Små ændringer og nye idéer

Sidste års udspil i PES-serien var vi meget begejstrede for. Det scorede et 9-tal og rettede op på stort set alle de mangler, som forgængeren led under. På trods af, at PES 2017, i vores optik, var sidste års klart bedste fodboldspil, løb FIFA 17 som altid alligevel med sejren, målt på antal solgte spil. På eftertrykkelig vis endda. Det samme vil naturligvis ske igen i år, uanset hvor godt PES 2018 viser sig at være. I det følgende vil vi forsøge at forklare, hvorfor årets udgave endnu en gang absolut ikke bør gå under din radar, hvis du har et bankende fodboldhjerte.

Første fløjt i en helt ny sæson.

Lad os slå det fast med det samme: Er du ikke en ihærdig spiller af PES-serien henover de seneste sæsoner og blot har set et par kampe hos vennerne i ny og næ, vil der være rigtig meget at komme efter. Der vil selvfølgelig være modes og enkelte gameplayelementer, du vil kunne nikke genkendende til, men overordnet set er der sket rigtig meget med spilmotoren, både grafisk, bevægelses- og AI-mæssigt. Prøv blot at hoppe ind i et spil PES 2015 og så over i PES 2018 og du vil næsten ikke kunne genkende det.

For dem af os, der har kastet 100-vis af timer efter sidste års spil, vil det være de små detaljer, der tæller. I år har Konami skruet på færre parametre på fodboldbanen end de seneste års udspil og derfor var jeg indledningsvis en smule forundret – velsagtens skuffet – over, at det ikke føles meget anderledes end PES 2017. Men efter at have gransket hver en afkrog af spillet, kan jeg med i ro i sindet sige: Rolig, folkens. Konami har styr på sagerne og bringer tilmed nye idéer i spil.

No licenses? No problem!

Noget af det, der skræmmer allerflest potentielle købere væk fra PES-serien, er de manglende licenser. Og jeg har det ikke anderledes. Det er bare topfesent at spille en engelsk topkamp mellem London FC og Man Red, når konkurrenten FIFA byder på Chelsea FC vs. Manchester United, med de officielle spillerdragter og logoer. Spiller du på PS4 eller pc er dette dog ikke noget problem. Der findes superdygtige folk derude, som allerede ved spillets udgivelse havde lagt opdaterede klubnavne, spillerdragter, turneringslogoer mm. ud på nettet til fri afbenyttelse. Jeg benytter mig selv af denne side: https://www.pesworld.co.uk/ps4-downloads. Smæk filerne på et USB-stik, i en mappe, som du navngiver ”WEPES”. Hop ind i spillets edit mode og importér. Super nemt og relativt hurtigt.

Atlético Madrids nye stadion, Wanda Metropolitano, er heldigvis med. Det er sgu da smukt!

Præsentation i år har fået et betydeligt løft, med en masse nye animationer og en generelt flottere og mere strømlinet motor. På afstand ser kampene måske ikke videre prangende ud, men når først grafikmotoren folder sig ud på nært hold i gengivelser og deslige, ser spillet eventyrligt godt ud. Animationssystemet er fortsat det bedste i genren og det er simpelthen imponerende, hvor livagtige bevægelser Konami har formået at skabe, taget i betragtning af, hvor kompliceret en fysik, der samtidig driver kampene. På PS4 Pro kører spillet tilmed i 4K. Om det er ægte 4K eller ej, er jeg ret ligeglad med – det ser vildt god ud!

På banen introduceres vi for ganske få ændringer. Mest væsentligt er en bedre boldkontrol, samt muligheden for at holde R1 inde og dermed holde bolden endnu tættere til fødderne. Det skulle optimalt set gøre snævre driblinger nemmere og mere brugbare, men jeg føler mig endnu ikke helt fortrolig med denne funktion og synes ikke umiddelbart det løfter mit spil.

Dommer, så giv mig dog det frispark!

