Røvspark for fjerde gang

Det er nu 26 år siden, at beat ’em up-klassikeren Streets of Rage 3 blev udgivet, og nu synes franske Dotemu, at det er tid til endnu en gang at lade gaderne strømme med bøller og ninjaer.

I Streets of Rage 3 besejrede Axel og hans team af hårdhudede umenneskelige detektiver forbrydersyndikatet ledet af Mr. X. 4’eren foregår 10 år senere, hvor Mr. X’ børn Mr. Y og Mrs. Y har overtaget syndikatet. De er med god grund rasende på vores helte og de har deres fars formue og et hav af våben, teknologi, bodyguards, håndlangere og meget mere til rådighed.

Derfor bliver Axel og Blaze nødt til at teame op igen for endnu engang at forsvare byen. Denne gang med hjælp af Cherry Hunter, som er Axels gode ven Adams datter, og Floyd som er Dr Gilbert Zans praktikant. Undervejs låser du op for endnu flere kendte karakterer som f.eks. Adam Hunter fra det første Streets of Rage.

Spillet er klart sjovere, når du spiller med en ven.

De tre første Streets of Rage kunne spilles på de gamle Sega-konsoller, og det nye kan spilles både på PlayStation 4, Xbox One, PC og Nintendo Switch. På PS4, som jeg har anmeldt på, kan du enten spille med en anden spiller online, eller I kan være op til fire gutter sammen og spille co-op, hvilket virker rigtig godt. Det føles ikke helt som om, det er et spil, der er egnet til at spille alene; det bliver hurtigt rigtig svært. I hvert fald hvis du også vil score lidt point, er det helt klart bedst at spille med et par ekstra venner. Ikke nok med, at det er nemmere, og det føles mere rigtigt, så bliver det også meget sjovere.

De game modes, I kan spille sammen, er selvfølgelig historien, altså de forskellige levels, men også almindelige kampe uden forstyrrende fjender – ren spiller mod spiller. Der er også en arcade mode, hvor du skal gennemføre hele spillet i ét træk. Du kan også vælge enkelte baner, du vil spille, eller hvis du synes, bosserne er det bedste ved spillet, kan du også vælge kun at kæmpe mod dem. Der bliver først låst op for de forskellige måder at spille på, når du har gennemført historien.

Man er ikke i tvivl om, at æstetikken er japansk.

Under spillet får man point efter, hvor godt man klarer sig, sværhedsgraden og hvor mange ekstra liv, du har valgt at tage med i kampen. Med de point kan du så låse op for spillets forskellige karakterer, hvilket godt kan tage pænt lang tid – i hvert fald, hvis du får hjælp via ekstra liv, som gør at du får langt færre point.

Beat ’em up handler om de simple ting… som f.eks. hjernerystelser

Beat ’em up-genren er ikke just kendt for sine lange scener og talesekvenser, hvor du virkelig bliver nødt til at trække øjenlågene helt op for at få fat i, hvad der sker. Derfor kan du også godt regne ud, at historien ikke fylder specielt meget. Den er nærmere bare en undskyldning for at få dig til at smadre bøller til plukfisk. Det eneste du som sådan behøver at vide, er at den gamle Mr. X døde ti år før, det er måske hans to børn, der nu har overtaget al byens kriminalitet, og det er din opgave at stoppe dem.

Første boss er godt i gang med at flække mig på hardmode.

Hvis du er veteran til arkadespil, så klarer du nok det hele på cirka to timer. Hvis du er ligesom mig, og det er mere end ti år siden, du har spillet noget, der bare minder om, ja så kan det godt tage lidt længere. Men fordi der er flere forskellige sværhedsgrader, kan spillet være en god udfordring for alle. Jeg var så modig (og naiv), at jeg første gang, jeg startede spillet op, valgte at sætte det på hard. Det gik meget godt de to første levels, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var way out of my league, så jeg skiftede til normal, hvilket var et meget bedre valg for mig.

