrit i baggrunden, er super tiltalende for mig, og jeg blev derfor ret overrasket over, at jeg kun har adgang til de første 2 lektioner. De næste lektioner får jeg først åbnet op for, når jeg rammer level 14. Hvorfor dog? Det var ikke sidste gang jeg blev irriteret over, at jeg ikke kunne få lov til bare at spille de baner, jeg havde lyst til.

Styringen i spillet er knivskarp og man indser gradvist, hvor komplekst spillet er. Der er flere motocrosscykler til rådighed (plus en enkelt pedalcykel), og de føles alle forskellige. Det lille bæst, som hedder Donkey, er en genganger fra Trials Fusion. Det er et vanvittigt apparat, som letter inden for et splitsekund, hvis man ikke er forsigtig med speederen. Lærer man at mestre æslet, så er der ingen vej tilbage, når man vil have de hurtigste tider. Rhino er stor, tung og derfor nemmere at balancere, men er ikke god på de tekniske baner. Det er til gengæld Mantis, som er en let, kraftig og super manøvredygtig motocrosscykel, som blev min klare favorit, da jeg fik lagt nogle timer i spillet.

Selvom RedLynx gerne vil brande Trials Rising som et multiplayer spil, så er det først og fremmest et singleplayer spil, hvor de små konstante forbedringer, man kan mærke, er med til at drive én fremad i spillet. Det er utroligt tilfredsstillende at gennemføre en ny bane uden et eneste styrt, for det kræver løbende små og store justeringer og man skal læse banen “on the fly”.

Derfor er det ekstra frustrerende, når der bliver lagt forhindringer ind, som forstyrrer det tempo. Ofte har man ingen mulighed for at undgå et styrt, som f.eks. når man ræser fra det ene tempel til det andet, for pludseligt at opdage, at man skal lodret ned for at undgå at køre ind i en stor klokke. Jeg mistænker RedLynx for at have sat de forhindringer ind, for at tvinge spilleren til at fejle i første gennemspilning, så man er nødt til at starte banen forfra.

Første gang det skete grinte jeg lidt af det, men når det sker på hver femte bane, så bliver det bare frustrerende. Det er heller ikke fordi der er mangel på baner at kaste sig over. Lige nu er der hele 117 baner tilgængelige og jeg vil vove at påstå, at halvdelen af spillerbasen aldrig får prøvet de sidste 20 til 30 baner. 

For ikke nok med, at sværhedsgraden bliver skruet voldsomt op, så er banerne i spillet også låst og følger dit level, ligesom i University of Trials. Det betyder, at man pludseligt skal grinde op mod fem levels, for at få adgang til den næste bane. Det forstår jeg virkelig ikke. Det føles som helt unødvendig grind og bragte minder tilbage til Un’Goro Crater. Det kunne hurtigt tage en time, hvis ikke mere, at stige fem levels mere.

For at stige i level kan man udføre “Contracts” eller forsøge at forbedre sine tidligere tider på en bane. Det bliver endnu mere ulogisk, for selvom man har opnået “Gold” på alle tidligere baner, er det stadig ikke nok XP til at give adgang til de nye baner. “Contracts” er derfor et nødvendigt onde og går i al deres enkelhed ud på, at gennemføre en bane på ny, men denne gang med en udfordring af en art.

Det var omkring her spillet begyndte at miste sin charme. Jeg vil bare gerne køre på motocross og prøve nogle nye baner. Så lad mig dog.

Verden rundt på 117 baner

I Trials Rising er der baner fra hele verden. Det betyder, at der er stor variation i banerne og deres omgivelser. Du kan køre i den Kuwaitiske ørken, hoppe fra luftballon til luftballon i Malaysia, tage den Transsibiriske jernbane og køre igennem et filmsæt i Hollywood. Som et frisk pust er der ind imellem baner i ren 2D som The Spirit of The Mountain i Kina. Det har en old school platform fornemmelse og er stilmæssigt virkelig flot udført.

