Kan PES 2019 holde sæsonen ud?

Sidste år kastede vi et solidt 8-tal efter PES 2018, som var et glimrende udspil, med lækker bold på banen og et par nye, gode idéer uden for banen. Blandt andet blev vi introduceret for nye co-op tiltag, der gjorde det mere meningsfyldt og interessant at invitere vennerne på besøg, online eller hjemme i stuen, så man sammen kunne drage i kamp mod andre digitale fodboldekvilibrister.

Mohamed Salahs fantomsæson er ikke gået ubemærket hen – i år er han én af de bedste spillere i spillet.

Det besynderlige ved at anmelde fodboldspil er, at det er en spilgenre, der kræver hundredvis af spiltimer, før man har mestret spillet og kender alt til dets styrker og svagheder – også dem, som måske indledningsvis, op til en anmeldelse, er fløjet under radaren. Sidste års udspil i Konamis serie var desværre ikke et spil, som voksede på mig som tiden gik. Spillet på banen var jeg vældigt tilfreds med, men uden for føltes de to vigtigste modes, Master League og My Team, mangelfulde og forældede, når man kom helt ind under huden på dem. Og i ingen af de to var co-op særligt godt integreret, hvorfor ingen venner rigtigt gad at dele min glæde for PES 2019. 17/18 PES-sæsonen blev altså en ensom rejse for mig, hvor iveren var stor til at starte med, men færden langsomt viste sig at være mindre spektakulær.

Mit håb er derfor, at Konami i år for alvor har kigget indad og gransket deres spil for svagheder og mangler, og har arbejdet sig frem mod et mere komplet spil, der stråler både på og uden for banen, også når vi er dybt inde i sæsonen.

Flydende bold og flottere græs!

Der skulle ikke gå længe med det nye udspil, førend jeg kunne fornemme, at vi har at gøre med et spil, som på banen føles mere virkelighedstro end sidste års udgave. Spillet flyder nemlig bedre end nogensinde før. Konami har tydeligvis forbedret animationerne og fysikken, så både afleveringer, afslutninger, dueller mm. ser endnu mere overbevisende ud i år. Det sker meget ofte, at jeg må pause spillet og hoppe ind i replay-funktionen, fordi det simpelthen ser så lækkert ud, selv når man kommer helt tæt på begivenhederne. Det er voldsomt imponerende, hvor realistiske animationer, PES 2019-motoren kan levere.

På afstand er det flot. Men det er først, når man kommer lidt tættere på begivenhederne, at det går op for én, hvor godt PES 2019 ser ud og hvor imponerende en spilmotor, vi har med at gøre.

I år oplever jeg særligt større tilfredshed ved afslutningerne. Det virker som om, at man her har fundet en rigtig god balance med de mere spektakulære skud, så de hverken forekommer for hyppigt eller sjældent. Dermed er det en virkelig god fornemmelse, når det ind imellem lykkes at udplacere målmanden med de sværere afslutninger.

Lionel Messis kælne boldomgang kommer for alvor til sin ret i år.

Generelt er PES 2019 en visuel lækkerbisken. Fox-motoren, som også drev Metal Gear Solid V, har i år fået tilføjet HDR og forbedrede lyseffekter, så vi nu har at gøre med grafik, der ligger helt oppe i den flotteste liga. Kombineret med de fremragende animationer samt de omhyggeligt designede spilleransigter, har vi at gøre med et spil, der er virkelig lækkert at se på – en del pænere end konkurrenten, vil jeg vove at påstå. Græsset har tilmed også fået en højere detaljegrad. Undervurdér ikke betydningen af dette – du kommer til at stirre på det i mange, mange timer i din tid med spillet!

En AI med nye skavanker

Hvad der til gengæld halter kraftigt på banen, er målmændenes totalt manglende initiativ, når man som angriber slipper igennem forsvaret og er alene foran mål. Her er manden mellem stængerne mere passiv end et bedøvet dovendyr. Altså kan angriberne stort set altid komme helt tæt på mål og dermed alt for nemt sparke læderet i kassen. Kun når man spiller online mod andre, hvor man selv kan hive målmanden ud, er dette ikke tilfældet. Men i kampe mod AI’en er det et kæmpestort problem, der gør det meget lidt tilfredsstillende at score på en-mod-en situationerne.