Livlige og ikke altid lige truende fjender

Der er 12 levels i spillet og fire såkaldte skjulte baner, som jeg selvfølgelig ikke vil spoile for dig. Hver skjult level indeholder nogle pænt sjove klassiske bosser fra de tidligere spil i serien.

De almindelige levels er proppet med forskellige type fjender. Blandt dem er der nogle hylemorsomme og latterlige skurke, som f.eks. livlige Big Ben, der med stor entusiasme hopper eller ruller over/ind i dig med overvældende kraft og nogle gange med ild i munden. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med bosser fra Cuphead – de har bare samme måde at være så livlige og fjollede på.

Big Ben giver den gas i luften.

Metalrør, stålsværd og ustandselig ildnæve

I beat ’em up betyder kamp næsten alt. Selvom jeg har spillet flere spil i genren før, så troede jeg ikke rigtigt på, at kamp kunne føles specielt og unikt, da jeg først startede spillet op. Der tog jeg godt nok fejl. Udviklerne har gjort rigtig meget for, at hver karakter har deres helt egen kampstil. Hver helt har også sit eget specialangreb kaldet ”star move”, som du kan slippe løs på dine fjender, når du finder stjerner rundt omkring.

Vi har tunge og enormt stærke Floyd med seje metalarme, der kan blaste hvad som helst i stykker. Han er en meget langsom, men ustoppelig menneskelig tank. I modsætning til Floyd så er Cherry en lille og utrolig akrobatisk pige, der er meget hurtig og kan dobbelt-hoppe oven på modstanderne – og så spiller hun på sin guitar som sit specialangreb. Cherrys far Adam er lidt god til det hele og hans angreb er en slags grøn energi i hans næve.

Ligesom Adam så er Axel også lidt god til det hele. Han er dog lidt mere over til den langsomme, men stærke side og hans unikke angreb er en imponerende og ustoppelig kæmpe flamme, der dannes omkring ham som en mægtig Super Sayian fra Dragon Ball. Jeg ved ikke rigtig, hvad Blazes angreb skal forestille, men det ser meget cool ud. Hun er akrobatisk og stærk nok til, at du i hvert fald ikke skal lægge dig ud med hende.

Resten af karaktererne bliver låst op undervejs, når du tjener point. Uheldigvis er det en proces, der kan tage ret lang tid.

Så skal der bare smadres.

Præcis som i de tidligere spil dropper fjenderne alle mulige forskellige våben, når de bliver slået ned. Jeg har både gået i kamp med gulvmopper, vandrør, katanaer, gyldne kyllingelår og et kæmpe arsenal af andre våben, jeg næppe havde forestillet mig, at jeg skulle finde midt på gaden eller på en bar.

Bare rolig, de har ikke glemt musikken

I min optik ved du, at et arkadespil har ramt plet med musikken og lydene, når familien klager over de møghamrende stressende og irriterende lyde, der kommer inde fra værelset. Der skuffer Streets of Rage 4 heller ikke. I mine øjne er det i den her genre et soundtracks job at skulle være sindssygt stressende, men på den gode måde. Ikke sådan at du begynder at flippe fuldstændig ud – bare så dig og din team mate når at råbe lidt af hinanden, og du sidder med et anspændt udtryk i ansigtet.

Musikken er noget spilserien er ret kendt for, og jeg må virkelig sige, at det er et rigtig fedt soundtrack. Det er også noget udviklerne selv har pralet og reklameret en del med. Ikke nok med, at det er komponisten Yuzo Koshiro, som lavede de meget elskede soundtracks fra de originale spil, men han har også fået hjælp af blandt andet Yoko Shimomura, som var inde over soundtracket til Street Fighter 2 og andre komponister, du kun skal være glad for, er med.

Skal nostalgien bare have tæsk eller hvad?

