I The Last of Us Part II (TLoU2) er der hverken helte eller skurke. Der er kun overlevende, som hver især prøver at navigere i en umuligt fjendtlig verden. Når den eneste vejviser er et moralsk kompas, som i yderst sjældne tilfælde er kompatibelt med selv de nærmeste allierede, er det svært ikke at træde andre mennesker over tæerne. Med tanke på at de mennesker man trodser er armerede til tænderne, er den klassiske metafor om at “man må knuse nogle æg for at lave en omelet” mere sand end nogensinde.

Just a small town girl

Jeg har knust afsindigt mange æg i løbet af de 27 timer og 38 minutter, som det skulle tage før rulleteksterne havde nået sit endeligt. I lige så høj grad er en betragtelig del af mine æg blevet knust, af de ubarmhjertige præmisser der udgør rammerne for TLoU2. Fem år er gået siden hændelserne i The Last of Us fra 2013, og hovedpersonen Ellie, der nu er 19 år, har fundet en relativt tryg tilværelse i Jackson, Wyoming. Her er et mindre samfund blevet etableret, hvor alle bidrager til at bevare sikkerheden både indenfor og udenfor byens mure.

Det er ikke alle i den lille by, som er begejstrede for Ellie og Dinas relation, men det forhindrer dem ikke i at have et afsindigt stærkt bånd.

Freden spoleres dog betragteligt, da en gruppe militærtrænede personer finder vej til den beskedne flække. De har én ganske særlig mission, hvis endegyldige mål kickstarter det narrativ, som fører Ellie og hendes nærmeste ven, Dina, til Seattle, hvor en blodig hævntogt er drivkraften for de unge kvinder. Hvem end der smider en kæp i hjulet på deres bestræbelser, er ikke langt fra sit sidste åndedrag.

Spillets creative director, Neil Druckmann, har tidligere meldt ud, at TLoU2 vil fokusere på følelsen af had, og den spiral af hensynsløs vold som det kan medføre. Den vision har Druckmann eksekveret, i en grad som jeg ikke mindes at have set i spilsammenhæng nogensinde før. Det Naughty dog har gjort med historien er så provokerende, hjerteskærende og afskyeligt, at jeg mere end en håndfuld gange kunne mærke mit maveindhold ønske at se dagslys igen… via den forkerte kropsåbning vel at mærke.

Ellie er blevet overmandet, og de næste mange timer bruges på at vise, at hun ikke finder sig i den slags.

Jeg havde aldrig troet jeg skulle bruge ordet “kvalmende” i en positiv sammenhæng, men når et spil ved flere lejligheder får mig til at sætte begivenhederne på pause, simpelthen for at kunne trække vejret normalt igen, så er det altså de store muskler der spilles med. Der er så mange sekvenser, hvor spillet beder dig tage stilling til dit eget forhold til den destruktive følelse af had. Er du bedst tjent ved at lade følelserne få frit spil, når frustrationerne fører dig på sporet af din egen undergang, eller er tilgivelse og accept vejen frem, selvom du ikke ved om modtageren af den velvilje er af samme overbevisning?

Det er ikke spørgsmål spillet besvarer, men det er overvejelser der har brændt sig fast i min bevidsthed. Kommer du helskindet igennem TLoU2, uden at sætte spørgsmålstegn ved din egen magtesløse overgivelse til dine følelsers vold, så misforstår du budskabet der forsøges formidlet.

En absorberende apokalypse

Den verden Ellie befinder sig i, er ikke mindre fjendtlig end hvad der var tilfældet i det første spil – tværtimod. Det er stadig “The Infected” der sætter dagsordenen, og er den ledende årsag til at mennesker lever isoleret, med frygtens iskolde ånde konstant gispende bag den ene skulder. Som følge af dette er storbyer mennesketomme, bygninger endevendt og raseret, og naturen har fået frit spil, til at gro buskadser og vildnis fra de fjerneste forstæder til centrum af fortidens metropoler.

