“No school like the old school”. Sådan kan jeg meget ofte være og det gælder mange ting. Denne gang går det ud over ROCCAT Vulcan 100 mekanisk tastatur. Hvorfor mekanisk? Netop fordi det er old school. Okay, lyset i tasterne bryder illusionen, men det kan man jo bare slukke for! Og inden du spørger, så er svaret: “Ja, jeg er bange for unødigt lys, fordi det tiltrækker dinosaurer!”

Gaming-indstilling med især WASD-fremhævning

En lys idé…(?)

Lad os lige få noget overstået: Det visuelle. Har man læst mine andre anmeldelser, så ved man godt at jeg ikke er fan af discolys på skrivebordet. Det gælder også dette tastatur, så mine indstillinger har hele tiden været meget afdæmpede.

En simpel gradient, som jeg oftest har skruet ned til laveste lysstyrke

Det har dog ikke afholdt mig fra at lege lidt med mulighederne og dem kan du se her. De taler vist for sig selv, men jeg har nu tænkt mig at sige noget alligevel. Først og fremmest skal nævnes at min telefon ikke reagerer særlig godt på tastelyset, så billederne er lidt heftige at se på. HELT så slemt ser det altså ikke ud i virkeligheden!

Dernæst synes jeg det er sjovt nok at kunne lave nogle indstillinger, hvor fx WASD bliver fremhævet med en separat farve. Man bestemmer selvfølgelig selv farverne i de forskellige zoner. Et lille hint er at man kan opnå endnu mere afdæmpede farver, bare ved at vælge en mørkere udgave af den farve man ønsker. Det giver lidt mere ro i øjnene!

Lidt mere ro på

Her er en indstilling med mere afdæmpede farver, som jeg lavede for at fremhæve mere alment anvendte taster. Lige nu bruger jeg faktisk den indstilling mens jeg skriver denne anmeldelse. Bare fordi jeg kan, for nu at være helt ærlig.

Knap så blændende en indstilling, farveopdelt efter tasternes funktioner.

Og for dem der virkelig ikke gider alt det lysshow, så kan man bare slukke det hele. Helt simpelt. Det er jo ikke os alle, der er Star Wars-liderlige gamers, som ville ønske at vores tastaturer lignede et identitetsforvirret lyssværd. Og ja, jeg HAR prøvet nogle af de mere intense indstillinger. Hvis jeg havde været i risikogruppen for epilepsi, havde de indstillinger helt klart udløst et anfald!

Alt tastelyset slukket. Der er stadig lys i valgknapperne, som styrer hvad drejeknappen indstiller.

Fra farve til funktion

Nu har du sikkert også fået nok af farvesnak, så lad os komme over til det vigtige: Hvordan er det at bruge tastaturet? Den mest mærkbare forskel fra mit gamle membrantastatur til dette, er i ørerne. Jeg skulle lige vænne mig til at jeg får den dér virkelig tydelige tastelyd, når jeg giver mig til at skrive løs. Det er dæleme rart, også selv om det betyder lidt flere decibel omkring computeren.

Fint sidebillede af tastaturet. De simple tastehuse giver et dejligt mekanisk look

Noget, som ROCCAT selv slår på tromme for, er deres specielle taster. De har nørdet meget rundt med mekanikken i tasterne, for at opnå både præcision, holdbarhed og en fornemmelse af stabilitet under anslag. Det er lykkedes! Tasterne reagerer virkelig rart og “ægte”, blandt andet ved at de meget kontant springer tilbage i udgangsposition når man slipper dem.

ROCCAT’s stolthed, Titan-kontakten. Den er altså også god!

Lige som min tidligere erfaring med ROCCAT tastaturer (SOVA lapboard), er tasterne også smallere end på mit gamle tastatur. Igen er det en vanesag, men efter at have givet den lidt gas, både med almindeligt skrivearbejde og heftig gaming, er det blevet helt naturligt. Jeg skriver også med 10-fingersystemet, så jeg kigger sjældent ned på tastaturet. De smallere taster giver en bedre fornemmelse af hvornår jeg skifter tast, fordi mellemrummene er store nok til at mine fingre hurtigt registrerer forskellen.

At holde krummefælden ren

Jeg tvivler på at jeg er den eneste bruger af dette site, som jævnligt og gladeligt spiser ved computeren. Det er helt sikkert en uvane og har da også afstedkommet diverse paniske rensninger af tastaturet. Drikkevarer er en stor synder og jeg har også kunne vende mit gamle tastatur på hovedet og opsamle krummer nok til at brødføde en middelstor park-fuld duer.

En lækker og holdbar overflade. Den giver også et indtryk af uforgængelighed

På Vulcan 100 forsvinder tasterne ikke ned i tastatur-huset, men forbliver trodsigt ovenpå. Selve husets “tag” er en anodiseret aluminiumplade med et (synes jeg) industrielt og næsten pansret holdbart look. Det betyder også at eventuelle krummer og hår der lander på tastaturet, bare kan pustes af. Alupladen er det laveste punkt på tastaturets overflade og det gør det nemt at holde tastaturet pænt. De “flyvende” taster giver også tastaturet et lettere udtryk, frem for de mere massive konstruktioner man ser andre steder.