AI’en har i det hele taget nogle besynderlige mangler i år, som slet ikke var tilstede sidste år. Én anden af disse er tendensen til kun at ville angribe ned over flankerne, hvorfra der slås lave indlæg, ind i fødderne på angriberne. Jeg har på intet tidspunkt oplevet AI’en forsøge at spille sig frem til en afslutning uden for feltet, hvorfor det bliver meget ensformigt og forudsigeligt at forsvare.

Aubameyang slipper igennem forsvaret og står inden længe ansigt til ansigt med målmanden. Desværre står målmændende helt afventende på målstregen, hvorfor de sjældent kommer ud og gør det svært for angriberne.

Dommerne – et af mine kritikpunkter gennem de seneste mange udspil – fløjter fortsat som vinden blæser. Inkonsekvent kortuddeling, spilstop, når der burde være dømt fortsat spil, samt uforståelige frispark eller mangel på samme – de kan det hele. Jeg har som sådan ikke noget imod, at der er en vis fejlmargin, ligesom i den virkelige verden, men det sker simpelthen for ofte, at kampe bliver direkte påvirket af hvad der ligner helt åbenlyst forkerte kendelser. Den går snart ikke længere, Konami.

Master League som vi kender det

Er du typen, som sjældent hopper online med dine fodboldspil, vil du formentlig bruge det meste af din tid i spillets singleplayer karriere, Master League. Det har i årevis været seriens vigtigste spiltype, når man vil dykke dybt ned i en manager-karriere, rode med transfers og føre ens yndlingsklub frem til hæder og pokaler. I år er der blevet introduceret syv nye liga-licenser, deriblandt den danske Superliga. Det er rigtig fedt for os danskere, som nu kan nyde et større udvalg af de hjemlige klubber og føre disse til langt mere succes end vi er vant til. Denne licens inkluderer dog kun dragter, trupper og logoer – stadioner og nøjagtigt gengivne spilleransigter må vi kigge langt efter.

De andre ligalicenser er ligeledes mindre ligaer, som eksempelvis den portugisiske, russiske, skotske og tyrkiske. De helt store ligaer som Premier League, La Liga og Bundesligaen tilhører fortsat konkurrenten. Champions League og Europa League er desværre også røget i svinget i år. De manglende licenser kan dog som altid fikses med en såkaldt option file fra en side som denne: https://www.pesworld.co.uk/ps4-downloads (bemærk, at dette er til PS4-versionen).

De nye, danske licenser betyder, at vi nu kan opleve hold som Brøndby IF og FC København støde sammen i derbyer – men ikke i Parken eller på Brøndby stadion og heller ikke med de rigtige ansigter.

Foruden de flere licenser, byder Master League i år ikke på forfærdeligt mange flere nyskabelser. Små forbedringer af transfer-, budget- og træningssystemet samt tilføjelsen af pre-season turneringer er det, der er mest fremtrædende for de garvede Master League-veteraner. Men ærligt talt er der tale om meget små justeringer, hvorfor der i det store hele er tale om en mode, som mange af os allerede kender til hudløshed. Det er stadig sjovt og dybt nok til at holde de fleste ved ilden, men der mangler i dén grad fornyelse på denne front efterhånden.

En mur imellem folk er sjældent en god idé

De fleste, som har spillet fodboldspil i løbet af de seneste 5-6 år, vil med al sandsynlighed have prøvet kræfter med de modes, hvor man laver sit helt eget hold ud fra spillerkort, som man løbende køber for ingame-valuta. Konkurrenten kalder det Ultimate Team, men i PES-serien kender vi det som My Team. I år har Konami for alvor slået på tromme for, at der er mange tilføjelser og store forandringer på vej. Men ærligt talt, så er de meget svære at få øje på. Der er tale om ganske små justeringer af allerede eksisterende systemer, mens tilføjelserne ikke alle er lige heldigt udført.