Detaljegraden der er lagt i hvert enkelt område, er intet mindre end overvældende. Uanset hvor mange efterladte lejligheder, mørke baggyder, oversvømmede kældre og frodige skovbunde man når at liste sig igennem, er hver lokation så unik, at jeg aldrig bemærkede om der var decideret genbrug blandt teksturer eller objekter. Følelsen af et univers der er blevet vendt op og ned i kølvandet på en livsfarlig pandemi, rammer væsentligt hårdere i disse dage, hvor COVID-19 stadig har et fast greb om vores dagligdag. Ja, omstændighederne i TLoU2 er langt mere ekstreme, end hvad vi ser på den anden side af vores soveværelsesvinduer, men illusionen der forsøges fremmanet lider bestemt ikke under vores yderst relaterbare samtid.

Der er virkelig blevet kælet for detaljerne i hvert eneste område du besøger.

Overskuddet i detaljerigdommen kommer dog især til udtryk i flere små fredfyldte oaser. Mens jeg førte Ellie og Dina gennem Seattles gader, fandt jeg en plastikpose der magtesløst blev blæst rundt af vinden. Jeg brugte godt og vel 10 minutter i dette område, lige dele optaget og betaget af den hvide plastikbeholder, der uden relevans for eller hensyntagen til det overordnede narrativ havde fundet sit eget sted at stjæle min opmærksomhed. Lige så befriende er de sekvenser, hvor Ellie finder en guitar, som man ved hjælp af de analoge pinde og touch pad‘en på Dual Shock 4 kan spille på.

Jeg kunne fortsætte i uendeligheder ved at nævne vand, ild, sne, røg og støveffekter, men har du spillet, eller endda bare observeret, en enkelt Naughty Dog-udgivelse i løbet af de sidste ti år, så ved du også godt hvilken grafisk præstation du kan forvente.

Med døren lukket og lyset slukket

Tidligt i spillet finder Ellie og Dina vej til centrum af Seattle, hvor de fra hesteryg kan udforske store dele af den forfaldne by. Området er ikke decideret gigantisk, men omfangsrigt nok til, at det kort man finder i den forbindelse, er til stor hjælp for at kunne navigere nogenlunde målrettet blandt de høje bygninger. Her er der skruet en anelse ned for overfloden af grafiske lækkerbiskener, men det gør nu ikke noget, da præmissen alene er et spændende tiltag for serien.

Det tager et par timer at komme igennem dette område, hvorefter der vendes tilbage til den mere velkendte lineære formular i resten af spillet. Tilsvarende blev forsøgt i de to seneste Uncharted-spil, hvor især sekvensen i Uncharted: The Lost Legacy er værd at sammenligne med. Jeg må dog indrømme, at i et spil som TLoU2, foretrækker jeg lineariteten. Denne midlertidige udforskning af open world-konceptet, bar, for mit vedkommende, lidt for tydeligt præg af at være en mulighed for at samle ressourcer til senere brug, uden at indeholde decideret relevans for historiens fremgang.

Når det kommer til grafisk kunnen, er Naughty Dog virkelig i en liga for sig selv.

Ironien er ikke helt tabt på mig, når jeg siger at spillet stråler mest, når man ikke befinder sig i dagslyset på de åbne græsplæner. Det er derimod i de mørkeste og mest klaustrofobiske afkroge af det oversavede samfund, hvor spændingen formår at hive mig ud på kanten af sofaen, og det lykkes da også overlegent af flere omgange. Med en lygte på brystkassen som eneste lyskilde, er det svært ikke at holde vejret, når man fra et fjernt hjørne hører lyden af en inficeret, der leder efter sit næste offer for tilfældig vold.

Områderne hvor man skal navigere fra A til B, er dog også blevet betragteligt større, og der er flere muligheder for at vælge sin rute, end hvad der var tilfældet i det foregående spil. Dette medvirker til en give en følelse af, at den oplevelse man går fra spillet med, har haft sine unikke øjeblikke, hvor andre spillere måske har valgt alternative løsninger. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har bevæget mig udenom et par afsides skattekamre, fordi jeg ikke fandt mig kampdygtig nok, til at kunne nedlægge de fjender der vogtede over indgangspartiet.

Nogle gange er kamp dog uundgåeligt, men det kommer jeg ind på senere.

