Et kort tilbageblik

Tilbage i 2016 drog vi til et post-apokalyptisk New York, hvor gaderne var lagt øde efter en dødelig virus’ hærgen. Det var vinter, sneen dalede smukt og The Division var et rigtig godt udspil i den genre, vi i dag kalder looter shooter. Solide shooter-mekanikker, velintegreret co-op, lækker grafik og lyd samt en ny og interessant tilgang til PvP. I det såkaldte Dark Zone-område blev man sammen med andre spillere sluppet løs for at skyde AI-fjender og jage loot, men samtidig var man også i stand til at angribe og stjæle fra hinanden. En yderst interessant blanding af PvE og PvP, som fik mange til at sidde på nåle, når man konstant skulle være på mærkerne.

Velkommen til Washington – The Division 2’s legeplads.

Det var dog ikke alle, der var lige så glade for The Division som undertegnede. Mange brød sig ikke om det faktum, at fjenderne kunne tage ekstremt mange skud, før de faldt om – det føltes simpelthen forkert i et spil, der ellers havde et semi-realistisk udtryk. Derudover var mange, med rette, også meget kritiske over for spillets endgame, som til at starte med var ekstremt begrænset og monotont. Med tiden formåede udviklerne Massive Entertainment dog at forbedre oplevelsen på mange punkter, og efter et års tid i støbeskeen stod The Division faktisk som et meget kompetent produkt for de loot-hungrende spillere.

Nu er fortsættelsen endelig udkommet, og det store spørgsmål er derfor, om den formår at bygge videre på det, som 1’eren har udviklet sig til i dens levetid, eller om vi igen står med et spil, der er godt, men mangler masser af udviklingstid, før det føles helstøbt.

En velovervejet efterfølger

Lad os med det samme skære ind til benet. Havde jeg inden udgivelsen af The Division 2 lavet en liste over de fem ting, jeg helst så forbedret, ville den have set således ud:

  • Bedre og mere meningsfuld exploration
  • Flere og dybere RPG-valg (talents, modifikationer, skills, mm.)
  • Meget mere endgame
  • Et level scaling-system, så det er nemmere at spille med venner, uanset niveau
  • Større variation i omgivelser og aktiviteter
På trods af, at herren her, som egentlig er min nevø, er en smule underlegen levelmæssigt, formår spillets scaling-system alligevel at gøre det muligt at spille sammen i co-op. En virkelig kærkommen feature, som gør, at man snildt kan samle vennerne i spillet, uden at bekymre sig om unfair vilkår.

Jeg kan med ro i sindet berette, at der er taget hånd om samtlige punkter. Det er generelt den fornemmelse, jeg har siddet med, mens jeg har spillet The Division 2. At Massive har turdet kigge indad og analysere alle 1’erens svagheder, hvorefter de har taget arbejdshandskerne på og systematisk udbedret konceptet.

Flot og meningsfuld exploration

Vi drager i denne omgang til Washington, som er ligeså hærget, som New York var det i forgængeren. Kortet er også her opdelt i en række distrikter, hvor vi møder gradvist større udfordringer. Distrikterne er dog, i modsætning til dem, vi oplevede i New York, langt mere varierede. Fra downtown til parker, industri, beboelsesområder og sågar også sump. Undervejs støder man på alverdens kendte bygninger, attraktioner og pejlemærker, som de fleste af os kender, og de er naturligvis alle blevet udsat for apokalypsens kreative hånd, hvorfor de ofte er blevet indtaget af diverse bander, sprængt i stykker eller tilgroet og overrendt af naturens flora og fauna.

Netop de grønne farver fylder en del mere end vi er vant til. Hvor New York hovedsageligt bestod af hvide, grå og brune farver, er Washington langt mere alsidigt, og Massive har ikke været bange for at lade naturen generobre den amerikanske hovedstad. Resultatet er fascinerende og smukke rammer, som blander velkendte omgivelser med en god, gedigen omgang apokalypse – lækkert!

En helt almindelig fredag i den amerikanske hovedstad. Apokalypsen og de velkendte omgivelser blandes fortrinligt sammen.