Eksempelvis udgives der ugentligt en række spillere, som på den ene eller anden måde har udmærket sig i den virkelige verden. Disse spillere får et kraftigt boost af deres færdigheder. Det er for så vidt et fint nok tiltag og giver mere variation til spillerudvalget. Men som det er nu, er disse spillere ”beskyttet” bag en meget aggressiv betalingsmur. De sælges nemlig kun for coins, som kun kan købes for rigtige penge eller optjenes via spillets tutorial-missioner, som dog hurtigt er klaret. Dermed bliver man fremadrettet nødt til at punge ud, hvis man vil have fat i de bedste spillere. En voldsomt ringe designbeslutning, der allerede har ført til, at ”eliten” af spillere ligger inde med næsten komplette hold af verdensklassespillere, kun få uger efter spillets udgivelse. Der er vist nogen, som ikke har fulgt med i spilmedierne det seneste års tid. Få så revet den ækle betalingsmur ned!

Jeg var heldig at lande et kort med Luis Suarez. Desværre kommer jeg op imod andre spillere med vanvittige hold, da årets My Team præges af meget aggressive mikrotransaktioner, som tilgodeser den betalende elite. Unfair og dumt.

I My Team mangler jeg for alvor nogle interessante turneringer eller divisioner at gå i krig med. Ugentligt smides der nye challenges op. Men alle disse kører efter ”vind-eller-forsvind” princippet. Vinder man en række kampe på stribe, får man en præmie. Taber man blot én kamp undervejs, må man gå tomhændet derfra. I længden bliver det en meget trist måde at konkurrere på, da man meget ofte kommer til at sidde med følelsen af, at man intet har fået ud af den indsats og tid, man har spenderet. Matchmaking-systemet sørger for, at man altid møder modstandere på ens eget niveau, hvorfor de fleste kampe kan gå begge veje. At gå ubesejret igennem en turnering er altså en sjældenhed.

Her burde Konami kigge FIFA-serien over skulderen, da denne har langt bedre divisions- og turneringsformer, som altid belønner spillerens indsats. Vinder man, får man en større belønning, men selv om man skulle tabe undervejs, kommer man altid derfra med en mindre belønning. Guleroden er der altså altid.

Konklusion

Det gør en smule ondt at anmelde PES i år. 2019-udgaven har med sit fremragende spil på banen, båret frem af en fantastisk fysik- og animationsmotor samt smuk, smuk grafik, alletiders potentiale til at blive en fuldstændig fantastisk fodboldsimulator. Men uheldige AI-mangler sætter sit præg på banen og irriterer under kampene.

Uden for banen føles spillet slidt og trænger for alvor til at slippe af med mange dårlige vaner og hilse nye idéer velkommen. Master League er næsten uhyggeligt identisk med sidste års selvsamme, og My Team introducerer få nye tiltag, som dog hæmmes kraftigt af en yderst aggressiv betalingsmur – endda mere aggressiv end nogensinde før. Og så endda i disse tider, hvor gambling i spilbranchen for alvor er kommet under luppen. Bad move, Konami!

Virkelighedens Camp Nou eller blot en digital efterligning? Så flot er grafikken i år.

Sidste års introduktion af nye muligheder på co-op-fronten er ikke blevet videre videreudviklet i år, og derfor synes potentialet også her uforløst. Co-op kampe begrænser sig stadigvæk til enkelte kampe uden noget større formål, hvorfor interessen hurtigt mistes igen. En bedre integration med My Team og Master League ville gøre underværker for følelsen af progression, når vennerne kommer på besøg og der skal nørdes bold!

Men fortvivl ikke. PES 2019 leverer stadigvæk en fremragende spiloplevelse, når først man står på grønsværen, bolden ruller og det smukke spil folder sig ud. På denne front er det uden skyggen af tvivl et mere velspillende og smukkere spil end sidste års udgave. Kan Konami i de kommende måneder få fikset AI’en, fjerne de aggressive mikrotransaktioner og måske ligefrem finpudse både Master League og My Team samt gøre co-op aktuelt på disse fronter, har spillet et enormt potentiale. Et stort arbejde ligger forude – og måske også en hel del selvransagelse – men jeg lader tvivlen komme de talentfulde, digitale fodboldguruer til gode.