UPDATE D. 7/12-2016: For at formidle de umiddelbare indtryk af The Last Guardian, blev denne artikel offentliggjort d. 5/12, samt karakter givet, før spillet var blevet gennemført. Det blev i samme omgang vurderet, at slutningen på spillet potentielt kunne påvirke den endelige karakter, hvorfor vi varslede at denne kunne ændres senere. Dette skulle vise sig som den korrekte beslutning, da spillet nu er gennemført, og The Last Guardian derfor kan bryste sig af karakteren 9/10, istedet for den forrige 8/10. Der er ikke foretaget ændringer i brødteksten.

(Ja, afslutningen på spillet hævede lige anmeldelsen med et helt karakterpoint!)

En ung dreng vågner ved siden af et enormt væsen. Spidse spyd har penetreret dens fjerbelagte torso, de, klynkende lyde der forlader det stive næb indikerer at den higer efter næring, og til trods for skarpe fuglekløer på poterne, er der en varme i dens øjne, som mere end antyder at den har brug for hjælp; væsnet hedder Trico.

Trico er på størrelse med en villa i to plan, men har et hjerte i samme liga.
Trico er på størrelse med en villa i to plan, men har et hjerte i samme liga.

Sådan starter puzzle-platformeren The Last Guardian, hvor venskab, tillid og loyalitet er kodeordene for den oplevelse der venter.

Der bliver ikke udpenslet en egentlig forhistorie i starten af spillet, hvorfor det umage pars sammenstød ikke står helt klart. Det er dog tydeligt at instansen i starten af spillet, er deres første møde. De to kommer da tættere på hinanden, efterhånden som spillet skrider frem, og det tætte bånd der knyttes brænder hele vejen igennem skærmen.

Når katten er ude …

Kæledyrsejere vil unægtelig føle stærkere for interaktionerne på skærmen, men lad mig lige slå fast at Tricos personlighed ikke just afspejler en hund, men snarere besidder de træk man forbinder med en kat. Trico passer først og fremmest sig selv, reagerer ikke prompte på ordrer og giver kun lyd fra sig når der er noget galt.

Trico kommer ikke hver gang man kalder ... ikke ulig katte!
Trico kommer ikke hver gang man kalder … ikke ulig katte!

Adskillige af Tricos handlinger afspejles dog i gængs opførsel hos de fleste husdyr, og ikke mindst de ”typiske” historier vores virkelighed beretter om. I kender næsten fortællingen: ung dreng redder livet på væsen, væsen viser sin taknemlighed ved at følge efter sin redningsmand, i håb om at kunne gengælde tjenesten, og selv når drengen prøver at sige farvel til den bedårende skabning, bliver den hængende med en naiv insisteren.

Efterhånden som spillet skrider frem, bliver det også muligt at give Trico nogle simple kommandoer. Spillet fortæller dog ikke direkte hvilke kommandoer der rent faktisk er tale om, og da reaktionsevnen og forståelsen for disse ordrer ikke just trænger igennem skallen på dyret, bliver det udfordrende at aflure, hvad man rent faktisk prøver at få Trico til at gøre.

Der er to måder at tolke dette:

  1. Tricos kunstige intelligens er horribelt udført, og efterlader unødig frustration hos spilleren.
  2. Trico behandler dine kommandoer, i samme ånd som en huskat der bliver bedt om at hente morgenavisen.

Jeg er selv katteejer, og ved derfor alt for godt, hvor udfordrende det kan være, at få en fedladen og uafhængig kat til at reagere efter hensigten på ens udråb. Du kan ikke snakke fornuft med en kat, men derimod tale blidt til den når den gør noget godt, og smide skældsord efter den når den hopper op på køkkenbordet. Jeg hælder derfor mest til fortolkning #2, hvilket gør indlevelsen i The Last Guardian uovertruffen. Har du aldrig døjet med den udfordring det er at ræsonnere med en kat, vil du dog nok snarere vurdere den første fortolkning som værende sandheden.

Når lyset falder helt rigtigt, er The Last Guardian virkelig betagende.
Når lyset falder helt rigtigt, er The Last Guardian virkelig betagende.

