Jeg må hellere lægge ud med at fortælle, at jeg aldrig fik spillet The Surge. Jeg kan derfor ikke berette om hvordan gameplay, historie og yderligere parametre har taget sig ud i første spil. Det vælger jeg dog at betragte som positivt, da jeg dermed kan videregive mine indtryk fra The Surge 2, med lige så nådesløse slag, som spillet har kastet efter mig den sidste uges tid. Fanden tage souls-like-genren, men lad gerne The Surge 2 blive udenfor helvedes flammer; der er nemlig gode argumenter, for at give spillet lidt opmærksomhed.

Kæmp for overlevelse

I The Surge lykkedes det ikke at stoppe Utopia Project, som skulle have været nødløsningen til at stoppe den globale opvarmning, ved bruge af såkaldte nanites – en løsning som dog ville slå 95% af jordens befolkning ihjel. Historien i The Surge 2 fortsætter fra dette udgangspunkt, hvor man nu befinder sig i Jericho City, som er lukket helt ned grundet en striks karantæne. Det er et voldeligt slaraffenland, hvor alle kæmper for deres egen overlevelse, mens verden udenfor forsøger at holde skansen.

I The Surge 2 får du lov at skabe din egen figur

Midt i dette står din selvskabte hovedperson, hvis flugt fra et fængsel fungerer som startskuddet til udskejelserne i Jericho City. Der skal kløves menneskelige fjender, aggressive robotter og adskillige hybrider, og det er da også i det intense gameplay man skal finde den største fornøjelse ved The Surge 2, da historien ikke helt har den pondus, som man ellers kunne håbe på fra en trussel mod hele klodens overlevelse.

De personer man møder undervejs, besidder heller ikke just overvældende mængder karisma. Ganske få har formået at være mindeværdige, mens resten enten har været over- eller underspillede i deres udtryk. På samme måde har Jericho City heller ikke rigtigt nogen identitet, hvor langt de fleste områder minder forbløffende meget om hinanden. Nuancer af grå og brun bidrager ikke just til forestillingen om, at Jericho City nogensinde har været en smeltedigel af liv.

Spillet er egentlig flot nok, men mange områder ligner hinanden

Hele det visuelle design ligner mest af alt en identitetskrise, hvor The Surge 2 aldrig rigtigt formår at finde et unikt udtryk, som får det til at skille sig ud, både i forhold til genren, men også andre science fiction-universer. Man skal ikke lede længe, før man finder enkelte elementer som lige så nemt kunne have indfundet sig i andre stortitler som Mass Effect, Halo eller Borderlands, og det er en skam at spillet virker så anonymt, når det spil der er gemt bag de døde øjne, virkelig har noget at byde på – og det er nemlig det vi skal snakke om nu.

Gu er det svært

Lad mig slå fast med det samme, at The Surge 2 lever fuldt op til det løfte, som automatisk indfinder sig ved souls-like-genren: du kommer til at dø om og om igen. Spillet forlanger din årvågenhed, tålmodighed og et par hænder som behersker brugen af en controller, i hvert fald såfremt du, ligesom jeg, spiller på en konsol. Styringen er lige så skarpt optimeret, som de flydende bevægelser i animationerne. Du har henholdsvis et lodret og et vandret angreb at slå fra dig med, hvor forskellige kombinationer af disse, kan få mange fjender ned med nakken, uden de når at røre dig.

Er The Surge 2 voldeligt og blodigt? Ja da!

Du kan træde til siden, for at undgå særligt tunge hug fra modstanderne, ligesom der også er implementeret et parreringssystem. At parere er dog modbydeligt svært, og forlanger reflekser, der kan få huskatte til at virke som robotstøvsugere med et fladt batteri. Når det dog lykkes, åbnes muligheden for et solidt modangreb, og teknikken er helt klart værd at bruge tid på at mestre. Spiloplevelsen løftes virkelig, når de tunge klinger rammer hinanden, og man ser sit snit til at få sin fjende ned med nakken… eller i hvert fald dele førnævnte nakke i to stykker.

Ser du desuden en modstander i horisonten, med et våben eller stykke udrustning som du gerne vil have nallerne i, kan du fokusere på en bestemt kropsdel du vil gå efter. Hug armen af det intetanende voldsoffer, og du kan nu samle vedkommendes våben op, og tilføje det til dit arsenal af intenderede dødsulykker. Det kræver man tager nogle chancer, da fokus på en enkelt kropsdel, kan gør at dine sving efterlader dig med en sårbar åbning, men det er en risiko som kan være værd at tage, for at holde sig konkurrencedygtig mod fremtidige fjender.

Det er langt fra umuligt at nedlægge to eller flere fjender samtidigt – bare hold tungen lige i munden

Hele præmissen er egentlig ganske simpel, og selvom det kan virke ”for” simpelt for veteraner i genren, så er det mere end noget andet, et glimrende argument for de uindviede, som endnu har genren til gode, at lade The Surge 2 blive den første oplevelse med souls-like-spil. Ja, sværhedsgraden er stadig i den høje ende, men de relativt simple manøvrer gør spillet langt mere tilgængeligt og tilgivende. Der er ingen kryptiske forklaringer der skal fortolkes, men derimod rig mulighed for at hoppe direkte ind i sin første kamp, og allerede der få en god forståelse for, hvordan spillet egentlig skal overkommes.

