Simpelt og kedeligt design
King of Fighters gør brug af et hold-system i hver eneste kamp. Et hold består af tre kæmpere som man vælger før kampen gør i gang. Når en kæmper bliver besejret, hopper holdets næste medlem ind i kamp, mens modstanderen får en smule liv tilbage. Således fortsætter kampen indtil alle tre medlemmer af et hold er blevet besejret. Dette hold-system er hvad der gør King of Figthers XII anderledes end andre kampspil, da det kraftigt opfordrer spilleren til at lære adskillige kæmpere godt at kende. Det sørger for at de enkelte kampe er mere end bare to folk der slås. Tilføjelsen af to ekstra kampstile, andre special-angreb og lign. giver kampene et ekstra lag og hiver dem op over den normale oplevelse man får fra kampspil. Netop derfor er det forskellen mellem kæmperne der gør kampene varieret – på godt og ondt. Der synes at være en anelse ubalance mellem hvor brugbare de forskellige kæmpere er, hvilke evner de har osv. Terry Bogart har f.eks. et godt mix af diverse specielle angreb, mens f.eks. Elizabeth Branctorche kun har et enkelt specialslag og næsten føles underudviklet. Man vil utvivlsomt finde et par favoritkarakterer blandt de 22 tilgængelige. Spillets holdfokus sørger for at man altid kan udforske nye karakterer og samtidigt have sikre kort på hånden og dermed ikke føle at man risikerer at spilde tiden med nye figurer.
![]() | ![]() |
Når man starter King of Fighters XII op, er det, ligesom de fleste andre kampspil, spændende at se hvor mange måder man kan uddele tæsk på. Vi har før set turneringer, time trials, adventure-modes mm. Derfor er det enormt skuffende at indse at det eneste reelle singleplayer-indhold er en rundebaseret time trial. Man vælger sit hold og skal dernæst slås mod fem andre hold. Ideen er at vinde over disse hold hurtigst muligt. Kommer man sejrrigt igennem bliver ens tid gemt på en high-score liste… og så kan man ellers starte forfra. Man kan også prøve spillets træning, der udelukkende handler om at øve forskellige evner hos kæmperne. Ellers er der intet at foretage sig. Der er ingen form for historie, karakter-fokus eller den mindste grund til at spille, ud over at opleve kampene. King of Fighters XII illustrerer at et kampspil uden den mindste form for historie eller karakter-fokus lynhurtigt bliver kedeligt.
![]() | ![]() |
Andre nyere kampspil som f.eks. Street Fighter IV bød på små historier for hver karakter, og mens de var beskedne, gav de trods alt en smule motivation til at spille med hver karakter, ligesom visse modstandere blev bestemt af den karakter man spillede med. King of Fighters XII fokuserer udelukkende på dets kampsystem og overlader alt andet til spillerens fantasi. Modstanderne er tilfældigt valgte, banerne ligeså og det virker alt i alt meningsløst at spille singleplayer i King of Fighters XII. Der er simpelthen ingen belønning, så som nye baner, karakterer eller kostumer. Alle spillets 20 kæmpere er låst op fra starten, ligesom spillets baner også er det. Det samlede antal baner når kun op på seks, hvoraf to af dem er samme bane med forskellig belysning. En meget umotiverende oplevelse.
![]() | ![]() |
Multiplayer tilføjer ekstra liv til spillet, som det er tilfældet med alle kampspil, men det er ikke noget der redefinerer genren. Spillet byder både på lokal og online multiplayer. Lokal multiplayer er blot hvor en person styrer det andet hold, frem for at AI’en gør det. Online strækker spillet sig en anelse længere, da man bl.a. kan skabe to hold med tre virkelige spillere på hver, hvor hver spillet styrer deres egen karakter. Dette skaber langt større variation end i de fleste andre kampspil og giver spillet en bredere spændvidde end man kunne tro. Det er noget specielt over at slås som hold, frem for bare én mod én, som næsten gør spillet værd at prøve alene. Man kunne stadig godt ønske sig en art online turnering eller andre måder at sætte enkelte kampe op i en større sammenhæng. På alle måder er King of Fighters XII et spil hvor den enkelte kamp er alt hvad det handler om. Det kan være underholdende i korte omgange, men det er næppe et spil man spiller hele aftenen.
