Tricos bevægelsesmønstre og overordnede animation bidrager også til illusionen om, at man har et levende væsen i sin varetægt. Trico reagerer på alle overflader, og kan udføre samtlige af sine handlinger, uanset hvor ujævnt terrænet må virke. Det er virkelig en fryd at se hvordan forbenene tilpasser sig højden på underlaget, mens bagbenene har deres helt eget liv. Jeg kan kun gisne om det helvede det må have været at tilpasse dette, til det gnidningsfri stadie det endelige produkt praler af, men hvis dette er grunden til den lange udviklingstid, så er det hver en lønkrone værd!

Tung at danse med

Spillets overordnede udfordring er at manøvrere igennem gamle ruiner og et frodigt landskab, i en civilisation som for længst er falmet fra historiebøgerne. Nogle plateauer er så højt placerede, at væsenet må hjælpe den unge dreng til vejrs, men andre passager er så snævre, at drengen må løbe i forvejen, for at finde et andet indgangsparti til følgesvenden.

The Last Guardian er på ingen måde et svært spil, men jeg oplevede dog ofte at sidde fast ved en af de mange lokationer, fordi jeg ikke kunne aflure hvad der blev forlangt af mig. På alt for mange overflader er det ikke til at se, om man kan kravle op, gribe fat eller skubbe objekter, hvilket gør mange af disse puzzles mere frustrerende end de burde være. Et enkelt rum holdt mig fanget i over to timer, fordi jeg havde overset et enkelt håndtag, som nærmest var kamufleret ind i resten af landskabet.

Både dreng og væsen har tendens til at være tunge i bagenden.
Både dreng og væsen har tendens til at være tunge i bagenden.

Det er desuden til spillets fordel, at de akrobatiske udfoldelser aldrig bliver voldsomt udfordrende, da spillets styring er ufattelig tung. Man kan næsten tælle et helt sekund, fra man vipper den venstre analoge pind til man får den ønskede reaktion på skærmen. Det samme gør sig gældende for den højre analoge pind som styrer kameraet. Kombineret med nogle voldsomme dyk i spillets framerate, på tidspunkter der ikke burde være for krævende for en PlayStation 4, gør det til tider spillet ulideligt at kæmpe sig igennem.

Når hjertet bløder

Undervejs støder duoen på nogle livagtige rustninger, hvis blåglødende øjne og spidse spyd varsler at der er fare på færde. Her er der ikke andet for end for ungersvenden at tage benene på nakken, og lade Trico tage sig af deres endeligt, hvilket den heldigvis også er yderst kompetent til. Ikke overraskende er der dog naturligvis situationer hvor Trico ikke kan hjælpe, og den handlekraftige knægt må klare skærene selv.

Trico skal nok håndtere de ondsindede vagter på den anden siden af broen.
Trico skal nok håndtere de ondsindede vagter på den anden siden af broen.

Nogle af mine yndlingsøjeblikke i The Last Guardian finder dog sted umiddelbart efter endt kamp. Her vil Trico altid bryde ud i et panisk og nervøst adrenalinrush, som vil holde selv de modigste krigere på afstand. Ved disse hændelser skal man navigere sig vej op på bæstets ryg, og forsøge at berolige den. Det foregår ved et enkelt knaptryk, som munder ud i en kærlig aen og en uforståelig, men forsikrende, mumlen om at alt er okay.

At bevidne en lille dreng, som blot er marginalt større end Tricos øjenæble, klemme sig helt ind under fjerene af det urolige spektakel, og med barnlig stemme ytre hvad der svarer til ”en skulder at græde ved”, er muligvis noget af det mest rørende jeg nogensinde har oplevet i spilsammenhæng. The Last Guardian er ikke det første spil der har ladet dig kæle for firbenede kompagnoner, men det er utivlsomt det spil som indtil videre er sluppet bedst af sted med det.

Lige til fotoalbummet

The Last Guardian bærer til tider præg af at være et spil, som på et eller andet tidspunkt har været tiltænkt en udgivelse på PlayStation 3. Teksturer i vandoverflader, på bjergvægge og i horisonten er ikke just de aller kønneste at kigge på. Dertil må man også gøre op med sig selv om den lille hovedpersons grafiske design overhovedet matcher resten af den noget gritty farvepalette.

Der er vel næppe noget bedre end at boltre sig i en vandpyt.
Der er vel næppe noget bedre end at boltre sig i en vandpyt.

Jeg har allerede nævnt de stærke animationer som udgør Tricos bevægelser, men selv når den står stille, med alle fire ben plantet på jorden, vil den mindste sidevind få samtlige fjer til at blafre uafhængigt af hinanden. Glem derfor alt om at nærstudere hvor vidt der er copy/pasted et par overflader, og nyd i stedet den magi som der unægteligt må være taget i brug, ved udarbejdelsen af Tricos tilblivelse.