En af de absolut fedeste ting ved The Division 2 er, at det ikke blot er et flot syn at udforske – det giver også gameplaymæssig mening. Hvor man i 1’eren sjældent fandt noget brugbart, når man gik på opdagelse, er det nu næsten umuligt ikke at føle sig belønnet, hvis man afviger lidt fra sin næste mission og begiver sig ud på eventyr. Loot, ressourcer og samlergenstande er rigt fordelt ud over landskabet, hvorfor man ikke spilder sin tid ved at lege turist. I forhold til forgængeren, og ikke mindst konkurrenterne i looter shooter-genren, er det en stor forbedring. The Division 2’s version af Washington er suverænt den bedste open world, som genren har at byde på.

Det helt rigtige shooter-feel

Dykker vi ned i de mere mekaniske dele af spillet og kigger nærmere på shooter-mekanikkerne, har vi også her at gøre med et yderst kompetent spil. 1’eren fungerede allerede fint på dette område, især grundet udmærket våbenfysik og -lyd. I The Division 2 løftes disse elementer dog med i hvert fald et par niveauer. Samtlige våben – og der er absurd mange – føles forskellige og har et virkelig lækkert feel over sig. Kvaliteten af våbenlydene har fået et gedigent løft og er nu i en klasse for sig. De gør virkelig dine ører glade, hvis du skruer højt op for hi-fi anlægget – men ikke din underbo, har jeg måttet erfare (jeg forstår virkelig ikke, hvordan man ikke kan sætte pris på lyden af en kraftfuld LMG!).

Ydermere giver fjenderne nu også mere respons på at blive ramt. Ofte vil de tage sig til det sted, de bliver ramt, hvor de i det første spil blot fortsatte deres mimikløse, fremadstormende angreb. Det både føles og lyder helt rigtigt, når der skydes – og det kommer du til at bruge rigtig meget tid på! Nå ja, og så kræver fjenderne også færre skud nu. Der er stadig fjender, som kræver rigtig mange skud, grundet diverse armor-plader, der først skal neutraliseres, men langt de fleste falder døde om efter en håndfuld velplacerede skud.

Når fjenderne kræver færre skud end i forgængeren, kræver det selvfølgelig, at de udfordrer spilleren på anden vis. Det hjælper den gode og underholdende AI gevaldigt på.

Fjendens AI gør kampene væsentligt mere dynamiske end i forgængeren. I næsten alle ildkampe formår man at blive presset af en AI, der både lægger dækningsild, flankerer ivrigt og benytter de forskellige egenskaber, som fjendetyperne besidder. Hver bande, man i løbet af spillet støder på, byder på nye fjender, og alt fra selvmordsbombere, snigskytter, droneførere, pansrede enmandshære og mange flere kommer til at krydse din vej. Flere af dem går igen fra 1’eren, men der er kommet rigtig mange nye til, og i kampagnen støder man hele tiden på nye fjendetyper, der kræver, at man tilpasser sig. AI’en formår at binde de mange enheder sammen, så man meget tit føler sig udfordret og rigtig godt underholdt. Kampene er fede – og yderst udfordrende for de af os, der alt andet end hører til blandt gamingeliten.

En af spillets mange aktiviteter er at overtage kontrolpunkter. De sluttes altid af med en mindre bosskamp. De større bosskampe, som slutter hovedmissionerne af, er desværre næsten udelukkende copy/paste af de mindre af slagsen.

Særligt ét kritikpunkt, når det kommer til kampene, er dog værd at tage op. Spillets mange bosser, både de mindre af slagsen, og især de mest centrale, bliver der ikke gjort særligt meget ud af. Her kunne det være rigtig fedt med nogle interessante opgør i de ofte kreative og stemningsfulde omgivelser, men desværre føles ingen bosskampe særligt unikke eller episke. De kræver flere skud og har ofte et ret kompetent våben samt masser af armor på kroppen, men derudover føles de ikke som meget andet end stærkere versioner af de almindelige fjendetyper. Det ødelægger på ingen måde helhedsoplevelsen, men kunne alligevel have været et ekstra lag af ”hell yeah!”-lækkerhed, hvis The Division 2 også havde hevet sejren i land på denne front.

