For fem år siden roste jeg Skyrim til skyerne i min anmeldelse. Jeg kaldte det et af de bedste rollespil nogensinde, og et spil, som vi ville snakke om i de næste mange år. Og sådan gik det faktisk også. Skyrim er stadigvæk et af de bedste rollespil her i 2016. Men hvordan ser spillet ud med fem år på bagen?

En grov nedgradering

Det er godt nok grimt! Det var min første tanke, da jeg startede Special Edition op for første gang. Jeg har spillet det originale Skyrim i cirka 450 timer, langt de fleste af dem med oceaner af modifikationer på PC’en. Så da jeg rumler afsted på den alt for lange og kedelige intro-hestetur for gud ved hvilken gang, kan jeg kun være overrasket og ganske skuffet over, hvordan den grafisk opgraderede Special Edition tager sig ud.

Grove teksturer, stive animationer af især ansigterne og en virkelig lav ”draw distance” vækker minder om Skyrim tilbage i 2011, inden de tusindevis af modifikationer kom til. Midt i den store grafiske skuffelse er der dog et lys i mørket. Bogstaveligtalt. Lyssætningen er nemlig blevet voldsomt forbedret. Det betyder mere, end du umiddelbart skulle tro, men når alt er indhyllet i et flot – dog alt for gult – lys, gør det hele spilverdenen langt mere nærværende. Især med den fornemme nye Depth of Field-effekter, der rent faktisk er ganske god.

ss_5d19c69d33abca6f6271d75f371d4241c0d6b2d1-1920x1080

Der er også kommet flere detaljer til i omgivelser. Flere sten, blomster, svampe og bevoksning pryder livet som eventyrer. Det hele trækkes dog ned af, at alle detaljer forsvinder fra billedet, så snart du kan se mere end 50 meter frem.

Det ville vel heller ikke være fair at forvente, at Bethesda kunne levere en opgraderet version, der ville overgå de nærmest uendelig mange modifikationer, der allerede eksisterer til Skyrim. Men til en pris på omkring 40 euro kunne man godt forvente, at de havde rettet en masse bugs og lavet andre tilføjelser, der ville gøre spillet lidt nemmere at finde sig i her i 2016.

Det samme gamle Skyrim

Det stod ret hurtigt klart, at Skyrim Special Edition faktisk blot var Skyrim med minialt forbedret vanilla-grafik samt Hearthfire, Dawnstar og Dragonborn-udvidelserne. Efter fem år havde jeg faktisk forventet mig en hel del mere. Især når mod’ere har vist, hvor relativt let det er at få Skyrim til at være langt smukkere, sjovere og meget nemmere at gå til.

ss_d64b646612ab1402bdda8e400672aa0dbcb352ea-1920x1080

Menusystemet er stadigvæk enormt ringe, især når man har spillet flere hundrede timer med Sky UI, der er cirka 100 gange bedre. Du skal stadigvæk forvente crashes til desktoppen, massevis af bugs som i alle andre Bethesda-spil. Du skal også finde dig i animationer, der var kiksede tilbage i 2011. Du skal til gengæld ikke forvente et voldsomt opgraderet eller et væsentligt anderledes spil. Du skal heller ikke forvente at se mere til din kone, kæreste, kollegaer, børn, venner eller andre mennesker, som du normalt omgås i din hverdag. For Skyrim Special Edition er stadigvæk Skyrim. Og Skyrim er forbasket godt.

Som at komme hjem igen

56 timer. Så mange timer har jeg lagt i denne genudgivelse i den forgangne uge. Vel at mærke en uge, hvor jeg har arbejdet nærmest nonstop i det virkelig liv og haft rygende travlt. Alle ledige timer er dog foregået i Skyrims verden, og jeg er fuldstændig hooked. Igen. Med 56 timer har jeg kun gennemført fire missioner i hovedhistorien og er derefter gået på opdagelse i den bedste spilverden, der nogensinde er lavet. I hvert fald når det kommer til udforskning. For her kan ingen og intet røre Skyrim. Med mine godt 450 timer i originalen troede jeg ærlig talt, at jeg havde set alt. Men gud hvor var jeg forkert på den. Jeg falder hele tiden over nye ting, nye missioner og personager, som jeg aldrig har set før, men som sikkert altid har været der.

ss_921ccea650df936a0b14ebd5dd4ecc73c1d2a12d-1920x1080

Endnu en gang er jeg forgabt, fortabt og forelsket i Skyrims eventyrlige muligheder. Det viser blot, at Skyrim – med eller uden Special Edition – er et formidabelt spil. Og her fem år efter min anmeldelse af originalen står jeg ved mine ord: Skyrim er et af de bedste spil nogensinde – muligvis tidernes bedste rollespil.