Når jeg tager billeder til anmeldelser, plejer min udfordring at være at finde de få stærke billeder, som lige præcis rammer den rigtige nerve, både i forhold til spillets udtryk, men også med tanke på den tekst jeg formidler. Denne gang har jeg dog haft en overflod af fantastiske billeder, og nærmest surmulet over at så mange måtte vælges fra. Tag derfor trygt alle de billeder du vil med share-knappen på din Dual Shock 4-controller, og du kan næsten ikke undgå at få en overflod af kyndige baggrundsbilleder til din computer, tablet eller smartphone.

Du har aldrig set et grafisk flottere fabeldyr - Det garanterer jeg!
Du har aldrig set et grafisk flottere fabeldyr – Det garanterer jeg!

Lad mig desuden benytte spaltepladsen til at rose spillets soundtrack. Det er storladent når det skal være, nært og intimt under de stille stunder, og hektisk når der er pludselig skal fart på. Store orkestrationer klæder den nærværende historie, og kan snildt skrues op for, eftersom resten af spillet foregår helt uden dialog.

Konklusion

The Last Guardians største styrke ligger i evnen til at suge spilleren ind og sympatisere med den utrolige duo. Venskabsbåndet knyttes gradvist og alt for ofte har jeg holdt vejret i spænding, når tingene lod til at gå imod dem. Har du nogensinde haft et kæledyr, så ved du udemærket hvor langt man vil gå, for at se til deres velbefindende.

Ånd bare lettet op, for The Last Guardian er bragende godt.
Ånd bare lettet op, for The Last Guardian er bragende godt.

Den tunge styring kan skræmme et stort segment af potentielle købere væk, og det kan jeg sådan set godt forstå. Det virker på mange måder som om en optimering af kernepunkterne i gameplayet er røget i baggrunden, til fordel for nogle elegante animationer og en stærk karakterformidling.

Jeg vil dog også påstå at det er den korrekte prioritering, hvis ikke begge dele har været mulige at opnå, og på den baggrund er The Last Guardian så afgjort din tid værd; særligt hvis du bliver blød om hjertet, når du ser et dyr i nød.

20 KOMMENTARER

  1. #1 – Spillet udkommer i morgen, og jeg vurderede at jeg havde spillet “nok” til at give det en helhjertet anbefaling. Jeg vil dog have slutningen med, før jeg ved om jeg potentielt skal smide en 9’er efter det i stedet; det skal fucke gevaldigt op i slutningen, hvis jeg skal trække en karakter ned.

  2. #4 – Gameplay var aldrig en 8’er – Spillet, som helhed, var en 8’er, indtil jeg fik resten af historien med. Gameplayet bærer mest af alt præg af simpel men upræcis og tung styring, mange nemme og få ulogiske puzzles, samt en masse platforming der altså vanskeliggøres af førnævnte styring, samt en framerate der er alt andet end stabil.

    Jeg vil så nødigt sætte et tal på, men hvis du insisterer så vil jeg nok markere reelt gameplay som en 5 eller 6’er.

    Den endelige karakter er baseret på den overordnede underholdningsværdi, som jeg fik ud af spillet. Historien er så fængende og karaktererne så levende, at de overskygger de tekniske kvaler spillet unægteligt døjer med. Som jeg også skriver i brødteksten, så kan jeg godt forstå hvis nogen vil vælge spillet fra på baggrund af dette, men det er i så fald på bekostning af den, muligvis, mest hjertevarme og nærværende fortælling som det interaktive medie nogensinde har præsteret.

    Jeg kan godt se bort fra mangelfuldt gameplay, hvis de øvrige elementer er markante og relevante nok, og det må de siges at være i The Last Guardian. Den store afslutning var så overvældende, at jeg sad i sofaen og flæbede som en prinsesse, og det er den oplevelse 9-tallet er baseret på! The Last Guardian er et fantastisk godt spil, som ikke hiver et 10-tal hjem grundet de tekniske skrupler.

  3. #2:
    Men forstår stadig ikke man så ikke venter den dag eller to for så at smide et heltstøbt ogfærdigt indtryk op på siden? Så slipper man for at tjekke op igen på om karakteren er ændret og helt ærligt synes jeg ikke det er professionelt. Men det er også bare my two cents.