Kontrolhjul og funky farver

Lidt ekstra styring

Øverst til højre på tastaturet, sidder der en drejeknap og tre kontrolknapper. De to knapper nærmest drejeknappen, styrer om knappen skruer op/ned for lydstyrke eller lysstyrke. Det giver hurtig og nem tilpasning. Den sidste kontrolknap er ganske simpelt en “mute”-knap. Knapperne er alle tydelige at arbejde med, giver fin taktil feedback og gør hvad de skal, helt uden vrøvl. Rart!

Konklusion

Ja, det er en masse lysshow, som man selv bestemmer over. Heldigvis. Hvis man ikke havde kunnet styre det og/eller slå det helt fra, havde jeg kun brugt tastaturet længe nok til at skrive en anmeldelse om det. Som det er nu, kan jeg godt se mig selv fortsætte med at bruge det ufortrødent i så mange år som det nu engang kan holde.

Taster og ergonomi er simpelthen i top. Det kører drøngodt derudaf og tastaturets vinkel til bordet er helt fin! Den kan selvfølgelig indstilles med et par simple fødder, lige som næsten alle andre tastaturer. Ganske fint. Mest er jeg solgt på de dejlige taster. Det er skønt med ordentlig mekanisk feedback og tasterne giver et dejligt, solidt klik fra sig.

Tasterne er også tilpas lette, så det er ingen kamp at trykke dem ned. Fjederstyrken er lige tilpas, så de også hopper fint op igen. Og klassisk nok, kan man også høre en tydelig toneforskel hvad enten man tamper almindelige taster eller space-tasten. For en blindskriver som mig, er det rart at kunne høre rytmen i hvad jeg skriver. Det gælde sig både bogstaver og mellemrum.

Pris og kvalitet

Til godt 1100,-, er det et tastatur der giver rysten på hånden når der skal betales. I skrivende stund er der dog nogle tilbud, så man kan få det helt ned til 750,-. Det gælder endda også den udvidede udgave, hvor der medfølger håndledsstøtte.

Mit første indtryk af prisen var “HVAD?!?!!” men sammenholdt med tastaturets tegn på holdbarhed, så virker det som meget få kroner per leveår. Det er en overvejelse som man bør gøre sig ofte, da et billigere produkt er træls i hele sin korte levetid, mens et dyrere produkt er fantastisk i hele sin lange levetid. Med Vulcan 100 virker det som om jeg har fået noget mellem hænderne som jeg kan skrive i testamentet til børnebørnene.

Er du derfor til mekaniske tastaturer (med eller uden lys), så tror jeg faktisk godt du kan blive glad for at kaste 1100,- efter det her. Eller holde øje med tilbud, det skader aldrig at få noget godt til lavere pris!

18 KOMMENTARER

  1. Fin anmeldelse @guitarlars og er enig i mange ting

    Jeg var den lykkelige vinder af Roccat Vulcan 120 keyboardet (eneste forskel til model 100 er en fin håndledsstøtte) til DR’s julekoncurrence og har derfor haft lejlighed til at bruge det 1.5 måned nu til både gaming, arbejde og alm. fritidsbrug.

    Godt:
    – Lækre og ret taktile taster
    – ‘Hurtigt’ keyboard at skrive på
    – Rimeligt fornuftig software til at styre det med og masser af programmering mulig.
    – Lækkert design og god kvalitetsfølelse

    Skidt:
    – Tasterne sidder meget højt fra bundpladen. Har været svært at vende sig til fordi jeg normalt hviler hænderne af på mellemrummene imellem tast zonerne.

    fortsættes…

  2. fortsat:

    – De fleste taster buer opad på kanten. Gør at man let støder fingrene ind i tasterne, hvis man skriver hurtigt. forstyrrer flowet og gør at jeg laver væsentligt flere tastefejl end på mit gamle 200 kr MS hakkebræt.
    – Håndstilling og komfort er ikke så godt uden håndledsstøtten, så vil anbefale at gå efter model 120, hvis prisen er OK.

    Alt i alt er jeg glad for det nye keyboard og til gaming især er det udmærket. De mekaniske kontakter er især lækre.

  3. @Deadmeat Superfedt du kommer med dit input og dine erfaringer fra 120’eren! Jeg var også lidt misundelig på din håndledsstøtte, men jeg har selv for vane at have hænderne let flyvende over keyboardet når jeg skriver =)
    Når jeg til gengæld gamer, så ligger venstre hånd nok så fint, hvor jeg faktisk synes at højden passer mig udmærket.

    Dine erfaringer illustrerer også hvor forskelligt to mennesker opfatter det samme udstyr, det er så fint! Derfor skal man da også tage min karakter med dét gran salt, som husker på at det er MIN vurdering af keyboardet, hvor du nok ville give en lavere karakter.
    Hvis folk er nysgerrige, håber jeg de vil spørge ind til vores erfaringer, så de selv kan vurdere ud fra et bredere grundlag.