Let på tå

Der er tre forskellige gameplayelementer at håndtere i TLoU2: udforskning, ressourcehåndtering og kamp. De to førstnævnte går hånd i hånd, da man gerne skal opsøge alle de remedier man kan, for at give sig selv bedre odds, når lortet rammer viften og de aggressive fjender vil se blod. Der skal samles ammunition, ingredienser til førstehjælpspakker og kasteskyts, reservedele til opgradering af arsenalet og piller som kan give Ellie flere brugbare evner.

Styringen af Ellie fungerer i høj grad på samme måde, som det var tilfældet med Joel. Hun kan lytte sig frem til fjendernes placering, crafte molotov cocktails og miner midt i kampens hede og håndtere nævekamp med og uden et slagvåben. Sidstnævnte skal dog altid ses som en sidste udvej, da vores hovedperson nemt kan blive overrumplet af et blodtørstigt flertal.

Hvad end du gør, så prøv altid at uskadeliggøre fjenderne lydløst.

Ellie har dog et par bevægelsesmønstre, som den midaldrende ledsager fra 2013 ikke helt kan prale af. For eksempel er der nu en dedikeret knap til at hoppe, hvilket især benyttes i det mere åbne terræn. Hun kan også lægge sig helt ned på jorden, for at skjule sig i højt græs, hvilket gør nogle af stealth-sekvenserne langt mere alsidige end hvad der tidligere var muligt. Ender man med at måtte ty til nærkamp, er der nu også en dedikeret knap til at undvige en udstrakt arm, der prøver at slå dig omkuld. Systemerne bliver hurtigt rygradsviden og det fungerer dermed ubesværet.

Det er altså ikke fordi der er blevet pillet ved den formel, som allerede fungerede glimrende i første spil. Der er blot blevet tilføjet nogle funktioner, som nu vil blive savnet, når jeg en dag skal spille Joel og Ellis eventyr forfra…

… for selvfølgelig skal jeg det!

Who the fuck is Alice?

Oprørsgruppen Fireflies fra første spil er ikke længere aktive. I stedet kommer Ellie til at stå ansigt til ansigt med militærtrænede soldater fra Washington Liberation Front (WLF) og de fanatisk-religiøse Seraphites. Personer der ikke er affilieret med sidstnævnte, omtaler dem blot som Scars, til stor irritation for de “frelstes” egen selvopfattelse. Begge grupper har stærke overbevisninger om hvordan verden bør se ud, ligesom de aldrig viger for at hælde benzin på det bål af spændinger der er mellem dem.

Hvor WLF er armeret med moderne skydevåben, en organiseret militærenhed og medicinsk kyndighed til at forcere deres agenda, har Scars en mere naturistisk tilgang til både levevej og krigsførelse. Deres interne lov forbyder brug af elektriske apparater, og deres valg af våben falder oftest på dødbringende slagvåben og bue og pil – dog med et par undtagelser, til de mest priviligerede i kulten.

Flokken af religiøse kultister omtales skændende som Scars, men de foretrækker selv at blive kaldt Seraphites.

Både WLF, Scars og naturligvis de allerede nævnte Infected har nye måder at pille dig fra hinanden, og det er ikke kun i form af gameplaymekanikker. Hunde er blevet nye ledsagere og kan opsnuse din position. Du må derfor enten distrahere kræene, eller, hvis du har hjerte til det, få dem nedlagt på enten human eller ubarmhjertig vis. Metoden afhænger naturligvis af dit stressniveau og hvilke våben du har til rådighed. Det gav alligevel et sæt i mig, hver gang jeg så mig nødsaget til at aflive en ellers sund og rask hund.

I samme ånd blev jeg også hylet ud af den, når de menneskelige fjender kaldte hinanden ved fornavn. “She killed Dave!” råbte en af Daves venner, efter jeg havde installeret et nyt næsebor mellem øjnene på ham. Det gav en menneskelighed til hvad der ellers havde været sjæleløse NPC’er, og jeg fangede faktisk mig selv i at tænke “shit, nogen kommer til at savne Dave”. Jeg mindes i øvrigt ikke at nogen rent faktisk brugte navnet Alice, men det passede bare så fint til overskriften for afsnittet.

“Shamblers” er en af de nye fjendetyper, der repræsenterer The Infected. Få den ned med nakken, før den spytter sin giftige gas mod dig.