Dotemu har specialiseret sig i at lave remakes og fortsættelser til gamle klassiske spil. De står blandt andet bag Windjammer, Metal Slug 3 og mange andre gamle hits, så man er ikke i tvivl om at det er det rigtige team, der står bag spillet. Nu er jeg ikke veteran på det her område, men det hele spiller sammen, og det er nogle fede nye detaljer og egenskaber, de har givet spillet.

En ret cool og sjov ny ting er, at du kan lege med forskellige filtre, du kan sætte på. Der er rigtig meget, der kan pilles ved her. Hvis du f.eks. savner det gamle retro look, kan det sagtens fikses. Du kan også få det til at se nyere ud, hvis du vil det, eller lave det klassiske æble om til en donut eller en pizza. Kyllingen kan laves om til en gammeldags steg hoppet direkte ud af Asterix og Obelix osv.

Filtre i spil i Streets of Rage 4.

Konklusion

Streets of Rage 4 har alt, hvad et 2D arkadespil har brug for, og det har også vist sig at være rigtig sjovt. Men er det mere end det? Spillet tager kun et par timer, og der er ikke særlig meget dybde i det. Det er et ret hurtigt spil, der giver dig nogle smil på læben og måske endda et par grineflip – især hvis du spiller med en ven. Der er ikke det totalt dybe gameplay, men det behøver der heller ikke altid at være.

Lydene og musikken passer perfekt til det her formål; totalt stressende og forvirrende. Grafikken er flot med masser af energi og liv i omgivelserne og fjenderne. Så kan du oven i købet pynte det med en masse sjove filtre, der kan gøre oplevelsen helt anderledes. Kampsystemet fungerer også rigtig godt, og visuelt kan det se ret vildt ud, når du får mulighed for at lave dit star move. Spillet fungerer godt solo, men det bliver endnu federe, når du har en ven med.

3 KOMMENTARER

  1. Jeg var med på Streets of Rage-vognen helt tilbage i de gamle Sega MegaDrive-dage, og 2’eren var klart det foretrukne, når vennerne og jeg skulle rydde gaden for afskum. Vi elskede det spil.

    Jeg har derfor samlet en del af det gamle crew og vi har haft det pisse skægt med 4’eren et par aftenener i den sidste uges tid. Det er helt klart et rigtig fint spil, som i dén grad læner sig tæt op af de gamle. Vi var dog alle enige om, at 12 baner er alt for lidt. Godt nok kan man køre dem igennem og mestre nye karakterer igen og igen, men det føles lidt for retro, når man mere eller mindre har set alt efter 1,5 time. Håber meget på flere baner, modes – bare mere indhold. Der er mass

  2. (Det fungerer vist ikke helt med at skrive kommentarer på min mobil – den skejser ud, når jeg redigerer og korter indlægget ned. Så jeg fortsætter her.)

    … Der er masser af fine mekanikker, som blot kalder på noget mere variation i form af baner.

    Jeg kunne også rigtig godt tænke mig moderniserede udgaver af de pixelerede retro-karakterer. Det er da meget sjovt at låse op for deres gamle udseende, men ville hellere se favoritter som Max og Skate i den nye stil.

    Alt i alt et rigtig lækkert spil, som fik hele crewet til at smile i hele femøren. Masser af retro i form af gensyn, men også en ny, fed stil, samt et sindssygt fedt soundtrack. Til tider er det psykedelisk og bizart af helvedes til, som det bør være i en retrofyld beat ’em up, andre gange bare et fedt beat, som komplementerer de mange håndmadder, der deles ud.

    Personligt ligger jeg på et 8-tal, men primært på grund af, at det er et nyt udspil i serien, der definerede min spæde gamerbegyndelse.

  3. #2 Jeg er også helt enig i at det er et rigtig godt spil, der bare mangler mere indhold, som du selv sagde så har man set det meste efter et par timer. Jeg var faktisk også selv i tvivl om at det skulle være en 7 eller 8, men det blev en syver da der er for lidt indhold , men jeg havde helt klart nogle virkelig sjove timer, og bliver sikkert ved med at spille det indtil jeg har låst alle karakterer op.