Hvem har brug for denne Special Edition?

Det er et virkelig godt spørgsmål. På PC’en har vi i mange år haft gratis adgang til modifikationer, der booster grafikken i langt højere grad end denne Special Edition. Så det er i hvert fald ikke grundet forbedret grafik, at du skal investere dine penge.

Har du aldrig spillet Skyrims udvidelser, kunne det være en mulighed her, da alle tre er med i pakken. Men til en pris på 40 euro er det ærlig talt ekstremt dyrt. Og jeg vil tro, at du kan erhverve dig udvidelserne til det originale Skyrim for langt mindre.

ss_8c7ecd394afb581b9b2137a3de04433f78fdf4ea-1920x1080

Har du alle udvidelserne allerede, så er Special Edition ganske gratis. Og gratis er godt. Men så har du jo nok spillet igennem dem, og så er der ikke den store grund til at vende tilbage, med mindre du – ligesom jeg – elsker spillet og kan blive fanget af det igen.

Interessant potentiale

Hvor Special Edition bliver interessant er, at det nu bygger på en 64-bit version. Uden at gå dybere ind i de tekniske detaljer – for det kan jeg simpelthen ikke – giver 64-bit mulighed for at udnytte flere af din PC’s ressourcer. Det betyder ikke voldsomt meget til at starte med, da Special Edition helt sikkert vil køre ganske godt for de fleste med en moderne PC. Men det åbner muligheden for bedre performance med de til tider ekstremt tunge grafiske modifikationer.

ss_b6bb6f79278505b3f48567f08c21f7a0eb171c68-1920x1080

Der er i skrivende stund ikke kommet de vilde grafiske modifikationer ud endnu. Mod’erne arbejder tilsyneladende stadigvæk på, at få 64-bit versionen til at makke ret. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi snart får en masse lækre ting at se. Jeg forestiller mig i hvert fald, at diverse ENB’er, 4K teksture-modifikationer og andet lir kommer til at give Skyrim Special Edition endnu mere liv. Og vi kan nok godt forvente, at alle disse modifikationer kommer til at performe en hel del bedre nu.

ss_73c1a0bb7e1720c8a1847186c3ddd837d3ca7a8d-1920x1080

Konklusion

Det er svært at konkludere på denne Special Edition. På den ene side er jeg meget skuffet over, hvor lidt ”Special” denne udgave føles. Har du spillet med grafiske modifikationer, vil denne udgave sikkert føles som et stort skridt tilbage. Og der er stadigvæk tonsvis af bugs at finde sammen med alt for mange crashes. Det er på næsten alle måder som at rejse tilbage til 2011. Ikke meget er blevet forbedret!

På den anden side åbner 64-bit versionen for nye muligheder med modifikationerne. Vi kan derfor gå en spændende tid i møde, og om et par måneder kan vi sidde med en smuk 4K-version proppet til randen med nye effekter, teksturer og ENB’ere, der vil performance langt bedre end et modificeret orignal Skyrim.

Vi har dog aldrig anmeldt ud fra potentiale og ud fra, hvilke modifikationer brugerne selv kan lave. Derfor kan jeg ikke smide mere end et sekstal efter spillet. Heller ikke selvom Skyrim stadigvæk er et fantastisk spil!

 

 

 

 

 

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Skyrim Special Edition (PC)
6
Forrige artikelSpace Hulk: Deathwing er klar på PC den 9. december
Næste artikelBlizzard introducerer Sombra sammen med Overwatch League

4 KOMMENTARER

  1. Jeg har ikke lyd på mit, har Googlet lidt uden held, men kan se at andre har samme problem.
    Nogle herinde der har prøvet det?

  2. #1 Jeg har oplevet at lyden forsvinder hvis jeg installere på andre drev end C drevet.

    Man skulle tro at det ville være fikset i Special Edition, men det er desværre ikke tilfældet