Uden støttehjul

Man bør ved spillets start vælge at gennemgå spillets tutorial, da kampsystemet er enormt komplekst, og inddrager det bedste fra diverse actionspil kombineret med et dybt magisystem, hvor du inden hver kamp bør vælge de vigtigste genveje til spillets genvejsmenu, herunder kasteskyts, bomber, fælder, våben og troldkunster. En fed funktion ved at aktivere genvejsmenuen er, at spillet ikke pauses, men sløver kun omverden, så man ikke står i alt for lang tid og fedter rundt med våbenvalg, hvilket er med til at give spillet dynamik. Man kan dertil kun mikse og indtage forskellige forstærkende trylledrikke, mens man mediterer, hvilket vigtiggør ens forarbejde til kampene. Det er meget prisværdigt, at garvede spillere ikke skal tvinges gennem spillets tutorial, hvilket andre spilproducenter kunne lære en del af. Omvendt så er spillet umådeligt komplekst, når det gælder at blande forskellige miksturer, hvorfor et besøg i guidebogen eller på nettet er uundgåeligt.

BilledeBillede

Kampene fungerer rigtigt godt, og minder sjældent om hinanden, da spillet præsenterer dig for forskellige gruppekonstellationer af fjender, så man er tvunget til at bruge forskellige taktikker. Der er også stor forskel på, om du vandrer alene rundt eller har de ganske behjælpelige NPC’ere med dig. Til tider møder man diverse Quicktime-events, men disse er heldigvis holdt på et minimum.
Spillets inventory er ikke særligt overskueligt, hvilket skyldes at man har proppet for meget tekst og informationer derind. Her kunne man have gjort menusystemet langt mere brugervenligt. Det ville også have været rart, at man kunne indstille følsomheden af de analoge styrepinde, hvilket er standard i alle andre konsolspil. Underligt! Og man burde tro, at CD Projekt Red har glemt, at man på konsol ikke har genvejstaster til at gemme. Der er ingen automatisk gemmefunktion, hvilket gav undertegnede flashback til 90’erne, hvor man selv havde ansvaret for at gemme. Og smadrede alt omkring sig, når man døde efter tre timers intest spilleri fra det sidst gemte spil. Kald mig bare forvant, men det var ikke alt, som var lige fedt dengang.

Et andet ankepunkt må være kontrollen, som til tider har svært ved at låse sig fast på en fjende. Ikoner og tekster er meget små, hvilket kan ødelægge kampenes flow, og kombineret med det fejlende sigtesystem og de overfølsomme styrepinde, så kræver spillet lidt tilvænning at kunne mestre. Men her er spillets arena-del et kærkomment tiltag, så man får helt styr på Geralts lange hekselemmer. Det er heller ikke nemt at finde rundt i Temerias verden, da minikortet er utydeligt og det store kort er ubrugeligt, hvorfor man ender med at spankulere omkring på må og få. Spillet lefler overhovedet ikke for spilleren med sindrige waypoint eller andre indikationer, hvilket meget ambivalent både er befriende og frustrerende på samme tid.

BilledeBillede

Ovenstående fejl kan få spillet til at fremstå som fyldt med mange irritationsmomenter, men faktum er, at de fleste af dem er til at se igennem fingre med. Det er blot ærgerligt, at de er der, for de skæmmer en ellers fantastisk oplevelse med Geralt. Undertegnede har allerede lagt mange timer i The Witcher 2, og er stadigvæk ikke nået ved vejs ende, men har følt sig uhyggeligt godt underholdt undervejs. Historiemæssigt er der mange niveauer; temaet med storpolitikken og kampen om tronen fungerer godt, og både Geralts indre kamp og konflikt med en anden witcher er også fængslende. Dertil kommer at scenariet har en filmisk føling (og meget lange mellemsekvenser!), men så længe at det er gjort så godt som i dette tilfælde, så er kompleks historiefortælling i computerspil mere end velkommen.

6 KOMMENTARER

  1. Uigennemtænkt PC-port

    Det er da helt dejligt at der også kan laves en halvskidt port den anden vej…..

    Fremragende spil det er også ved at være på tide at få det spillet igennem igen.