Den perfekte labyrint

Et af de absolut største fornøjelser, er hvordan de snoede gyder og veje er bundet sammen i The Surge 2. Rundt omkring i Jericho City er Med Bays sat op, og hver gang du dør, starter du igen ved en af disse. Alle fjender du tidligere har nedlagt vender tilbage, mens alle døre og smutveje du må have låst op for, forbliver åbne. Disse genveje er indlagt i spillets banedesign, på en sådan vis at man oftest finder dem, lige efter en særligt udfordrende bydel eller fjende er overkommet. Andre spil i genren har, efter min overbevisning, ofte været meget nærige med placeringen af disse, men The Surge 2 har valgt at se indad, og byder i stedet spilleren velkommen til de forestående udfordringer, ved ikke at tvinge spilleren igennem de samme strabadser flere gange end højst nødvendigt.

Der er smutveje overalt, som hele tiden fører dig tilbage til en Med Bay, hvor du kan opgradere din figur

På samme måde er spillets menusystem også let at grave sig igennem. Der er ikke for mange kryptiske forklaringer på hvordan hver genstand eller evne hænger sammen, og det er let at skifte ud i våbenudvalg og udrustning, for at finde et arsenal, som passer både til ens niveau og spillestil. Jeg blev selv ret glad for mit spyd, som har en glimrende rækkevidde med tilpas hurtige angreb. Jeg kunne bestemt også se charmen i de gigantiske hammere, der ikke krævede mange sving, før kropsdele fløj til alle sider, men min timing kunne ikke følge med, når jeg efter hvert sving blev efterladt forsvarsløs. Kyndigere folk end mig, kan dog sikkert finde glæde i disse alligevel.

En af spillets første bosser, og dermed også en af de første mure du nok slår hovedet ind i

Spillets bosskampe er naturligvis også værd at nævne, da det er her dine evner virkelig kommer på sin prøve. Igen skal lyde en kæmpe ros til spillets animationer. Jeg ramte min første mur ved en af disse bosser, men efter nøje observation af bevægelsesmønstrene, gav det lige så stille mening, hvad spillet gerne ville have mig til. De første fem forsøg, fik mig godt og grundigt ned med nakken, men armeret med tålmodighed og en grundig analyse, fandt jeg de svage punkter i kæden, som fik hele kampen til at give mening. Det er en fryd at se de mest hårdføre fjender bukke under for ens bestræbelser, især når man på egen hånd har luret den bedste fremgangsmetode.

Konklusion

Selvom jeg har argumenteret for, at The Surge 2 kan være det helt rigtige spil til at stille nysgerrigheden omkring genren, så må man ikke tro at det er fordi spillet er nemt. Der bliver stadig forlangt en masse af spilleren, men det er på nogle præmisser, som giver lidt mere pusterum, end hvad det konkurrerende felt tilbyder.

Spillet mangler sin egen identitet i det visuelle design, men gør rigeligt op for det, med det geniale banedesign, det elegante og simple kampsystem, og alsidigheden i de våben man samler sammen. Der er så stor variation i særligt våbnenes håndtering, at der er rig mulighed for at finde den spillestil, som bedst matcher ens evner, og der går heldigvis ikke mange timer, før man har et solidt udvalg at bladre igennem.

Der er virkelig gode sager gemt i The Surge 2 – du skal bare have nerverne til at opsøge dem

Veteranerne vil måske finde det overordnede gameplay forsimplet, og med den noget mangelfulde og anonyme historie, vil det næppe suge de mest dedikerede spillere til sig. Kaster du dig over The Surge 2, skal det derfor være for selve kernespillet, som Deck13 virkelig formår at imponere med.

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Score
7/10
Forrige artikelSpider-Man forlader alligevel ikke MCU
Næste artikelBorderlands 3 anmeldelse (PC)

3 KOMMENTARER

  1. Omfg… en spilanmeldelse på DR, sådan Chrism, længe har jeg vandret i denne ørken og nu har jeg endelig fundet en flaske vand.

    Først of fremmest fremragende anmeldelse, er enig i 95% af det du skriver.

    Kønslyst?

    Personligt er jeg chokeret over der i hele taget er kommet en 2’er, jeg synes faktisk ikke etteren var så slem, meeeeen var den god nok til at retfædiggøre en 2’er? det ved jeg sgu ikke, er fanbasen virkelig så høj for denne, ja nu kan man jo tillade sig at kalde det for en serie.

    Sidder tilbage med meget den samme fornemmelse fra 2’eren som jeg havde i etteren, lidt den der at, det var da meget sjovt, og bestemt ikke et DÅRLIGT spil, men var heller ikke noget der rykkede sokkerne af mig, og tænker ik

  2. og tænker ikke den har den store replay value.

    Så nu kan jeg jo kun konkludere der kommer en 3’er næste år.

    Ej skide lækkert med en DR anmeldelse, flot arbejde, er enig med resultatet, keep em comming.

    Ved ikke hvorfor den skar mit indlæg i stykker og nu kan den ikke redigeres, så her er anden halvdel.

  3. #1 – Tak for de pæne ord. Stavebøffen har jeg netop gjort noget ved

    Vi har også en frisk anmeldelse af WRC 8, som ikke engang er to uger gammel, og så er der et par andre titler på vej til forsiden inden længe. Vær ikke i tvivl om at vi har MEGET lyst til at skrive anmeldelser, så vi tager hvad vi kan få fat på.