Soundtracket minder mig lidt NBA Live 2000 (old, I know) med Naughty By Nature blandet med noget country rock med et skud dance pop stuff… Jeg var ikke just fan og diskrepansen er lidt for stor til min smag. Jeg skruede derfor hurtigt ned for musikken og smed noget Dave Matthews Band på i stedet for. Så var jeg glad.

Dopamin er det nye sort

Hver gang du stiger et level i Trials Rising bliver du”belønnet” med en loot boks. Grunden til at du ser mig skrive belønnet i anførselstegn, er den ringe glæde eller spænding, der er når man åbner en loot boks. Det kan godt være, at der er nogen, der synes det er fedt at få en hjelm så man ligner en kanin, men jeg er ret ligeglad. Det bliver kun gjort værre af, at hver anden kasse indeholder noget man allerede har fået. Heldigvis er det kun kosmetiske items som man får, og de ændrer derfor ikke ved spiloplevelsen. Det er på ingen måde pay to win.

Partymode

Som en lille bonus, så er Trials Rising et ganske udmærket party-spil. Der er både mulighed for couch co-op og mulighed for at spille mod hinanden på udvalgte baner. Spillet har et indbygget væddemål, om at taberen tager opvasken, henter en sodavand eller lignende. Idéen er sådan set god, men ganske ringe gennemført og jeg er sikker på, at man kan finde på sjovere ting at vædde om. Det skulle ikke undre mig, at det kunne fungere fint som drukspil på et kollegie. Just sayin’.

Babe! Tryk på gas! Babe! GAS!

Tandemcyklen er et helt kapitel for sig, og her åbner Trials Rising faktisk op for noget nyt og spændende. Alle banerne kan gennemføres på en tandemcykel og i første omgang tænkte jeg: Kein problem! Jeg styrer bremse og speeder, så kan min makker styre balancen, men det fungerer ikke. Begge skal styre balancen og begge skal styre speeder og bremsen. Samtidigt. Hvis ikke, så har man kun 60% speed. Hvis begge koordinerer deres bevægelse, så får man 120% speed. Kommunikation bliver derfor altafgørende og én er nødt til at tage styringen på hvad der skal gøres. Det er vanvittigt svært og hylende morsomt, og jeg har personligt være vidne til helt nye sider af folk, som jeg ikke kendte til før.

Konklusion

Trials Risings bedste salgsargument har RedLynx selv opsummeret i et citat på en loadingscreen:

Just one more time – A Trials Rising player at 2 AM

Trials Rising er så vanedannende, fordi man netop kan mærke, at man bliver bedre for hver meter man kører, hver tønde man hopper over og hver fejl, man laver. Derfor er det også en stor fejl, at man ikke har adgang til alle lektionerne i University of Trials fra start, og at man skal stige i level for få adgang til flere baner i spillet.

Jeg er helt med på, at man skal gøre sig “fortjent” til de svære lektioner og de senere baner, men hvorfor skal det være bundet op på hvad level man er? Det er et arbitrært tal defineret af RedLynx, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de er klar over, hvor meget grind det kræver at komme videre i spillet.

Jeg vil gerne have adgang til alle lektionerne og få styr på spillets mekanismer og derefter kaste mig over banerne. Det er ikke glæden ved at lande syv backflips i en bane, som jeg vel at mærke allerede har gennemført, der driver mig i Trials Rising. Jeg vil gerne mærke og se mine forbedringer fra bane til bane, og designet i banerne er så veludført, at jeg ikke kan forstå, at man har sat en begrænsning på. Lad mig nu bare spille det fede spil, I har brugt så mange timer på!

Trials Rising er en god tilføjelse til Trials-serien. Var du glad for Fusion, får du mange gode timers underholdning i Trials Rising, men forbered dig på, at du skal genspille de samme baner en del gange for at nyde hele spillet.

Lokal multiplayer og tandemcyklen er gode elementer, som giver et ekstra lag og som ikke skal undervurderes når du har vennerne eller søster på besøg.

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Score
7/10
Forrige artikelSæson 1 i Apex Legends bliver skudt i gang i morgen
Næste artikelGearbox bliver ved med at tease nye spil til PAX