For tre år siden udkom The Evil Within, og det var ikke just den kop te jeg havde håbet på. Hovedpersonen var skammeligt intetsigende, gameplay var uinspirerende og selvmodsigende, og det nærmest vulgære fokus på blod og gore virkede mere som et desperat forsøg på at skabe chok-effekter end egentlig rædsel. Nu er The Evil Within 2 på gaden, og hvor er jeg dog glad for, at det var mig der fik det i hænderne til denne anmeldelse.

Rejser sig fra asken

Selvom du ikke har spillet det første The Evil Within, kan du trygt hoppe direkte på efterfølgeren. Historien står glimrende på egen hånd, med hovedpersonen Sebastian Castellanos i en dyb depression, efter at have mistet sin datter Lily i en brand, og naturligvis gennemlevet et sandt helvede efter begivenhederne i første spil. Han finder sindsro i bunden af hver en alkoholfyldig flaske der rammer hans læber, og kan dårligt nok retfærdiggøre over for sig selv, hvorfor han frivilligt trækker vejret.

Sebastian Castellanos er udkørt efter de voldsomme hændelser fra det første spil.

Sebastian liv ændres dog, da hans gamle kompagnon, Juli Kidman, henvender sig til ham på hans lokale beværtning. Lily er angiveligt stadig i live men i stor fare. Sebastian må derfor rejse ind i den virtuelle forstadsby Union, hvor tingene ikke er helt som de ser ud, for at finde sin datter samt de øvrige redningshold, der forgæves har forsøgt at nå samme mål.

The Evil Within 2 præsenterer en langt mere strømlinet historie end det var tilfældet i forgængeren. Man skal overkomme nogle lidt obskure science fiction-elementer i starten af spillet, men når først Sebastian er ankommet til Union, er det rendyrket horror der overtager fortællingen.

Der er skruet højt op for horror-elementerne i The Evil Within 2.

Det er desuden forfriskende at se Sebastian, som en langt mere levende og motiveret karakter, end han nogensinde kunne håbe på at være i det første spil. Han er denne gang drevet af at finde sin datter, og viser nu empati overfor de få mennesker han møder på sin vej. Han er tydeligt mærket af sine oplevelser på Beacon-hospitalet for tre år siden, men i lige så høj grad fast besluttet på at redde Lily, og det er så fedt at se ham træde i karakter, både som den hårdkogte betjent der ikke tager pis fra nogen, og den bløde familiefar der blot vil genforenes med sin datter – I skrivende stund er han en af mine yndlingsfigurer fra spilåret 2017.

Lineær og åben

The Evil Within 2 prøver noget som horror-genren normalt ikke rører med en ildtang: et open world-koncept. Tag den dog lige med et gran salt. Der prales ikke af et uendeligt åbent univers, men derimod flere mellemstore områder, med adskillige sidemissioner man kan bestræbe sig på at løse, før man går videre til det næste mellemstore område. Når først du har forladt udkanten af Union og bevæget dig mod næste destination, så kommer du altså ikke tilbage igen.

Det er farligt at komme for tæt på spillets fjender.

Det betyder til gengæld at der er lagt adskillige overraskelser ind i disse områder. Ud over muligheden for at udforske på egen hånd, kan man også støde på et par begivenheder, ved områder man ellers har vandret igennem før. Byens hovedvej havde jeg allerede taget et par ufrivillige joggingture på, men helt uden varsel var der pludselig en kvinde der kom løbende over vejen mens hun skreg for sit liv. Der er ikke mange af disse små events, men de få man finder giver altid en lille fornemmelse af, at der stadig er folk der forsøger at overleve rædslerne.

Hold afstand – Hvis skabningen på billedet får øje på dig, så er det bare om at stikke af.

Du bliver hele tiden informeret om nøgleområder eller ting der er værd at udforske, via den communicator Sebastian slæber rundt på. Den opfanger signaler fra faldne soldater, skræmte borgere og små doser ammunition som altid er værd at opsøge. I nogle tilfælde kan de fungere som start på en sidemission, og disse kan altid svare sig at klare. Jeg fandt en person som havde brug for hjælp, og missionen krævede en smule backtracking, men jeg vurderede at det var ok blot at fortsætte historien. Senere fandt jeg staklen liggende i sin egen blodpøl, og Sebastian prikkede kyndigt til min samvittighed ved at udbryde ”I should have helped him”. Min egen samvittighed led et knæk, og det er sjældent spilmediet formår at vække den følelse i mig.

Effektive gys

Til trods for disse åbne områder, fortælles hovedhistorien stadig lineært, og i mange tilfælde bliver man også ført ned af lange gange, hvor spillet med sikker hånd venter på at drysse et par kuldegysninger ned af din rygrad. Du bliver ikke bombarderet med jump scares, men de få der er har netop forstået at et jump scare skal have en rigtig god opbygning. Særligt en sekvens hvor Sebastian befinder sig i et ottekantet rum med fire senge i midten og et mellemstort spejl på en af væggene, fik mig til at skrige som en prinsesse. Jeg måtte bogstaveligt talt pause spillet i to minutter, så jeg kunne få min puls ned igen; for pokker hvor var det fedt!

Spillet er proppet med overraskelser, som lignende horror-titler kan lære noget af.

Der er også skruet gevaldigt ned for det overdrevne blodbad, som det første spil bar præg af. Rædslerne er denne gang langt mere subtile, og ikke mindst effektive i deres eksekvering. Man føler sig aldrig helt i sikkerhed, med undtagelse af den overnaturlige rejse til Sebastians kontor, hvorfra man kan opgradere sine våben og evner.