Et RPG i motorrummet

De voldelige eskapader i Washington ville hurtigt blive trivielle og kedelige, hvis blot der var tale om en shooter, uden yderligere mekanikker til at drive spillets motorrum. Det var dog langt fra tilfældet i de godt og vel 50 timer, jeg indtil nu har brugt på at rense by og landskab for magtsyge bander. Under overfladen rumsterer der nemlig et vældigt underholdende RPG. At kunne sammensætte skills, det rigtige udstyr og våbenmodifikationer fylder mindst ligeså meget som shooter-delen.

Vejen til level 30 er ganske lang – godt og vel 30 timer for den gennemsnitlige spiller. Her får man løbende låst op for et udvalg af skills, som gør kampene mere taktiske og interessante. Der er en række gengangere af skills fra forgængeren, men en del nye har også set dagens lys. Af de mere underholdende kan blandt andet nævnes en granatkaster, som enten kan skyde med granater, der har fire forskellige funktioner, alt afhængig af hvilken modifikation, man bruger. Dronen er også ny, og den har ligeledes forskellige funktioner, blandt andet kan den sættes til at lægge nogle yderst kraftfulde bomber ud, til stort ubehag for forbipasserende fjender.

Selvom der kun er otte grundlæggende skills, har de hver flere modifikationer, og man kan selv blande dem på kryds og tværs. Man kan sagtens spille uden at gøre brug af skills, men de har en enorm effekt på kampene, og kan vende mange truende nederlag til overbevisende sejre. Desværre oplevede jeg at flere skills ikke reagerede efter hensigten, eksempelvis dronen, som indimellem forsvandt, urimelig kort tid efter at være blevet aktiveret, hvorfor jeg ikke altid kunne stole på mine skills. Ærgerligt, men en bug, som utvivlsomt vil blive fikset.

Det er sindssygt fedt at løbe rundt i Washington sammen med vennerne. Men kun, hvis de spiller i samme tempo som én selv og ikke har travlt med at gennemføre spillet på rekordtid. Mine to brothers in arms her ved jeg dog, at jeg kan stole på.

I co-op er der plads til fire i gruppen, og overgangen mellem singleplayer og co-op fungerer ganske flydende og problemfrit. Her betyder sammensætningen af skills mm. naturligvis en hel del, da en stærk gruppe skal kunne supportere hinanden på kryds og tværs. Spillets verden og missioner skaleres efter antallet af spillere i gruppen, og da level-forskelle udjævnes automatisk, er det faktisk en utroligt strømlinet oplevelse, der klart hører til blandt de bedre co-op-spil derude.

Det er naturligvis også muligt at hoppe ind i en tilfældig gruppe, men det fik jeg dog sjældent meget sjov ud af, da jeg ofte endte i en gruppe med semi-professionelle shooter-guruer, som bare smadrede igennem fjenderne, mens jeg luntede lystigt bagefter og dårligt nok kunne nå at samle loot op. Derfor: Find tre venner, som er på nogenlunde dit eget niveau, og du vil have en rigtig fed co-op oplevelse i The Division 2. Med udsigt til kommende raids og masser af endgame-aktiviteter, som indbyder til taktisk co-op, kan jeg kun anbefale det til en shooter looter-glad gruppe venner.

Specialisér dig yderligere

Hvor progressionen i 1’eren stagnerede ved level 30 og derfra kun handlede om at finde bedre udstyr og optimere dette, bydes der nu på endnu mere progression efter du har gennemført kampagnen og ramt det højeste level. Her åbnes der nemlig op for spillets endgame, som, foruden at introducere dig for et nyt kapitel i fortællingen, også giver dig muligheden for at vælge en specialization og et medfølgende signaturvåben. Tre forskellige retninger kan du vælge, men ligesom du til enhver tid kan bytte ud mellem dine skills, er det også muligt at skifte specialization undervejs.

Undervejs i kampagnen får du diverse settlements på benene, så borgerne atter kan nyde et trygt liv. Men historien slutter heldigvis ikke her, da spillets endgame byder på meget mere end fred og idyl.

Denne nye progression gør underværker for endgame-oplevelsen i The Division 2, da der nu ikke blot er tale om en søgen efter mere af det samme loot med bedre stats. De tre retninger, henholdsvis survivalist, demolitionist og sharpshooter gør også meget for at binde gruppedynamikken bedre sammen, når du spiller i en gruppe med vennerne. Hvor den ene, survivalist, er god til supportere gruppen med healing og udsætte fjenderne for ild, er demolitionist god til at gå forrest i kamp og skåne resten af gruppen for skade. Sharpshooter er, som navnet antyder, bedst til at pille fjender ned på afstand, så gruppen kan få bugt med de fjender, som har det med at gemme sig langt væk. Derudover har hver af de tre specializations også et signaturvåben, som er virkelig kraftfuldt og derfor har begrænset ammunition.