Udover førnævnte hunde skal man nu også tage højde for fjender i skjul, og disse har mere end en gang, overrumplet mig med et par overraskelser. The Infected har dog også nogle nye tricks i ærmet, særligt i form de de såkaldte Shamblers. Kommer de for tæt på, spytter de en giftsky ud til alle sider, som man hurtigst muligt skal slippe ud af. Man skal derfor gøre alt hvad man kan, for at få den i knæ, før den kommer for tæt på. Det er dog lettere sagt end gjort, da Shamblers er blandt de Infected-fjendetyper, som kræver mest ammunition at gøre kål på.

I kampens hede er det svært at undgå at komme meget tæt på modstanderne, og der er blevet skruet gevaldigt op for blodsudgydelserne. Med reference til navneopråbene fra før, virker det yderligere grænseoverskridende, at snige sig ind på en fjende holde dem for munden, mens man borer en kniv i halsen på det intetanende offer. Man kan dog også vælge at bruge staklen som menneskeligt skjold, så man har frit slag til at skyde mod de øvrige modstandere… og derefter bore en kniv i halsen på dem.

Ellie presser på, velvidende at hun kommer til at gøre mennesker ondt i processen, både fysisk og psykisk.

Netop når sådan en stealth-nedtagning finder sted, er det forfriskende, at Ellies ansigtsudtryk ikke bærer præg af en cool og rutineret actionhelt, der flasher sit tandsæt og klemmer øjnene sammen. Hun får i stedet et fjernt blik og en tydeligt forceret lukket mund, og ligner derfor mest af alt en der tænker “jeg hader det her, men det er nødvendigt”. I TLoU2 er der ikke overskud til at være konventionelt pæn eller køn; en præmis som andre action-titler gerne læner sig op af, for at lefle for et voldsliderligt publikum. Her rammes der en helt anden nerve: en menneskelig nerve.

Denne gang er det personligt

Jeg kan ikke være bekendt at give fjendernes navneopråb opmærksomhed, uden også at nævne de bifigurer man støder på undervejs. Jeg behøver slet ikke nævne Naughty Dogs fremragende arbejde med ansigtsanimationer, da de gang på gang har bevist at de mestrer den disciplin bedre end de fleste. Hvad der til gengæld er værd at fremhæve, er stemmeskuespillet. Hver eneste karakter kommer til virkelig til live, hver eneste gang en sætning ytres, og det bidrager til den grad af indlevelse, jeg allerede føler jeg har givet udtryk for. Det hjælper naturligvis også at have et stærkt manuskript, og her leverer TLoU2 altså også replikker fra øverste hylde.

Naughty Dog kan stadig imponere, med et af de mest troværdige persongallerier i gamingsammenhæng.

Uanset om det er venner eller fjender, er hele persongalleriet netop så tredimensionelt, at det grænser til det uhyggelige. Bekymringer, følelser og tanker bryder nonchalant igennem skærmen, og jeg blev ofte virkelig bekymret for flere af personernes psykiske ve og vel. Det kommer både til udtryk i de, som altid, bragende flotte mellemsekvenser, men også i den ping pong der finder sted mellem figurerne, når man blot udforsker de hærgede omgivelser. Jeg endte med at få sympati for nogle af bifigurerne, som jeg ved første møde ellers havde afskrevet som værende uværdige til at modtage min respekt. Vi ved alle hvor svært det er at rette op på et blakket førstehåndsindtryk, men gudhjælpemig om ikke jeg alligevel endte med at overgive mig.

Kombineret med et soundtrack hvis kvalitet nemt kan sidestilles med forgængerens, kommer både samtaler, områdernes enkelte udtryk og følelsernes slagkraft forbløffende stærkt igennem. Lydbilledet intensiveres under snigesekvenserne, og eskalerer passende når man bliver opdaget af en fjende. Guitarsekvenserne jeg nævnte tidligere, er med til at vække minder om det første spil, og melankolien fra begge spil kommer til at sidde i mig i mange år fremover.