Dødbolde har også fået en makeover. Animationerne er helt nye, foruden at Konami har valgt at fjerne de pile, der tidligere gjorde det lidt for forudsigeligt og dermed kedeligt at sende en velplaceret dødbold afsted. Nu kræver det blot snilde, reaktionsevne og masser af træning. En klar forbedring.

På trods af introduktionen af et nyt dødboldsystem, er det desværre alt for sjældent man får brug for at brillere med dygtige frisparksskytter som Christian Eriksen. Det er nemlig alt for sjældent at AI’en begår frispark. Sidste år havde spillet ellers en perfekt balance på denne front, og det var ganske ofte at man fik frispark på farlige steder. Konami har dog udtalt, at de arbejder på at integrere dette på bedre vis. Men indtil da er det frustrerende sjældent at AI’en er et dumt svin.

Liverpools trup er klar til kamp. Jeg har dog aldrig forstået, hvorfor man tillader græsfarvede målmandstrøjer!

AI’en er dog generelt ganske hæderlig. Ind imellem får den en hjerneblødning og placerer sine defensive kæder helt håbløst, men for det meste, særligt i det offensive spil, formår den at bakke op om en kreativt tænkende spiller og åbne op for mange typer angreb. Dette kompenserer på glimrende vis PES-seriens geniale taktik- og strategisystem, som har været i brug gennem de seneste sæsoners udspil. Foruden alle de sædvanlige offensive og defensive taktikker, får vi i år en række nye, der, ligesom de gamle, virkelig formår at ændre spillet på banen. Særligt glad har jeg været glad for den nye taktik, der gør wing backs mere relevante og deltagende i opspillet, uden at de glemmer tilbageløbene.

Dommerne er jeg stadig ikke en stor fan og de er i min optik noget af det mest frustrerende ved serien. De er meget inkonsekvente i deres vurderinger og alt for ofte resulterer en fuldstændig åbenlys nedslagtning blot i et frispark, hvorimod der andre gange gives gult kort for verdens reneste glidende tackling. Det må Konami altså se at få styr på, da det ødelægger konkurrenceelementet, når der fløjtes som vinden blæser.

Et splitsekund efter Coutinho sender bolden afsted, splintres hans knæ i tusinde stykker af en klodset modstander. Alle øjne hviler på dommeren: “No foul, play on…”

Spillet uden for banen

Spillet på banen ville dog hurtigt blive ligegyldigt, hvis ikke det blev suppleret af et godt metagame i form af dybe og sjove modes. I år spises vi af med meget små forbedringer på denne front. For de singleplayer-interesserede er Master League spillets vigtigste mode. Forbedringerne her er virkelig marginale. Mest væsentligt er et forbedret transfersystem, der gør det muligt ved spillerhandler at gøre brug af frigivelsesklausuler. Hvis en spiller er ekstra krævende, kan han derfor kræve en lav frigivelsesklausul, så andre klubber kan købe ham fri for et overkommeligt beløb. Omvendt kan man gøre det sværere for andre klubber ved at sætte denne sum op, såfremt spilleren kan overtales til dette (hint: giv ham mere i løn!).

Kan Neymar mon nogensinde undslippe Lionel Messis skygge, selv om han nu spiller i en anden liga?

Derudover er det nu også muligt at tilbyde spillerne flere parametre i deres kontrakter, såsom penge pr. kamp de spiller, mål de scorer osv. Alt sammen bevirker, at transfer- og kontraktsystemet nu er mere dynamisk og underholdende. Og så er det altså dejligt at se, at PES-serien fortsat holder fast i ganske lave transfersummer og med byttehandler som en meget mere væsentlig faktor end penge, helt ulig de forfærdelige forhold, som den virkelige verdens transfermarked lider under. Bliv ved med det! Det kunne være, at virkelighedens klubber kunne lære noget af jer, Konami!

Kylian Mbappé bukkede under for sommerens pengefristelser fra Paris Saint Germain og ses her i fuld firspring på venstrekanten.

