Året er 1991. Det er juleaften i 2860 Søborg , og den 6 år gamle Christian Madsen har ligget syg hele dagen. Han har døjet med opkast, høj feber og en overvældende utilpashed, som ingen børn bør udsættes for i december. Appetitten er også fraværende, hvorfor han ingen nydelse får ud af den velduftende juleand, hvis dunst har bredt sig i rækkehuset siden tidlig eftermiddag. Christian er grådkvalt, og insisterer ved adskillige lejligheder på, at dette er den værste juleaften nogensinde.

Men så sker der noget

Det er blevet tid til at pakke gaver ud, og Christian får en hård og mellemstor pakke i hænderne. Med de sidste kræfter i hans vattede arme, bestræber han sig på entusiastisk at flå papiret af den mystiske kasse. Han gør store øjne, da han nu sidder med et apparat i hænderne, som han aldrig har hørt om før. Hans læseevner er ikke helt faldet på plads endnu, så han spørger sine forældre hvad der står på kassen. Med et kækt smil ser Christians far ned på ham, og ytrer ordene, som Christian i dag betegner som det reelle startskud til et livslangt kærlighedsforhold til gaming: ”SEGA Mega Drive”.

Sådan her husker jeg Sonic fra 90’erne, men det er faktisk Sonic Mania.

Christian er dog endnu ikke helt med på hvad en SEGA Mega Drive er, men den næste gave Christian får i hænderne, hjælper en smule på vej. Det er angiveligt et videospil, med et blåt pindsvin som kan løbe meget hurtigt. Pindsvinet hedder Sonic, og Christian er meget nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er han egentlig netop er blevet beriget med. Far ser derfor til at vikle kabler ud og tilslutte maskinen til B&O-fjernsynet i stuen.

På få øjeblikke glemmer Christian alt om sin feber, dagens udtømning af maveindhold og alt hvad der ellers har eksisteret i optakten til dette øjeblik. Sonic fanger Christians opmærksomhed i en sådan grad, at hans sædvanlige sengetid overskrides med flere timer. De kommende år trygler den unge knægt om at få suppleret sit lille spilbibliotek med både Sonic 2, Sonic 3 og den pudsige udvidelse Sonic & Knuckles.

Du kan også indtage rollen som Tails eller Knuckles.

Christian er i dag snart 32 år gammel, og han har fået Sonic Mania i hænderne, med henblik på at fortælle andre hvad han synes om spillet. Han føler et behov for at understrege, at hans indtryk af spillet med al sandsynlighed vil bære præg af, at nostalgi er en farlig faktor, når man bestræber sig på at være objektiv i en vurdering af et nyudgivet produkt.

Du kan måske allerede fornemme hvor denne anmeldelse er på vej hen …

En episk tidsrejse

Når Sonic Mania startes op for første gang, er det præcis som at sidde foran billedrørsfjernsynet i de tidlige 90’ere. Et hurtigtløbende pindsvin skal fra venstre side af skærmen til højre side af skærmen, der er robot-fjender som prøver at standse ham, platforme der skal hoppes på og naturligvis en masse fartfulde momenter der skal beherskes.

Styringen af Sonic føles fuldstændig som i “de go’e gamle dage”.

Den umiddelbart største frygt jeg havde før jeg startede Sonic Mania op, var at det fanbaserede hold af udviklere, ville holde sig så tæt til originalerne, at styringen, grafik og banedesign ville virke forældet. Det skulle vise sig at jeg både fik ret og tog fejl.

Alt hvad jeg mindes omkring håndteringen af Sonic, er bibeholdt ned til mindste detalje. Han bevæger sig, bukker under for tyngdekraften og suser rundt i loops, præcis som jeg husker det fra dengang min alder stadig var etcifret. Og det er bestemt en god ting!

Tidløst gameplay

Selvom jeg i sin tid spillede Sonic med en SEGA-controller, så føles det nu helt naturligt, at kaste det blå lyn ud i lignende eskapader med en Dual Shock 4 mellem hænderne. Et hurtigt Dash Spin ligger stadig på rygraden, men jeg kan kun takke mine egne svækkede reflekser, for ikke at reagere hurtigt nok, når Sonic løber med panden mod de klassiske horisontale pigge. Sonic Mania er derfor helt tro mod sine rødder, og det er bestemt noget som fans af storhedstiden, ikke vil kunne undgå at blive begejstrede for.

Med respekt for kildematerialet, er stort set alle gameplayelementer inkluderet.