Helt ind under huden

Snak om gameplay, grafik, detaljegrad og lignende er jo alt sammen fint nok, men hvad der får spillet til at skille sig ud, er alle de overraskelser man bliver udsat for. Der er selvfølgelig adskillige twists i historien, og jump scares der kan få selv den mest hårdkogte negleklipper til at skrige som en prinsesse. Jeg vil ikke kalde TLoU2 et decideret horror-spil, men elementerne af gore og usikkerhed bidrager helt sikkert til en dyster stemning, som netop horror-genren ynder at kalde sin hjemmebane.

Flere af disse situationer efterlod mig med decideret åndenød, fordi jeg var overbevist om, at jeg befandt mig et sikkert sted, hvor jeg kunne få et velfortjent pusterum. Uden skyggen af varsel, gav spillet mig en metaforisk opvågning, der på et splitsekund fjernede enhver arrogant tro på, at der findes reelle områder, hvor man er i sikkerhed. At det samtidigt er integreret i spillets gameplay, og ikke blot er en del af pre-rendered videosekvenser, øger intensiteten til et niveau, som andre spil i genren må og skal lære af.

Pas på med at ånde lettet op; du ved aldrig hvornår spillet stikker dig en klør fem i ansigtet igen.

Min iver efter at gå i detaljer om nogle af disse sekvenser, er afsindigt udfordrende at holde tilbage, men jeg føler at et enkelt forkert placeret ord, vil spolere oplevelsen for de uindviede. Vid blot at du altid er i fare, uanset hvor du befinder dig og hvad du foretager dig. Ingen områder eller sekvenser er fredet, og illusionen om en usikker tilværelse bibeholdes på mesterlig vis. Det er ikke Resident Evil 7 eller The Evil Within 2 – det er så meget BEDRE!

Mit spil er dit spil

Jeg gennemførte TLoU2 på den mellemste sværhedsgrad, og fandt umiddelbart udfordringen en anelse for mild til mig. Mængden af ammunition var sjældent kritisk for mig, fjenderne forholdt sig nogenlunde i ro, når jeg skulle have et sekund ekstra til at sigte, og til tider var de en kende tøvende, når jeg prøvede at finde fodfæste efter et bagholdsangreb. Sværhedsgraden kan dog justeres på adskillige parametre, som for eksempel hvor gavmild spillet skal være med materialer. Det er en spændende måde at kunne tilpasse spiloplevelsen, så den matcher den enkeltes præferencer. Men det stopper slet ikke der.

Naughty Dog har gjort en ekstra indsats, for at gøre spillet tilgængeligt for så mange mennesker som muligt. Der er tiltag som både kan hjælpe dårligt hørende og svagtseende med at nå igennem forløbet, og jeg bifalder på alle måder denne form for inklusion.

Hele spillet kan gennemføres med farvekoder for allierede, fjender og genstande der kan samles op.

Jeg er ikke selv en del af segmentet, som har behov for disse tiltag, og jeg har ikke en person i min umiddelbare vennekreds, som jeg kunne spørge om råd til at vurdere hvor brugbart det er. Jeg skal derfor ikke kunne tale hverken for eller imod kvaliteten af disse funktioner, men alene det at de er tilgængelige, er noget som jeg håber andre udviklere kan se fornuften i at inkludere fremadrettet.

Konklusion

TLoU2 er et af den slags spil der efterlader adskillige indtryk, og flere af dem bliver du først bevidst om, når din savefil får påklistret en tekst hvor der står “complete”. Det er en rutschebanetur af den bedste slags, hvor de dele af følelsesregisteret man normalt prøver at gå i en bue udenom, bliver hevet rundt i svingene og presset til at skrige af lungernes fulde kraft. Væmmelse, forargelse, mistro og ikke mindst had lå i visionen for spillet, og hvor ubehagelige sekvenser jeg end er blevet budt på, har det hele ramt hovedet på sømmet på et dybere plan, ved at relatere til de skyggesider, som omverdenen endelig ikke må vide eksisterer i os alle.

Naughty Dog har skabt et univers hvor det umulige og troværdige smelter sammen til noget, som går op i en højere enhed, både når man ser på det basale spildesign, rammerne for narrativet og alt hvad der ellers ligger udenom af overraskelser. Man kan aldrig føle sig sikker på hvor historien leder hen, og hvert øjeblik kan være en anledning til at indskyde et nyt twist, som efterlader spilleren målløs i flere timer.