  4. jeg var en af dem som har haft interesse sinde det blev annonceret.

    Jeg har dog endnu ikke gennemført det endnu, spillet ca nok 6-7 timer i træk. Så ja, er meget enig med anmeldelsen.

    Ja, der er noget forsinkelse, men synes ikke det er 100% greel eller noget der ligner uspilleligt på nogen måder. Ikke i nærheden. Men det kan dog godt være upræcist, især når man skal kaste med mad.

    Forløbne anmedelser og karakter som ændre sig er sket før. Men jeg ved da i fik spillet ret sent og måske ikke nået til “tiden”.

  5. #8 – “Ret sent” er jo et lidt flydende argument, men vi døjer jo desværre med skribenter og anmeldere, som har et dagjob/skole/børn/hobbyer ved siden af denne tjans, og det gør det derfor udfordrende at få artikler klar i ordentlig tid.

    Embargo er jo heller ikke et udtryk for at en anmeldelse SKAL være klar til et bestemt tidspunkt, men blot at vi nu MÅ begynde at snakke om spillets indhold. Som en service vurderede jeg at jeg ville have en artikel klar hurtigst muligt, da forventningerne til The Last Guardian har været ret store (og ikke mindst skeptiske), og derfor ville jeg, før release, nå at fortælle at det altså var et godt køb!

    Nu sidder jeg med Final Fantasy XV, som jeg fik i hænderne dagen før release, og her har jeg sat mit eget mål om at runde 50 timer, før jeg kan komme med en fyldestgørende vurdering. Min udfordring ligger derfor I at bibeholde min integritet som anmelder ved at skrive trorværdigt, samtidig med at få en artikel ud mens spillet stadig er aktuelt. Det er ikke altid lige nemt, når jeg har flere spil i hænderne, og samtidigt skal passe dagens øvrige gøremål.

    Der er under alle omstændigheder lært en vigtig lektie med denne anmeldelse!

  6. ja, derfor skrev jeg også med ” på, da det netop var ment at være flydende argument og ikke direkte. Dishonored 2 blev også justereret i PC versionen. Så længe at man skriver det er en forløbne anmedelse er det også fint. Jeg tror sider som Eurogamer har gjort det samme ved især større spil (mini kontra full).

    Når det er sagt så er jeg endda enig med karakteren, selvom jeg endnu ikke helt har gennemført det endnu. Animationen ER fabelagtigt i dette spil.

  7. Jeg fik det gennemført. Der foregår også ret meget her til sidst. Det dog en god slutning. Det dog klart smag sag om det er 8 eller 9.

    En lille tip er at husk at se hele credits skærmen denne gang, som faktisk ikke er særligt lang og vellavet, så kommer der en ekstra fed cut scene. Det muligt at man godt kan springe det over.

    Det et spil, hvor de positive sider helt klart overvægter de negativer sider.

  8. Jeg har gennemført det på under 15 timer. Ja, det er en noget følelse ladende slutning, især hvis man glemmer at se det hele med indtil “slut” står på skærmen :-).

    8/9 i karakter er begge stadig et godt karakter.

    Det der med springe over var af hensyn til credits skærmen.

  9. Jeg føler lidt, at du afslører for meget ved at skrive “mest følelsesladede slutning på et spil nogensinde”. Jeg har ik selv spillet det, men nu har jeg da en ret god ide om, hvad der sker. En ide til omformulering kunne være “stærk slutning”, for så afslører du intet.

  10. #15 – Jeg har nu brugt et kvarter på at overveje hvordan jeg kan svare dig, uden at mit svar automatisk bliver til en spoiler.

    Jeg tror dog at jeg ret sikkert kan sige, at du med garanti ikke kan forudsige spillets konklusion. Der er ikke andet for end selv at spille det igennem, og så have tudekludene klar! Det er ren Disney/Pixar-magi.

    @space-fractal, vil du bakke mig op her?

  11. Følseladelse kan betyde mange ting. Ingen grund skrive det om.

    Der foregår ret meget sidst i spillet. Noget var forventet, men det også meget der ikke var….. men den er godt fortalt, det sikkert.

  12. #16, det kan udmærket være, at jeg tar fejl det håber jeg! Jeg fik bare et soleklart billede af en helt bestemt hændelse med den beskrivelse, du gav. Men fred være med det. Spillet ser spændende ud!