Infinitely unfunny

Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke helt forstod historien i Sonic Forces. Dr. Eggman (som i mit hoved hedder ”Dr. Robotnik”) har i sinde at overtage og udradere hele kloden. Sonic og hans venner prøver at stoppe ham, men har ikke taget højde for den nye fjende, med det skævt-klingende navn Infinite. Armeret med en mystisk rubin, besidder Infinite mystiske kræfter, som holdet af plysdyr ikke kan vikle deres hoveder rundt om. Ærligt indrømmet: det kan jeg heller ikke.

Det helt klassiske 2D-gameplay, er klart det mest berigende.

Historien er proppet med så meget overflødigt nonsens, at selv de mest obskure Final Fantasy-spinoffs må hæve øjenbrynene i ren forvirring. Hvis det er meningen at der skal appelleres til et ungt publikum, så er det mig en gåde hvordan de skal finde hoved og hale i forløbet. Dertil er manuskriptet så frygteligt intetsigende, at ikke en gang en 10-årig vil sidde og mumle med på de ”kække” replikker.

Selv tilføjelsen af en brugerskabt figur, som ellers er spillets største salgsargument, kan ikke løfte oplevelsen op på et nogenlunde tåleligt niveau. Jeg havde ellers en forventning om, at jeg skulle bruge masser af tid på at finpudse min selvskabte superhelt, men da der ikke er knyttet dialog til figuren, emmer den ikke af mere personlighed, end mantraet ”klæder skaber folk” tillader.

Det er alligevel ret sjovt, at eksperimentere med udklædningsværktøjerne.

Efterhånden som du gennemfører flere af de i alt 30 baner, låser du op for tøj og accessories som du kan pryde karakteren med. Det er egentlig ganske sjovt at klæde en pink ulv ud som en K-pop-stjerne eller skibums, og værktøjerne hertil er tilpas simple til at de helt unge kan følge med, og at gamle fans kan være kreative. Men det er nu en skam at det faktisk er sjovere at ”give sin dukke tøj på” end det er at lege med den.

Velkendt formular

Har du spillet et ”moderne” Sonic-spil, så har du sikkert en ret fair ide om hvad der venter i Sonic Forces. Det er traditionel platforming der skifter mellem 2D og 3D-omgivelser, fordelt på 30 baner der kan gennemføres på mellem tre og fem minutter hver. I nogle baner løber du med hovedet ”ind mod skærmen” og skal have timingen i orden for at undvige eller udtvære fjenderne. I andre løber du fra venstre mod højre, og bliver mere udfordret af de skæve hop og manøvrer der skal til, for at nå til slutningen af banen.

Der sker så meget på skærmen, at det kan være svært at bevare overblikket.

Du skal dog ikke regne med at få brugt for meget tid sammen med din hjemmelavede figur, da hver bane har forudbestemt hvem man tager styringen over. Der er den moderne Sonic, klassiske Sonic og så naturligvis din egen avatar, og hver figur får tildelt ca. 1/3’s spiltid. På nogle baner er flere figurer spilbare, men det er nu synd at det fulde persongalleri er til stede i mellemsekvenserne, uden at man kan tage styringen af f.eks. Knuckles eller Tails. Bevares, der er en prequel-episode hvor Shadow tager føringen, men det drejer sig blot om tre baner, som på ingen måde retfærdiggør optakten til hovedhistorien.

Sonic Forces er, pudsigt nok, stærkest i sit gameplay under 2D-sekvenserne, hvor nostalgikere, som mig selv, kan nyde de nogenlunde velkendte mekanikker. Sonic har stadig for meget fart på, til at 3D-sekvenserne giver egentlig mening, og med både uskarp og kaotisk styring under disse, er der høj risiko for at falde ud over kanten af banen, og lige lukt i døden.

Infinite er en langt mere intimiderende skurk end Dr. Eggman.

Heldigvis er dette ikke tilfældet i bosskampene. Det er ikke fordi udfordringen er voldsom, men det er her man finder den bedste variation, da både baner og mekanikker er bygget skarpt op omkring modstanderens styrker og svagheder. Der er generelt en glimrende balance, og forløbet kunne sagtens tåle to eller tre ekstra kampe, til at bryde med resten af kedsomheden.

Konklusion

Det er næppe fair at sammenligne Sonic Forces med de klassiske Sonic-titler fra 90’erne, som det ellers var tilfældet med Sonic Mania. Sidstnævnte vækkede en masse stærke minder til live, hvorimod Sonic Forces leverer det ”moderne” gameplay, som bare ikke fungerer for det hurtigløbende pindsvin.

Sonic Forces er hverken din eller dine børns tid værd.

Til gengæld er Sonic Forces endnu et bevis på, at tiden er løbet fra de præmisser der oprindeligt gjorde Sonic appellerende. Skal der flere spil på banen, så lad det endelig følge mere af det traditionelle, og mindre af det innoverende. Den gamle formel fungerer stadig, og kaster man sig ud i et 3D-eventyr med Sonic og venner, nye som gamle, så skal man altså bare sætte forventningerne lavt.

Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse med blot to afsnit før konklusionen, men der er simpelthen ikke flere ord at sætte på Sonic Forces. Spillet er gennemført på en eftermiddag, og når konklusionen er nået, er der intet argument for at give det et forsøg mere.