Naughty Dog har overgået sig selv… igen!

Jeg kan simpelthen ikke anbefale TLoU2 nok. Jeg plejer at være yderst nærig med 10-taller, når jeg skriver anmeldelser, men dette er første gang jeg virkelig har haft lyst til at bryde igennem loftet på vores skala. Det er en helstøbt oplevelse, der suger dig ind fra første sekund, og som du ikke kan lægge fra dig igen. I løbet af anmeldelsesperioden fik jeg det næsten dårligt med mig selv, når jeg måtte slukke min PlayStation 4 for at gå i seng, i stedet for at fortsætte eventyret og se det til ende. Jeg skyldte det ikke kun mig selv, men også de figurer jeg var kommet tæt på i løbet af min gennemspilning. Jeg kunne ikke have, at deres skæbne endnu var uafklaret – og den følelse er sjælden i fiktive fortællinger.

The Last of Us Part II ligger ikke bare lunt i svinget til at blive kåret som “Årets Spil”. Jeg tør godt kalde det en tidlig kandidat til “Årtiets Spil”.

For at undgå spoilers, har det ikke været tilladt at bruge egne screenshots til denne anmeldelse. Billederne er stillet til rådighed af Sony.

50 KOMMENTARER

  1. Har ikke fået læst anmeldelsen endnu, så undskyld hvis du nævner det deri, men hvor mange timer brugte du på at gennemføre spillet?

  2. Uden at ha læst anmeldelsen igennem, det må lige vente til fyraften. Er der så slet ikke nogen nævneværdige minuter eller ridser i lakken? Tænker på opsummeringen i bunden med bedømmelsen? Er Selvfølig kun fedt hvis der ingen minuser eller ridser er:)

  3. #5: Jeg nævner en enkelt “ridse i lakken” omkring det åbne område man når til tidligt i spillet, men det fylder så lidt, at jeg ikke fandt det nævneværdigt til opsummering af helhedsoplevelsen.

  4. #10: Skulle lige til at smide samme link. Der er godt nok langt imellem nye udgivelser der rammer de midt-90’ere, så det er afsindigt godt gået af ND.

  5. Fed anmeldelse Chrism!! Al frygt om fuckups og lign er fejet helt til side, nu kan det kun gå for langsomt med at blive fyraften på næste fredag!!! Tror ikke engang jeg vil læse eller se andre anmeldelser, så jeg får ind med så friske og unbiased øjne🤔

  6. #13: Mange tak. Der er ikke skyggen af “fuck-ups” i TLoU2, i hvert fald set med mine øjne. Det er hele turen værd, også selvom ens mavesæk lige må vende sig et par gange.

    Jeg har også læst en del andre reviews her til formiddag (Polygon, Kotaku, Eurogamer, VG24/7 og flere) og de holder alle god afstand til potentielle spoilers. Nogle af dem er af en anden overbevisning end mig, men spillet er under alle omstændigheder en oplevelse, som der er stærke holdninger til – både på godt og ondt.

  7. #15: Som jeg læser deres artikler, så er anmelderne ikke blevet påvirket af historien og mange af designbeslutningerne, i nær så høj grad som mange andre er, og det synes jeg heller ikke man skal tage fra de respektive anmeldere. Jeg har stor respekt for begge sites, fordi de giver afsindigt meget “kreativ” frihed til deres skribenter, så de kan analysere og fortolke som de vil. Nogle gange kommer der lidt malplaceret mavesurhed ud fra begge sites, men man føler altid at holdningerne er 100% subjektive, modsat den mere objektive vinkel som mange andre sites sigter efter. Det skal man blot huske at have i baghovedet, når man vælger sin kilde til både anmeldelser og generel nyhedsdækning.

    Deres pointer er valide nok, og de enkelte artikler fejler sådan set ingenting, men de er meget mere

  8. Argh, mine edit-skills er håbløse. Jeg fortsætter lige tankestrømmen fra #16:

    … de er meget mere følelsesbetonede, end hvad resten af anmelderkorpset plejer at diske op med, og eftersom hverken Polygon eller Kotaku giver karakterer til deres anmeldelser, så slipper anmelderne også for, at skulle tage højde for at komprimere deres egen oplevelse ned til et målbart tal. Det giver en anden type anmeldelser, og en anden form for frihed til den enkelte skribent.