Omgivelser som disse er værd at besøge mange gange, selv efter kampagnen er slut og det er tid til endgame.

Når du befinder dig i spillets endgame og udvikler løs på din specialization, låser du løbende op for gradvist sværere world tiers, hvor der fortsat er hovedmissioner, der skal klares, og masser af sideaktiviteter at give sig i kast med. Næsten alle disse aktiviteter vil du have set tilsvarende af i løbet af din færd mod level 30, men grundet de mange forskellige varianter, som eksempelvis fæstninger, der skal indtages, gidseltagninger, dusører og mange flere, går der meget lang tid, før det vil føles ensformigt. Der er i det hele taget rigtig meget indhold at sætte tænderne i, og efter 50 timer føler jeg stadig, at jeg mangler at se en masse. Med den fortsatte progression i form af specializations, føles det stadig meningsfuldt at være på eventyr i Washington. En stor forbedring fra 1’eren, og man higer fortsat efter at se, hvad mere ens karakter har at byde på.

Ikke meget nyt på PvP-fronten

Vælger man at bruge tid i Dark Zone, er der desværre ikke meget nyt at komme efter. Der er blevet drejet og skruet på mange parametre, der gør det til en mere strømlinet oplevelse, men egentlige nye tiltag er der ganske få af. Her kunne det være lækkert at se nogle flere aktivitetstyper og missioner, så man ikke blot render hvileløst rundt i jagten på kasser med loot og minibosser, der ligeledes kan smide det næste funklende stykke udstyr til samlingen.

Dog er Dark Zone i denne omgang delt op i tre zoner, i stedet for én stor. Det gør, at det føles mere kompakt designet, og der er sjældent langt imellem sammenstød mellem spillere, som jo er her det rigtig sjove opstår, når man skal vurdere, om det er værd at angribe og stjæle det vidunderlige loot, eller om man er bedre stillet med at slå pjalterne sammen og samarbejde.

Dark Zone er stadig en intens og nervepirrende oplevelse, men lidt mere fornyelse kunne have gjort underværker.

Spillet byder også på en egentlig PvP mode, Conflicts, hvor to hold skal kæmpe i vante modes som domination og deslige. Det virker ikke som noget, Massive har brugt meget tid på at udtænke, og for mit vedkommende er jeg helt ligeglad med dette, da jeg foretrækker den mere nytænkende tilgang, som Dark Zone byder på. Derudover er jeg også bare træt af at blive nakket af folk, som lægger hundredvis af timer i at perfektionere deres reflekser, når jeg selv kun kan hygge-game lidt om aftenen. Men for de spillere, som elsker den slags, er det da en lækker tilføjelse. Hvis Massive kan få inkorporeret et ordentligt mathmaking-system, så jeg ikke spilder min tid på kampe med langt mere talentfulde spillere, kunne jeg dog godt overtales til en kamp i ny og næ.

Gameplay over fortælling

Indtil nu har jeg slet ikke kommenteret på plottet, og det skyldes simpelthen, at det fylder meget lidt i The Division 2. Det skubbes ganske subtilt ind i hovedmissionerne, og foregår ofte ved, at en stemme fortæller løbende om området og motivation for at skyde så utroligt mange skurke – nøjagtig som i forgængeren. Det ville naturligvis være lækkert med et super fedt plot og en mere gennemslagskraftig præsentationsform, men det kommer ærligt talt ikke i vejen for oplevelsen, som stråler gennem sin glimrende fusion af shooter- og RPG-elementer. Er du på udkig efter en fuldfed narrativ og en egentlig grund til at skyde så mange bandemedlemmer i ansigtet, er det IKKE The Division 2 du leder efter. Gameplayet er her langt højere oppe i hierarkiet end fortællingen – og det er nu engang også helt i orden!

I The Division 2’s grafiske maskinrum er lyssætningen kongen. Tjek lige den her tågede morgenstund, som langsomt brydes op af solen.

