Nu trækker spilbranchen endnu en gang på vores nordiske aner, og Silicon Knights leverer en heftig omgang hach’n’slash baseret på den nordiske mytologi. Efter en lang og spil-tør sommer tager Too Human endelig hul på efterårets strøm af spil. Men vil Too Human få dig til at glemme alt om den snarlige release af Spore og andre store spil? Tvivlsomt! Vil Too Human give dig lidt let tilgængeligt action, svarende til en solid sommer blockbuster? Ja, men først når du vender dig til styringen…

Nordisk mytologi og cyberspace

Tro det eller ej, men Too Human skulle rent faktisk have været udgivet til den originale Playstation. Too Human har været under udvikling i en eller anden form de sidste 11 år, hvilket rivaliserer mesteren i kategorien ”fuldstændig ubegribelig latterlig lang udviklingstid”, Duke Nukem. Too Human springer hele to konsolgenerationer over og er nu landet på Xbox360, desværre er landingen langt fra til et 10-tal. En lang udviklingstid kan have både positive og negative sider. Gode og innovative tiltag kan blive overhalet indenom som tiden går, og når spillet launcher, så virker det mere som en træt og træg gimmick, end et spilbærende element. Den lange udviklingstid kan også betyde, at spillet er perfekt afbalanceret, næsten bug-frit og generelt så fintunet, at det næsten kun kan være et Blizzard spil. Havde Too Human nu bare været et Blizzard Spil!

BilledeBillede

Too Human foregår i en lidt bizar fremtid, hvor menneskeheden næsten er blevet udryddet i en krig imod maskinerne. Guderne er menneskenes beskyttere, og de har opgraderet sig selv med cybernetiske dele, for at være stærkere. Odin er en alvidende A.I. og Heimdall har en sekretær! Lyder denne setting også underligt i dine ører? Too Human byder på klassisk nordisk mytologi, dog i meget anderledes klæder. Man indtager rollen som Baldur, søn af Odin, som er ude for at hævne drabet på hans kone og forhindre at maskinerne overtager Midgård. Kender man den nordiske mytologi, bliver man ikke overrasket over de obligatoriske (meget let gennemskuelige) plot-twists. Kender man ikke mytologien, vil man misse langt de fleste små referencer og detaljer. Og så slutter spillet så abrupt, nærmest midt i en sætning, at man skulle tro, at de pludselig løb tør for plads på skiven. Too Human er ment som første del af en trilogi, men denne slutning er lidt for meget af det gode. Desuden bliver historien fortalt igennem ingame-cutscenes, hvor de fleste desværre er så grimme og nærmest halvfærdige, at man faktisk hellere ville have haft en skærmfuld kedelig tekst.

BilledeBillede

Svage RPG elementer

Man starter med at vælge sin figur mellem fem klasser: Champion, Commando, Bio-Engineer, Berzerker og Defender. Commando er specialiseret i skydevåben, Bio-Engineers healer, Berzerkers er gode til nærkamp, Defender kan…ja, forsvare og Champion er ligesom leverpostejen, den har lidt af det hele. Lige meget hvilken klasse du vælger, føles de meget ens. Vil du have to forskellige oplevelser, så skal du spille med Commandoen der er en langdistancekæmper, og bagefter med Bezerkeren, der er til nærkamp, ellers mærker man faktisk ikke forskellen. Det ensartede figurgalleri bliver kun værre af en stereotyp figurudvikling. Som man tæsker sig igennem tusindvis af robotter og andre monstre, bliver ens figur bedre og bedre. Når man stiger i level kan man dele point ud i et klassisk skill-tree. Desværre er det en ret tam oplevelse, da man sjældent kan mærke de ekstra point, og selvom man max’er en skill ud, så virker det stadig som om Baldur klasker en lunken dej rundt på skærmen. Hvad værre er, så har man kun tre point, og i højere levels kun to point, at dele ud af, så forskellen på level 15 og 16 er ikke til at mærke, hvis man ikke lige får adgang til et nyt angreb eller nye våben.

6 KOMMENTARER

  1. Jeg har også siddet og testet Too Human af de sidste par dage og jeg er helt enig i dine holdninger. Specielt det fesne skill tree som man dårligt mærker i kampene.

    Dog har jeg ikke oplevet nogen slemme bugs overhovedet.

  2. Altid godt at møde nogen der er enig
    Mødte en del bugs. Især når man skulle frem og tilbage fra Aesir under missionerne, så kunne spillet finde på at fryse, eller spawne baldur nede i gulvet. Det samme skete i skift mellem cyberspace opg midgaard.

  3. Så der er praktisk talt ingen straf for at dø. Straffen består af, at man skal se den ca. 30 sekunder lange sekvens med Valkyrien

    Det er ikke korrekt. Din experience bonus ryger også på 0