Ansvar for egen læring

Mit første drab var længe undervejs. I de fleste spil ledes man trygt og sikkert gennem adskillige træningsbaner eller oplærende scenarier. Men ikke her. Få sekunder efter at have startet spillet op, befinder jeg mig midt i Hirschfelden, spillets ene fiktive område, hvor jeg omgående slippes løs og kan gå i nøjagtig den retning, der passer mig.

Undervejs bliver man tilbudt missioner, man kan vælge at følge, men fascineret af friheden som jeg er, vælger jeg blot at gøre det, jeg er sat i den digitale verden for – at jage. Og det bliver hurtig en rodet og kluntet affære.

Det perfekte øjeblik findes ikke

Jeg får hurtigt færden af en hjort (jeg undlader at give mig i kast med præcise betegnelser af de utallige arter!) og begynder at vandre efter dens spor. Da utålmodigheden overmander mig, sætter jeg i løb. Det fører dog intet godt med sig, da hjortens sanser overgår mine og den stikker derfor af, længe inden jeg kan nærme mig.

Jeg sniger mig derfor nu langs jorden. Og det lykkes mig rent faktisk, efter mange minutter, at nærme mig hjorten, der nu kan ses i en lysning. Den stopper pludselig op, vender næsen i vejret og stikker så i løb igen. Vindretningen førte min lugt direkte i hovedet på hjorten og alt er spildt.

Efter mange kluntede forsøg og erkendelsen af, at dyrene både kan lugte, høre og se ufatteligt godt, bider jeg tænderne sammen og får mig på tålmodig vis sneget mig ind på en intetanende hjort. Jeg undgår at vindretningen fører min lugt hen til hjorten, styrer udenom den mest støjende beplantning og sørger for at stå helt stille, når hjorten kigger i min retning. Og først da jeg vurderer, at jeg nu er tæt nok på til at udføre et mesterligt skud, tager jeg sigte og skyder. Desværre påfører jeg kun hjorten et ikke-vitalt kødsår og den sprinter lang-pokker-i-vold. Jeg ser aldrig skyggen af den igen.

Hvad jeg troede var det perfekte øjeblik, viste sig i stedet for at være en spildt chance. Som jager i The Hunter – Call of the Wild sættes man på den ultimative tålmodighedsprøve: At vente på et øjeblik, der måske aldrig opstår. Hemmeligheden er derfor ikke at famle i blinde og desperat lede efter den endegyldige og perfekte mulighed. Den er snarere at suge alle indtrykkene til sig og nyde, at vi her har med et spil at gøre, som rent faktisk tør fremstille naturen, dyrene og kunsten at jage i sin allermest uspolerede form.

Væk med irriterende betalingsmodeller

Det oprindelige The Hunter var en glimrende jagtsimulator, der dog var præget af en aggressiv betalingsmodel, hvor man var nødsaget til at punge ud, hvis man ville jage flere typer dyr, have adgang til flere lokationer eller diverse typer udstyr. Derfor kunne man enten betale et månedligt abonnement eller for de specifikke ting, man ville låse op for. I stedet endte jeg med slet ikke at betale noget, selv om spillet faktisk var rigtig godt. Lige indtil jeg gik død, fordi jeg ikke havde adgang til hele herligheden.

Udover at navngive fortsættelsen med undertitlen ”Call of the Wild” og dermed lede tankerne hen på undertegnedes absolutte yndlingsroman, formår det nye spil også helt at lægge den triste betalingsmodel bag sig. For ca. 200,- får man adgang til det fulde spil. Alle dyr, alle lokationer, alt udstyr. Udvikleren Avalanche Studios, der også står bag Just Cause-serien, har altså fat i noget af det rigtige i denne omgang.

I spillets to gigantiske lokationer, Hirschfelden og Layton Lake District, der repræsenterer henholdsvis europæisk og nordamerikansk vildmark, gives vi som jægere adgang til at jage alverdens dyrearter, fra ræve, vildsvin, bjørne, elge og mange typer vildt. Og de har alle forskellige adfærdsmønstre, der kræver stor tilpasningsevne hos spilleren, alt afhængig af hvad denne er ude efter at få udstoppet til trofævæggen.

Smuk grafik og lydside

Hirschfelden og Layton Lake District er fyldt til randen med den mest vidunderligt smukke natur, jeg nogensinde har set gengivet i et spil. Frodige enge, dybe skove, og bakketoppe, hvor vinden får blade og græs til at suse omkring, er skabt så overbevisende, at de på intet tidspunkt bliver trivielle at vandre omkring i. Vejreffekterne og døgnets skiftende lyssætning bidrager ydermere til at gøre dette til den mest virkelighedstro simulation af naturen hidtil. Det her er uden sammenligning det smukkeste spil, jeg har beskuet. Om det også er det teknisk mest potente, vil jeg lade grafikguruerne om at vurdere.

Lydbilledet er ligeledes enormt troværdigt gengivet, med alt det, der hører med til en god vandretur i naturen: Fuglekvidder, vindens susen og træernes knirken. Tilmed tilpasser lydsiden sig til døgnets forskellige tider, så eksempelvis lydene om natten eller ved solopgang er helt anderledes end dem midt på dagen. Audiovisuelt er spillet en sand fornøjelse at give sig i kast med.

Nye værktøjer

Til syvende og sidst er The Hunter: Call of the Wild dog et spil. Og derfor er det ikke nok blot at være smuk at se på og lytte til. Avalanche Studios har i denne omgang tilført det allerede solide og realistiske jagtsystem nogle nye værktøjer, der gør oplevelsen dybere. Derfor har vi nu mulighed for at specialisere os i forskellige jagtmetoder, der enten tager udgangspunkt i snilde og stealth eller en mere aggressiv form for jagt. Det er ikke et super dybt system, men giver alligevel en større alsidighed, særligt når man går online og hver spiller besidder forskellige kvaliteter. Selv valgte jeg at fokusere på de evner, der gjorde mine evner til at tracke dyr mere effektive. Og med riflerne som mine foretrukne våben, gjorde jeg mig bedst på lang afstand.