I endnu højere grad er banedesignet medvirkende til at Sonic Mania både virker som en 20 år forsinket efterfølger, såvel som en Greatest Hits-opsamling. Klassiske baner som Green Hill, Chemical Plant og Hydrocity har fået rystet posen i forhold til deres opbygning, hvilket betyder at banerne er blevet endnu større og der derved er flere ruter at tage. Grafikken er desuden mærkbart opgraderet, og de farverige omgivelser står klarere end nogensinde.

Dertil er der nye zoner som den ørkenbaserede Mirage Saloon, tv-kulissen Studiopolis og den japanske have, Press Garden, som er omdannet til et trykkeri for den onde Dr. Eggmans propaganda. Disse nye baner er helt i tråd med de øvrige genfortolkninger, og føles aldrig malplacerede i den samlede pakke. Der er så mange kreative tiltag og overraskelser, at man fristes til at tro at ideerne er skabt for over 20 år siden, men altså først realiseret i 2017.

Green Hill Zone har aldrig været smukkere.

Ligeledes fryder jeg mig ved at soundtracket fra de gamle zoner stadig er intakt, og så snart musikken begyndte at spille, kunne jeg nynne med på hele lydbilledet. Selv de remixede versioner af klassiske sange, har bibeholdt nok elementer til at de ikke bliver fremmedgjorte. I løbet af mine dage med spillet, har jeg endnu ikke fået musikken fra de nye baner helt indprintet i hukommelsen, men både genrer og melodier er formstøbt til at passe ind i spillets helhed. Sonic Mania leverer simpelthen alt hvad en nostalgiker kan håbe på.

Flere overraskelser

Hver zone afsluttes naturligvis med en bosskamp. Der er både helt nyudtænkte kampe at give sig i kast med, såvel som genfortolkede versioner af klassiske møder. Særligt gensynene med de bosser man lærte at tæve med bind for øjnene, har fået et par ekstra esser i ærmet, ved nu at påtage sig flere former undervejs i striden. Man er derfor nødt til at være på vagt, og ikke blot sætte sin lid til, at reflekserne fra de unge dage kan holde trit.

Green Hill Zone klæder bestemt også Knuckles.

De nye bosser er også i en ganske særlig liga for sig, hvor særligt edderkopperobotten i slutningen af Flying Battery-zonen er både kreativ i sin eksekvering og berigende at nedlægge. På samme måde som med banedesignet og musikken, så er det imponerende hvordan man efter så mange år, kan skabe noget der både er overraskende og genkendeligt.

Jeg hørte engang nogen udtale at ”god kunst er når man genkender noget man aldrig har set før”. Jeg kan ikke huske hvem der sagde det (eller om det blot er en kliché), men Sonic Mania lever og ånder den udtalelse med et pralende overskud. Især når man har gennemført spillet på ca. 4 timer, og så kan gentage oplevelsen med Tails eller Knuckles, og de evner de besidder, som naturligvis også er bevaret fra fordums tid.

Bonusbanerne fra Sonic 3 har også fundet vej til Sonic Mania.

Som om det ikke var nok, så er der selvfølgelig også inkluderet flere forskellige bonusbaner, split screen multiplayer, mulighed for flere save filer og, hvis man skal have det hele med, rigtig høj genspilningsværdi.

Jeg oplevede en enkelt gang at musikken forsvandt, og det gjorde de insisterende ”hoppelyde” lige lovligt irriterende. Jeg oplevede det blot en enkelt gang, så et kæmpe skår i glæden var det dog ikke.

Konklusion

Har du læst hele anmeldelsen hertil, kan der ikke herske tvivl om, at jeg er voldsomt begejstret for Sonic Mania. Jeg er muligvis blændet af fanboyisme og nostalgi, men med tanke på at gameplayet stadig er solidt, at jeg ser frem til at finde endnu flere hemmeligheder, og er gået tilbage for at prøve bosskampene adskillige gange, må der altså være noget om snakken.

Har du aldrig nogensinde haft fornøjelsen af at spille de originale Sonic-spil, vil de ikoniske baner, de tilgængelige controls og det vidunderlige soundtrack næppe vække samme følelser som de har gjort hos mig.

Minderne er i sandhed blevet genoplivet.

Sonic Mania er den perfekte “tribute” til alt hvad der gjorde Sonic fantastisk i de tidlige 90’ere. Jeg var allerede spændt på at få vækket de gamle minder, men jeg havde aldrig troet at der skulle rammes så plet. Var spillet blevet udgivet i 1994, havde det stået som en udødelig klassiker i dag, men med tanke på hvilke Sonic-titler der ellers har været på markedet de sidste 20 år, er det tvivlsomt om spillet viser sig som langtidsholdbart.

Har du lyst til at føle hvordan det er at være barn igen, så kommer du ikke tættere på end med Sonic Mania.