En enkel ny, men rigtig fed kompetitiv, lokal multiplayer mode er der blevet plads til: Random Selection Match. Her bliver duellanterne tildelt en række tilfældigt udvalgte spillere, nogle elendige knoldesparkere, andre verdensklassespillere. Herefter skal man forsøge at tyvstjæle spillere fra hinanden, optimalt set dem, der vil passe bedst ind på ens hold. Dog skal hver spiller beskytte en enkelt spiller, som ikke kan stjæles og dermed starter der et rigtig sjovt mindgame. Det hele fører til nogle rigtig sjove kampe, hvor man ikke bare vælger sit yndlingshold med prædefinerede spillere, men rent faktisk skal få tilfældigt udvalgte spillere til at fungere sammen. En rigtig sjov mode, når det skal være ligetil og egnet til sjove og hurtige sofadueller.

Co-op i nye klæder

Med hvert års nye udspil når man altid til et punkt, hvor man kender AI’ens mønstre til hudløshed. Sådan vil det formentlig være i mange år frem. Derfor er det særdeles vigtigt med god multiplayer, især for en genre som fodboldspil, der for alvor giver mulighed for at tænke kreativt og hvor det er essentielt at man kan handle i strid med det modstanderen forventer. I år gør PES-serien noget uventet! I stedet for at poste arbejdstimer i allerede eksisterende modes, har de lavet en helt ny tilgang til multiplayer – og lidt af en genistreg.

Mål og assists er vigtige, men ligeså er placeringsevne. Alt bliver belønnet i co-op kampe.

Det har til alle tider været fantastisk underholdning at spille fodboldspil med kammeraterne, både med og mod hinanden. Særligt når man er på samme hold kan det være en fantastisk oplevelse, især hvis man har nogenlunde ens fodboldhjerner samt værdsætter flot pasningsspil og forstår at bevæge sig for hinanden. I PES 2018 bliver dette samarbejde sat i centrum. Både mod AI’en og mod andre spillere er det muligt at slå pjalterne sammen med op til to af sine kammerater. Undervejs i kampene indsamles der data over alt, hvad man foretager sig. Efter kampen bliver man tildelt en masse scores, der vurderer alt, lige fra ens evne til at afslutte, aflevere, foretage offensive løb, placere sig korrekt i defensiven m.fl. Alle disse scores bliver så slået sammen til en samlet score. Dermed kan vi altså nu for første gang nogensinde i et fodboldspil ikke blot se hvem der er mest grådig, selvisk og scorer flest mål (vi kender alle typen!), men rent faktisk hvad hver især spiller bidrager med. Er du derfor en gudsbenådet fodboldspiller som Andrés Iniesta, der kan en masse andet end at score mål, vil det rent faktisk blive værdsat.

Efter en co-op kamp kan man få opsummeret sin præstation fra alle leder og kanter. Jo flere point man får, jo flere erfaringspoint får man.

Med tre gode fodboldkammerater i sofaen, bliver det altså ikke meget sjovere, da hver person bliver belønnet for sine kvaliteter. Denne nye måde at spille sammen på er i øvrigt tilgængelig både lokalt (klassisk sofa multiplayer-gaming), men også online. Det er endda muligt at have en kammerat ved siden af sig i sofaen og så en tredje kammerat online. Da disse samarbejdsfunktioner også er integreret i spillets My Club mode, hvor man skal bygge sin egen klub op fra bunden (det du måske kender som Ultimate Team fra FIFA-serien), giver det altså mulighed for noget seriøs og enormt indholdsrig co-op gaming. En virkelig lækker ny tilgang, som Konami venligst bedes fortsætte med i mange år fremover!

Konklusion

PES 2018 er et særdeles fremragende fodboldspil, nøjagtig ligesom sidste års udspil. Der bliver dog ikke drejet på mange knapper, hverken på eller uden for banen. Præsentationen og spilmotoren har dog fået et behageligt løft og får nu spillet til at være endnu mere indbydende og flydende.

Der bydes på få nye features såsom forbedrede dødbolde, mere præcis boldkontrol og et forbedret animationssystem. Den allerstørste forbedring er dog introduktionen af en ny co-op tilgang, som gør det muligt at samarbejde med op til to venner – både offline og online. Her bliver man vurderet på alle tænkelige parametre, som gør det til personlig oplevelse, samtidig med at man stadig kæmper for holdet. Da co-op fungerer på tværs af flere modes, deriblandt My Club, er dette noget nær det perfekte spil, hvis man har fodboldtossede venner.