  9. Super anmeldelse.

    I de trailer man har set synes jeg det bære præg af mindre fokus på infected…. Hvordan var din følelse med det uden at spoile?

  10. #18: Det var egentlig ikke noget jeg havde tænkt over, før du skriver det nu, men det er heller ikke helt forkert. I første spil var der ret meget fokus på at forstå hvordan pandemien var brudt ud, og hvordan det havde påvirket de smittede, mens det i TLoU2 mere betragtes som en faktualitet at de er der, og det må man bare forholde sig til. Så de er der stadig som en reel trussel, men fokus på at undersøge dem nærmere er klart røget i baggrunden, til fordel for at udforske WLF og Scars og hvordan de to faktioner agerer i verden. Så Infected fungerer mere som en del af rammen for de præmisser man spiller i, i højere grad end at deres tilstedeværelse forsøges forklaret.

    Jeg håber det besvarede dit spørgsmål

  11. #19 Dety gør de thelt sikkert. frygtede det også lidt, men det er nu okay… Synes det er fedt og modigt at man i et zombie spil har fokus på hvordan vi mennesker agere og udvikler os på godt og ondt.

  12. #21: Det skal helt sikkert spilles igen på NG+. Man kan umuligt nå at få alle opgraderinger på en enkelt gennemspilning, hvilket er et bevidst designvalg fra ND’s side, ligesom der også er andre måder at håndtere de forskellige situationer på, som skal prøves af. Dertil skal jeg også hæve sværhedsgraden betragteligt til næste gennemspilning, så jeg kan få mere sved på panden, når jeg bliver opdaget på et uhensigtsmæssigt tidspunkt.

    Mange af højdepunkterne i historien, kan man også sagtens tåle at få serveret en gang mere, så der er rigeligt med genspilningsværdi.

  13. The last of us multiplayer er stadig en af ​​mine yndlings PS4 multiplayer oplevelser.
    Håber der kommer multiplayer til the last of us 2.

  14. #20 – Og det er egentligt lidt spøjst at det skal ses som modigt, for vores menneskelighed er noget der i høj grad bliver udforsket i zombie genren

  15. Jeg er en smule skeptisk overfor at købe det til min PS4. Jeg har desværre ikke en Pro, og jeg oplever desværre at der, sjovt nok samme tid som min PS4 er tændt, pludseligt befinder sig en jumbojet i min stue. Jeg fatter det ikke….. FUCK det larmer. Jeg magter det ikke. Og med et smukt spil som TLoU2 forventer jeg også at jumbojetten indfinder sig på adressen. Jeg tror sgu jeg venter til PS5 Ja, jeg ved det godt…. Men… For helvede da også!!!

  16. #27: Jeg forstår godt din tankegang. Det er så frustrerende, når den aldrende PS4 netop laver lyde som om den har tænkt sig at lette. Respekt for din beslutning, og RIGTIG MEGET held og lykke med at undgå spoilers.

    Godspeed, my friend!

  17. #27

    Du har ikke et headset du kan tage på? Ville både hjælpe på at blokke jumbojet, kone og børn og træls naboer ude. Og samtidig give mere indlevelse når man lytter efter fjerner. Har der været meget larm her, eller er klokken mange gør jeg det selv. Super fedt med et par turtlebeach med noget surround sound/3D lyd

  18. Har ihvertfald ikke i sinde at undgå youtube og det bereder internet mere end højst nødvendigt. Når det fra fredag blir oversvømmet med spoilers i titler og thumbnails. Som Chrism siger Held og lykke med det, hvis ikke du finder en løsning før det lander på ps5.

    Der er jo heller ingen garanti for at de nye konsoler ikke lyder som jetmotore, just saying;)

  19. #28 #29
    Ja, det bliver sgu en hård ventetid. Jeg klarede at undgå spoilers til GoT sæson 8 i meget lang tid…. Ja, faktisk så lang tid, at jeg stadig ikke aner hvordan lortet ender XD

    Tjah… Jeg har da et par hørebøffer, men ledningen er liiiige kort nok til at jeg kan sidde afslappet i sofaen. Men så kan jeg køre gamer-stolen frem. Det var måske alligevel vejen at gå.