Derudover bliver vi nu også tilbudt missioner undervejs. De er hverken særligt episke eller meningsfyldte, men giver alligevel en form for gulerod og fornemmelse for progression, som det originale The Hunter manglede i alvorlig grad.

Store fejl og kluntet interface

Der er desværre rigtig mange skår i glæden, når det kommer til udførelsen af gameplayet. I mine godt og vel 20 timer i selskab med spillet, er det lykkedes mig at stifte bekendtskab med alverdens store og små fejl og mangler. Værst af alt er nok det faktum, at jeg ikke kunne tillade mig at hoppe fra den ene lokation til den anden, da det kræver opstart af et helt nyt spil, som resulterer i, at missionsprogressionen mistes på den tidligere lokation. Fuldstændig uacceptabel fejl, der gjorde, at jeg næsten kun fik oplevet Hirschfelden, da jeg meget nødigt ville nulstille mine missioner her.

Der er også rigtig store problemer med spillets interface. Det er sjældent særligt responsivt og nørklen omkring med udstyr har det med at gå fuldstændigt i baglås, foruden at det er helt tåbeligt og ulogisk sat sammen.

Indkøb af nyt udstyr er i øvrigt urimeligt tidskrævende og der skulle gå hele 8 timer, før jeg kunne investere i en ny riffel. Det kræver rigtig, rigtig mange dyredrab, førend man har råd til det grej, der gør det muligt at jage de sjoveste dyr på effektiv vis.

Konklusion

The Hunter: Call of the Wild er en fortræffelig, yderst smuk og fascinerende jagtsimulator. Realismen kræver uanede mængder tålmodighed, men kan man undervejs lære at værdsætte den store indsats det kræver at nedlægge dyr, samt sætte pris på den smukkeste natur nogensinde gengivet i et spil, kommer man til at smide rigtig, rigtig mange uforglemmelige timer efter spillet.

Desværre lider simulatoren under en masse store og små fejl og mangler, der gør det umuligt at nyde spillet fuldt ud. Det er som om at udvikleren Avalanche Studios har sat alt ind på at gengive naturen og selve jagten, men undervejs ikke har haft ressourcerne til at finpudse på gameplayfronten. Kan man se igennem fingrene med denne skævvridning, er der stadig rigtig meget at komme efter, men forvent på ingen måde et gameplay, der er ligeså gennemført som selve fremstillingen.

Med The Hunter: Call of the Wild fører Avalanche Studios opskriften videre fra forgængeren, men formår at løsrive sig fra dennes irriterende betalingsmodel, tilføje RPG-elementer og en missionsstruktur. Men de mangler stadig at samle op på fejl og mangler, der skæmmer deres ellers så smukke simulator.

11 KOMMENTARER

  1. #1 Det synes jeg ikke. Nogle spil excellerer på enkelte punkter, der er altafgørende for helhedsindtrykket, også selv om de har alvorlige fejl og mangler på andre punkter. Spil som Mount & Blade og DayZ, der er smækfyldte med fejl og kluntet gameplay, men alligevel formår at være hamrende underholdende.

    #2 Rifler, buer, shotguns og pistoler/revolvere.

  2. Jeg kan nu ellers meget godt lide at man skal arbejde sig frem til at få fingre i nyt grej ved at få erfaring med riflerne fx. og også at man skal spare sammen til den nye riffel, hvad der så går galt i min optik er at den første riffel man kan få der er en større kaliber koster 20.000 i spillet men først noget senere har man erfaring nok til at få fingre i en ny kikkert (4x-8x) som så koster 30.000.

    Men jeg hygger mig nu gevaldigt med spillet som jeg har gjort længe med abonnement på The Hunter.

    Den værste fejl jeg har oplevet indtil videre må nok være at sporene fra dyr forsvandt efter nogen timers spil, er pænt frustrerende at bruge lang tid på at spore en Elg man har skudt på for så at sporene bare forsvinder, skød så på en bjørn istedet men den efterlod heller ingen spor længere. Genstartede spillet og så var det muligt at se spor igen. Dette var vist også et problem i The Hunter Classic på et tidspunkt så håber de får det løst hurtigt.
    Der skulle vist komme en større patch her i denne uge.

  3. Det var der inden patchen i dag. Det var enormt kluntet tidligere. Nu virker det dog fint. Er også rigtig lækkert med de lavere priser for køb af nyt grej. Nu er det meste rent faktisk inden for rækkevidde.

  4. Jeg har brugt det mest af aften/natten på at skifte mellem fornøjet og irriteret, der er godt nok nogen bugs, men også en del underholdning. Værst er at man ikke kan snige hivs man bruger keyboard, der er 2 modes, stå musestille, eller heavymetal (eller tabbe sig frem wwwwwwww) hvilket selvsagt er tåbeligt. Virker dog bedre med controller og thumbsticks, men min løb dels tør for strøm og jeg blev alligvel aldrig rigtigt ven med control schemet.

    Jeg vil sige vent en patch eller 2 og check om ikke det værste er blevet fixet, så passer karakteren bedre.

    Af fascinerede elementer kan nævnes at jeg var på sporet af en hjort i en 45 mins tids, på den tid tømte den ryggen 20+ gange, måtte også opspore et par sårede som magtede både at flygte for fuld sprint og skide helt uhæmmet undervejs.