PES 2018 er et smukt, flydende og intelligent fodboldspil, der belønner mange forskellige fodboldfilosofier.

På banen har spillet få, men irriterende ridser i lakken. Dommerne er stadig ekstremt utilregnelige og AI’en har i år en underlig tendens til noget nær aldrig at begå frispark. Dette går ikke særlig godt i spænd med det nye dødboldsystem, som man næsten aldrig får taget i brug.

Der er dog ingen tvivl om, at PES 2018 formår at være det bedste udspil i serien samt det pt. dybeste, mest flydende og intelligente spil i genren. Netop i dag har konkurrenten, FIFA 18, dog udgivelse, så det skal blive spændende at se, om det kan hive noget nyt og endnu mere velspillende op af hatten. Kampen er atter fløjtet i gang!

14 KOMMENTARER

  1. Overvejer at hoppe på PES for første gang. Blev super skuffet da jeg opdagede at Fifa Ultimate team ikke understøtter co-op play online. Er MyClub stadig Ultimate team underlegent?

  2. Efter at have hentet en del mods/licenser/alt muligt geil, så må jeg klart indrømme at PES 2018 er det bedste fodboldspil jeg nogensinde har spillet

    Har ellers været på FIFA-vognen, siden… Øh… PES 3.

  3. Skal have gennemskuet alt det licensting – nogen der kender en god side til pc?

    Jeg kommer fra fifa og kan egentlig godt lide PES2018, men hold da helt op hvor jeg synes kommentatorene er dårlige. Jeg har tit smågrint af FIFA, men det er da helt til grin det her.

  4. #4: Pes-patch.com – det er der jeg har hentet 99.9% af det jeg har installeret. Det er super nemt at få til at virke. Både på PC og PS4

    #5: PES 3 var konge

  5. #2 Well, tror det er smag og behag, om man foretrækker UT i FIFA eller My Team i PES. I min optik er My Team mere interessant, da hele metagamet ikke er styret af et auktionshus, som er proppet til randen med bots, der ødelægger økonomien og gør, at selv rigtig gode spillere ikke er noget særligt værd. Derudover er det også rigtig fesent, at spillerkortene kun viser 6 stats, selv om alle spillerne ingame selvfølgelig har alle de mange stats tilgængelige, ligesom i spillets andre modes. Ydermere finder jeg det også mere interessant at bygge et hold op i My Team, da det er et spørgsmål om at finde de rigtige spiller mhb. på spillestil og taktik og ikke blot nationalitet og liga som i UT.

    #3 Glad for at høre, at du er vild med det. Har først mulighed for at prøve FIFA 18 i slutningen af ugen, så tør dog endnu ikke udtale mig om, hvilket et der er bedst i år.

  6. Hvordan er pc versionen i år??? har hørt den skulle være rigtig god i år vil rigtig gerne have det men får ikke spillet det hvis jeg køber det til konsol håber der er nogen som har det på pc som kan svare!

  7. Thendur – tak for link, men synes alle deres mirrors leder hen på mærkelige mirrors, hvor jeg ikke får download, men i stedet popups

  8. #11: Det er et nightmare med alle de pop-ups og sådan. Man skal bare hæfte sig lidt med tålmodighed, så ender man til sidst ved download-link.

    Vil anbefale at køre med Reddits patch, det kan også være den kan findes andre steder.

  9. Nu har jeg sgu også købt det til PC efter adskillige år væk fra PES.

    Jeg har vold-spillet PES tilbage i PS2-dagene, da det havde sin storhedstid. Efter et par kampe må jeg sgu sige, at det virker rigtigt lovende. Jeg skal dog lige i træningslejr. Det sidder ikke helt i fingrene længere.

    Det kan være vi skal have gang i nogle DR coop kampe, hvis online fungerer. Jeg husker, at der var problemer med det både på PS2 og PS3.