Stealth er desuden langt mere tilgængeligt i denne omgang, og ofte den mest fornuftige tilgang til at spare på sin ammunition. Mange fjender kan man liste sig ind på, og nedlægge med et enkelt knaptryk, men deres twitchy adfærd medvirker til en konstant usikkerhed på om man pludselig bliver opdaget. Jeg har ofte vurderet at den bedste strategi var at tage benene på nakken, og så ellers håbe på Sebastian havde nok stamina til at slippe helskindet fra det. Adskillige sekvenser vil tvinge dig helt frem i sædet, og kræve at du holder tungen lige i munden, men lige så hurtigt skal du passe på ikke at bide førnævnte legeme af, når noget pludselig griber ud efter dig, og tvinger dig helt ind i hjørnet af sofaen, hvor du finder komfort i en sammenkrøllet fosterstilling.

Nogle fjender er immune overfor bestemte angrebstyper, som f.eks. ham her der ikke er bange for ild.

Medvirkende til denne effekt er designet af både omgivelser og fjender. Der spilles med virkelig tunge muskler, på den overlegne grafiske præsentation. For en multiplatform-titel så er The Evil Within 2 i en ganske særlig liga. Særligt spillets lyseffekter er fænomenale, og der er ikke sparet på de små detaljer, som gør Union til et uovertruffent rædselsfuldt sted at opholde sig. Desværre døjer spillet, ligesom det første, med en del clipping-fejl, altså hvor f.eks. Sebastians kropsdele kan gå igennem vægge. Dertil er der også alt for mange invisible walls, som jeg til dato endnu ikke begriber hvorfor udviklere ikke bestræber sig på at arbejde udenom. Det bryder den overordnede og fremragende præsentation, som ellers vedligeholdes stærkt gennem hele spillet.

Forkerte skud i bøssen

Udvalget af våben er stort set identisk med forgængerens, da du har en pistol, shotgun, sniperriffel, maskingevær og armbrøst til rådighed. Det er dog langt fra alle våben der er lige effektive, og det er uden tvivl den helt almindelige håndpistol der har reddet min røv flest gange. Jeg blev begejstret da jeg fik det fuldautomatiske maskingevær, men opdagede hurtigt at det spildte forbløffende meget ammunition. Jeg brugte derfor ikke en eneste resurse på at crafte flere skud til denne, men klarede mig fint med pistol, shotgun og armbrøst gennem det meste af spillet.

Det er nemt nok at skifte mellem sine våben, men ikke helt så intuitivt når man skal skifte mellem flere variationer af samme våben. Jeg kom i besiddelse af to forskellige shotguns, og disse optager samme plads på det våbenhjul man kan åbne med et knaptryk. For at skifte mellem disse skal man derfor åbne hjulet, markere sin shotgun, trykke på en anden knap, og derfra vælge den type shotgun man vil bruge med endnu et knaptryk. Processen er egentlig ikke kompliceret, selvom den på skrift virker uklar, men systemet er ikke altid helt responsivt. Flere gange endte jeg med at have det forkerte våben i mine hænder, hvilket skabte unødig panik.

Nogen prøver at kommunikere med Sebastian … men hvem?

Samme princip er gældende når man skal vælge ammunition til sin armbrøst. Alle andre våben bruger den samme knap til at reloade, men armbrøsten bruger denne knap til at skifte ammunitionstype. Det er frustrerende når man er klar til at fryse sin fjende til is, men i stedet ender med at sende en eksploderende pil mod en fjende, som alligevel er immun overfor ild.

Det er bidende vigtigt at gennemsøge alle kroge af verdenen, for at finde remedier til både at lave ammunition, medicin, pile til armbrøsten, og der vil unægtelig opstå situationer, hvor det sidste skud fra din shotgun, ikke helt er nok til at få bugt med den monstrositet der kommer løbende mod dig. Ammunition kan laves på det tidligere nævnte kontor, men også midt i kampens hede, når der er mest brug for det i vildmarken. Ved sidstnævnte koster det dog den dobbelte mængde resurser, hvilket gør håndteringen af disse ekstra intens, når man overvejer om to shotgun-skud er nok til den forestående udfordring, eller om man skal finde et alternativ i kampens hede.

Konklusion

The Evil Within 2 er ren guf for horror-fans, i særdeleshed hvis man følte sig skuffet over det første spil. Næsten alle kritikpunkter jeg havde fra første spil, har fungeret som en tjek-liste for Tango Gameworks, og tilbage står et spil med langt mere fokus og selvsikkerhed, end fortællingen fra Beacon leverede for tre år siden.

Forvent det uventede – medmindre det uventede ikke sker alligevel … eller?

Gysene er opsigtsvækkende, kamp og udforskning er intens, og det overordnede design blæser øvrige horrortitler af banen. De få anker ved f.eks. våbenhjulet og clipping-fejlene, kan ikke fratage The Evil Within 2’s overlegne præstation. Pacingen fra den tunge stemning i de tidlige kapitler vedligeholdes, helt til man rammer den intense slutning ca. 20 timer senere, og med lidt mere udforskning fra min side, kunne oplevelsen godt have varet 25-30 timer.

Jeg morede mig gevaldigt med The Evil Within 2, og jeg glæder mig til at starte NG+ for at finde alle de ting jeg gik glip af ved første gennemspilning. Jeg er stadig ved at lære at trække vejret normalt igen, og mens jeg gør det, så kan fremtidige horror-udgivelser godt kigge The Evil Within 2 over skulderen, når det med rette er den titel andre spil i genren nu bør måle sig efter.

4 KOMMENTARER

  1. Ja, var igennem spillet forste gang for en uge siden, rigtigt godt underholdt hele vejen, og helt klart genspilningsvaerdi . . .