  20. #31

    Haha fedt at du stadig ikke ved hvordan GoT ender XD men ja helt klart på med hørebøffer, og luk, kone, børn og husdyr inde eller send dem på besøg hos svigermekanikken. XD

  21. #34 at this point er jeg næsten ligeglad, faktisk. Jeg har hørt lidt om at slutningen ikke var super fed. Så jeg har ikke engang rigtigt lyst til at se det. Det kan være det kommer engang XD

    #33 Seriøst… TLoU er på min top 3 over bedste spiloplevelse nogensinde. Om den lige ligger 1, 2 eller 3, det er nok lige hvad jeg føler på dagen. Men SHIIIT et spil!!

  22. #35

    Haha hvis du har undgået det så længe, så er det næppe vigtigt længere, som du selv siger så kommer det nok hvis du virklig vil se den færdig

    Præcis, stadig osse et af mine top 3 spil. Når vi snakker historie og skuespil, og soundtrack. Alt går bare op i en højere enhed, osse derfor jeg har været lidt nervøs for om 2’eren blev fucket op. Lyder det nu ikke til ud fra chrism’s anmeldelse.

  23. #36
    Nej, altså.. Jeg blev en smule bekymret da der pludseligt var spoilers og alt muligt knas om forholdene hos ND. Men jeg har egentlig altid haft det indtryk at ND ikke vil fucke en historie eller et spil op de næste 1000 år. De tager virkelig deres pis alvorligt! Jeg har så meget respekt for hvor voksent indhold der er i TLoU… The Witcher 3 havde lidt samme tilgang = masser af voksent indhold. Arbejd for historien og et “seriøst” publikum, og ikke en laver PEGI rating.

    Det bliver så godt til dig at gøre 1’eren færdig!! Jeg kan rigtig godt lide slutningen!

  24. Kom helt i tanke om jeg ikke har spillet Left behind DLC, nogen der nød den??

    Skal vist køres igennem imorgen eller torsdag, er vist ikke særlig langt.

  25. #38

    Syns den var ret god, fint indblik i Elli’s figur. Kan klart anbefale den, og den tager ikke evigheder, hvis du ikke har så meget spilletid i hverdagen

  26. #31: Ledningen til hovedtelefoner er for kort? Du sætter dem jo direkte i Dual Shock 4-controlleren – du skal dårligt nok bruge en meter ledning … Eller har jeg misforstået?

    #38: Ja, for fanden. Det må du altså lige kværne igennem inden fredag. Det er klaret på en eftermiddag, men er det hele værd!

  27. #40 – Hmm.. Jeg kunne selvfølgelig hive mit gamle headset med mini-jack frem og sætte i controlleren, det har du da ret i. Men det som jeg pt. bruger er med usb-stik og ledning. Nok er ledningen lang, men ikke så lang Men for faen, godt du minder mig om jeg har et gammelt headset liggende

  28. #42 Må grave lidt i min digitale pung og se om ikke der ligger lidt basører og venter på at blive brugt! Men ja, det tror jeg da vist du har! Tak! 😄👌

  29. #46

    Hvornår slutter nedtællingen, ved midnat eller imorgen formiddag? Står muligvis og hat fri imorgen, så overvejer at kæbe det digitalt istedet hvis jeg kan spiller fra midnat af. Hvis det først er imorgen formiddag køber jeg det nok bare på disc. Men ville da være lidt luksus at starten en forlænge weekend med lidt “god hygge” på sofaen med ps4 og snacks osv

  30. #46
    Jeg så lige nu her kl. 14.00, at Naughty Dog skriver på deres FB-side, at spillet er ude i New Zealand nu (deres midnat). Så jeg tænker, at det også er klar ved midnat her i DK.
    Så kun ti timer endnu…

  31. #49: Der er i hvert fald nok et par scener der falder lidt til jorden for dig, når du ikke har en forudgående relation til figurerne. Om ikke andet er du i hvert fald gået glip af et fantastisk spil, som du snildt kan være bekendt at gennemføre først.