    Meget fine argumenter, du smækker på bordet! Jeg synes især du får forklaret hvordan siddestilen gør en forskel. Er man “hviler” som dig, er det her ikke verdens rareste keyboard, mens en “svæver” som mig, er meget glad for netop de buede taster og manglen på håndledsstøtte.

  4. #3: Ja der er ikke helt så ligetil med vurderingen, når noget så individuelt som ergonomi og skrive teknik er ind over Mine negative punkter fylder dog nok mere i mine kommentarer end de faktisk vægter i min samlede vurdering af keyboardet. Synes overordnet det er et lækkert produkt og er rigtig glad for det.

  5. tjaaaee kvalitet koster jo, jeg har selv lige købt en 12-1300 kroners keyboard som jeg er sindsygt glad for, det er bare overhoved ikke i nærheden af noget der kan sammenlignes med 500 kroners keyboards, så det gør egentlig ikke noget prisen er høj hvis de leverer oplevelsen og kvaliteten sådan en pris forlanger af folks forventning.

    Så det er jo farligt at prissætte sit produkt på den måde hvis ikke leveringen sidder lige i skabet, men det lyder jo til det godt kan forsvare sin pris umiddelbart.

  6. #5 Så håber jeg da at folk vil spørge DeadMeat og mig nærmere, hvis de overvejer et Vulcan-board. Så må vi se om vi kan forklare vores situationer godt nok til at folk kan få et bedre indtryk.
    Enten det, eller finde et sted hvor man selv kan få fingrene i legetøjet =)

    Edit: Og ja, prissætning er altid farligt. At lave et dyrt produkt, der skal granskes på SÅ individuel en basis, er ganske modigt.

  7. #7 Aner det ikke. Lige nu kan jeg bedst høre lyden af den hjerneblødning jeg fik af at prøve at forstå den sætning du skrev =P
    Helt alvorligt: hvad betyder “drt. F.rkd iht. Cherry MX red eller rome-g.”?

  8. Jeg har ringet efter en læge…. En hjerneblødning er ikke for sjov… Imellem tiden. Hvis du overlever… Drt = det og F.rkd = f.eks (tak til auto ret på telefon for det).
    Cherry MX red er en mekanisk taste der er lavet til gaming, samme med rome-g eller romer-g. Roccat bruger et helt andet mærke.

  9. #9 Kanon! Jeg har snakket med lægen, jeg er okay igen! Det viser sig at jeg faktisk ikke har en hjerne, hvilket er mindre overraskende end jeg havde forventet

    Jeg har desværre ikke siddet med hverken Cherry MX eller rome-g, så jeg kan ikke sammenligne lyden. Jeg kan dog afsløre at Titan-tasterne her lader til at være lavet ganske uden lyddæmpning. Hvis man vil have et mere stille mekanisk keyboard, vil jeg mene at det teknisk set burde være muligt at implementere nogle slagabsorberende membraner i tastehuset, så impact bliver blødere.
    Jeg tror dog ikke at holdbarheden på sådan en membran bliver særlig god, så jeg kan godt forstå den er udeladt.

    Den generelle lyd er et rundt anslag i en lys tone. Det lyder mekanisk men uden at være hverken for dybt (tomt rungende) eller for lyst (spinkelt). Der er et lille “snap” i de højere frekvenser, som er meget afhængigt af anslagskraften.
    Når man slipper tasten, er lyden nogle halvtoner dybere og snappet langt mindre. Spacetasten gør det samme, men både anslag og slip ligger på lidt højere frekvenser og gør at der er en mærkbar forskel i lyd.

    Kan dén beskrivelse af lyden bruges til noget, NightBreaker? Jeg kæmper for sagen, her! =)

  10. #11 Det bliver tidligst i næste uge. Jeg vil jo også lige sørge for at have det rette udstyr tilgængeligt. Hvis jeg fx bare brugte min telefon, ville den snævre membran hovedsageligt opfange de lysere frekvenser, hvilket ville få keyboardet til at lyde falsk skarpt i tonen.

    Men okay, jeg går i gang med projektet og ser hvad jeg kan få ud af det =)

    Man MÅ jo godt forkæle de kære Rush’ere indimellem

  11. #12 Jamen tænker da heller ikke der er nogen grund til at gøre noget halvt, du må simpelthen næsten tage keyboardet med til et proffesionelt lyd studie bare lige for at fjerne alle mislyde etc.

    Ej hvis du seriøst laver en video over lydsiden så er det fandme for sjovt, det er satme lækkerier.

  12. Både Power og Elgiganten sælger keyboardet, så I kunne jo også prøve noget vildt: åbne hoveddøren og gå ned i begge omtalte butikker og se om de har keyboardet på udstilling Så er det bare med at komme i gang med at pille og lytte

  13. #14 No way, rent faktisk bevæge sig uden for en dør, i stedet for at forlange service over internettet? Perish the thought! =D

    Det ville nu stadig være lidt sjovt med en video, men roder stadig rundt med teknikken. Måske jeg skulle tage det med i øvelokalet. Der har vi både kondensatormikrofon, SM58 og SM57, plus diverse!