Til gengæld vil jeg gerne slå et slag for den mere tekniske del af spillet. Grafikken er rigtig lækker at se på. Måske ikke fantastisk som sådan, men når lyset falder rigtigt, og man befinder sig i opsigtsvækkende omgivelser, kan det momentvis være møgflot.

Soundtracket er jeg helt vild med. Det er meget subtilt – lige indtil det ikke er! Det har det med at lægge en stemning, som pludselig eskalerer i rigtig fede rytmer og lyde, når de større kampe folder sig ud. Jeg er hverken musikalsk eller kender, men det lyder bare fedt og passer perfekt til den hårdtpumpede action-apokalypse!

Konklusion

The Division 2 er en kæmpemæssig titel at dække. På indholdsfronten er det så massivt og rigt, at man selv efter 50 timer endnu ikke er nået til bunds i herligheden. Men det har utvivlsomt været 50 enormt underholdende timer, hvor en konstant progression, fede shooter-mekanikker, enestående god exploration og ikke mindst det store udvalg af våben, customization og loot har drevet oplevelsen frem.

Massive har formået at bygge videre på de ting, 1’eren gjorde godt, og forbedret stort set alle de områder, det ikke excellerede på, dog med undtagelse af de fantasiløse bosskampe samt PvP-delen, hvor Dark Zone-områderne godt kunne have trængt til lidt nytænkning. De få kritikpunkter, jeg har derudover, er hovedsageligt rettet mod bugs, der irriterer, men ikke kommer i vejen for helhedsoplevelsen. Derfor kan jeg uden tøven kalde The Division 2 for den bedste looter shooter-titel, jeg har haft mellem hænderne.

Lokationerne i The Division 2 er utroligt stemningsfulde og veldesignede. Mens man leder efter loot, fristes man ofte til at tage på sightseeing som en anden turist. Nå ja – spillet har skam en photo-mode.

Med i købet af spillet får man ydermere adgang til samtlige udvidelser, der udkommer i løbet af det kommende år.  Vi slipper altså for at skulle punge yderligere ud, som det ellers er blevet standarden at gøre, når man vil være helt med fremme.

Jeg vil ikke love, at det stadig underholder efter hundredvis af timer, men i min optik er det heller ikke nødvendigt, for at kunne kalde et spil i denne genre for en succes. At være opslugt af et spil i bare 50 timer er en kæmpemæssig sejr. The Division 2 er et stort skridt fremad for serien og måske i virkeligheden den første rigtig gennemførte udgivelse i genren.

9 KOMMENTARER

  1. Nu kom jeg ikke helt igennem review, men kan man godt spille single?
    Det er muligt de fleste mener coop er sjovest, men er ikke noget for mig.

  2. Det kan du sagtens. Jeg er endnu ikke stødt på indhold, der ikke kan klares alene. Det er min opfattelse, at sværhedsgraden var noget højere, når jeg var alene, men aldrig mere end det var til at håndtere.

    Synes i det hele taget, at The Division 2 er et fremragende skaleret spillet. Imponerende så fleksibelt det er, at alt indhold både fungerer til singleplayer og co-op, hvad enten man er 2, 3 eller 4 i en gruppe. I konkurrenten Destiny 2, eksempelvis, giver det meget lidt mening at rende rundt i en gruppe, når man ikke lige er i missioner eller de gruppebaserede strikes sammen, hvoraf sidstnævnte så ikke fungerer i singleplayer.

  3. #4
    Jeg er i world tier 4 pt. og jeg har spillet solo 99% af tiden (162 timer pt. lol) Livet er lidt lettere i co-op… men der masser at lave for solo spillere… også i endgame med masser mulighed er for solo loot.

  4. Synes nu også ret godt om spillet, men jeg kan slet ikke se mig enig i at deres AI er “god” den er direkte ringe i de fleste tilfælde og jeg er lidt forbavset over, at folk overhovedet kommer i nærheden af at kalde den god

  5. Kunne da godt være man skulle prøve det alligevel.

    9 er da en voldsom høj score for en 2’er af et spil hvor rigtig mange ting fra etteren går igen uden at sige det er en poleret udgave af etteren, jeg spillede originalen solo og det var sjovt nok indtil endgame så døde spillet totalt for mig.